Topmøde

Hæren har grund til bekymring om sin rolle i fremtidens danske forsvar

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

BLOG: Forsvaret er i dag reduceret til et niveau, hvor det kan være svært at skære yderligere kapaciteter fra et værn uden at fjerne dets raison d’etre. På langt sigt vil det være en økonomisk udfordring for små lande at fastholde en struktur med tre værn, skriver Jakob Henius i denne blog.

Anskaffelsen af nye kampfly, den mulige missilforsvars- og missilbærende rolle for Søværnets større enheder og den øgede prioritering af vores specialoperationsstyrker er tre tiltag, som ikke mindst vil styrke Danmarks regionale rolle. Konsolideringen af disse kapaciteter viser, at Danmark er med til at tage ansvar for Natos øjeblikkelige fokus på Baltikum og Østeuropa. At kunne operere til søs og i luften samt have en lille kerne af elitesoldater er desuden en militær nødvendighed for Danmark med vores geostrategiske position. Men hvordan ser det ud med Hæren på mellemlang og lang sigt?

Det er min påstand, at Hærens fremtid varsler mere usikker end de to blå værns, også selv om Nato skulle vælge at fastholde et længerevarende fokus på evnen til kollektivt forsvar i vores eget nærområde. Forsvarspolitisk er den vestlige verden ikke mindst karakteriseret ved, at risikoviljen er lav, at forsvarsmateriel bliver stadigt dyrere, at lønninger fylder voldsomt i forsvarsbudgetterne, og at det er vanskeligt at fastholde personel særligt længe. Derfor vil de fleste Nato-lande være tvunget til at fortsætte med at rationalisere deres værktøjskasser – også selv om de lige for tiden arbejder på at øge deres forsvarsbudgetter. Hertil kommer, at både forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og forsvarschef Bjørn Bisserup gentagne gange fastslået, at Forsvaret som enhver anden offentlig virksomhed må leve under grundvilkåret om konstante effektiviseringer.

Navnlig for de små Nato-medlemmer vil det vise sig stadigt mere økonomisk udfordrende at fastholde en tre-værns struktur. I vores eget forsvar må vi med rimelighed hævde, at de tre værn nu er så reducerede, at det kan være svært at se, at der kan skæres yderligere kapaciteter fra et værn uden at fjerne dets raison d’etre. Det er tilsyneladende heller ikke hensigten i det førstkommende forsvarsforlig. Den offentlige debat om, hvordan de ekstra penge til dette forlig bør anvendes, har hovedsageligt fokuseret på at få flere værnepligtige – dog uden at det står rigtig klart, hvad de skal bruges til.

En deployerbar brigade er den rigtige ambition

Forsvarschefen har i et nyligt interview her på OLFI antydet muligheden for at skabe en troppeenhed i form af en fuldt udrustet og deployerbar brigade til Hæren. Det er uden tvivl den rigtige ambition, hvis der er politisk krav om, at dansk forsvars rolle i det kollektive forsvar af Baltikum eller Østeuropa skal inkludere landstyrker på op til troppeenhedsniveau. Det er klart, at etableringen af denne brigade kun giver mening, hvis man etablerer den fulde pakke, dvs. at alt mandskab, våbenarter, materiel, forsyninger og hele den øvrige ”hale” enten er til stede eller er til rådighed med kort varsel (få måneder). Hertil kommer selvfølgelig evnen til at deployere brigaden over land og/eller til søs samt kravet om at kunne holde den genforsynet under hele kampagnen. Alt det skal vi kunne stable på benene; dels fordi logistik er et nationalt ansvar i NATO, dels fordi brigaden som troppeenhed skal kunne kæmpe selvstændigt – også selv om den uden tvivl kommer til at indgå i en større multinational formation.

Artiklen fortsætter under billedet …

Store Bededag kunne du læse OLFIs interview med forsvarschef Bjørn Bisserup, som løfter lidt af sløret for temaerne i det kommende forsvarsforlig. Klik på billedet for at læse interviewet. Foto: Ernstved

Vi har tidligere forsøgt at opstille sådan en styrke i form af Den Danske Internationale Brigade (DIB). Hæren ved derfor ret præcist, hvad der kræves, også selv om vi aldrig fik lejlighed til at indsætte DIB som samlet enhed i en skarp operation. Det var nok meget godt, og som tidligere bataljonschef i DIB husker jeg udmærket de ikke ubetydelige mangler i DIB’s ressourcer (personel, materiel, køretøjer m.m.). Som gode og loyale officerer overbeviste vi os selv om, at hvis DIB blev aktiveret, ville ”nogen” skaffe det, der manglede. Jeg ved ikke, om vi var naive, men hvis Danmark skal have en ny ”DIB”, tror jeg – ikke mindst af hensyn til troværdigheden over for mandskabet – at det bliver vigtigt at sikre sig imod risikoen for indbyggede luftkasteller.

Man må derfor forvente, at det bliver ganske dyrt at skabe og opretholde en fuldt udrustet og deployerbar brigade, og det skal der selvfølgelig tages højde for i alle kommende forsvarsforlig. Et andet spørgsmål er, om brigaden vil kunne fastholde personellet, hvis dens primære funktion bliver at stå på kald som en brik i et Artikel V lignende beredskab mod øst. Brigadens levedygtighed – og kvalitet – vil efter min opfattelse afhænge fuldkommen af, om man i en fast rytme kan tilbyde alle dens soldater relevante, skarpe og afvekslende internationale opgaver.

Konstante effektiviseringer er fremtidens grundvilkår

Men lad os vende tilbage til Forsvarets erklærede grundvilkår; de konstante effektiviseringer. Vi er formentlig ikke alt for uenige om, at det danske forsvar i dag er så reduceret (ca. 15.000 militære ansatte plus et hjemmeværn), at enhver forestilling om, at Danmark selvstændigt kan forsvare dansk territorium i en traditionel krig nok er en illusion. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt, i hvert fald ikke inden for en forudsigelig fremtid; selv de mest inkarnerede koldkrigere forestiller sig næppe, at f.eks. russiske landstyrker fysisk vil rulle ind over vores grænser. Hvad angår det regionale forsvar kan Danmark derfor tillade sig at fokusere på, hvordan vi mest effektivt og retfærdigt kan bidrage til Nato-fællesskabet, dels globalt, dels i vores nærområde. Og det kan jo gøres på mange måder.

Et væsentligt spørgsmål for Danmark er derfor, hvilke kapaciteter som på længere sigt giver mest relevans for pengene. Og her står de to blå værn og vores specialoperationsstyrker unægtelig stærkt. Ingen af dem er særligt mandskabskrævende, og i modsætning til Hæren har både Søværnet og Flyvevåbnet allerede i fredstid en både national og regional eksistensberettigelse via realopgaver som suverænitetshåndhævelse (både i nærområdet og i Arktis), støtte til politiet, hjælp til civile, air-policing, sø-redning osv. Dansk forsvar har gennem årtier opbygget en ekspertise i de delvist unikke kapaciteter, som løser disse opgaver. Hertil kommer selvfølgelig de to blå værns mulige roller i krise og under væbnet konflikt. Endelig kan de, som vi har set gennem mange år, også nyttiggøre deres kapaciteter i internationale operationer. Søværnet og Flyvevåbnet er kort sagt sikkerheds- og forsvarspolitiske multi-tools og bør derfor ikke være særligt bekymrede for deres fremtid.

Tilsvarende kan vi hævde, at vores specialoperationsstyrker er særligt relevante, fordi Danmark over mere end 50 år har udviklet dem til et niveau blandt verdens bedste. Efterspørgslen på dem er stor, og ligesom de to blå værn løser også specialoperationsstyrkerne både nationale og internationale realopgaver i fredstid. Lad os få flere af dem!

