spot_img

Genopbygningen af den danske hær – lette enheders effekt på slagmarken

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Om den danske hær skal satse på tunge eller lette enheder, afhænger af de opgaver, man ønsker, den skal løse. Krigshistorikerne Kristian Lindhardt og Adam Buschard, begge tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, følger her op på deres forrige artikel og ser i denne på, hvordan lette enheder har været anvendt i kamp.

Som en fortsættelse af vores foregående artikel om den danske hærs fremtid vil vi også gerne vise, hvordan lette enheder har haft afgørende indflydelse på militære operationer.

I OLFI er der både blevet argumenteret for lette og tunge enheder. De tunge enheder med deres pansrede køretøjer og en organisatorisk ramme, der gør dem logistisk meget krævende, vil ifølge argumenterne være dyre og meget krævende for Hæren at opstille og svære at deployere til eksempelvis Baltikum i tilfælde af en konflikt.

Argumentet er derfor, at Hæren fremadrettet bør omstilles og opstille lette enheder, der hurtigt og agilt kan indsættes nationalt og internationalt og dermed have mulighed for at understøtte eksempelvis de baltiske lande i en eventuel forsvarskamp.

Hvad er en let brigade?

Lette enheder er et bredt begreb, og i denne artikel har vi valgt at inkludere infanterienheder, der kæmper uden støtte fra pansrede direkte skydende våben, såsom kampvogne, infanterikampkøretøjer eller pansrede mandskabsvogne. Således er eksempelvis faldskærmsenheder og marineinfanteri også lette i denne artikels opfattelse.

Som i foregående artikel, tager vi også her udgangspunkt i den type konflikter, som Nato definerer som High-Intensity Conflict. Det betyder, at en del konflikter med let infanteri ikke kan indgå i artiklen, og at vi derfor må skuffe de læsere, der håbede at skulle høre om Light Infantry iført shorts, gummisko og T-shirt i Rhodesia i 1970’erne.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

https://olfi.dk/2024/02/15/genopbygningen-af-den-danske-haer-tunge-enheders-effekt-paa-slagmarken/

Vi tager udgangspunkt i Vietnamkrigen, Falklandskrigen og de arabisk-israelske krige. Der er ganske vist forskelle i måden, de primære enheder blev indsat på, men fællesnævneren er, at de alle var let udrustede infanterienheder, der blev indsat i kamp uden støtte fra tunge direkte skydende våbensystemer. Deres modstandere var også forskellige, men alle tre var militært organiserede enheder, der repræsenterede en modstander, som i de pågældende tre eksempler var organisatorisk og materielt jævnbyrdige, og som havde en doktrin for indsættelse af deres enheder.

Sinai 1956

Israel indgik 1956 en hemmelig aftale med Storbritannien og Frankrig om at besætte en del af Ægypten og dermed tvinge landet til at tilbagelevere Suez-kanalen til stormagterne, hvilket skulle være med til at forhindre forhindre terrorangreb på Israel. Den israelske del af operationen blev kaldt Operation Kadesh og indbefattede, at Israel skulle angribe Sinaihalvøen, frem til en ikke nærmere defineret afstand fra Suez-kanalen.

Den 29. oktober sidst på eftermiddagen blev 395 faldskærmstropper fra Israel nedkastet tæt på Mitlapasset på Sinaihalvøen, 240 km fra nærmeste israelske grænse. Enheden, der blev kastet ned, var den 890. faldskærmsbataljon, der, som hovedreglen er med faldskærmsenheder, var en let infanteribataljon bevæbnet med lette våben og uden tunge ildstøttemidler.

Fra landingszonen fremrykkede bataljonen i mørke fem km mod vest til den østlige tilkørsel til passet. Fremrykningen tog to timer og ved ankomst begyndte bataljonen at grave stillinger, hvorfra de kunne imødegå eventuelle ægyptiske angreb. Ligeledes udbedrede de en landingsplads, hvor de i løbet af natten modtog forstærkninger i form af fire 106 mm panserværnskanoner, to 120 mm morterer og otte jeeps til bataljonens opklaringseskadron.

Den ægyptiske hær opstillede en brigade kampgruppe, der i mørke passerede Suezkanalen og fremrykkede mod Mitlapasset fra vest. Den ægyptiske kampgruppe gik i stilling i selve passet og begyndte herfra at beskyde faldskærmsfolkene med morterild. Israelerne påkaldte ild fra luftvåbnet, der holdt den ægyptiske morterild nede ved at bombe stillingerne med napalm. De kunne dog ikke nedkæmpe de ægyptiske stillinger, idet bjergene ved passet udgjorde velegnede kampstillinger med god dækning. Således havde det lette israelske infanteri spærret passet, men kunne ikke nedkæmpe det ægyptiske infanteri, før opfølgende enheder fra 202. faldskærmsbrigade nåede dem sent om aftenen den 30. oktober.

Den nu samlede styrke havde dele af tre faldskærmsbataljoner til rådighed og var forstærket med en let kampvognseskadron, et let artilleribatteri og en tung morterbataljon. Den samlede israelske brigade havde altså en væsentlig nedsat kampkraft, da der også var faldne og sårede fra de forskellige kampe.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

https://olfi.dk/2023/09/13/forsvarsledelsen-anbefaler-i-forligsoplaeg-specialinfanteri-som-haeren-ikke-kender/

Ved middagstid den 31. angreb en israelsk kampgruppe bestående af opsiddede faldskærmstropper, støttet af dele af kampvognseskadronen, ind i selve passet med henblik på at nedkæmpe de ægyptiske enheder og åbne passet for eventuel videre fremrykning mod Suezkanalen.

Den israelske kampgruppe trængte uden kamp ind i selve passet, hvor de blev taget under effektiv ægyptisk beskydning fra infanteri og fly. Flere køretøjer blev immobiliseret, og israelerne begyndte at få større tab af faldne og sårede. Faldskærmstropperne sad af køretøjerne og angreb op ad bjergsiderne, hvor de efter mere end fem timers kampe på nært hold nedkæmpede de ægyptiske stillinger. I løbet af natten trængte de frem til passets vestlige del og havde den 1. november således ryddet vejen for en videre fremrykning.

De afsluttende kampe gav betydelige tab. Samlet mistede de israelske faldskærmstropper 38 faldne og omkring 100 sårede i kampene om Mitlapasset. Men det lette infanteri var i stand til at standse en fremrykkende tungere bevæbnet modstander samt nedkæmpe ægyptisk infanteri i stillinger i det bjergrige terræn, hvor faldskærmstropperne ikke kunne støttes af direkte skydende våben, og hvor køretøjer ikke kunne operere.

Vietnam 1965

Under Vietnamkrigen 1961-1973 deployerede den amerikanske hær let infanteri i et helt nyt luftmobilt koncept. Ved at anvende helikoptere til transport og som støttevåben udviklede den en doktrin for at indsætte lette infanterienheder vertikalt på slagmarken. Overraskelse og fleksibilitet var to af hjørnestenene i doktrinen og skulle være med til at give infanteriet en virkning på kamppladsen, der havde større effekt, end hvis de blev indsat i en mere konventionel lineær opstilling.

Den første større træfning, hvor det amerikanske koncept blev afprøvet, var i slaget ved Ia Drang i november 1965. Her blev 1. luftbårne infanteribataljon på knap 500 soldater indsat mod et vietnamesisk regiment, der skulle opsøges og nedkæmpes.
Ved solopgang den 14. november gennemførte den amerikanske bataljonschef sammen med sine vigtigste undergivne førere en luftrekognoscering af landingszonen, således at alle var klar over terrænets beskaffenhed og deres respektive opgaver.

Da bataljonen kun havde 16 helikoptere til rådighed, måtte den sekvensere sin indsættelse. Bataljonschefen valgte kun at anvende en landingszone til hele enheden, samt at enkeltmand skulle medbringe meget store mængder ammunition. Formålet hermed var at skabe et bedre kampkraftforhold i forhold til den numerisk større vietnamesiske fjende, herunder at have ammunition til at kunne kæmpe en længerevarende samlet kamp. Den landsatte bataljon var støttet af egne morterer samt en voldsom mængde luftstøtte, der næsten uhindret kunne påkaldes af enheden selv.

Senere den 14. november blev et kompagni, bataljonschefen og dele af staben uhindret landsat som de første enheder kl. 10.37. Man havde altså opnået den ønskede overraskelse, som var en del af doktrinen. Herefter ankom de resterende dele af bataljonen med 30 minutters interval.

Efter de første to kompagnier var landsat, beordrede bataljonschefen et kompagni til at fremrykke mod et højdeparti, hvor han forventede at opnå føling med fjenden. Terrænets beskaffenhed var dels præget af det markante højdeparti, dels af tæt bevokset jungle, hvilket medførte, at kompagniet blev opsplittet. I forbindelse med opsplitningen kom dele af kompagniet i kamp med vietnamesiske enheder og fik en deling omringet. Forsøg på at undsætte delingen lykkedes ikke, da det vietnamesiske regiment i mellemtiden var kommet sig over overraskelsen og havde fået masseret tilstrækkelige enheder. Den efterhånden samlede amerikanske bataljon, minus den omringede deling, trak sig herefter sammen i en perimeter omkring landingszonen og forberedte sig på at kæmpe forsvarskamp mod de vietnamesiske enheder.

I løbet af eftermiddagen, aftenen og natten kæmpede bataljonen en ren forsvarskamp mod en numerisk meget overlegen vietnamesisk fjende, der, støttet af kraftig morterild, forsøgte at opnå indbrud og trænge frem til selve landingszonen, for dermed at opdele og afskære hele den amerikanske bataljon. Ved konstant at tyngdeforlægge med sine kompagnier og ved påkald af flystøtte, lykkedes det den amerikanske bataljonschef at fastholde sine stillinger, indtil han blev forstærket om formiddagen den 15. november.

Forstærkningen bestod af endnu en let infanteribataljon, der blev landsat 3.500 m fra den omringede bataljon og herefter fremrykkede, indtil de to enheder opnåede forbindelse. Den nu samlede styrke angreb herefter højdepartiet, opnåede forbindelse med den omringede deling og trak sig herefter tilbage til den oprindelige landingszone.

Resultatet af kampene var, at det vietnamesiske regiment trak sig fra sine stillinger og undslap over den cambodianske grænse. Således havde det lette amerikanske infanteri ikke løst sin oprindelige opgave med at nedkæmpe fjenden. Men den havde overlevet hårde kampe ved at konstant at skifte tyngde i sit forsvar og dermed forhindre selv at blive nedkæmpet. Bataljonens samlede tab var 79 faldne og 121 sårede. Dermed viste 1. bataljon, at let infanteri kan gennemføre en effektiv forsvarskamp i uvejsomt terræn, når den har tilstrækkelig forståelse for at skifte tyngde i tide og påkalde indirekte ild.

Falklandsøerne 1982

Efter den argentinske besættelse af Falklandsøerne i Operation Blue den 2. april 1982 samlede Storbritannien en Task Force mhp. at generobre øerne, hvis en politisk aftale ikke var mulig. Landenhederne i den britiske Task Force bestod af 3. Command Brigade og 5. Infantry Brigade, hvortil 2. bataljon fra Scots Guards tilhørte.

Angrebet på og indtagelsen af Mt. Tumbledown fandt sted på andendagen for de britiske angreb på argentinske stillinger ud for hovedstaden på Falklandsøerne, Port Stanley. Forud herfor havde 3. Commando Brigade den 11. juni angrebet og taget de vestlige højdepartier, hvilket var forudsætningsskabende for, at 5. Infantry Brigade kunne iværksætte sit angreb mod de sidste bakkepartier ud for Port Stanley.

Bataljonschefen for Scots Guards fik den 9. juni besked på, at det markante bakkeparti Mt. Tumbledown ville blive hans angrebsmål. Han besluttede at forsøge at opnå overraskelse ved at lave et vildledningsangreb fra syd og derefter angribe fra vest.

Et forudgående vildledningsangreb ved mørkefald med 30 mand, støttet af en let kampvognsdeling, fremrykkede i terrænet syd for Mt. Tumbledown fra Mt. Harriet mod vest langs en vej, der førte ind til Port Stanley. Efter i alt to timers relativt hårde kampe trak den britiske styrke sig tilbage.

G-kompagniet passerede udgangslinjen 1.000m vest for foden af Mt. Tumbledown, efter at vildledningsangrebet var iværksat. De var uindsete under hele fremrykningen mod vest og nåede foden af højdepartiet uhindret. Kort efter havde de deres mål på den vestlige krete inde og kunne hjælpe med at sikre Left Flank-kompagniets passage af deres linjer i den videre fremrykning mod øst.

Left Flank-kompagniet angreb med to delinger i front og en i reserve. Umiddelbart efter passage af første krete blev kompagniet taget under beskydningen af håndvåben og artilleri. De argentinske stillinger havde hovedskudsretning mod syd, men var også i stand til at virke mod kompagniets angreb fra vest. Kompagnichefen påkaldte indirekte ild og indsatte den resterende del af sit kompagni. Ved systematisk at rense hver enkelt argentinsk kampstilling samt ved brug af artilleri trængte en stadig mere decimeret del af kompagniet frem over tre mindre kreter og havde kort før daggry målet inde.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

https://olfi.dk/2023/11/02/forsvarschefens-snak-om-specialinfanteri-risikerer-at-forvirre-politikerne/

Right Flank-kompagniet var nødt til selv at udspare en deling til at give ildstøtte og angreb derfor kun med to delinger samt stabsdelingen i front. De argentinske kampstillinger var delvist uindsete ved angrebets start, og argentinerne var i stand til at afgive effektiv ild fra deres stillinger. Ved at benytte terrænets beskaffenhed trængte de frem mod stillingerne fra siden eller bagfra og kunne systematisk rense de argentinske kampstillinger ved brug af håndgranater og håndvåben.

Den argentinske marinebataljon på Mt. Tumbledown beordrede et modangreb, da den sidste del af dens stillinger var ved at blive nedkæmpet. Modangrebet blev imødegået af og nedkæmpet af Left Flank-kompagniet, der var blevet delvist reorganiseret. Umiddelbart herefter tog Right Flank-kompagniet den resterende del af sit mål og besatte dermed den østlige krete af højdepartiet.

Således havde 2. bataljon Scots Guards gennemført et succesfuldt afsiddet angreb uden støtte af tunge direkte skydende våben. Ved at gøre brug af overraskelse som følge af vildledningsangrebet, den vestlige angrebsretning og mørket samt ved gøre brug af terrænets beskaffenhed formåede bataljonen at angribe og tage en velforberedt stilling besat af veluddannede argentinske marineinfanterister.

Konklusion

Ved at gennemgå tre eksempler på indsættelse af lette infanterienheder har vi vist, hvilke muligheder der er for lette enheder på kamppladsen. Der er dog visse forudsætninger, som skal opfyldes, for at de overhovedet kan overleve i ødet med større og tungere enheder.

Fælles for eksemplerne er, at de lette enheder jo har en eller anden form for ildstøtte, både fra fly, artilleri og morterer. Støtten er betinget af sikkert virkende kommunikationsmidler og af, at enhederne på jorden udviser rettidig omhu, da luftstøtte kan have længere responstid end andre former for ildstøtte. Genforsyning er også relevant for dem, idet de i sagens natur ikke kan medbringe samme mængder ammunition og andet, som tungere enheder kan. Også her er rettidig omhu nødvendig, da enhederne ikke nødvendigvis selv kan sikre genforsyningen.

Måden, enhederne i de tre krige blev indsat på, var forskellig. Lette enheder kan både indsættes i dybden, men de kan også anvendes på en mere lineær måde. Det vil ofte være terrænets beskaffenhed, der dikterer deres indsættelse og fordi enheder er lette og fleksible, kan de tilpasse sig terrænet.

Lette enheder, let infanteri, kommer i mange former. I de tre eksempler er der anvendt faldskærmstropper, let infanteri og mekaniseret infanteri i en let rolle. Således kan flere typer enheder udfolde rollen som en let enhed, men forudsætningen herfor, er at de er trænede og udrustede til at gennemføre den form for kamp de møder, eller kan de få svært ved at udføre deres opgave, som det var tilfældet med amerikanerne i Ia Drang.

Tungt versus let

Valget bør være afhængigt af den type opgaver, man ønsker, at Hæren skal udføre. Det er vores håb, at de to artikler kan være med til at nuancere debatten. Ved at vise hvad de forskellige typer af enheder kan, vil vi gerne understrege, at debatten ikke kun er sort/hvid.

Adam Christian Kaas Buschard og Kristian Lindhardt er begge majorer og militærhistorikere og tilknyttet Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier

Billedtekst (bærende billede): XIII Lette Infanteribataljon i “kamp” mod et kompagni dragoner fra V Uddannelsesbataljon Jydske Dragonregiment i Finderup plantage under øvelse BLUFELT 23. Foto: Morten Fredslund/Forsvaret

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Thomas Dahl
Læser
Thomas Dahl
20. februar 2024 19:41

Der drages en forkert konklusion mht. let infanteri ifm. slaget ved Ia Drang.

Slaget ved Ia Drang var ikke afsluittet med udtrækkelsen af 1st. Bn 7th Cav 16 NOV 1965 men først 18 NOV 1965 hvor 2nd BN 7th Cav blev udsat for et vel,planlagt og udført baghold af PAVNs 3.btn 33. regiment gennem d. 16 og 17. NOV 1965, der påførte den amerikanske battaljon 155 døde og savnede, 124 sårede, hvilket reelt udslettede 2nd Bn 7th Cav som enhed.

Hvad de to sammenhængende kampe ved Ia Drang demonstrerede er hvor afhængig let infanteri er af ekstern støtte fra tunge våben som artilleri, kamphelikoptere og kampfly for først og fremmest at kunne overleve på slagmarken samt løse de opgaver de er befalet til at udføre.

Læren fra de samlede kampe ved Ia Drang er at let infanteri ikke kan operere på egen hånd mod en ‘peer enemy’ men er fuldstændig afhængig af absolut luftherredømme og overvældende ildkraft fra indirekte og direkte skydende støtte fra artilleri og kamphelikoptere. Med andre ord har let infanteri kun en begrænset plads, effekt og berettigelse på slagmarken og vil kræve langt mere støtte af alle arter fra eksterne enheder end panserinfanteri med tilknyttede kampvogne vil.

Som det siges: Ildkraft slår viljekraft

P.S. Jeg kan varmt anbefale bogen ‘We Were Soldiers Once… And Young’ af Joseph L. Galloway og Harold G. Moore der beskriver begge sammenhængende kampe ved Ia Drang 14-18 NOV 1965.

Sidst ændret 1 måned siden af Thomas Dahl
Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
20. februar 2024 18:45

Tak for lækre eksempler på let infanteris indsættelse. Hvis Danmark igen melder sig aktivt ind i NATO, og vil støtte vores mest truende allierede i frontlinjestaterne med kampklare styrker, kan let infanteri vist være nyttigt i front hvis vi er klar til at tage de ekstra tab, og mere anvendeligt i baglandet, hvor hastighed og antal kan trumfe pansring. Men let infanteri kan ikke stå alene. En middeltung eller tung modstander, kræver det samme af os.

Morten Rasmussen
Læser
Morten Rasmussen
23. februar 2024 3:01

Jeg tror det er meget farligt at konkludere om fremtidige kampe mod en russisk modstander på baggrund af eksempler fra tider hvor indhentning af efterretninger fra slagmarken og fjendens bagland var nærmest ikke eksisterende i sammenligning med det vi har set fra Ukraine.
Sammenholdt med at terrænet i østersøområdet er væsentligt forskelligt fra eksemplerne, især i Baltikum, har jeg svært ved at se hvordan de givne eksempler bør være grundlag for beslutninger om fremtidig dansk forberedelse til krig mod Rusland.

Jens O. Christensen
Læser
Jens O. Christensen
19. februar 2024 16:25

Sammensætning af enheden (let/tung) er meget afhængig af det terræn, den indsættes i.
Yum Kippur m. fl. Israelske krige blev støttet af kampvogne og artellery.
Og i Kashmir var det kampvogne i syd og i Himalaya lette enheder.

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
22. februar 2024 9:47

Tak igen for jeres eksempler og analyse.
Det står tydeligt at hæren har behov for mindst én tung og én let brigade. Begge typer har deres berettigelse, og sammen har de mulighed for at skabe synergi. En middeltung brigade er et dårligt kompromis. Den vil hverken kunne det ene eller andet fuldstændigt.
Men igen — problemet i Danmark — er den politiske kadre. Jeg kan på ingen måde se den villig til at betale den monetære pris for en regulær tung brigade. Tværtimod, kan nogen fra forsvaret, overbevise den om at en såkaldt “skræddersyet” middeltung brigade, er både billig og slagkraftig nok, så vælger den den.
Måske OLFI har lyst til igen at spørge den politiske kadre om hvad den egentlig vil med hæren?


La Drang
Med hensyn til La Drang, til dem som ikke har set animationerne, så ligger de her:
The REAL Battle from We Were Soldiers – Ia Drang 65 (1/2)
https://www.youtube.com/watch?v=6i4zLTiwTWA
The REAL Battle from We Were Soldiers – Ia Drang 65 (2/2) – Massacre at LZ Albany
https://www.youtube.com/watch?v=1dn8YAJtLLg


DCR
Med hensyn til specialinfanteri, så arbejder jeg på et fremtidens kompagni-koncept, som jeg kalder for DCR. Det en en let Menneske/Maskine-enhed (MM Unit), bestående af Droner, Robotter og Cyborgs. Underlagt et fremtidens Robot Regiment.
En enhedstype, hvor kunstig intelligens spiller en afgørende rolle, og som bygger sin doktrin, lige så meget på design og produktion, som på regulær kampaktivitet.
Enhedstypen er indtil videre, opbygget i traditionel kompagniramme, med to landbaserede delinger (én menneske og én maskine), samt én dronevinge, og endelig én kommando deling.
Enheden har desuden mulighed for at blive udvidet med tre følgende sektioner:

  • Design-sektionen
  • Produktions-sektionen
  • Genbrugs/Genanvendelses-sektionen.

Taktikken indtil videre, bygger på en offensiv-defensiv adfærd, med ét skridt frem og to tilbage, sat sammen med en efterfølgende produktionsadfærd i det terræn enheden har trukket sig fra. Når produktionen er klar til kamp, så iværksættes igen ét skridt frem, og afhængig af udfaldet, ingen eller flere skridt tilbage. Tilsammen, så skaber de to adfærdstyper en systematisk bagholdsadfærd.
DCR COMPANY Teaser snippet
https://www.youtube.com/watch?v=eJJlP1heNUU
Jeg har sat 2040-2050, som årtiet for at DCR koncepten bliver implementeringsmoden. En række delteknologier, vil muligvis først være klar til den tid. Men allerede nu, 2024, så burde koncepten med de eksisterende teknologier, kunne løse en række taktiske opgaver mod let fjendtligt infanteri, der ikke er støttet af tung ild.