DEBAT: Forsvaret, og dermed Danmark, står selvforskyldt i en rigtig problematisk sikkerhedsmæssig situation. Behovet for og ønsket om hastig oprustning og forandring er indlysende. Men hvorledes sikres hele rigsfællesskabet hurtigst og bedst muligt et kapabelt og modstandsdygtigt forsvar? Chefsergent Johan Lyngsø Wibrand giver her sit bud.

Mange vil i denne forligstid argumentere for individuelle kapaciteter og relativt snævre målsætninger. Jeg anbefaler, at vi starter med en overordnet vision og tilgang, og så trin for trin arbejder os frem mod de fælles definerede og prioriterede mål.

Jeg startede i det danske forsvar tilbage i midtfirserne og har været i Forsvaret lige siden. I den periode har jeg haft stillinger i Flyvevåbnet, Hæren, specialstyrkerne og efterretningstjenesten. Jeg har samtrænet og samarbejdet med Søværnet, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet. Jeg har været udsendt i krig og har deltaget i alt fra taktiske operationer til strategisk planlægning. Har oplevet alt fra fløjtende projektiler, fragmenter, død og ødelæggelse til de bonede gulve, hvor messingbeslagene er velpudsede.

Jeg har deltaget i national beredskabsplanlægning og har et bredt kendskab til det nationale beredskab fra kommunalt til statsligt niveau. Og uden at vide og forstå alt, mener jeg derfor, at jeg med rette kan sige at min baggrund og mit kendskab til Forsvarets og nationen Danmarks beredskabsmæssige forhold er omfangsrigt og nuanceret og uden specifikke agendaer.

Okay, soldat, er Forsvarets situation virkelig så slem?

Svaret er efter min mening desværre et rungende “ja”, hvilket heldigvis endeligt er bredt anerkendt. De findes, men det er overordentligt vanskeligt at finde positive eksempler og udviklinger på overordnet niveau, der giver tiltro, håb og tillid til den fremtidige omstilling og udvikling vi skal igennem.

Det samlede militærfaglige niveau er faldende. Taktiske og operative færdigheder udhules af alt fra personalemangel over manglende teknologi og uddannelse til utilstrækkelig genforsyning og vedligeholdelse. Slagkraft, robusthed, og militær teknologisk adaption understøttes ikke tilstrækkeligt af det nuværende anskaffelses-, forsynings- og vedligeholdelsessystem. Koordination, kommando og kontrol begrænses af bl.a. de militære chefers manglende råderum og beføjelser. Evnen til at kæmpe sammen og på tværs af værns grænser (joint) trænes og prioriteres ikke tilstrækkeligt. Tilgangen til forsyning, materiel og lagerbeholdninger (hvis de overhovedet findes) har ofte fokus på direktiver, oplevet bureaukratisk risiko og juridiske forhold frem for militær forsyningssikkerhed. Rekruttering og fastholdelse er ikke muligt på grund af manglende eller utilstrækkelige kontraktformer, lønniveauer, bonusser, karriereplanlægning osv. osv. Det er meget vanskeligt at finde den gode historie.

Og det er desværre min erfaring, at når vi, de militære beslutningstagere og det politiske niveau sammen forsøger at imødegå et tiltagende ragnarok, gør vi det ofte ved at skyde med spredehagl. Og derved reduceres gennemslagskraften der, hvor det virkeligt giver bang for the buck.

Vi vil gerne tilgodese og anerkende alle. Et værn eller et fagområde skal helst ikke føle, at de bliver nedprioriteret eller glemt. Men vi er, hvor vi er. Og i den nuværende situation skal der, efter min mening, træffes en række hårde, men meget nødvendige overordnede prioriteringer og beslutninger. Det, der ikke må ske, er, at vi om 15-30 år står med et forsvar og et beredskab, som fortsat ikke kan beskytte nationen Danmark og afskrække en potentiel fjende. Og ja, sådan mener jeg, at det er i dag! Og det er den horisont, vi skal kigge ind i og planlægge på, for Forsvaret er en kolos på lerfødder, som selv ikke den dygtigste bare befaler omkring. Derfor har vi brug for en fælles langsigtet vision og strategi, der med fast nordpil kan bringe os fra, hvor vi er nu, til hvor vi gerne vil hen.

