BLOG: Forsvaret er i dag reduceret til et niveau, hvor det kan være svært at skære yderligere kapaciteter fra et værn uden at fjerne dets raison d’etre. På langt sigt vil det være en økonomisk udfordring for små lande at fastholde en struktur med tre værn, skriver Jakob Henius i denne blog.
Anskaffelsen af nye kampfly, den mulige missilforsvars- og missilbærende rolle for Søværnets større enheder og den øgede prioritering af vores specialoperationsstyrker er tre tiltag, som ikke mindst vil styrke Danmarks regionale rolle. Konsolideringen af disse kapaciteter viser, at Danmark er med til at tage ansvar for Natos øjeblikkelige fokus på Baltikum og Østeuropa. At kunne operere til søs og i luften samt have en lille kerne af elitesoldater er desuden en militær nødvendighed for Danmark med vores geostrategiske position. Men hvordan ser det ud med Hæren på mellemlang og lang sigt?
Det er min påstand, at Hærens fremtid varsler mere usikker end de to blå værns, også selv om Nato skulle vælge at fastholde et længerevarende fokus på evnen til kollektivt forsvar i vores eget nærområde. Forsvarspolitisk er den vestlige verden ikke mindst karakteriseret ved, at risikoviljen er lav, at forsvarsmateriel bliver stadigt dyrere, at lønninger fylder voldsomt i forsvarsbudgetterne, og at det er vanskeligt at fastholde personel særligt længe. Derfor vil de fleste Nato-lande være tvunget til at fortsætte med at rationalisere deres værktøjskasser – også selv om de lige for tiden arbejder på at øge deres forsvarsbudgetter. Hertil kommer, at både forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og forsvarschef Bjørn Bisserup gentagne gange fastslået, at Forsvaret som enhver anden offentlig virksomhed må leve under grundvilkåret om konstante effektiviseringer.
Navnlig for de små Nato-medlemmer vil det vise sig stadigt mere økonomisk udfordrende at fastholde en tre-værns struktur. I vores eget forsvar må vi med rimelighed hævde, at de tre værn nu er så reducerede, at det kan være svært at se, at der kan skæres yderligere kapaciteter fra et værn uden at fjerne dets raison d’etre. Det er tilsyneladende heller ikke hensigten i det førstkommende forsvarsforlig. Den offentlige debat om, hvordan de ekstra penge til dette forlig bør anvendes, har hovedsageligt fokuseret på at få flere værnepligtige – dog uden at det står rigtig klart, hvad de skal bruges til.
En deployerbar brigade er den rigtige ambition
Forsvarschefen har i et nyligt interview her på OLFI antydet muligheden for at skabe en troppeenhed i form af en fuldt udrustet og deployerbar brigade til Hæren. Det er uden tvivl den rigtige ambition, hvis der er politisk krav om, at dansk forsvars rolle i det kollektive forsvar af Baltikum eller Østeuropa skal inkludere landstyrker på op til troppeenhedsniveau. Det er klart, at etableringen af denne brigade kun giver mening, hvis man etablerer den fulde pakke, dvs. at alt mandskab, våbenarter, materiel, forsyninger og hele den øvrige ”hale” enten er til stede eller er til rådighed med kort varsel (få måneder). Hertil kommer selvfølgelig evnen til at deployere brigaden over land og/eller til søs samt kravet om at kunne holde den genforsynet under hele kampagnen. Alt det skal vi kunne stable på benene; dels fordi logistik er et nationalt ansvar i NATO, dels fordi brigaden som troppeenhed skal kunne kæmpe selvstændigt – også selv om den uden tvivl kommer til at indgå i en større multinational formation.
Artiklen fortsætter under billedet …
Vi har tidligere forsøgt at opstille sådan en styrke i form af Den Danske Internationale Brigade (DIB). Hæren ved derfor ret præcist, hvad der kræves, også selv om vi aldrig fik lejlighed til at indsætte DIB som samlet enhed i en skarp operation. Det var nok meget godt, og som tidligere bataljonschef i DIB husker jeg udmærket de ikke ubetydelige mangler i DIB’s ressourcer (personel, materiel, køretøjer m.m.). Som gode og loyale officerer overbeviste vi os selv om, at hvis DIB blev aktiveret, ville ”nogen” skaffe det, der manglede. Jeg ved ikke, om vi var naive, men hvis Danmark skal have en ny ”DIB”, tror jeg – ikke mindst af hensyn til troværdigheden over for mandskabet – at det bliver vigtigt at sikre sig imod risikoen for indbyggede luftkasteller.
Man må derfor forvente, at det bliver ganske dyrt at skabe og opretholde en fuldt udrustet og deployerbar brigade, og det skal der selvfølgelig tages højde for i alle kommende forsvarsforlig. Et andet spørgsmål er, om brigaden vil kunne fastholde personellet, hvis dens primære funktion bliver at stå på kald som en brik i et Artikel V lignende beredskab mod øst. Brigadens levedygtighed – og kvalitet – vil efter min opfattelse afhænge fuldkommen af, om man i en fast rytme kan tilbyde alle dens soldater relevante, skarpe og afvekslende internationale opgaver.
Konstante effektiviseringer er fremtidens grundvilkår
Men lad os vende tilbage til Forsvarets erklærede grundvilkår; de konstante effektiviseringer. Vi er formentlig ikke alt for uenige om, at det danske forsvar i dag er så reduceret (ca. 15.000 militære ansatte plus et hjemmeværn), at enhver forestilling om, at Danmark selvstændigt kan forsvare dansk territorium i en traditionel krig nok er en illusion. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt, i hvert fald ikke inden for en forudsigelig fremtid; selv de mest inkarnerede koldkrigere forestiller sig næppe, at f.eks. russiske landstyrker fysisk vil rulle ind over vores grænser. Hvad angår det regionale forsvar kan Danmark derfor tillade sig at fokusere på, hvordan vi mest effektivt og retfærdigt kan bidrage til Nato-fællesskabet, dels globalt, dels i vores nærområde. Og det kan jo gøres på mange måder.
Et væsentligt spørgsmål for Danmark er derfor, hvilke kapaciteter som på længere sigt giver mest relevans for pengene. Og her står de to blå værn og vores specialoperationsstyrker unægtelig stærkt. Ingen af dem er særligt mandskabskrævende, og i modsætning til Hæren har både Søværnet og Flyvevåbnet allerede i fredstid en både national og regional eksistensberettigelse via realopgaver som suverænitetshåndhævelse (både i nærområdet og i Arktis), støtte til politiet, hjælp til civile, air-policing, sø-redning osv. Dansk forsvar har gennem årtier opbygget en ekspertise i de delvist unikke kapaciteter, som løser disse opgaver. Hertil kommer selvfølgelig de to blå værns mulige roller i krise og under væbnet konflikt. Endelig kan de, som vi har set gennem mange år, også nyttiggøre deres kapaciteter i internationale operationer. Søværnet og Flyvevåbnet er kort sagt sikkerheds- og forsvarspolitiske multi-tools og bør derfor ikke være særligt bekymrede for deres fremtid.
Tilsvarende kan vi hævde, at vores specialoperationsstyrker er særligt relevante, fordi Danmark over mere end 50 år har udviklet dem til et niveau blandt verdens bedste. Efterspørgslen på dem er stor, og ligesom de to blå værn løser også specialoperationsstyrkerne både nationale og internationale realopgaver i fredstid. Lad os få flere af dem!
Hæren kan ikke påberåbe sig samme bered relevans
Hvad angår Hjemmeværnet er det også rimeligt at kalde det både relevant og ganske fremtidssikret, dels i kraft af fredstidsopgaverne, dels som den ultimative reserve hvis Danmarks landterritorium – imod enhver sandsynlighed – skulle blive angrebet. Hertil kommer, at med NATO’s øjeblikkelige fokus på Baltikum og Østeuropa, vil Danmark i en teoretisk krisesituation formentlig skulle fungere som opmarch- og transitområde for allierede styrker; et scenario hvor ikke mindst Hjemmeværnet vil have sin berettigelse i form af sikring og anden støtte. Og som en dansk politiker en gang sagde: Hvis Hjemmeværnet bliver nedlagt, vil det genopfinde sig selv!
Men anderledes er det med Hæren, som ikke i dag kan påberåbe sig den samme brede relevans som de øvrige værn. Den danske hærs kapaciteter, specialer og kvaliteter kan heller ikke betegnes som unikke i forhold til de fleste andre NATO-medlemmers – selv ikke i tilfælde af opstillingen af en ny ”DIB”. Og i tilfælde af en regional krise- eller krigssituation vil den danske hærs bidrag være meget begrænset – i modsætning til under Den Kolde Krig, hvor Hæren i hvert fald på papiret kunne opstille over 70.000 mand.
Som jeg har været inde på i et tidligere indlæg, har de østeuropæiske og baltiske lande, der mener sig truet af Rusland, heldigvis prioriteret netop deres landstyrker fremfor for de (langt dyrere) blå kapaciteter. Så den danske hær kan næppe fremtidssikre sin eksistensberettigelse alene i kraft af muligheden for at deltage med en brigade i en teoretisk Artikel V operation. Det vil næppe heller bide på garvede politikere at begrunde opretholdelsen af det grønne værn med, at vi på den måde kan fastholde danske officerers forståelse for taktisk planlægning af landoperationer. Det politiske svar på det argument vil formentlig blive, at den forståelse må vi så enten undvære, eller den må opretholdes gennem uddannelse og tjeneste i andre lande.
Politiet vogter ihærdigt over sikkerhedsopgaver
I et dansk forsvars- og sikkerhedspolitisk perspektiv er Hæren kort sagt ikke et multi-tool i dag. Hvis væsentlige dele af Hæren kontinuerligt blev anvendt med regulære styrkebidrag i internationale operationer, ville det være anderledes. Og hvis Hæren f.eks. fik mulighed for at aflaste politiet i mere simple nationale sikkerhedsopgaver som bevogtning og overvågning, ville det ligeledes skabe større relevans i fredstid. Ifølge politiet selv anstrenger anti-terror opgaverne ordensmagtens ressourcer til det yderste; men pudsigt nok vogter politiet ihærdigt over deres monopol og gør alt for at afholde statens øvrige sikkerhedsleverandører fra at bidrage.
I fremtiden må vi imødese, at Forsvarets kamp for ressourcer bliver mindst lige så udfordrende som hidtil. Og den interne kamp om fordelingen mellem værnene bliver næppe mindre blodig. Derfor virker det sandsynligt, at Hæren allerede på mellemlang sigt vil blive testet på, om den vil være i stand til at hævde sig som et værn, der er relevant på flere parametre end i dag. Det kan bl.a. betyde øget fokus på det nationale beredskab – herunder mere hjælp til civile og politiet. Og så selvfølgelig internationale operationer, hvor Hæren historisk har været med til at gøre en forskel, og hvor tilstedeværelse med landstyrker kan have både taktisk effekt, politisk værdi samt medvirke til at fastholde personellet.
Hvis Forsvaret ikke opnår at definere Hæren som en nødvendig real-aktør i befolkningens øjne – ikke mindst i fredstid – risikerer vi, at vores politikere på et tidspunkt finder anledning til at beslutte, at Danmark må specialisere sig væk fra overhovedet at have en hær. Og det ønsker jeg mig bestemt ikke.
Jeg ser ikke så pessimistisk på Hærens fremtid. Jeg tillader mig at (over)fortolke indlægget som et opråb til beslutningstagerne i forsvaret, regering og Folketing. At det er på tide vi redefinerer Hærens rolle både nationalt og international – herunder opdatere fortællingen om Hærens relevans og opgaver anno 2018-2022 så de er tydelige for politikere og offentligheden.
Og for politikerne skal det været krystal klart, hvad der reelt skal til, før vi har en fuldt udrustet deployerbar brigade.
Når jeg ikke er så bekymret, så skyldes det to ting. For det første lytter politikerne meget til hvad NATO ønsker af Danmark, og der er en fuldt udrustet brigade allerede meget højt på ønskelisten. For det andet kunne jeg forstå din bekymring, hvis vi allerede havde et forsvarsbudget på 1,75 % af BNP, og Hærens situation var den samme som i dag. Men BNP andelen er kun 1,14% samtidig med at væksten i økonomien er godt på vej igen, hvilket presser begrebet “substantielt løft” yderligere, når regnebrættet i NATO gøres op hver eneste år i den kommen forligsperiode.
Og tilsidst er det vel almindeligt accepteret, at man kan ikke holde et landområde eller være en selvstændig nation uden en hær. Havde Danmark så en fuldt udrustet division med 300 kampvogne, kunne jeg se argumenterne for nedskæringer på hæren pga. lønudgifter, rekrutteringsproblemer mv. Men som selvstændigt land der (også) skal forsvare eget territorium, så er en fuldt udrustet brigade, der kan arbejde selvstændigt et minimum.
Det bør vel også lige pointeres at modsat tilfældet med Hæren og Flyvevåbnet , så eksisterer mange af søværnets kapaciteter og kompetancer kun på papiret. Det mørkeblå værns evne til skarpe kinetiske operationer, dvs reel søkrig, er de facto helt og aldeles teoretisk.
Det samme gør sig gældende med den meget omdiskuterede BMD rolle, der kun vil tilføre søværnet en symbolsk kapacitet med lille eller ingen reel praktisk anvendelse.
Halløj Anders.
Problemet er, at inaktivitet vil dræbe Hæren. Efter min opfattelse er der rigeligt med internationale kriser og tilhørende operationer på “hylderne”, og det fortsætter tilsyneladende i det uendelige. Så det er i princippet et spørgsmål om at vælge til. Målet bør være, at en hvis del af den nye brigade skal være udsendt til enhver tid i en rotationsordning. Lidt ligesom når Søværnet til stadighed har et antal af sine store enheder ude og sejle i reelle opgaver. Hvis man vil fastholde Hærens personel, er øvelser ikke “reelt” nok. Det var det måske engang, men næppe i dag.
Hej igen. Og tak for svaret.
Du har nok ret ud fra en vinkel om hvad der er bedst fra Hæren. Men det lyder svært at overbevise politikerne om at de skal tilvælge en konflikt for at opretholde et træningsniveau i Hæren.
Jeg er ikke sikker på at sammenligningen med Søværnet holder på dette punkt. Søværnet bliver ganske rigtigt brugt meget internationalt, men erfaringen er at det ofte er i lavintensive roller. Det er altså ikke noget som højner skarpheden, men snarere noget som vi er nødt til at kompensere for ved at prioritere øvelsesdeltagelse på andre tidspunkter.
Spændende overvejelser. Men er sagen ikke at efterspørgslen efter Hæren vil veksle i takt med at internationale kriser opstår og forgår?
Man vil aldrig komme dertil at “man i en fast rytme kan tilbyde alle dens soldater relevante, skarpe og afvekslende internationale opgaver”. I stedet skal Hæren kunne håndtere at opstille et beredskab som er klart uden nødvendigvis at blive brugt hele tiden.
Svend-Erik,
jeg forstår dit point, men sagen er, at de bidrag, Hæren udsender i dag, stort set udelukkende er specialister, trænere og stabsofficerer. Hæren har ingen regulære enheder (underafdelings- eller bataljonsbiveau) udsendt og tærer altså på specialisterne og førerne i stedet for på de regulære soldater og deres enheder.
Grunden hertil er vel, at vi mangler de regulære enheder, som kan udsendes. Enten pga. af et for lille antal af disse enheder eller fordi, man ikke er i stand til at understøtte og beskytte enhedernes virke i missionsområdet.
I mine øjne vender du altså problemstillingen på hovedet. Der mangler ikke opgaver til hæren, tværtimod.
Hæren mangler ressourcer til at kunne påtage sig alle de opgaver, der allerede nu er brug for og ønske om, at den påtager sig.
Vi er helt enige om, at hæren bør og skal bevares, endda opkvalificeres, men jeg forstår ikke, hvorfor du er af den mening, at hæren ikke de sidste tyve år har vist sig som en nødvendig real-aktør i befolkningens øjne – også i fredstid.
Svend-Erik,
jeg mener da i høj grad, at Hæren – siden starten af 90’erne og indtil for nogle år siden – har været en real-aktør, især qua vores kontinuerlige bidrag i det tidl. Jugoslavien, Irak og Afghanistan. Jeg forholder mig til, at vi ikke længere anvender Hæren på denne måde og anbefaler, at vi begynder på det igen. Du har helt ret; der mangler ikke opgaver til Hæren, men Danmark – og til en vis grad vores allierede – er tydeligvis ikke “sultne” efter INTOPS for tiden, heller ikke i FN-regi. Det skyldes formentlig dels sårene fra Irak og Afghanistan, dels at det er dyrt at holde enheder udsendt.
Måske er det mig, som har misforstået din blog. Det, jeg reagerer på, er, at du skriver til slut, du bestemt ikke ønsker, Danmark specialiserer sig væk fra overhovedet at have en hær, mens du i brødteksten argumenterer for netop det.
Ja, det er rigtigt, det er nemmere og billigere at udsende enheder fra de blå værn, men det er hæren som, der er brug for. Dvs. en relevant og brugbar hær.
Det virker med andre ord som om, at du ønsker at give et indspark til fordel for en opkvalificering af hæren, men ender med at skrive en nekrolog over den.
Sven-Erik,
du har forstået mit indlæg rigtigt. Jeg ser meget gerne, at vi fortsætter med at have en hær. Og samtidig præsenterer jeg de udfordringer, som jeg mener, Hæren står over for allerede på mellemlang sigt. Og mit point er, at hvis man ikke tager disse udfordringer alvorligt, risikerer hærens eksistensberettigelse at komme under alvorligt pres.
Tak for svaret. Jeg tror, det er rigtigt set, at det ikke længere blot er hærens form og funktion, som er til debat men efterhånden også selve dens eksistens som hær.
“Hvis væsentlige dele af Hæren kontinuerligt blev anvendt med regulære styrkebidrag i internationale operationer”
Er det ikke netop det, hæren kontinuerligt bliver anvendt til?!
Det seneste afslag på at sende et regulært styrkebidrag fremfor specialstyrker blev, så vidt jeg husker, ikke givet på baggrund af, at hæren er for stor eller fordi, Mali missionen ikke er relevant. Tværtimod, så synliggjorde afslaget, at hæren allerede nu er frataget de nødvendige ressourcer ift. hvad som, at man ønsker, den skal kunne levere styrker til.
raison d’etre = grunden til at være/eksistere.
Kan I bare ikke bruge ord man ikke skal Google?