Erfaren designer står bag OLFI version 3.0

Rikke Tange har bl.a. designet hjemmesiderne hos TV2, B.T. og Kristeligt Dagblad. Nu løfter hun OLFI ind i en ny tidsalder med et moderne design, som skaber ro og overblik.

Rikke Tange har designet OLFIs nye hjemmeside og vil fremadrettet være tilknyttet OLFI til at hjælpe med den fortsatte visuelle udvikling. Illustration: OLFI

Det var en rodebutik! Sådan kan man med ro i sjælen beskrive det gamle OLFI, som var bygget med mange gode intentioner og meget lidt forståelse for design, funktionalitet, ro og overblik. Efter 10 år med skiftende design var det naturligt at række ud til mere professionelle kræfter, da OLFI skulle have et moderne ansigtsløft.

Rikke Tange er en af mediebranchens mest respekterede og dygtigste webdesignere, som bl.a. står bag hjemmesiderne hos TV2, B.T., Kristeligt Dagblad og Euroinvestor. Hun deler min egen opfattelse af, hvordan OLFI så ud.

”Udfordringen med det foregående design var læsbarhed og rum til de enkelte elementer. Det var et site med rod i klassisk nyhedsdesign, hvor der var sparet på luft til fordel for indhold. Det giver et lidt hektisk udtryk, hvor man som læser let kan miste overblikket, da de enkelte teasers flyder sammen,” fortæller Rikke Tange.

Trængte til en opgradering

Hun så hurtigt, at OLFI trængte til en designmæssig opgradering, så siden fremstår mere tidssvarende. Først og fremmest var opgaven at give OLFI et visuelt løft, så det på én gang fremstår moderne og lettere i udtrykket, men samtidig bevarer identiteten og genkendeligheden.

”OLFI er jo et medie, der beskæftiger sig med forsvars -og sikkerhedspolitik. Det indeholder lange og grundige artikler, der går i dybden med de emner, som de beskæftiger sig med. Det kræver, at designet ikke forsøger at overdøve indholdet visuelt, men understøtter læsbarheden og giver plads til ro og fordybelse,” siger Rikke Tange.

Derfor har hun arbejdet med at give siden mere luft, så sitet fremstår roligere og giver en bedre læseoplevelse.

”Det er ofte journalistisk alvorlige stofområder, som OLFI behandler, og derfor er der i designet tilføjet runde hjørner i alle billedformater og ikoner, så der skabes en modvægt til indholdet,” siger hun om det nye design.

Skrifttypen er ændret til Inter, mens rubrikker står i skrifttypen Söhne. Farvepaletten tæller nuancer af blå, rød, grøn og gul, som alle er holdt i falmede og afdæmpede toner.  

Ét svar til “Erfaren designer står bag OLFI version 3.0”

  1. Henrik Schilder

    Tak til chefredaktøren (PETER ERNSTVED RASMUSSEN) for orientering om baggrunden for opdateringen af Olfi.

    Der er jo en del ting man som bruger skal vende sig til.
    Men chefredaktøren må også lige tåle et par kritiske bemærkninger.

    Nu er et af Olfis mål at sætte alle arbejder for at give dig vitaminholdig journalistik om dansk forsvar, sikkerhed og beredskab.

    Olfi vil fortsætter den kærlige, men kritiske dækning, af om dansk forsvar, sikkerhed og beredskab.

    Se til det hører jo også dialogen i kommentarfeltet. Og den er blevet indskrænket. Jeg har tidligere brokket mig over, at dialogen her var præget af Tordenskjolds soldater, og det er stadigvæk lidt rigtigt – selvom der er forbedring at spore.

    Kommentatorsporet er der men man kan ikke længere klikke sine mishagsytringer eller anderkendelse her – som man tidligere kunne ,og som man kan det på næsten alle dominerende internationale medier.

    Det er ikke afgørende – men det er med til at gøre debatten levende. Og hvis der er noget der i Danmark er halvdødt – så den officielle forsvarsdebat.

    Så juster lige debatsporet så vi stadig kan give Søren Schnieber en mishagstilkendegivelse, fordi fordi han skriver for indforstået. Og det modsatte fordi han giver den eneste kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *