spot_img

Et opgør med de danske ubådsmyter – og en vej fremad mod genanskaffelse

DEBAT: I forrige indlæg redegjorde orlogskaptajn og ph.d.-studerende Johannes Riber for de politiske overvejelser, der førte til ubådens udfasning i 2004. I denne opfølger forsøger han at afmontere en række “ubådsmyter” og ridse op, hvad der kunne være en farbar vej mod at genanskaffe en sømilitær kapacitet, som Danmark i hans øjne mangler i dag.

I min forrige artikel kom jeg ind på baggrunden for, hvorfor ubådene forsvandt i 2004, og på de modargumenter, som findes, for at genindføre netop den kapacitet. De tre modargumenter er typisk ubådens begrænsede anvendelighed, dens pris, og at droner kan erstatte den.

Logikken omkring ubådens begrænsede anvendelse bygger delvis på tiden før 2004, hvor ubåde var en del af det danske søværn. Læg dertil, at ubådene var bygget i 1960’erne, hvorfor en del af den danske ubådslogik bygger på de erfaringer, Danmark havde med ubåde, som blev bygget for næsten 60 år siden. 60 år er ekstremt lang tid.

For en dansk ubåd anno 2004 var det utænkeligt at sejle fast patrulje i Arktis eller Nordatlanten. Det er det derimod ikke i dag. Hvis vi ser på hvad en moderne konventionel ubåd som den tyske Type 212 eller dens forgænger, Type 214, som en række europæiske lande – herunder Portugal, Italien, Grækenland, Tyrkiet, Norge og Tyskland – har købt, er der sket kæmpe teknologiske fremskridt. F.eks. er ubådene udstyret med Air Independent Propulsion, som betyder, at ubåden kan forblive neddykket op til tre uger.

Derudover kan ubåden være på havet op til tre måneder uden at skulle genforsynes med brændstof og sejle 8.000 sømil (14.200 km), hvilket betød, at Italien har krydset Atlanten i netop en type 212. Hvor mange af disse, der kan gennemføres neddykket, er klassificeret, men åbne kilder fortæller, at den tyske marine har sejlet neddykket fra Wilhelmshaven til Gibraltar. Hertil kan de sejle 20 knob neddykket, og uklassificerede data fortæller, at ubåden kan dykke til mindst 250 meters dybde, men at den reelle dybde sandsynligvis er dobbelt så stor. Det hele med en besætning på mellem 24 og 27 besætningsmedlemmer. Til sammenligning er der 18 besætningsmedlemmer ombord i inspektionsfartøjerne af Knud Rasmussen-klassen, 12 i patruljefartøjerne af Diana-klassen og tilsvarende 12 besætningsmedlemmer i et Poseidon P-8-overvågningsfly.

Det er netop denne store teknologiske udvikling, som giver den moderne konventionelle ubåd en evne til at sejle steder, den ikke tidligere har kunnet, herunder også på patrulje i Nordatlanten i regi af rigsfællesskabet. Det leder hen til det spørgsmål, som altid rejses i debatten; hvorfor skal Danmark have ubåde?

Rusland kan ramme Danmark fra Nordsøen

Krigen i Ukraine har vist, at store overfladeskibe er sårbare over for kystmissiler og droner, når de netop bevæger sig i kystnære farvande. Det har misvisende ledt til den analyse, at Rusland i Sortehavet ikke længere kan kontrollere, hvad der bevæger sig på overfladen. Den slutning er helt forkert, for netop den russiske Sortehavsflåde de sidste ti år har fået tilført ubåde. At de russiske skibe ligger i havn i et hjørne af Sortehavet har reelt ikke den store betydning, så længe de russiske ubåde har frit spil. Således indrømmer ukrainske kilder, at den største maritime trussel er russiske ubåde, som truer skibstrafikken og uden varsel affyrer russiske krydsermissiler ind i Ukraine fuldstændigt risikofrit, og uden at Ukraine kan gøre andet end at se på.