Hvad gør vi, kriger?

Danmark og Forsvaret har ikke kræfter, størrelse og kapacitet til at favne alle de områder, som er blevet nedprioriteret over de sidste mange år. Derfor skal vi sætte alle kræfter ind på de områder, som hurtigst muligt, kan genoprette de primære mangler og udfordringer. Jeg mener, at vi skal prioritere følgende seks overordnede områder, som bør være vores fælles visionære udgangspunkt.

Suverænitet

Effektiv og kapabel suverænitetshåndhævelse fra Østersøen til Arktis og i cyberspace er nok vores væsentligste nationale, men også internationale forpligtigelse. Det er vagten på muren, der alarmerer os og vores allierede om, at den onde fjende er på vej, og dermed i mine øjne et ubetinget krav. En fuldstændig evne til overvågning af hele Rigsfællesskabet 24/7/365, fra havbunden til rummets begyndelse er prioritet 1.

Den hybride krig

Den moderne og fremtidige kamp vil sandsynligvis langt overvejende blive startet eller helt udkæmpet på afstand og inden for domæner, som ikke indbefatter egentlige kamphandlinger. Cyber og hybrid krigsførsel er ikke kun Forsvarets, men hele samfundets opgave. Her må vi ikke fejle, og vi har forudsætninger til at blive blandt de dygtigste. Lad os gå efter det!

Samfundets ledelse, beredskab og infrastruktur og Forsvarets kapabilitet til aktiv imødegåelse skal samlet sikres kontinuerlig beslutnings- og handlekraft. Selv under det værst tænkelige hybride scenarie. Det er prioritet 2.

Afskrækkelse og advarsel

Vores allierede bruger bl.a. termen preemtive strike om evnen og viljen til at imødegå en potentiel fjende før et egentligt konventionelt militært angreb iværksættes for derved at advare og afskrække. Denne evne har vi ikke i tilstrækkeligt omfang p.t. Det skal der ændres på. Som den russiske ageren i verden har vist, kan dialog og diplomati spille fallit, og så er der kun konsekvenspædagogik tilbage. For ikke at være tvunget til at starte med egentlige krigshandlinger, bør vi forbedre vores kapabilitet til proportional og tidlig imødegåelse; »Vi har set, hvad du har gang i, og det skal stoppe nu«. Det er prioritet 3.

Luftrummet

Moderne krig forhindres og vindes først og fremmest i luften. Har vi ikke det fulde herredømme over eget luftrum, ja, så har alle andre militære kapaciteter en stærkt begrænset anvendelsesmulighed og effekt. Luftrummet starter i få centimeters højde og går mange kilometer op. Derfor er denne kampevne og afskrækkelse prioritet 4.

Ildkraftens indsættelse

Hvis det kommer til våbenmagt og kampkraftseffekt, skal det være proportionalt og meget, meget præcist. I et flydende, ofte urbant kampmiljø kan det ikke længere forsvares at anvende område og massebekæmpelsesvåben, der ikke tager tilstrækkeligt hensyn til den lokale situation, infrastruktur og nonkombattanter. I forhold til våbenvirkning har vi et betydeligt teknologisk, uddannelses- og kamp koordinationsmæssigt efterslæb. Det skal udvikles og udvides betydeligt i de kommende forlig, hvilket er prioritet 5.

Medarbejdere med kampevne

Forsvaret har i skrivende stund ca. 19.500 ansatte. Af dem kan i bedste fald halvdelen anvendes til, hvad jeg vil kalde aktiv modstandskamp, og kun hvis vi inkluderer gamle slidte fodtusser som mig. Realistisk snarere en tredjedel eller en fjerdedel. Det må og skal ændres. Det er simpelthen ikke en tilstrækkelig og acceptabel, taktisk og operativ, udnyttelse af vores medarbejdere.

Krig er blevet en meget kompleks størrelse, hvor soldaten (operatøren) i stadig stigende grad er en højtuddannet, velinformeret og teknologisk funderet medarbejder, som det tager årevis og mange ressourcer at gøre modstandsdygtig og kampklar. Derfor skal vi tilvejebringe og sikre de taktiske og operative militærfaglige kompetencer for flest muligt medarbejdere i Forsvaret som prioritet nummer 6.

Er det alt?

Nej. Der er tre helt afgørende forudsættende forhold, der fra politisk og militærstrategisk niveau skal handles på. Ellers vil alle tiltag med meget stor sandsynlighed drukne i Forsvarets største systemiske udfordringer, skabt og nedarvet fra en lang periode med nedskæringer og centraliseringer.

Helhedsansvar til de militære chefer

De militære chefer skal gives det fulde helhedsansvar tilbage. Civile administrative direktører og ledere vil altid have mere fokus på ressourceforbrug, organisatorisk effektivitet og risikobegrænsning frem for militær kampevne og færdighed. Så længe værnschefernes handlefrihed og kommando- og kontrolevne er så begrænset, som tilfældet er i dag, vil vi ikke komme i mål.

Cheferne for Beredskabsstyrelsen, efterretningstjenesten, Flyvevåbnet, Hjemmeværnet, Hæren, specialstyrkerne og Søværnet skal gives fuldt økonomisk, HR- og personalemæssigt, etablissementsmæssigt samt naturligvis værnsfagligt operationelt og doktrinært ansvar. Med dette ansvar skal følge de dertil nødvendige beføjelser, ellers giver det ingen mening. Således ansporer vi igen til en positiv ledelses- og værnskonkurrence i forsvaret af rigsfællesskabet. Dermed vil vi igen tilgodese de chefer, enheder og kapaciteter, der magter den forsvarsmæssige helhed og ikke alene egne agendaer eller administrative processer.

Anskaffelser og genforsyning

For længe har udbudsprocesser og forsyningssikkerhed, været styret ud fra rigide økonomiske rammer, juridisk nidkærhed og udbudsmæssig risikostyring. Anskaffelsesprocessen skal sættes fri for de snærende administrative bånd, der i for høj grad har dikteret vores militære kapaciteter og derved obstrueret militærteknologisk udvikling og adaption. Det skal være værnsspecifikke kapacitets- og kapabilitetsbehov og samordning, der prioriteres. Undtagelser i udbudslove og bestemmelser skal i højere grad anvendes til at sikre forsyningssikkerhed, integritet og teknologiniveau.

Fastholdelse af dygtige medarbejdere

Forsvaret bløder medarbejdere i et tempo, hvor det er stærkt udhulende for kampevnen. Soldaten er, som nævnt, for længst blevet en faglært og højtuddannet teknologisk specialist, som det typisk tager flere år at gøre fuldt kampklar og kapabel. Derfor skal vi kunne tilbyde ansættelsesforhold, der tilgodeser fastholdelse. Som en følge skal den lønmæssige forskel til tilsvarende faglærte job i det civile erhvervsliv mindskes til en forskel på fem til ti pct. Yderligere skal kontrakter og tilknyttede optjente bonusser og civiluddannelse understøtte, at flere vil blive i Forsvaret fra de er ca. 20 år gamle, til de er 35-40 år gamle. Forsvaret uddanner en stor mængde specialister indenfor ledelse, IT, kommunikation, logistik m.m., som den dag, de er færdiguddannede, frit vil kunne forlade Forsvaret og tjene op til det dobbelt i det civile. Det tænker jeg, at alle kan se det uholdbare i.

Og det er så det i al sin enkelthed. Det er de overordnede prioriteter og parametre, der skal opfyldes og efterleves. Og dermed også, efter min mening, den vision, som hele det danske forsvar og samfund bør arbejde hen imod sammen.

Vi kunne godt kaste os ud i en detaljeret analyse af Hærens udfordringer med den tunge brigade, Søværnets manglende undervandskapacitet og specialstyrkernes manglende organiske kapaciteter. Eller Flyvevåbnets ikke tilstrækkelige droneimødegåelse og anvendelse, styrelsernes indflydelse på kommando og kontrol. Fremtidige kommunikationsplatforme og deres integritetssikring. Og alle mulige andre analyser. Men i mine øjne risikerer vi, at det bliver afledning og vildledning, der flytter fokus fra det, der er vigtigst lige nu: at prioritere overvågning, imødegåelse og forsvar af hele rigsfællesskabet.

Opgaver til de enkelte værn

Det, vi nok får mest brug for i de kommende to-tre forsvarsforlig, er ledelsesmæssigt mod. Mod til at gøre det nødvendige og rigtige uden at lade de prioriterede processer blive påvirket og influeret af mindre vigtige analyser, praktiske forhold og individuelle agendaer. Mod til at lade nogen det vide, såfremt de trækker i en ikke hensigtsmæssig retning, ikke tilgodeser helheden, men har fokus på individuelle målsætninger. Mod til at nedprioritere ellers normalt tilgodesete kapaciteter. Mod til at fortsætte fremad, selv når vi har fejlet, og det kommer vi helt sikkert til at gøre. Mod til at holde kursen på trods af politiske eller internationale strømnings- og retningsskift. Hvor vi konstant minder hinanden om den primære overordnede vision, nemlig at beskytte vores gode gamle Danmark. For det kan den danske befolkning – hele rigsfællesskabet – med god ret forlange og måle os på.

Jeg er optrænet i at holde fokus på punkt 3, “udførelsen”, i “Opgaver til enkeltmand”. Uden en beskrivelse af specifikke mål og opgaver er resten af planen af begrænset værdi. Nedenfor følger min anbefaling til, hvilke opgaver de enkelte værn bør have som primære opgaver. Enkelte vil måske indvende, at Beredskabsstyrelsen, efterretningstjenesten og specialstyrkerne da ikke er værn. Til det vil jeg sige: Alt det der beskytter vores rigsfællesskab er et værn!

Beredskabsstyrelsen skal forbedre evnen til detektering af CBRN-kampmidler, herunder bl.a. i relation til fjendtlig kontaminering af vital infrastruktur. Sikre egen databaser og kommunikationsmidler imod hybride scenarier. Skabe en robust central faglig og teknologisk kompetence indenfor CBRN, bl.a. til vejledning og rådgivning af civile institutioners og virksomheders modstandsevne. Forbedre evnen til imødegåelse af CBRN-kampmidler, herunder i relation til kontaminering af vital infrastruktur og sikring af civilbefolkningen. Forbedre samarbejdet med Hjemmeværnet med henblik på tværfaglig støtte og udnyttelse af potentielle ressourcer og synergier, herunder særligt i relation til katastrofe beredskab. Forbedre den mandskabsmæssige decentrale struktur med det formål at forbedre reaktionstider og robusthed i katastrofeberedskabet.

Efterretningstjenesten skal forøge evnen til efterretningsindhentning imod en potentiel indtrængende fjende i dennes eget territorium og infrastruktur. Betydeligt forøge egen sikkerhed samt taktisk og operationel integritet under gennemførsel af hybrid efterretningsindhentning. Opbygge robust offensiv cyber kapacitet. Forøge evnen til analyse af billed- og radarbaseret informationsindhentning. Øge kapabilitet og teknologi til mærkning og sporing af særligt værdifulde mål. Forøge mængden af højt specialiserede operatører og analysemedarbejdere.

Flyvevåbnet skal opbygge en fuldstændig og kontinuerlig luftrumsovervågning fra jord og havoverfladen og til mindst 20 kilometers højde. Sikre egne kommunikations-, planlægnings- og flyvende platformes funktion og integritet imod cyber- og hybridangreb. Forøge kapacitet til at gennemføre elektronisk efterretningsindhentning og jamming fra flyvende platforme. Kunne detektere, møde og nedkæmpe flyvende platforme op til en højde af mindst 50 kilometer. Skabe en robust, udholdende og teknologisk tidssvarende ISTAR-kapacitet med en mangfoldig proportionalitet og varierede effekter. Skabe og implementere koncept for ”piloter” der fører og indsætter flyvende platforme fra jordbaserede stationer.

Hjemmeværnet skal opbygge kapacitet til eftersporing af fremmede magters fysiske efterretningsindhentning på dansk jord. Forbedre sikring af Hjemmeværnets personelregistre, -databaser og -kapabiliteter ud fra værst tænkelige hybride scenarie. Forberede netværk og kommunikationsveje til efterretningsindhentning i tilfælde af fjendtlig aktivitet eller besættelse på dansk jord. Decentralt øge evnen til skjult autonom modstandskamp med mandbårne våben. Skabe antidronekapacitet imod lavtflyvende kommercielle droner op til en højde af ca. 50 meter. Opbygge en robust, kapabel og frivillig styrke på mindst 25.000 veluddannede og aktive medlemmer samt ca. 50.000 reservister.

Hæren skal skabe og opretholde et effektivt, robust, mobilt og delvist mandbårent jord-til-luft-forsvar. Sikre egne kommunikations- og planlægningsplatformes funktion og integritet, imod cyber og hybride angreb. Opbygge jord til jord kapacitet (PGM), med en rækkevidde på op til ca. 200 kilometer. Opbygge organisk taktisk og operativ luftrumsovervågning (ISTAR), primært til støtte af egne taktiske operationer. Forøge kapabilitet og kapacitet til taktisk indsatte indirekte præcisionsangreb, proportionalt i forhold til typer af mål, ud til afstande på mindst 10 kilometer. Forøge mængde og kvalitet af professionelle soldater med en uddannelsesmæssig baggrund på mere end to år.

Specialstyrkerne skal forøge evnen til imødegåelse af fjendtlig indtrængning og sabotage under havoverfladen. Forøge evnen til skjult og uafdækket efterretningsindhentning, især i urbant miljø. Udvikle offensive cyber- og hybridkapabiliteter, herunder kunne støtte vitale samfundsmæssige institutioner med preemptive strikes. Udvikle organisk flyvende multifunktionsplatform til understøttelse af hastig deployering og indsættelse ud til rigsfællesskabets ydre grænser. Være kapacitets førende inden for anvendelsen af loitering droner. Øge den personalemæssige kampkraft med 100 pct. samt fortsætte udviklingen med forøget operatørdiversitet.

Søværnet skal skabe en robust og kontinuerlig overvågning af rigsfællesskabets maritime område, fra havbunden til overfladen. Betydeligt forøge egen sikkerhed samt taktisk og operationel integritet under gennemførsel af maritime operationer. Forøge evnen til at gennemføre uopdagede taktiske opgaver i og omkring havnemiljøer. Forbedre evnen til bekæmpelse af maritime mål ud til en distance på mindst 200 kilometer fra sejlende platforme. Implementere anvendelse af udholdende og langtrækkende overfladedroner, der uopdaget kan anvendes til overvågning og afvisningsberedskab samt til indsættelse af mindre præcisionsvåben. Forøge mængde og kvalitet af professionelle soldater med en uddannelsesmæssig baggrund på mere end to år.

Samlet set mener jeg det bør være fundament for den vision og de delelementer, der anvendes til overordnet at forme de kommende to-tre forsvarsforlig. Når vi alle de angivne delmål indenfor to-tre forligsperioder, vil vi med rette igen kunne være stolte af vores beredskab, forsvar og specialister. Og så kan Holger Danske igen, med ro i sindet, indtage sin plads under Kronborgs tårne.

Johan Lyngsø Wibrand er chefsergent og i skrivende stund udstationeret ved Movement Coordination Centre Europe (MCCE) i Eindhoven, Holland.

guest
12 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer