Danmark opbygger en ny maritim patruljeflyskapacitet og køber det avancerede P8 Poseidon hos Boeing i USA. De maritime patruljefly er avancerede fly med anti-ubådskapacitet, der har evnen til at identificere og bekæmpe fjendtlige flådefartøjer.
Det bliver det amerikanske P8 Poseidon fra Boeing, som bliver Danmarks nye maritime overvågningsfly. Det fortæller forsvarsminister Jeppe Bruus (S) på et møde med den danske presse i forbindelse med Nato-topmødet i Ankara.
”Forsvaret har de senere år med tæt inddragelse af Grønlands Naalakkersuisut styrket den militære tilstedeværelse, og med maritime patruljefly styrkes Danmarks evne til suverænitetshåndhævelse og overvågning i regionen markant. Herudover er anskaffelsen en tydelig markering af, at vi tager vores fælles opgave i Nato seriøst,” siger Jeppe Bruus.
Ifølge ministeren har Danmark et særligt ansvar for at varetage sikkerheds- og forsvarsområdet i Arktis og Nordatlanten. Anskaffelsen kommer på baggrund af forsvarschef Michael Hyldgaards anbefaling. Flyene skal styrke Danmarks tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten, så Forsvarets reaktionsevne og kampkraft øges yderligere i regionen, siger forsvarschefen.
”Vi skal kunne forsvare alle dele af kongeriget. Det gælder også det arktiske og nordatlantiske område. Og vi har en forpligtigelse over for Nato til at bidrage til det kollektive forsvar, ikke mindst i forhold til at levere på styrkemål til ubådsbekæmpelse. Med anskaffelse af to nye P-8-fly styrker vi Forsvarets opgaveløsning i forhold til indhentning og overvågningen på de helt lange afstande. Det vil bl.a. bidrage til, at vi kan opnå en endnu bedre fælles situationsforståelse”, siger general Michael Hyldgaard.
Nato er i øjeblikket ved at anskaffe nye kontrol- og varslingsfly til afløsning af de aldrende AWACS, som står for Airborne Warning And Control System. Her er valget faldet på det svenske GoldenEye fra Saab, og her kommer Danmark også til at deltage.
“Det er vi også en del af,” siger Jeppe Bruus til OLFI.
Hvad angår de nye maritime overvågningsfly har Forsvarskommandoen igangsat en afdækning af mulighederne for samarbejde med andre Nato-allierede om flyene. Det vil bl.a. kunne indebære en fælles enhed placeret på samme flyvestation til samarbejde om enkeltområder, herunder blandt andet angående anskaffelser, implementering, drift, vedligehold og træning.
I øjeblikket opererer både USA, Canada, Storbritannien, Norge og Tyskland det amerikanske P8 Poseidon, og Danmark får dermed rig lejlighed til at samarbejde med de samme lande om overvågningen af det arktiske område. Købet var en del af forsvarsforligets delaftale to. Her blev lagt op til at købet skulle foretages i samarbejde med et andet Nato-land. Nu køber Danmark flyet alene.








