spot_img

Britiske topofficerer kræver bedre og hurtigere hjælp til afghanske tolke

En række britiske topofficerer og politikere opfordrer i et brev den britiske regering til at sikre flere afghanske tolkes sikkerhed ved at hente dem til Storbritannien. Processen er langsom, og for mange lades i stikken, mener de og anfører, at det vil bringe skam over nationen, hvis politisk nølen kommer til at koste menneskeliv.

I mange vestlige lande diskuterer man netop nu, hvordan man bedst hjælper de tolke, som i to årtier har hjulpet med oversættelser i Afghanistan, og hvis liv med tilbagetrækningen af vestlige tropper og Talibans fremmarch er akut truet. Diskussionen pågår også i England, hvor tolkene nu får opbakning fra adskillige forhenværende militære og civile ledere.

I et brev til premierminister Boris Johnson og den britiske regering tager en række topofficerer og politikere bladet fra munden og kræver, at de udsatte tolke får hjælp til hurtigst muligt at komme i sikkerhed i Storbritannien, skriver BBC. Der sker i kølvandet på flere eksempler på tolke, hvis anmodninger om hjælp er blevet afvist på et spinkelt grundlag.

»Alt for mange af vores tidligere tolke er unødigt og urimeligt blevet afvist … Vi opfordrer kraftigt til, at politikken straks tages op til fornyet overvejelse, så vi sikrer, at flere får asyl. Hvis nogen af vores tidligere tolke bliver myrdet af Taleban i kølvandet på vores tilbagetrækning, vil det være en skam for vores nation,« skriver officererne, der blandt andre tæller de fire forhenværende forsvarschefer Lord Boyce, Lord Stirrup, Lord Richards og Lord Houghton.

Bliver afvist uden appelmuligheder

Det er i det hele taget ikke hvem-som-helst, der står bag brevet med den klare opfordring. Blandt underskriverne finder man udover de fire tidligere forsvarschefer desuden to hærchefer, en enkelt national sikkerhedsrådgiver samt den tidligere britiske forsvarsminister Johnny Mercer, som selv er Afghanistanveteran.

Gruppen af underskrivere reagerer blandt andet på, at Storbritanniens planer om at hjælpe de afghanske tolke ofte i praksis resulterer i afvisningen af tolke, der af forskellige årsager er blevet afskediget fra tjenesten hos de britiske styrker i Afghanistan. I visse tilfælde er afvisningen begrundet i kriminalitet eller handlinger, der både nu og fremover umuliggør ophold i England, men i andre sager undersøges baggrunden for tolkenes afskedigelser ikke grundigt nok, mener brevets underskrivere. Samtidig har tolkene ikke nogen appelmuligheder. Det betyder, at det ikke er alle tolke, der har krav på hjælp, som får den.

Indtil videre er omkring 2200 tolke og deres familier hentet ud af Afghanistan, og med hjemmel i det politiske initiativ Afghan Relocation and Assistance Policy (ARAP) forventes yderligere 3000 tolke at komme til Storbritannien. Også i USA er tolkenes sikkerhed kommet på dagsordenen. Her har hele 20.000 tolke søgt om et særligt adgangsgivende visum. Indtil videre har 4000 fået godkendt deres anmodninger, men også her arbejder man på at effektivisere processen yderligere, skriver BBC.

Andre læste også

Troels Lund ser med »stor alvor« på unge piloters pressede situation

Abonnement
Mandag sendte 30 unge piloter et alarmerende brev til forsvarsministeren og Forsvarsministeriets departementschef og beskrev et flyvevåben mere under afvikling end udvikling. Nu inviterer forsvarsministeren repræsentanter for piloterne til møde. Det var en rød alarm og et nødskrig, som 30 unge piloter fra Flyvevåbnet mandag sendte i form af et...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...