Hæren kan ikke påberåbe sig samme bered relevans

Hvad angår Hjemmeværnet er det også rimeligt at kalde det både relevant og ganske fremtidssikret, dels i kraft af fredstidsopgaverne, dels som den ultimative reserve hvis Danmarks landterritorium – imod enhver sandsynlighed – skulle blive angrebet. Hertil kommer, at med NATO’s øjeblikkelige fokus på Baltikum og Østeuropa, vil Danmark i en teoretisk krisesituation formentlig skulle fungere som opmarch- og transitområde for allierede styrker; et scenario hvor ikke mindst Hjemmeværnet vil have sin berettigelse i form af sikring og anden støtte. Og som en dansk politiker en gang sagde: Hvis Hjemmeværnet bliver nedlagt, vil det genopfinde sig selv!

Men anderledes er det med Hæren, som ikke i dag kan påberåbe sig den samme brede relevans som de øvrige værn. Den danske hærs kapaciteter, specialer og kvaliteter kan heller ikke betegnes som unikke i forhold til de fleste andre NATO-medlemmers – selv ikke i tilfælde af opstillingen af en ny ”DIB”. Og i tilfælde af en regional krise- eller krigssituation vil den danske hærs bidrag være meget begrænset – i modsætning til under Den Kolde Krig, hvor Hæren i hvert fald på papiret kunne opstille over 70.000 mand.

Som jeg har været inde på i et tidligere indlæg, har de østeuropæiske og baltiske lande, der mener sig truet af Rusland, heldigvis prioriteret netop deres landstyrker fremfor for de (langt dyrere) blå kapaciteter. Så den danske hær kan næppe fremtidssikre sin eksistensberettigelse alene i kraft af muligheden for at deltage med en brigade i en teoretisk Artikel V operation. Det vil næppe heller bide på garvede politikere at begrunde opretholdelsen af det grønne værn med, at vi på den måde kan fastholde danske officerers forståelse for taktisk planlægning af landoperationer. Det politiske svar på det argument vil formentlig blive, at den forståelse må vi så enten undvære, eller den må opretholdes gennem uddannelse og tjeneste i andre lande.

Politiet vogter ihærdigt over sikkerhedsopgaver

I et dansk forsvars- og sikkerhedspolitisk perspektiv er Hæren kort sagt ikke et multi-tool i dag. Hvis væsentlige dele af Hæren kontinuerligt blev anvendt med regulære styrkebidrag i internationale operationer, ville det være anderledes.  Og hvis Hæren f.eks. fik mulighed for at aflaste politiet i mere simple nationale sikkerhedsopgaver som bevogtning og overvågning, ville det ligeledes skabe større relevans i fredstid. Ifølge politiet selv anstrenger anti-terror opgaverne ordensmagtens ressourcer til det yderste; men pudsigt nok vogter politiet ihærdigt over deres monopol og gør alt for at afholde statens øvrige sikkerhedsleverandører fra at bidrage.

I fremtiden må vi imødese, at Forsvarets kamp for ressourcer bliver mindst lige så udfordrende som hidtil. Og den interne kamp om fordelingen mellem værnene bliver næppe mindre blodig.  Derfor virker det sandsynligt, at Hæren allerede på mellemlang sigt vil blive testet på, om den vil være i stand til at hævde sig som et værn, der er relevant på flere parametre end i dag. Det kan bl.a. betyde øget fokus på det nationale beredskab – herunder mere hjælp til civile og politiet. Og så selvfølgelig internationale operationer, hvor Hæren historisk har været med til at gøre en forskel, og hvor tilstedeværelse med landstyrker kan have både taktisk effekt, politisk værdi samt medvirke til at fastholde personellet.

Hvis Forsvaret ikke opnår at definere Hæren som en nødvendig real-aktør i befolkningens øjne – ikke mindst i fredstid – risikerer vi, at vores politikere på et tidspunkt finder anledning til at beslutte, at Danmark må specialisere sig væk fra overhovedet at have en hær. Og det ønsker jeg mig bestemt ikke.

Jakob Henius er oberst og assisterende stabschef ved Headquarters Allied Rapid Reaction Corps (ARRC) i England. Siden 1992 har han været udsendt syv gange til missioner i Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Irak og Mali, og CV’et tæller bl.a. stillinger som militærassistent for FN’s styrkechef i Mali, uddannelseschef på Forsvarsakademiet, chef for de akademiske programmer på NATO Defense College og chef for plan-centeret ved DANILOG. Privatfoto

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

13 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
13 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer