Stempl ind i forsvarsdebatten, konstabler og sergenter – der er brug for jer!

2
Forsvarsdebatten savner debattører fra konstabel- og sergentgrupperne, mener Kasper Junge Wester. Her er det besætningsmedlemmer fra fregatten "Esbern Snare", der træner skydning med pistol. Foto: Frederikke Frederiksen/Forsvaret

KOMMENTAR: Efter lang tids radiotavshed er der sparket liv i den offentlige militærfaglige debat. Det er opmuntrende, og på OLFI er vi glade for at være med til at facilitere en åben diskussion om Forsvarets retning. Dog savner jeg indspark fra mine tidligere kolleger i konstabel- og sergentgruppen, som med enkelte undtagelser holder sig fra debatspalterne.

Forsvarets øverste ledelse er en notorisk lukket klub, som i modsætning til dens nordiske kolleger ikke deler mange af dens tanker om Forsvarets fremtid med offentligheden. Der skal læk af klassificerede dokumenter til, før danske skatteborgere får nys om, hvad der rører sig, hvad man mangler, og hvilken kurs beslutningstagerne på Holmens Kanal 9 gerne ser udstukket.

Lukkethed i toppen forplanter sig ned gennem en organisation. Måske derfor har det længe været vanskeligt at få soldater til at stille op og dele deres overvejelser om de investeringer og tiltag, der er behov for, hvis Forsvaret atter skal blive den bedste udgave af sig selv. Den seneste tid har der ganske vist været små tegn på, at en kulturændring kan være på vej: Både brigadegeneral Henrik Lyhne og flotilleadmiral Carsten Fjord-Larsen, næstkommanderende i henholdsvis Hærkommandoen og Søværnskommandoen, har i interviews delt deres tanker og bekymringer. Det samme har flere andre officerer andetsteds i systemet.

Personligt læser jeg med stor interesse de tanker, som både tjenestegørende og pensionerede officerer gør sig og har udbredt i nærværende spalter og hos andre medier. Det er både vigtigt og prisværdigt, at nogle faktisk er begyndt at tage bladet fra munden og aktivt deltage i en åben debat om, hvor Forsvaret skal bevæge sig hen ad. Mere af det, tak!

Mange af betragtningerne fra det højere officerslag tager dog udgangspunkt i betragtninger om forestående materielindkøb, konkrete kapacitetsbehov og strategiske overvejelser om first strike-kapaciteter og deslige. Der mangler stadig bidrag fra soldaterne længere nede i kommandokæden. Sandheden er jo, at konstabler og sergenter ligger inde med nogle andre, men mindst lige så væsentlige betragtninger om, hvad der skal til, hvis Forsvaret fortsat – eller rettere: igen – skal være en attraktiv arbejdsplads og dermed et effektivt værn mod trusler udefra.

Vi kan godt bilde os ind, at officerslaget kan tale på vegne af alle i Forsvaret, men det ville ikke være korrekt. Forsvarets hierarkiske kommandostruktur gør, at man uvægerligt flytter sig længere og længere væk fra ”manden på gulvet” i takt med, at man avancerer opad gennem systemet. Derfor er det vigtigt også at høre fra den primære menneskelige ressource; soldaten, som for hovedpartens vedkommende befinder sig på manuelt eller mellemlederniveau.

Irritationsmomenterne er vigtige

De faglige organisationer, som repræsenterer soldaterne – Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF) og Centralforeningen for Stampersonel (CS) – et velsignede med formænd og tillidsrepræsentanter, som kæmper en brav kamp for deres medlemmer og hyppigt råber op om rigets tilstand – om forsømte tjenestesteder, slunkne lønposer, ammunitionsmangel, fravær af karrieremuligheder og alt muligt andet. Vi bruger dem tit her på OLFI, og vi har så sent som i dagens udgave af Frontlinjen haft dem på besøg i Radio4’s studie.

Kommentaren fortsætter under afspilleren …

Men selv fagforeningsformænd er i en eller anden grad afkoblet hverdagen på tjenestestederne – de har den i hvert fald på større afstand end de soldater, de taler på vegne af. Derfor ville det være fantastisk, hvis flere konstabler og sergenter selv greb pennen og fortalte om, hvad de oplever, når de tager på arbejde. Hvad fungerer, og hvad trænger til forbedring?

Små irritationsmomenter i hverdagen kan virke undseelige og ligegyldige, når den offentlige samtale i øvrigt går på, om Danmark skal have langtrækkende luftforsvar, en tung brigade eller lægge sin militære tyngde i Østersøområdet eller Arktis. Det er de ikke. Alt det, som ikke fungerer i hverdagen, kan nemlig sige en masse om systemiske fejl og uhensigtsmæssigheder, som sjældent er isoleret til en enkelt enhed, én tjenestegren eller ét værn. Kilder til frustration kan også omfatte løn og andre arbejdsvilkår, som skal få folk til at blive, men som i praksis gør det modsatte. Lad os høre om det. Luft frustrationerne!

I udmøntningen af et forlig handler meget om materielinvesteringer, og mens materiel naturligvis ikke er ligegyldigt for fastholdelsen af personel, er det til syvende og sidst ikke manglen på SM-2-missiler eller antallet af kampfly, der sender Forsvarets soldater ud i det civile. Det er alt det uden om.

Tag et opgør med frygt- og tavshedskulturen

Det er vigtigt at understrege, at mit ærinde med ovenstående ikke er at opfordre til, at strategi og materiel alene skal drøftes blandt officerer, mens konstabler og sergenter bør holde sig manglende o-ringe og utætte vinduer. Konstabler og sergenter kan sagtens have masser af fornuftige betragtninger om first strike, genetableringen af et ubådsvåben og den slags. Sidstnævnte grupper har dog en særlig indsigt i, hvordan det føles at være blandt de sidste, der mærker til pengestrømmen i et forsvarsforlig.

For et års tiden siden omtalte jeg i et interview tavsheden i geledderne som resultatet af en frygtkultur. Med flere tjenestegørende officerers deltagelse i debatten er den kultur ved at slå sprækker. Jeg tror, at det kan inspirere, når topofficerer tør italesætte fejl og mangler. Men jeg har indtryk af, at frygt- og tavshedskulturen har rodfæstet sig ret solidt længere ned i rækkerne. Både som journalist og tidligere soldat drømmer jeg om, at vi får taget et opgør med den.

Flemming Lentfer har både før og siden mine udtalelser til Lixen bebudet, at der er en udpræget grad af ytringsfrihed i Forsvaret. Samme toner lyder fra Christiansborg, og jeg vælger at tro på både forsvarschefen og politikerne. I dag har jeg svært ved at forestille mig, at det er forbundet med nævneværdige repressalier oppefra at udtale kritik – alle fornemmer efterhånden forbedringspotentialet på forsvarsområdet, men ikke alle kender detaljerne. Dem skal de gøres bevidste om.

Rammerne for de næste ti år bliver udstukket i disse uger og måneder. Det har aldrig været mere opportunt at stemple ind i debatten og gøre opmærksom på de ting, der trætter og frustrerer i hverdagen – eller på ens betragtninger om Forsvaret i øvrigt. Så kære ekskolleger i konstabel- og sergentgruppen, meld jer på banen og fortæl både den politiske og den militære ledelse, hvad de har behov for at vide!

20221004 KasperWester byline
Kasper Junge Wester er uddannet cand.mag i journalistik fra Syddansk Universitet i Odense og har bl.a. en fortid i Søværnet, hvor han både har jagtet pirater i Adenbugten og hentet kemiske våben i Syrien med “Esbern Snare”. Foto: Astrid Rørbye
guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer