DEBAT. Soldatermemes og nichemedier udfordrer politisk inkompetence og er med til at forme den danske forsvars- og sikkerhedspolitiske agenda, mener Mikkel Rytter Nielsen. Som officer har han fra første parket set, hvordan frustrationerne kommer til udtryk i satiren, men han advarer også mod potentielle faldgruber.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdninger.

Dansk forsvarspolitik er ikke længere noget, der udelukkende foregår bag lukkede døre i ministerkontorer eller på støvede slagmarker. I dag kæmpes slagene også på sociale medier og i nichemedier, hvor memes og satire giver stemme til de mange soldater og borgere, der ellers sjældent bliver hørt. I den digitale tidsalder har memes indtaget rollen som moderne krigsmalerier, og satire fungerer som en subtil, men effektiv form for kritik, der både underholder og udfordrer magthaverne.

Vi bør altså glemme alt om glorværdige slagmalerier, der hænger på museer og viser store heltemodige indsatser. I dag er det memes, der former vores opfattelse af militæret. Sociale medieprofiler har gjort satire til et magtfuldt våben, der skyder med skarpt mod de officielle narrativer. Tag for eksempel Hrn_memes (17,4 tusinde følgere), der beskriver sig selv som et ”uafhængigt sandhedsmedium”, eller Hæren i memes (24,7 tusinde følgere). Begge peger med sine satiriske billeder og videoer på det absurde i militære rutiner, dårligt udstyr og inkompetente ledere. Disse memes er ikke blot underholdning; de fungerer som en form for græsrodskritik, der bringer soldaternes dagligdagsfrustrationer ind i det offentlige rum. Som gamle hofnarre anvender de satire til at sige ting højt, som ingen andre tør sige – men bag hver en joke gemmer der sig en grad af sandhed, der skal få kongen til at tænke sig om en ekstra gang.

Magtkritik på den digitale slagmark

I en tid, hvor forsvars- og sikkerhedspolitik burde være præget af gennemsigtighed og ansvarlighed, ser vi gang på gang eksempler på politisk inkompetence og mangel på realisme. Politikerne er hurtige til at fremhæve stærke forsvarsalliancer og forpligtelser over for Nato, men virkeligheden er ofte langt fra det glansbillede, der males. For mange er det efterhånden tydeligt, at det danske forsvar ligner en potemkinkulisse; flotte facader, der dækker over en rådden kerne.

Denne indsigt finder man til dels i traditionel mediedækning, men særligt i alternative digitale kanaler, der gradvist har opnået legitimitet og bredt kendskab. Når højtstående forsvarsfolk interagerer med memes på sociale medier eller refererer til dem ved enhedens morgenappel eller chefmøder, som jeg ofte selv både har set og hørt, viser det, at kritikken når helt op i hierarkiet. Jeg tvivler på, at der findes en leder i Forsvaret som ikke kender til profilernes eksistens – og ikke sjældent er cheferne både forstående og/eller enige overfor de ting, som de italesætter. Memes, der gør grin med forsvarsledelsens og politikernes inkompetence eller beslutninger, får hurtigt stor udbredelse og tvinger magthaverne til at forholde sig til den offentlige mening.

Trine Bramsen står for mig som det klareste eksempel, og hvis man er i tvivl om, hvilke udfordringer det kan give at være leder i Forsvaret, kunne man passende spørge netop hende. Hendes møde med den offentlige domstol og mistilliden fra de jævne soldater påvirkede ikke blot hendes arbejde – kritikken kulminerede, da Bramsen blev konfronteret med anklager om manglende kompetence og ledelsesevner. Og selvom bueskytte 27 ikke var direkte skyld i hendes fald, viser det dog stadig, hvordan denne kritik kan skabe et pres, som selv de højeste embedsmænd i sidste ende ikke kan ignorere.

Fejlslagen ledelse og identitetskrise?

Selvom politikerne offentligt fremhæver forsvarsbudgetter og nye initiativer, er det en stigende erkendelse blandt befolkningen og forsvarsansatte, at meget af dette blot er skuebrød. Der tales om investeringer i nyt materiel og forbedrede forhold, men realiteterne viser ofte en anden historie. Manglende implementering af forsvarsforlig (nuværende såvel som tidligere) og utilstrækkelig finansiering og ledelse har efterladt mange i militæret desillusionerede og frustrerede, og som det er nævnt af mange, kan man stadig ikke se skyggen af forandring ude ved enhederne her to år efter.

Den offentlige kritik, forstærket af de digitale medier, har gjort det sværere for politikerne at ignorere problemerne. Når åbenlyse svagheder i forsvarsstrukturen belyses gennem satire og memes til så mange ansatte, skabes der et pres for reel handling. Politikerne bliver nødt til at levere resultater, der lever op til de forventninger, de selv har skabt. Men hvor vigtig og nødvendig denne kritik end er, bør vi også reflektere over de potentielle bekymringer ved, at soldater åbent udstiller deres eget forsvars mangler og svagheder. Forsvaret er en institution, der i sin essens er afhængig af intern sammenhængskraft og tillid. Når soldater offentligt udstiller mangler i udstyr, inkompetence blandt ledelsen eller utilfredshed med politiske beslutninger, kan det medføre en række uheldige konsekvenser.

