På årets flagdag annoncerede Forsvarsministeriet, at FN vil kompensere FN-veteraners erstatningssager. Det er udfaldet af et projekt, der har ændret ansøgningsprocessen til at være et nationalt anliggende fremfor et individuelt. Formanden for interesseorganisationen Danmarks Veteraner kalder det »epokegørende«.
Dannebrog vejrede mandag landet over til ære for Danmarks udsendte og veteraner. Gårsdagens flagdag var dog festlig i mere end én forstand, for Forsvarsministeriet kunne i sideløbende med højtidelighederne annoncere, at FN efter flere års tovtrækkeri har afsat penge til udbetale PTSD-ramte FN-veteraner de erstatninger, de har søgt igennem adskillige år.
Siden 2016 har Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) sendt mere end 400 ansøgninger om erstatning til FN på vegne af danske veteraner. FPS har både klargjort, oversat og oversendt veteranernes erstatningskrav til FN, og det har ikke mindst en stor international betydning, mener Niels Hartvig Andersen, der er formand for Danske Veteraner.
»Jeg vil tro, at Danmark er det første land, der får disse erstatninger fra FN. Det er simpelthen epokegørende. Det er så skelsættende,« siger Niels Hartvig Andersen og uddyber:
»Flere nordiske lande kæmper i princippet en kamp om at få gang i deres erstatningssager. Når vi kan fortælle, at Danmark har fået dette igennem, så er der også en chance for, at andre lande kan komme i gang med at skaffe deres soldaters erstatninger fra FN,« siger Niels Hartvig Andersen.
Ansøgningsproces ikke længere op til den enkelte
Før FPS i samarbejde med Forsvarsministeriet lagde pres på FN-systemet, var ansøgningsprocessen ikke blot lang, men også overladt til den enkelte soldat. Både det administrative arbejde, men også det sproglige, kunne være en barriere, der vanskeliggjorde erstatningsansøgningen.
Presset på FN-systemet blev indledt under forhenværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), som adresserede problematikken over for FN’s generalsekretær, ligesom Danmark sendte en seniorrådgiver, Pernille Reuter Eriksen, til FN’s hovedkvarter i New York for at hjælpe med at udarbejde en veteranpolitik. Det danske pres har nu endelig båret frugt, og det har været nøglen til ikke kun erstatning fra FN, men også anerkendelse i form af medaljer.
Niels Hartvig Andersen forklarer, at den nationale støtte og varetagelse af sager også har betydet, at veteraner endelig får en medalje fra en mission i Irak tilbage i 2003. Dette har også kun været muligt, fordi den enkelte soldat ikke længere selvstændigt har skullet håndtere sin egen sag.
»Selvom Danmark er et lille land med måske 221 medaljer eller 100 erstatninger, så viser det sig, at når en nation presser FN-systemet, så har de sværere ved at sige nej. Det har en helt anden slagkraft, når en nation kører erstatningssager samlet, fremfor at en soldat står alene med sin sag,« siger Niels Hartvig Andersen.
Veteraner får afsluttet et langt kapitel
Mange ansøgninger sendt i FN’s retning har været fra veteraner, der har lidt funktionsevnetab som følge af især PTSD. At erstatningssagerne nu er afgjort gør, at de berørte veteraner langt om længe kan drage et lettelsens suk og se frem til at få lagt det hele bag sig og komme videre, mener Niels Hartvig Andersen.
»Jeg tror selvfølgelig, at de fleste gerne ville have sluppet for skaden og være foruden pengebeløbet. Men vi siger ikke tillykke, når de får deres erstatning. Vi siger: med ære og respekt. Det er et kapitel i deres liv, de kan lukke nu, så de kan bruge deres energi på noget andet« siger Niels Hartvig Andersen og tilføjer:
»Vi er selvfølgelig ikke færdige, før alle har fået deres erstatninger. Men der er banet vej for fremtidige soldater, vi sender ud på FN-tjenester. Man ved, hvordan man skal søge erstatninger nu, og det er en rigtig god ting.«
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Det er jo på ingen måder kommet i hus endnu. Det har nu taget årtier, så jeg vil som med alt i forhold til erstatning, se det komme i hus, før jeg tror på det! Men jeg vil da håbe, at det endelig denne gang, er lykkens gang og at vi, tidligere udsendt af FN og med ar på sjælen, nu kan få den erstatning, som vi blev lovet og som vi er berettiget til!
Det er altid en glædens dag når fortidens uretfærdigheder langt om længe bliver godtgjort!
Og som erfaringen er på hele Veteranområdet, så kan der faktisk, om ikke rettes op på, så om ikke andet godtgøres for de ting, danske soldater og andre udsendte har været udsat for.
Men selv om man nu har opnået et resultat på det her område, så er man efter min mening stadig langt fra at være i mål, når det kommer til FN missioner gennem tiderne.
De fleste kender til de gængse FN missioner gennem tiderne. Missioner hvor blandt andet danske udsendte har gjort sig bemærket gennem deres professionalisme og dygtighed.
Men der er også et mørketal som aldrig italesættes og aldrig er blevet anerkendt. Her tænker jeg specielt på Søværnets operationer i halvfemserne.
I 1992 iværksatte FN sanktioner mod det tidligere Jugoslavien, hvor borgerkrigen havde taget fart. Herunder blandt andet våbenembargo.
Korvetten Niels Juel indgik i Standing Naval Force Atlantic og lå i havn i Norge, med resten af styrken, da der blev givet ordre om at forlægge til Adriaterhavet, for sammen med resten at styrken at håndhæve FN’s embargoer. Operationen gik under navnet Maritime Monitor og gik ud på at patruljere ud for kysten af Montenegro og håndhæve sanktionerne gennem anråb og boarding af civile skibe.
I juni 1993 ændrede operationen navn til Sharp Guard og overgik til en NATO ledet mission.
Fælles for begge missioner er, at de udsendte danske besætninger aldrig har modtaget nogen anerkendelse fra FN. I sidste ende var belønningen en medalje fra NATO for Operation Sharp Guard.
Allerede dengang blev der sat spørgsmålstegn ved den manglende anerkendelse, fra de danske deltagere. På hjemmefronten var tavsheden larmede, når det kom til anerkendelse fra det politiske system. Og endnu mere larmende var tavsheden fra Forsvaret selv!
Mens man vidt og bredt kunne læse om de danske soldaters fortrinlige arbejde i det tidligere Jugoslavien, hvor Danmark hurtigt havde etableret et FN kontingent, ja så sejlede danske skibe nærmest under offentlighedens radar…
Selv aflønningen af besætningen, viste om noget hvor let man tog på udsendelsen. Til forskel fra kollegerne i land, som kunne hæve et FN tillæg, ja så måtte man på skibene nøjes med samme betaling, som hvis man havde sejlet rundt i danske farvande på en almindelig øvelse.
Nu kan man hurtigt få opfattelsen af, at der bag dette indlæg gemmer sig en bitter og forsmået skribent, der skal have afløb for en manglende medalje.
Og heri har man ganske ret!
Ikke for selve medaljens skyld. Men fordi en tildeling af en medalje i denne sammenhæng, også ville betyde at hvis man havde fået ar på sjælen af turene, ja så var der mulighed for at opnå en form for erstatning.
Men denne mulighed er totalt udelukket. Både i FN systemet og det danske erstatningssystem.
For det var jo blot en “helt almindelig sejlads” og eftersom den ikke er anerkendt som FN mission, ja så har man jo heller ikke været i et konfliktområde og dermed ikke kunne have haft nogle oplevelser som anerkendes på samme vilkår som medalje modtagernes.
Når ovenstående så er sagt, så skal jeg være den første til at gratulere de skadede kolleger, som nu kan få den fortjente anerkendelse fra FN!
For uanset farven på uniformen, udstationeringens varighed eller hvor man har været sendt hen, så har alle uden undtagelse stillet op, når ens land har bedt om det. Og ingen har stillet spørgsmål ved løsningen af opgaven i øjeblikket, men gjort hvad der blev forventet!
Men derfor kan vi godt på bagkant stille spørgsmålstegn ved, om vi alle sammen nu blev behandlet ordentligt, dengang for længe siden.
Vent til de finder ud af, at man skal have en anerkendt dansk arbejdsskadesag (og altså allerede have fået erstatning i Danmark), før man kan komme i betragtning til den økonomisk ret beskedne FN-erstatning.
Så skal begejstringen nok finde et mere naturligt leje.
Undrer mig over hvorfor jeg har fået 2 x tommel ned blot fordi jeg ønsker det bedste for de der har været i FN mission – min far var i Gaza og 2 x Cypern, det satte sine spor.
Der desværre ofte MEGET langt mellem intentioner og handling, og som LC skriver, jeg vil også gerne se handling før jeg tror på det, det har godt nok taget lang tid.
Tak for dit indlæg MRJ – jeg er selv fra Søværnet og har altid undret mig over om de missioner vi sendte skibe ud i, var TYS-TYS. Det ved vi jo de ikke er / var, men man skulle tro det, de sejlede som oftest uden for rampelyset.
Dit indlæg fik mit til at tænke på at, en af vores NATO-partnere først sidst i 90’erne anerkendte deres civile søfolks indsats under bl.a. konvojerne til Murmansk “de passede jo bare deres arbejde”! Jeg sammenligner ikke de to ting, blot måden det bliver behandlet / honoreret på.
Det var sandelig også på tide der skete noget – tillykke med at det endelig lykkedes.