Danmark har ikke siden 1864 haft en folkelig vilje til at forsvare landets grænser! Og selv dengang forsøgte monarken, at dysse interesserne ned, ved at foreslå Danmark som en Prøjsisk delstat på lige fod med delstaten Holstein (PS: Schleswig er/var en tysk-orienteret men dansk landsdel under den danske konge).
I perioden fra midt 30´erne til 1945 var Danmark en ubestridelig vægelsindet nation, der forsøgte at navigere i et betændt politisk miljø. Efter 1945 blev vi – takket være nogle få modige og fremsynede personer – lukket ind i det varme selskab d.v.s. NATO.
I perioden fra 1947 og frem til i dag, har vi lukreret på de resultater, som nogle relativt få frihedskæmpere i årene 1943-1945 berettigede nationen til. Sandt at sige levede vi op til disse idealistiske idealer op igennem 50erne og 60erne og delvis ind i 70erne, men i 80erne og frem, havde vi nået en generation af politikere, der ikke havde oplevet besættelsen og dens betydning for befolkningens forståelse for reel trussel.
Fra et eller andet tidspunkt sidst i 70´erne og begyndelsen af 80`erne blev det danske forsvar et fokus på besparelser – for, hvad skal et forsvar bruges til, når der ikke er krig?
I dag har vi en situation, som meget få danskere kan forholde sig til, nemlig mugligheden for en global (læs europæisk), konflikt står for døren, men desværre står utallige partipolitiske interesser i vejen for en objektiv analyse.
FE årlige analyse illustrerer – som sædvanlig – ikke en reel trussel, men en politisk acceptabel situation.
I skrivende stund – jeg har rundet de 70 – frygter jeg det værste for mine børnebørn.