Millioner af afghanske flygtninge er lige nu fanget som lus mellem to negle i en sikkerhedspolitisk magtkamp mellem den pakistanske regering og Taliban-styret i Afghanistan. Mange af dem ved ikke, om de er købt eller solgt. Mens FN har svært ved at følge med, har Vesten mistet interessen – også for samarbejdspartnerne.

Fredag kunne OLFI fortælle om 45-årige Faisal Amin, som samme med sin hustru og tre sønner befinder sig i en forstad til Islamabad. Her venter de i disse uger på at blive deporteret til hjemlandet Afghanistan, hvor Taliban ifølge Faisal Amin formentlig vil fængsle ham for i en række medieoptrædener at have talt imod den dogmatiske islamisme og for over flere år at have ydet kulturrådgivning til vestlige styrker i landet.

Faisal arbejdede i årene 2009-11 frivilligt og ulønnet for ISAF og har formentlig intet retskrav på en vestlig håndsrækning. Derfor er han i lighed med tusinder af andre afghanere fanget i et juridisk ingenmandsland, hvor alt nu peger i retning af en tvungen retur til et styre, som helst ser ryggen af ham. FN’s Flygtningehøjkommissariat har ikke været til megen hjælp, selvom det for halvandet år siden stillede Amin-familien et interview i udsigt med henblik på videre sagsbehandling.

Amin-familiens situation er langt fra enestående, fortæller Jens Vesterlund Mathiesen, som er specialkonsulent ved Center for Stabiliseringsindsatser på Forsvarsakademiet og følger situationen i Afghanistan og dets nabolande tæt.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Tiden rinder ud for Afghanistans glemte ofre, hvis nødråb falder for døve øren

»FN arbejder stadig i Pakistan og har enormt stort fokus på det her, men som jeg forstår det, er det i høj grad et ressourceproblem. Man har simpelthen ikke kapaciteten eller de administrative ressourcer til at behandle alle de her sager. Vi taler jo om millioner og atter millioner af flygtninge,« siger Jens Vesterlund Mathiesen

Han henviser til, at Pakistan allerede før Talibans magtovertagelse i september 2021 husede et stort antal afghanere, som over årene er flygtet fra det uroplagede land. I alt 1,7 mio. afghanere risikerer nu deportation.

Pakistanske Taliban-sympatisører har frit lejde

At situationen for afghanske flygtninge i Pakistan spidser til netop nu, er ikke tilfældigt. De er blevet brikker i en længerevarende sikkerhedspolitisk magtkamp mellem Pakistans regering og det afghanske Taliban-styre, som har nået sin kulmination.

»Islamabad har officielt sagt, at hjemsendelsen af den her store mængde flygtninge handler om at sikre pakistansk velfærd og sikkerhed. Det er sikkerhedsspørgsmålet, som er helt centralt. Specifikt handler det om, at man i Pakistan er meget plaget af terrorangreb fra den gruppe, der hedder TTP eller pakistansk Taliban, som siden Talibans magtovertagelse i Afghanistan har intensiveret og eskaleret sine angreb på pakistansk jord. TTP vil afsætte regeringen i Pakistan og erstatte den med et mere fundamentalistisk dogmatisk styre, der har sharia-lovgivning som til udgangspunkt. TTP udfører angreb mod pakistanske sikkerhedsstyrker, særligt politienheder, og det har de fået lov at gøre i højere og højere grad,« forklarer Jens Vesterlund Mathiesen.

Læs også: Afghanistan var den uundgåelige krig, hvor politisk detailstyring førte til nederlag

TTP opholder sig i grænseområderne mellem Afghanistan og Pakistan, hvorfra de planlægger og gennemfører angreb i Pakistan. Efter hvert angreb trækker de sig tilbage til Afghanistan, hvor de til Pakistans store fortrydelse nyder et helle.

»I virkeligheden er det meget lig det, som Taliban gjorde i årene, hvor Nato havde en tilstedeværelse, bare med omvendt fortegn; de gemte sig i Pakistan, og så rykkede de ind i Afghanistan og angreb Nato-mål.«

I Pakistan er man godt trætte af angrebene, og regeringen i Islamabad savner handling fra den afghanske gren af Taliban-bevægelsen. Den har man indtil videre måttet se langt efter, og så er det, at flygtninge som Faisal Amin og hans familie bliver til forhandlingsværktøj.

Så det, der i virkeligheden sker, er, at uskyldige flygtninge bliver fanget som en lus mellem to negle?

»Ja, de bliver i hvert fald fanget i et større politisk spil. Og det er jo ikke noget, som er foregået over det sidste par måneder, med de her terrorangreb. TTP har eksisteret i mange år og har også plaget Pakistan i mange år. Men man har simpelthen bare kunnet se, hvordan deres evner til at operere, altså baser og kapaciteter i form af udstyr og ressourcer, er blevet forbedret, efter Taliban kom til magten. De har grundlæggende fået mere manøvrerum.«

Sikkerhedstjenesten opsporer alle, der kan true regimet

Som Faisal Amin selv kunne fortælle, føler han sig overbevist om, at han vil blive forfulgt af Taliban. Om det er tilfældet, og hvad der i øvrigt er hændt de flygtninge, som allerede er vendt tilbage, er svært at sige, forklarer Jens Vesterlund Mathisen.

»Vi har meget svært ved at kigge ind i landet og se, hvordan man eksempelvis håndterer flygtninge. Med ”vi” mener jeg forskere, særligt i Europa og USA, men også organisationer som FN eller nødhjælpsorganisationer – eller efterretningstjenester for den sags skyld. Det, vi ved, er, at Talibans efterretningstjeneste, GDI, er enormt effektiv i at opspore og finde mennesker, som kan udgøre en trussel mod Taliban-styret. Spørgsmålet er så, om de mennesker, der har haft en eller anden tilknytning til republikken, mens Nato-styrker var i landet, fortsat bliver vurderet som en trussel,« forklarer Jens Vesterlund Mathiesen og fortsætter:

»Dem, der har samarbejdet med vestlige styrker eller med den tidligere regering, er nogle, man holder øje med. Om de udgør en reel trussel, er mere usandsynligt, men man skal have blik for detaljen: Har du været med i de tidligere sikkerhedsstyrker, har du været i specialstyrkerne, eller har du haft ledende funktioner og befalingsopgaver, tror jeg ikke på, at du kan rejse tilbage til Afghanistan uden blive sat i fængsel eller på anden måde opsøgt. Har du haft en mere løs tilknytning som ansat i et af ministerierne, som måske ikke har en sikkerhedspolitisk funktion, eller noget andet end forsvarsministeriet, er jeg mere i tvivl om, hvilken virkelighed de vender tilbage til.«

Du taler om at udgøre en sikkerhedstrussel, men kan der for Taliban ikke også være et hævn- eller et strafmotiv, hvis man som Faisal Amin vender tilbage og har været enten tilknyttet Vesten eller udtalt sig på en måde, som strider mod bevægelsens værdier?

»Det tror jeg bestemt, der kan. Det er den næste ting: Ét er, om de fra et efterretningsperspektiv udgør en trussel mod styret. Noget andet er, om de kan udfordre styrets legitimitet og ideologiske fundament ved at bruge de ting, de har samlet op i løbet af de 20 år, man havde en vestlig tilstedeværelse; vestlige værdier, menneskerettigheder, demokratiske frihedsprincipper og det ene og det andet. Det er jo nogle ting, som Taliban både politisk, men også helt overordnet, prøver at distancere sig fra.«

I Afghanistan anno 2023 er det blevet en kardinaldyd at lægge afstand til alt, der giver mindelser om de tyve år mellem den amerikanskledede invasion i 2001 og ”befrielsen” i 2021.

»Ikke bare er man sluppet af med Vesten, men man slår sig også op på, at man ligesom fører sådan en helt anti-vestlig politik. Man er antitesen til alt det, der var i 20 år og nu bliver beskrevet som Natos besættelse af Afghanistan.«

Mangel på politisk båndbredde til at fokusere på afghanske flygtninge

Afghanistan er endegyldigt tabt til Taliban. Tilbage står, hvad der skal ske med de mange flygtninge, hvoraf Faisal Amin, hustruen og deres tre sønner blot udgør en dråbe i havet.

Er afghanernes skæbne gået helt i glemmebogen, eller foregår der stadig hjælpeindsatser – udover FN’s – som slet og ret ikke bliver omtalt i medierne herhjemme, fordi vi har bevæget os videre?

»Det handler i høj grad om politisk opmærksomhed. Den politiske opmærksomhed fik Afghanistan i mange år, fordi det var en aktiv indsats, mange vestlige lande havde. Da Nato-operationen stoppede, forsvandt den politiske opmærksomhed også. Og særligt, måske, fordi den endte med et nederlag. Af den grund, tror jeg, er det for mange europæiske ledere særlig svært at se tilbage på det, man efterlod. Det gør nok, at når man så står i spørgsmålet om, skal vi hjælpe de her afghanske flygtninge, så er det helt grundlæggende en dårlig politisk sag.«

I Danmark modtog den daværende SRSF-regering i 2013 kraftig kritik for ikke at hjælpe afghanske tolke, som i årevis havde støttet danske soldater i Afghanistan. Dengang nægtede regeringen at hjælpe under henvisning til, at tolkene ikke havde arbejdet i deres egne nærområder. Det viste sig dog siden at være i uoverensstemmelse med virkeligheden.

Problemstillingen blev reaktualiseret i forbindelse med evakueringen i august 2021, som gav anledning til kraftig kritik af Danmark håndtering fra bl.a. fire forhenværende forsvarschefer. Kort efter kom det desuden frem, at Danmark i flere tilfælde havde betalt Storbritannien for at tage imod tolke. Også i Storbritannien førte behandlingen af de tolkene anledning til frustrationer hos flere hærofficerer, som udtrykte skam over at den britiske regering i deres øjne svigtede sit moralske ansvar lod afghanske samarbejdspartnere i stikken. Billedet var det samme i flere andre lande.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Britiske topofficerer kræver bedre og hurtigere hjælp til afghanske tolke

Jens Vesterlund Mathiesen vil ikke tage stilling til, om Danmark og Vesten har et moralsk ansvar for hverken tolke eller flygtninge som Faisal Amin, der føler sig efterladt på perronen og frygter Taliban-styrets repressalier. Han har dog svært ved at se for sig, at den politiske kurs bliver lagt om.

»Der er ingen vestlige politikere – heller ikke i Danmark – som får noget godt ud af at rejse den her sag om, hvordan vi skal hjælpe de afghanske flygtninge. Der er ikke politisk opbakning til det. Jeg tror heller ikke, at det er noget, som man kan opnå opmærksomhed i befolkningen omkring, fordi vi har krigen i Ukraine og krigen i Gaza, som er langt mere aktuelle og intense, end det vi efterlod i Afghanistan for lidt over to år siden,« ræsonnerer Jens Vesterlund Mathiesen.

»Fokus ændredes bare fuldstændigt. Der er kun så meget politisk båndbredde. Og med Ruslands invasion af Ukraine var det meget let at se, at 90 pct. af opmærksomheden forsvandt et andet sted hen. Så var der ikke længere tid til at snakke Afghanistan.«

Billedtekst (bærende billede): Danske soldater på patrulje i Helmandprovinsen i 2011. Foto: Ronny Benjamin Vossen Rasmussen/Forsvarsgalleriet

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer