spot_img

Regeringen støtter amerikansk angreb på luftbase i Syrien

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

USA har angrebet en syrisk luftbase med Tommahawk-missiler fra to destroyere i Middelhavet som svar på Syriens angreb med giftgas på sin egen befolkning. Den danske regering støtter angrebet. Opdateret fredag kl 11.30.

USA’s præsident Donald Trump havde advaret omverdenen, og natten til fredag gav han ordren til at angribe den syriske luftbase Al-Shayrat. Angrebet kom som et direkte svar på den syriske præsident og diktator Bashar Al-Assads giftgasangreb tirsdag på sin egen befolkning, der kostede 80 mennesker livet – heraf over 30 børn.

“Ved at bruge dødelig nervegas kvalte Assad hjælpeløse mænd, kvinder og børn. Det var en langsom og brutal død for så mange mennesker. Selv smukke babyer blev myrdet på grusom vis i dette meget barbariske angreb. Ingen af Guds børn skal nogensinde opleve sådan en rædsel,” sagde Donald Trump efter Assads angreb.

Ifølge Donald Trump sker modsvaret for at beskytte amerikanske interesser og for at undgå spredning af kemiske våben. Donald Trump lægger heller ikke skjul på, at nattens angreb kommer, fordi tidligere forsøg på at få Assad til at ændre adfærd ikke har virket.

Artiklen fortsætter under videoen …

Flygtningekrisen destabiliserer regionen og truer USA

“Tidligere års forsøg på at ændre Assads adfærd har alle fejlet dramatisk. Som et resultat fortsætter flygtningekrisen med at destabilisere regionen og true USA og vore allierede,” siger Donald Trump, som samtidig opfordrer alle civiliserede lande til at gå sammen med USA om at stoppe “nedslagtningen” i Syrien.

Angrebet på den syriske luftbase fandt sted med såkaldte TLAM (Tommahawk Land Attack Missiles) affyret fra de to amerikanske destroyere USS Porter and USS Ross i den østlige del af Middelhavet – sidstnævnte er en del af den amerikanske hangarskibsgruppe 2, hvor også den danske fregat “Peter Willemoes” i øjeblikket indgår. I alt affyrede amerikanerne 59 TLAM, som ramte syriske fly og ødelagde hangarer, brændstofdepoter, ammunitionsbunkere, luftforsvarssystemer og radarer. Det oplyser kommandør Jeff Davis, som er talsmand for den amerikanske flåde U.S. Navy.

“Som vanligt tog USA ekstraordinære forholdsregler for at undgå at ramme civile og for at efterleve krigens love. Alle forholdsregler blev taget for at gennemføre dette angreb med minimal risiko for personel på luftbasen,” siger Jeff Davis.

Orienterede Rusland forud for angrebet

Ifølge talsmanden var angrebet “et forholdsmæssigt svar på Assads afskyelige gerning”, idet luftbasen er blevet anvendt til at opbevare kemiske våben og iværksætte luftangreb. Ifølge amerikanske efterretninger kom de syriske fly, som gennemførte giftgas-angrebet den 4. april, netop fra Al-Shayrat luftbasen, og nattens angreb havde derfor til formål at undgå lignende angreb iværksat fra Al-Shayrat.

Ifølge Jeff Davis blev Rusland orienteret forud for angrebet, og angrebet har opfyldt sit formål.

“De indledende indikationer er, at angrebet har forrettet omfattende skade eller ødelagt syriske fly, støttestruktur og material på Al-Shayrat luftbase – og reduceret det syriske regimes mulighed for at anvende kemiske våben. Brugen af kemiske våben mod uskyldige civile mennesker vil ikke blive tolereret,” siger Jeff Davis.

Den danske regering støtter angrebet

I Danmark hilser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) amerikanernes angreb velkommen.

”Regeringen støtter, at USA nu har reageret på Assad-regimets grusomme overgreb på den syriske civilbefolkning. Jeg er tilfreds med, at presset på Assad nu stiger. Det må stå klart, at angreb med kemiske våben på civile ikke er acceptabelt. FN har tidligere slået fast, at det syriske regime og præsident Assad har anvendt kemiske våben mod civile i Syrien. Der er nu meget alvorlige anklager om, at regimet endnu engang har stået bag et angreb på civile med kemiske våben. Vi har set forfærdelige billeder, og jeg deler til fulde den fordømmelse, som angrebet har mødt fra hele verden. Nu skal FN’s Sikkerhedsråd tage ansvar og følge op,” siger Anders Samuelsen.

Ifølge udenrigsminsteren er den eneste løsning på krigen i Syrien politisk, og i den indgår den syriske præsident Bashar Al-Assad ikke, mener Samuelsen. Han peger endvidere på Rusland som medansvarlig for angrebet den 4. april.

“I 2013 og 2014 støttede vi fra dansk side den operation, som skulle fjerne Syriens kemiske våben. Det står nu klart, at Rusland ikke som lovet var garant for at fjerne alle våbnene. Det er dybt skuffende og tragisk for den syriske civilbefolkning,” siger Anders Samuelsen.

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer