spot_img

Auditørkorpset rejser ikke sigtelse mod Frømandskorpsets chef

Forsvarsministeriets Auditørkorps afslutter sin efterforskning af Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, uden at rejse sigtelse, skriver Forsvaret på sin hjemmeside. Han var under mistanke for muligt embedsmisbrug ved at have udført vennetjenester og modtaget gaver i tjenesten.

Der er ikke grundlag for at rejse sigtelse mod Jens Birkebæk Bach, som indtil for nylig var under efterforskning for blandt andet at have udført vennetjenester i sin egenskab af chef for Frømandskorpset. Det konkluderer Forsvarsministeriets Auditørkorps, som derfor har afsluttet sin 15 måneder lange undersøgelse af forholdene ved Frømandskorpset uden at foretage sig yderligere.

Jens Birkebæk Bach – også kendt som “Pusling” – blev undersøgt på baggrund af anklager om vennetjenester, som OLFI første gang beskrev i november 2019. Blandt andet skulle Jens Birkebæk Bach have betalt bandet Antonelli Orchestra med rom for at spille til en privat fest og efterfølgende inviteret bandet til et “oplevelsesdøgn” på Marinestation Kongsøre, hvor der blev brugt både brændstof og mandskabstimer på at lege med musikanterne.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet for at læse om mistankerne om muligt embedsmisbrug i Frømandskorpset …

Siden kom det frem, at Frømandskorpset i 2018 havde besøg af en stripper på Marinestation Kongsøre, på trods af at det siden 2012 har været forbudt på Forsvarets tjenestesteder. Men der er altså i ingen af tilfældene foregået noget, som bør føre til en straffesag, slår auditøren fast.

Rigtig beslutning at få sagen undersøgt

Selvom auditørkorpset afviser at rejse sigtelse mod Jens Birkebæk Bach, er chef for Specialoperationskommandoen generalmajor Peter Boysen tilfreds med, at sagen blev undersøgt og påstandene om urent trav efterprøvet.

Læs også: Auditørkorpset går ind i sag om chefen for Frømandskorpets efter OLFIs interview

»Jeg tager til efterretning, at auditørerne ikke har fundet anledning til at rejse sigtelse i sagen. Når det er sagt, så var det stadig den rigtige beslutning at få sagen undersøgt, for der var tale om meget alvorlige påstande, som Forsvaret ikke kunne sidde overhørig. Derfor var det afgørende at få afklaret, om der var hold i mistanken om embedsmisbrug. Foregår der noget, der ikke skal, så skal det naturligvis undersøges, og de nødvendige foranstaltninger skal træffes,« siger Peter Boysen på Forsvarets hjemmeside.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse historien om Specialoperationskommandoens sommerfest og dårligt arbejdsmiljø i Frømandskorpset …

Mens sagen altså ikke får strafferetlige konsekvenser for Jens Birkebæk Bach, er den nu overdraget til Forsvarsministeriets Personalestyrelse, som skal afklare, om forholdene giver anledning til sanktioner, skriver Forsvaret.

Forsvarsministeriets Auditørkorps er dog ikke helt færdige med Frømandskorpset, idet man stadig undersøger forholdene omkring indkøb af motorer til de såkaldte RHIB’er (motorbåde med hård bund, red.).

Andre læste også

Forsvarsaftalen tirsdag tager nogle store skridt i den rigtige retning

Abonnement
KOMMENTAR. Forsvaret står sandt for dyden med massive udfordringer. Men der er alligevel grund til at glæde sig over en meget styrket værnepligt, som fra 2027 er helt og aldeles ligestillet for mænd og kvinder. Kun med øget værnepligt og nye fastholdelsestiltag kan vi gøre os håb om at...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer