DEBAT. Vi kan ikke længere regne med hjælp fra USA, og vi skal derfor kunne klare os selv. Det kræver, at Søværnet ruster sig til både offensiv og defensiv kamp i Arktis, Østersøen og de indre danske farvande. Sådan skriver den tidligere fungerende chef for Søværnet, Carsten Fjord-Larsen, i dette debatindlæg.

Forsvaret skriver på sin hjemmeside, at Søværnet afholder øvelse DANEX i august måned. Der skal øves maritime operationer, der er centrale for det samlede forsvar af kongeriget og Nato. Ud over enheder fra søværnet deltager enheder fra Marinehjemmeværnet, helikoptere fra Flyvevåbnet samt droner. Det er absolut en nødvendig og vigtig øvelse.

Men særligt én ting springer i øjnene. Der deltager tre kampenheder ud af i alt fem. Dette har været billedet de sidste 15 år. Kun ved en væsentlig forøgelse i antallet af kampenheder – både større og mindre – kan der gennemføres maritime operationer, der er centrale for kongeriget og Nato. Suppleret med ubemandede systemer, der giver ”masse” samt en stærk tiltrængt offensiv elektronisk krigsførelseskapacitet. Det er hjørnestenene i troværdig afskrækkelse, konfliktstyring og forsvarskamp inden for det maritime domæne.

Artiklen fortsætter under annoncen …

Der er flere element i dette. Men jeg berører kun det overordnede her. Med Ruslands angreb på Ukraine i 2014 og 2022 stod det nu klart, at vi havde forspildt lejligheden til opbygge et troværdigt forsvar. Som fungerende chef for Søværnskommandoen var min prioritet efter 2022 at opbygge antallet af kampenheder til 15. Dette kunne bl.a. ske ved at erstatte Diana- og Thetis-klassen med kampenheder samt at genetablere en ubådskapacitet. Men dette udgangspunkt er overhalet af udviklingen i 2025-26.

”…Virkeligheden er, som jeg ser det, at det amerikanske militær vil være en svækket styrke i mange år. At lade som andet gavner ikke nogen og vil i stedet være en illusion. Amerikanske allierede i Europa er nødt til at vide, at de står på egen hånd mod Rusland, og handle derefter. …” (frit oversat efter professor Phillips P. Obrien den 11/8 2026 på Substack).

USA vil ikke være i stand til at støtte Europa

Professor Obriens konklusion kommer i kølvandet på det amerikanske forsvars forbrug af kritisk, kampafgørende ammunition i krigen mod Iran. Det er ikke en ny erkendelse, at Europa i højere grad står alene mod Rusland. Trump-administrations udfald mod Europa, truslen om at overtage Grønland, den manglende amerikanske støtte til Ukraine mv. taler sit eget sprog.

Pointen med Obriens konklusion er, at selv med en mere Europa-venlig administration i USA vil USA ikke have kapaciteten til at støtte Europa med kampafgørende ammunition i en årrække. Efterspørgslen i Asien/Stillehavet og Mellemøsten efter kampafgørende våben vil få førsteprioritet. Europa må klare sig selv. Med krigene i Ukraine og Iran/Mellemøsten har Kina set Rusland og USA indlede sig på strategisk opslidende engagementer uden resultat. Og i mellemtiden er Kina blevet stærkere og har konsolideret sin strategiske fordel.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Dette forhold er med til at cementere en allerede påbegyndt udvikling, hvor USA er nødt til eller ønsker at reducere antallet af styrker i Europa, herunder allokerede styrker til Nato i forsvaret af Europa. Ikke mindst inden for luft- og maritime kapaciteter. Og det stiller krav til Danmark – ikke mindst inden for det maritime område.

Det begynder grundlæggende med Natos artikel III, der stiller krav om de enkelte medlemslandes evne til nationalt forsvar og bidrag til både national og fælles afskrækkelse. Det er fundamentet for musketér-eden og den fælles forsvarsevne i Nato. Dette har partierne bag forsvarsforliget udtrykt ved at prioritere rigsfællesskabet, nærområdet i øst og indsatser i verdens brændpunkter, hvor Danmark særligt i de to første skal løfte et større ansvar.

Nye investeringer øger ikke den maritime kampkraft

Indtil videre har prioriteringen udmøntet sig i politiske aftaler om bedre værnepligt, styrket overvågnings- og efterretningskapacitet, (gen)etablering af jordbaseret luftforsvar, en 50 pct. forøgelse af F-35 kapaciteten, nye luftvarslingsradarer til Danmark og Færøerne, en generel styrkelse af den militære infrastruktur i Grønland mv. Alt sammen fornuftige investeringer, der vil understøtte den generelle kampkraft og afskrækkelsesevne for Danmark og rigsfællesskabet – på sigt. Men det giver ikke i sig selv en forøget og nødvendig maritim kampkraft.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Hvad skal der til i Danmark inden for det maritime område, og er kampkraften forøget? Og hvad er vejen frem, hvis vi skal følge professor Obriens anbefaling om at erkende, at Europa står alene mod Rusland? Mit svar vil være det nedenstående suppleret med ubemandede systemer både over og under havoverfladen.

Først og fremmest en erkendelse af at der skal være dedikerede kampenheder ved Grønland, Færøerne og Danmark, hvis vi skal være troværdige i relation til Natos artikel III. Dernæst at kongeriget bindes sammen af maritime forbindelsesveje. Disse forbindelsesveje ligger i strategisk vigtige områder både for kongeriget og for Nato. Det er GIUK-gap (farvandet mellem Grønland, Island og Storbritannien), farvandet mellem Færøerne, Storbritannien, Norge og Danmark samt forbindelsen fra Skagerrak gennem de danske stræder til Østersøen. Ud over de dedikerede kampenheder skal der være en fregat- og ubådskapacitet, der kan indsættes som nødvendig tyngde i kongeriget og skabe de bedst mulige forudsætninger for NATO styrker indsat i artikel V operationer.

Behov for troværdig afskrækkelse

Det oprindelige patruljeskibsprojekt, der bl.a. skulle erstatte ubevæbnede enheder af Diana-klassen, er blevet omprioriteret til fem arktiske enheder. Det er en fornuftig prioritering, som skal supplere den kystnære indsats med eksempelvis Knud Rasmussen-klassen.

Men hvis resultatet bliver fem arktiske enheder uden offensiv og defensiv kampkraft (missilkapacitet bl.a.), så har vi misset pointen om artikel III – national forsvarskapacitet, og vi understøtter den amerikanske kritik af dansk forsvarsevne omkring Grønland og i denne sammenhæng også Færøerne. Mit håb er, at antallet på fem ikke er endeligt. En styrke, hvor der tages hensyn til træning, øvelser og vedligeholdelse vil kræve syv enheder. Det må tiden vise.

I farvandene omkring Danmark bør der etableres en styrke af mindre kampenheder med offensiv og defensiv kapacitet, der kan bidrage til afskrækkelse, krisestyring og forsvar. Enhederne skal også kunne bidrage til luftforsvaret af Danmark bl.a. mod droner og andre lufttrusler, der ikke nødvendigvis kræver ”high-end” missilsystemer (f.eks. ballistiske missiler). Styrken skal dimensioneres, så der kan indsættes både i retning af Østersøen og mod Skagerrak. Enhederne skal dimensioneres, så der tages højde for træning, øvelsesvirksomhed, værftsophold mv., hvilket i min vurdering kræver 12 enheder.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Der er behov for en maritim kapacitet, der kan bidrage til troværdig afskrækkelse og indsats inden for luftforsvar og indsats mod ubåde. Her kommer fregatter og ubåde ind i billedet. Investeringerne i Flyvevåbnets kapaciteter er rigtige, men de vil stå stærkere og mere effektive med en maritim luftforsvarskapacitet. Derved kan der etableres et troværdigt lagdelt luftforsvar mod truslen fra ballistiske og hypersoniske samt krydsermissiler både fra øst og nordvest i forhold til Danmark.

Med otte fregatter vil kongeriget kunne etablere et troværdigt forsvar både inden for artikel III og V, og med mulighed for at lægge tyngde ved behov. Og kunne bidrage til internationale operationer, som nok igen på sigt vil komme på tale. Danmark kunne overveje at indgå i det svensk-franske projekt om svenske fregatter. Dette kunne skabe et fornuftigt grundlag for en del af fregatkapaciteten i retning af Østersøen. Selv med dette samarbejde vil der være nok at tage fat på for en ny-etableret dansk skibsbygningskapacitet, når nye kampenheder skal bygges , og de eksisterende danske fregatter skal afløses.

Ubåde gør ingen supermagt

En tidligere forsvarsminister har udtalt, at Danmark ikke skal have ubåde, da vi ikke er en supermagt. Ud over Erasmus montanus logikken vil jeg blot bemærke, at jeg ikke anser Tyskland, Norge, Sverige, Polen, Holland, Italien, Spanien, Portugal m.fl. for supermagter. De har blot truffet et fornuftigt og troværdigt valg. I relation til Trumps ønsker om Grønland ville en ubådskapacitet udgøre en væsentlig afskrækkende effekt. Og det ville samtidig undergrave argumentet om, at vi ikke kan forsvare kongeriget.

Der er en nem vej til en ubådskapacitet. Den kunne gå via det tysk-norske projekt eller via Sverige, hvor Danmark uden tvivl kunne komme med. En dansk ubådskapacitet vil i princippet kunne indsættes globalt, men tyngden bør være i Nordatlanten/Nordsøen og derefter Østersøen. Det centrale er, at ubåde kan operere i et ekstremt fjendtligt miljø igennem lang tid. Det kan give strategisk og taktisk varsling, nedkæmpe missiltrusler (skibe med fx Kalibr. missiler) og indhente efterretninger som ingen anden kan – oven i købet næsten i ”real-time”. Det kan ubemandede systemer ikke – endnu.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Det kan lyde som meget, når der peges på ca. 30 kampenheder i søværnet. Men det bringer os blot tilbage til det antal, der var i 00´erne inden Willemoes-klassen og ubådene forsvandt.

Og så er der alligevel et PS: giv værnscheferne eksempelvis 100 mio. kr. hver, så de kan vurdere nye trends og systemer ved inddragelse besætningerne. Det lyder som et højt beløb, men innovation og evnen til at omsætte nye ideer er centralt for fremtidens forsvar.  Det kunne spare Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse for spildte kræfter og statsadministrationen for ligegyldige kræfter.

Hvis vi skal tage professor Obriens analyse alvorligt, er dette fundamentet for for det danske søværn – selvfølgelig suppleret af ubemandede systemer, aktiv/offensiv elektronisk krigsførelseskapacitet og en ”system-of-systems” tilgang. Og det er fundamentet for at støtte luftforsvaret af kongeriget – selvfølgelig koordineret af Flyvevåbnet. Det har vi gjort før.

Professor Obrien forholder sig kun til forholdet mellem Europa og USA. Vi har endnu til gode at se konsekvenserne af valgsejre til AfD i Tyskland, Melenchon/Marine Le Pen i Frankrig, Refom UK eller det politiske landskab til højre for Meloni i Italien m.fl. Det er langt fra givet, at denne udvikling vil styrke Europa i forhold til Rusland. Det er nu, at de rette beslutninger skal tages, hvis kongeriget skal stå forberedt i en fremtid, der næppe bliver mere forudsigelig.