Når andre soldater ser deres frustrationer og problemer udstillet offentligt kan det forstærke følelsen af håbløshed og utilfredshed. Og selvom det utvivlsomt skaber en form for fællesskab, at alle kan have det sjovt over egen (og andres) elendighed, kan det potentielt også underminere den nødvendige kampånd og samhørighed, som er afgørende i kritiske situationer. Ligeledes kan det svække den brede offentligheds tiltro til Forsvarets evne til at løse deres kerneopgave – at passe på alle os, der bor i det danske kongerige.

For det andet kan det give fjendtlige aktører et dybere indblik i Forsvarets svagheder. Og selvom det er tydeligt, at profilerne er meget opmærksomme på, at deres arbejde kræver en vis grad af hemmeligholdelse, vil der altid foreligge en risiko. I en tid, hvor information hurtigt spredes, kan memes og satire, der afslører Forsvarets utilstrækkeligheder, udnyttes af dem, der ønsker at skade Danmark. Det er en skrøbelig balance mellem at fremme gennemsigtighed og at beskytte nationale sikkerhedsinteresser. Det som i mine øjne er konsekvenserne af et politisk svigt, kommer hurtigt til at fremstå som selvhad eller et forsvar i identitetskrise.

Forsvarets fremtid – veje og vildveje

I min optik er medieplatformene og de nævnte profiler (sammen med flere andre) en gave til det politiske niveau, idet andre har gjort fodarbejdet og oprettet populationer med en bredt repræsenteret målgruppe. Som jeg har lært at forstå deres tilgang, er jeg ikke i tvivl om, at de aktivt ville understøtte forsvarsledelsen, hvis der var udsigt til reelle forbedringer for soldaterne. Jeg forestiller mig, at grunden til, at de ikke udnyttes, består i frygten for at legitimere dem, og anerkende dem som relevante i debatten. Medieplatformenes indflydelse på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik er dog blevet stadig mere tydelig, idet de udfordrer traditionelle politiske processer og fremmer en mere pluralistisk debat. Dette skaber mulighed for en stærkere og mere gennemsigtig forsvarspolitik, formet af både militærfaglige og civile.

M1: Et Forsvar for soldater, af soldater (og militærfaglige)

Medieplatforme som OLFI og SoMe-profilerne fremstår for mig som ikke-ubetydelige aktører i den forsvarspolitiske diskurs. De tilbyder hhv. kritiske analyser og alternative synspunkter, der udfordrer de officielle politiske narrativer. Denne udvikling har uomtvisteligt bidraget til en mere åben debat om forsvarspolitik – og måske endnu vigtigere – en langt mere inkluderende debat, hvor unge mennesker og soldater, der går op i deres faglighed, har et ønske om at deltage.

Fremtidige forsvarsforlig bør udarbejdes med en mere betydelig inddragelse af militærfaglige eksperter og folkene på jorden. Deres erfaring og viden kan sikre en mere realistisk og effektiv forsvarspolitik, der bedre adresserer Forsvarets reelle behov og udfordringer. Et tættere samarbejde mellem politiske beslutningstagere og militære aktører kan resultere i en bæredygtig og langsigtet forsvarsstrategi, der kan imødekomme aktuelle og fremtidige sikkerhedspolitiske krav. Det lyder jo banalt, men er sjældent set.

M2: Forsvarsforlis nr..?

Det famøse fup M som egentlig ikke bør eksistere. Historisk set har forsvarsforlig ofte været præget af manglende forventningsafstemning og utilstrækkelig implementering, hvilket ikke har styrket Forsvaret tilstrækkeligt. Dette særligt i de tilfælde, hvor man endelig er blevet tilgodeset. Når forsvarsforligene har handlet om nedskæringer, er det derimod altid muligt at nå det hele på den halve tid, fordi der har været penge at omdisponere. Risikoen for endnu et ufuldstændigt og halvt implementeret forsvarsforlig er til stede, hvis ikke der sker en betydelig ændring i tilgangen.

For at undgå dette scenarie er det i min optik afgørende, at politikere og Forsvaret bliver bedre til at forventningsafstemme og udvikle realistiske planer for implementering. Det kræver en erkendelse af de nødvendige tidsrammer og ressourcer, der kræves for at opbygge en effektiv forsvarskapacitet, hvilket flere ledende officerer på politisk niveau naturligvis har italesat – uden held. Uden denne forståelse risikerer vi endnu en gang at se et forsvarspolitisk forlis, som efterlader Forsvaret i en grinagtig tilstand af svaghed og ineffektivitet. Om den såkaldte ”forligsimplementeringsenhed” er vejen frem, kan kun tiden vise.