Annonce

Annonce

Soldater skal vælge mellem tre forskellige håndgranater

Forsvarets nye håndgranater er produceret af tyske Rheinmetall og kommer i såvel en offensiv som en defensiv udgave. Fotos: Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse har købt nye håndgranater til det danske forsvar. Der er tale om såvel offensive som defensive håndgranater fra tyske Rheinmetall, som skal være et supplement til Håndgranat M/54.

I fremtiden kan danske soldater vælge mellem tre forskellige håndgranater, når de forbereder sig til en given skarp opgave. Den velkendte M/54 suppleret med en ny håndgranat til offensiv brug og en ny til defensiv. Hidtil har det danske forsvar alene rådet over Håndgranat M/54, som er en forholdsvis tung granat på 540 gram. Den er en ganske kraftig defensiv granat, hvis sprængladning er så voldsom, at den kan gøre vægge og mindre bygninger ustabile.

Netop derfor har Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) anskaffet Håndgranat M/s85A3 fra tyske Rheinmetall. Den bliver primært leveret i en defensiv, fragmenterende version med en kerne med over 3500 fragmenter og sekundært som en offensiv version, hvor granatens primære funktion er at levere en kraftig trykbølge.

Den offensive granat udmærker sig ved, at den har en kortere sikkerhedsafstand for den kastende soldat og hans enhed.

Artiklen fortsætter under billedet …

Sergentelever fra Trænregimentet øver kast med håndgranat. Arkivfoto: Forsvaret/KN Søren Egebæk

Ifølge major Peter Rasmussen fra FMI’s landmilitære afdeling var det en af de afgørende faktorer bag anskaffelsen af de nye granater, at M/54 er så kraftig, at den kan gøre rensning af bygninger risikabelt for egne soldater i en kampsituation.

”Når vi kaster en M/54 granat, er alt i rummet nedkæmpet – inklusiv vægge og struktur. Det betyder, at vi nøje skal overveje, om vi overhovedet kan anvende granaten indendørs, hvis risiko for kollaps af bygningsstruktur er for stor,” forklarer han.

Lettere at gensikre

Den nye M/85A3 giver dermed soldaterne et mere fleksibelt værktøj, der stadig har tilstrækkelig effekt, men ikke risikerer at ødelægge den bygning, som soldaterne skal operere i. Dertil kommer, at M85A3 har en avanceret såkaldt BSafe tændmekanisme, der gør det muligt at gensikre granaten hurtigt, hvis den operative situation kræver det.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Hvem skal betjene det jordbaserede luftforsvar?

Til sammenligning er det med Håndgranat M/54 en mere svær øvelse at genindsætte sikringsnål med trækring. Soldater, der først har trukket splitten på en M/54, står ofte med et svært dilemma, da genindsættelse kræver en præcis manipulation af den fjederbelastede sikringsmekanisme.

”Med den nye granat får vi en bedre balance mellem effekt og kontrol. Vi skal stadig kunne nedkæmpe fjenden, men vi må også tage højde for, at vores egne folk skal operere sikkert i bygningerne. De nye granater er et fremragende supplement til Forsvarets beholdning af M/54, der stadig er et fremragende og effektivt våben,” understreger major Peter Rasmussen.

Anskaffelsen af de nye håndgranater omfatter også uddannelsesmateriel som øvelsesgranater og ”blinde” granater til uddannelse og træning.

Skulle være både sikker og fleksibel

Forud for valget af M/85A3 gennemførte FMI og Forsvarskommandoen (FKO) en omfattende markedsundersøgelse og en række brugertests, hvor forskellige håndgranattyper blev evalueret. Testene blev gennemført i samarbejde med relevante enheder, og fokus var blandt andet på sprængkraft, fragmentering, sikkerhed og anvendelighed i taktiske situationer.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarschefens opdrag: »Køb, køb, køb!«

”Det var vigtigt for os at finde en håndgranat, der både kunne imødekomme vores sikkerhedskrav og samtidig være fleksibel i brug,” fortæller major Peter Rasmussen.

Håndgranat M/85A3 er en del af en bredere modernisering af Forsvarets udrustning, hvor der bliver lagt vægt på mere sikre og effektive systemer, der kan tilpasses forskellige taktiske scenarier.

”Det handler ikke kun om at have de kraftigste våben, men om at have det rigtige værktøj til den rigtige situation. M/85A3 giver os mere kontrol og sikkerhed, og det er en klar forbedring,” siger Peter Rasmussen.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som har foretaget interviewet med major Peter Rasmussen.

Ét svar til “Soldater skal vælge mellem tre forskellige håndgranater”

  1. Andreas Lorenzen

    Dejligt at der også bliver lavet lidt tekniske artikler i samarbejde med Forsvaret. Gjorde mig lidt klogere og min dag bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *