spot_img

Store interesser er på spil, mens verden venter på Israels landoffensiv

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Israelske tropper var natten til torsdag inde i det nordlige Gaza, og EU’s stats- og regeringsledere mødes i dag for at tale Hamas, Gaza og Israel – og ikke mindst Ukraine. Hvor ender det? Udenrigskommentator Jens Worning giver her sit bud og udlægger samtidig, hvilke store interesser der er på spil i det globale perspektiv.

Diplomati og militær er sat i højeste alarmberedskab i Mellemøsten i disse dage. Det handler ikke kun om Hamas og Gaza-striben, men om risikoen for, at der sættes ild til hele den mellemøstlige krudttønde den kommende tid.

Alt i Mellemøsten hænger sammen med klodens største geopolitiske aktører. Tag terrororganisationen Hamas. Hamas har sit politiske hovedkvarter i Qatar, er på mere end almindelig god fod med Iran, ideologisk inspireret af Det Muslimske Broderskab i Egypten fremfor præstestyret i Teheran og er på Tyrkiets side i det syriske spørgsmål, hvor man er imod landets præsident og diktator, Bashar al-Assad, som støttes militært af Iran og Rusland.

Qatar er et monarki med et belastet omdømme for sit slavelignende brug af migrantarbejdere. Landet konkurrerer med USA om at overtage Ruslands rolle på det europæiske marked for naturgas, som man også leverer til Kina, der på sin side er den største udenlandske investor i Mellemøsten som helhed. Qatar er som sagt også vært for Hamas’ politiske sekretariat, ligesom man viser terrororganisationen og Afghanistans herskere, Taliban, samme gæstfrihed.

Dette til trods er det officielle amerikanske syn på Qatar, at det er den vigtigste ikke-Nato-allierede. På den amerikanske ambassade i Doha’s hjemmeside skriver ambassadør Timmy Davis, at han »vågner op hver dag vidende, at USA og Qatar vil have en positiv, ofte fremtidsdefinerende indflydelse på verden«.

USA knytter forsvaret af Israel til egen sikkerhed

Krigen efter Hamas’ terrorangreb på Israel d. 7. oktober har potentialet til at sætte ild ikke blot til Mellemøsten, men til den verdensorden, der her i 20’erne stadig tydeligere er under opbygning. Mens vi venter på en egentlig israelsk landoffensiv i Gaza, er det værd at se på, hvad der er i gang, og hvilke aktører, der kan projicere magt i regionen – militært som diplomatisk.

Som et led i terrorangrebet 7. oktober tog Hamas over 200 gidsler. Nogle af disse er blevet frigivet, og det må i høj grad tilskrives amerikansk diplomati, som har haft gang i alle kommunikationskanaler – Tel Aviv, Ramallah, Doha, Ankara, Amman, Kairo og Beirut for at nævne de mest centrale. Basis for indsatsen var præsident Joe Bidens tale forrige fredag, d. 20. oktober, hvor han både knyttede forsvaret af Israel – og Ukraine – til USA’s egen nationale sikkerhed. En aftale mellem USA, Israel og Egypten er basis for den – indtil videre begrænsede – humanitære hjælp til palæstinenserne i Gaza. Frigivelse af gidsler er en af betingelserne for, at der kan skrues op for den indsats. USA har på ingen måde stoppet eller lagt låg på krigen, men man agerer, fordi man indser behovet, har evnen og erfaringen. USA er den afgørende nation, sagde Biden, og deri har han ikke uret.

Dagens og morgendagens rådsmøde i EU giver naturlig anledning til at se på Europas indsats i en zone, der ligger langt tættere på os end på USA og i flere omgange har produceret flygtningestrømme, der søger mod Europa. Krisen og krigen er øverst på mødets dagsorden, og EU gør klar til det, EU er bedst til i den slags sager: at vedtage erklæringer, komme med fordømmelser og prøve at blive enig med sig selv om at lægge en linje. Biden har været i Israel og trykker på de knapper, der er til USA’s rådighed, EU kommissionens rådsformand, Charles Michel, holder sig til Bruxelles og gør ingen praktisk forskel for krisens og krigens forløb.

Iran tester Israels evne til flerfrontskrig

Det er ikke sådan, at EU ikke har noget på spil, og at Europa er erfaringsløst, men man udviser i sine handlinger historieløshed. Hverken Første eller Anden Verdenskrig begyndte som verdenskrige, men det blev det, hurtigere end nogen kunne forudse. Første Verdenskrig begyndte med at Østrig-Ungarn følte et behov for at sætte Serbien på plads med det, der skulle have været en kort og afgrænset operation. Det satte hele verden i brand og trak alle de store globale magter ind i bålet og førte til store imperiers undergang – Østrig-Ungarn, tsartiden i Rusland, det Ottomanske og det tyske kejserdømme.

I mere end halvandet år har Rusland ført krig i Ukraine, Netanyahu har meddelt af offensiven ind i Gaza vil finde sted, og Iran, der udover Hamas støtter stærke militsgrupper rundt om Israel (f.eks. Libanon, Syrien, Irak og Jemen), er begyndte at teste, hvilket beredskab den israelske hær har til at møde en flerfrontskrig. Sætter Iran for alvor gang i sine dominobrikker, vil andre arabiske lande være tvunget til at forholde sig til det. At det kan løbe ud af kontrol, er et scenarie man ikke kan ignorere.

Både Kina og Rusland har lidt svært ved at finde deres ben og lagde i første omgang rutinemæssigt skylden på USA – kan man ikke andet, kan man i Beijing og Moskva altid tørre alt af på Washington og den amerikanskledede verdensorden. I går nedlagde man i FN’s sikkerhedsråd veto mod et resolutionsforslag om våbenhvile og anerkendelse af, at stater har ret til at forsvare sig mod terror. Begge kan se fordele i at USA nu er engageret og optaget af to krige, Ukraine og Israel. Det skaber opportunistiske muligheder, der for Rusland blandt andet er, at når der er uro i Mellemøsten, så stiger olieprisen, hvilket gavner den russiske statskasse.

Kina ser på det geopolitiske, men er den største udenlandske investor i Mellemøsten og kursen i BRI – Belt and Road Initiative – i regionen er, at have gode forhold til alle stater. Men hvis det nu viser sig at være en umulighed, og Mellemøsten ender i brand, hvad tænker man så i Beijing? Man tænker måske på Taiwan, og så er vi på vej mod at scenarie, som man i Europa kan genkende fra 1914 og 1939. Men det er næppe det perspektiv, der vil styre forhandlingerne mellem EU’s stats- og regeringsledere i dag.

Billede: Israelske soldater fra infanteribrigaden Golani i 2021. Arkivfoto: Israeli Defence Forces

Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer