Det sabotagemistænkte kinesiske skib ”Yi Peng 3” har muligvis også forsøgt at ødelægge flere undersøiske kabler ved Læsø. Nye undersøgelser af havbunden, som danske TV2 og TV2 Nord har foretaget i samarbejde med svensk TV4 bestyrker mistanken.
I fire uger har den kinesiske bulk carrier ”Yi Peng 3” ligget opankret i Kattegat, få hundrede meter uden for dansk territorialfarvand. Skibet er under mistanke for at have stået bag sabotage af to undersøiske internetkabler i Østersøen mandag den 18. november.
Noget tyder dog på, at skibet også kan have været involveret i et forsøg på sabotage ud for Læsø. TV2 har tidligere beskrevet, hvordan skibets sejlmønster afveg fra andre skibe i området, da det passerede i starten af november. Blandt andet dalede skibets fart kort efter passagen af flere undersøiske kabler, hvilket er usædvanligt for et skib i transit mellem to havne.
Nye undersøgelser af havbunden bestyrker nu mistanken om et sabotageforsøg ved Læsø, skriver TV2 tirsdag. Sammen med TV2 Nord og svenske TV4 har TV2 undersøgt havbunden i det område, hvor ”Yi Peng 3” sejlede i sydgående retning den 7. november, halvanden uge før kabelbruddene i Østersøen.
Spor på havbunden matcher skibets sejlrute
Kameraoptagelser foretaget med en undervandsdrone viser tydelige slæbespor på havbunden. Sporene løber i samme retning som ”Yi Peng 3”s sejlrute og stemmer overens med AIS-data fra perioden. Det kan tyde på, at det kinesiske fragtskib har trukket sit anker hen over havbunden i et forsøg på at ødelægger kablerne – to strømkabler og et datakabel – der dog er gravet ned og derfor uskadte.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Forsvarets radiotavshed giver næring til grundløse spekulationer
»Man kan se af AIS-sporene, at skibet ikke har været i en vigemanøvre i forhold til et andet skib. Det er derfor mistænkeligt, at farten sættes ned lige over eller efter kablerne,« udtaler forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen fra Nordic Defence Analysis til TV2.
Hverken Forsvarskommandoen eller Forsvarets Efterretningstjeneste vil udtale sig om sagen.
Det har i det hele taget været sparsomt med oplysninger om det kinesiske skib, som siden 19. november har ligget for anker i Kattegat og været under overvågning af både danske, svenske og tyske flåde- og kystvagtsfartøjer. Det er dog blevet bekræftet, at danske myndigheder er i dialog med skibets flagstat, Kina, om det videre forløb. Også USA har vist interesse for sagen, skriver DR.