I en højtspændt situation i Østersøen vil Danmark stå i præcis samme dilemma: At man netop ikke kan sende sine fregatter ind uden risiko for enten at virke eskalerende eller udsætte dem for en missiltrussel, man ikke er villig til at tage. Ved ikke af have en ubåd har man således afskrevet sig muligheden for at bevæge sig ind i Østersøen for at indsamle informationer eller afskrække en evt. russisk tilstedeværelse til søs.

Derudover er der to centrale elementer, en ubåd vil kunne bruges til: Det ene er at indsætte specialstyrker såsom Jæger- eller Frømandskorpset. Det kan foregå på en kyst bag fjendens linjer, men også under en krise, hvor f.eks. et dansk handelsskib er blevet kapret. Endelig vil en ubåd også kunne bruges til at overføre vitalt materiel eller personel til f.eks. Bornholm under en krise, hvor man enten ikke tør sende et skib eller gerne vil skjule en sådan operation, som Argentina eksempelvis havde held med tilbage under Falklandskrigen i 1982. Endelig har vi i Danmark glemt potentialet i at kombinere ubåde med specialstyrker, når det kommer til beskyttelse af maritim infrastruktur eller Seabed Warfare.

Indlægget fortsætter under henvisningen …

Danske ubåde – hvad skal det nytte?

Et andet scenarie er Nordsøen. Under Den Kolde Krig var flåden fokus rettet mod Østersøen, og det er naturligt at falde tilbage til det fokus, efter at Rusland igen er blevet en magtfaktor i Østersøen. Den centrale misforståelse er, at vi overser, hvilken modernisering den russiske flåde har gennemgået på ubådsområdet. Hvis Rusland skulle ønske at ramme danske militære installationer under en krise, vil det være langt nemmere at gøre det med langtrækkende missiler i Nordsøen end fra Østerssøen. Ruslands fokus på at bygge ubåde med Kalibr-missiler sigter netop på at kunne ramme en modstander fra så mange retninger som muligt. Således har den russiske flåde affyret krydsermissiler ind i Syrien fra Middelhavet og ind i Ukraine fra Sortehavet fra neddykkede ubåde. At netop Ruslands flådeinvesteringer kun fortsætter i retning af ubåde og krydsermissiler kan man læse om i denne artikel.

Der er altså en række scenarier i Nord- og Østersøen, hvor en ubåd vil have en central rolle, ikke kun for Søværnet, men i et værnfælles perspektiv og som en helt central brik i et lagdelt forsvar og afskrækkelse af en trussel i både Nord- og Østersøen. Som for eksempel i krisesituationer, hvor det at sende et skibe eller fly afsted er for risikabelt eller uhensigtsmæssigt.

Russiske undervandsoperationer kan afværges med ubåde

Helt generelt, og ikke mindst under en krise i Østersøen, vil skibe og fly relativt nemt blive opdaget af en modpart, og dermed mister man muligheden for overvåge, indsamle informationer eller deployere kritisk støtte på land. Det er lige modsat for ubåde, der uanset den strategiske eller operative trussel på overfladen eller i luften kan operere i et havområde. Ubåden er dermed den eneste reelle mulighed for et land som Danmark at have en længerevarende tilstedeværelse og afskrækkelse i et bestridt havområde – et område, hvor en modstander udgør en høj trussel. Netop fordi ubådsoperationer foregår skjult, er det den platform, som giver Danmark en mulighed for at deployere en tilstedeværelse til et område, som er vigtigt for dansk sikkerhed, uden at en modpart finder ud af det, og uden at man skal tage hensyn til allierede eller andre partnere. Det er altså en platform, som giver politikere handlefrihed og adgang til informationer, uden at disse først skal filteres igennem en international partner som USA, Tyskland eller Sverige. Hvis man er i tvivl om, hvor uhensigtsmæssigt det vil være, kan man blot betragte, hvor svært det har været for netop Danmark, Sverige og Tyskland at finde fælles fodslag i efterforskningen af Nord Stream-sabotagen.

Det leder over i det næste spørgsmål om en dansk ubåds opgave i fredstid.

Nord Stream-sprængningerne og sabotagen mod Baltic Connector-gasrørledningen viste præcist, at der er et behov for ikke kun for overvågning, men også afskrækkelse. Vil der f.eks. kunne gennemføres en længerevarende undervandsoperation fra russisk side med et forskningsskib, hvis de mistænkte, at en dansk ubåd var i området? Svaret vil i hvert fald være, at sådan en operation sandsynligvis vil blive aflyst eller afbrudt.

Kritikken heraf er, at Danmark aldrig kunne afskrække på den måde, fordi det vil kræve et antal ubåde, som vi hverken kan bygge eller finde besætninger til. Det er fuldstændigt rigtigt og leder hen til næste spørgsmål om, hvorvidt Danmark ikke blot kan anvende vores naboers ubåde. Det er et klassisk spørgsmål, som alene stilles i ubådsdebatten, men derimod ikke når diskussionen falder på kamp- eller overvågningsfly, hvor logikken langt hen ad vejen er den samme. Hvis alle andre lande har fly, hvorfor skal Danmark så? Svaret er: Fordi de giver strategisk handlefrihed, og fordi Danmark, modsat f.eks. de baltiske stater, ikke ønsker at overlade sikkerheden i luften til andre lande. Hvis Danmark ikke har et afvisningsberedskab, har vi afskrevet os de basale forestillinger om, at vi har dansk suverænitet i luften. Af samme grund overvåger vi også skibstrafikken i danske farvande og ikke mindst de danske stræder.

Med en forsat udvikling af den undersøiske infrastruktur bliver vi nødt til at tage samme logik med ned under vandet. Derfor er forestillingen om, at der er ubåde nok i Østersøen forkert pga. af det klassiske forhold en-til-tre, som betyder, at hvis man ønsker en kapacitet permanent deployeret kræver det som minimum tre i alt, fordi reparationer, uddannelser, forberedelse m.m. vil lægge beslag på de resterende to. Læg dertil, at vi ikke kan forudsætte at tyske og de kommende svenske ubåde alene sejler på opgaver i Østersøen. De får og vil også i fremtiden få opgaver, der plejer svenske og tyske interesserer andre steder.

Det er netop derfor, at lande med ubåde etablerer et ubådssamarbejde, hvor de koordinerer hinandens knappe ressource – ubåde – imod, at man deler informationer.

En ubåd i Nordatlanten giver point hos USA og Canada

Således bygger samarbejdet inden for ubådsoperationer på, at man kun kan nyde, hvis man er med til at yde. I større skala – hvis kigger vi på det Indiske Ocean – har USA, Storbritannien og Frankrig et fælles ubådshovedkvarter, som ligger i Bahrain, med det formål at koordinere de tre landes ubådsoperationer i området. På den måde deler man den knappe ressource – ubådene – og de informationer, man samler. En sådan nedskaleret løsning ville i den grad være interessant for Danmark i et fælles samarbejde med Sverige, Tyskland og Polen. Ved at skabe et fælles hovedkvarter for ubådsoperationer vil man kunne opnå en effektiv fælles afskrækkelse og beskyttelse af landenes maritime infrastruktur i Østersøen.

Det er noget, som alle landene vil have særdeles stor interesse i, og som vil være gennemførligt med Sveriges optagelse i Nato. Problemet vil blot være, at hvis Danmark ikke har så meget som en enkelt ubåd at bidrage med, vil Danmark blive udelukket fra et sådant samarbejde og dermed ikke have indsigt i, hvad der foregår under havets overflade i Østersøen – med mindre ubådsnationerne synes, at det er en god ide.

Omvendt kunne Danmark få strategiske gevinster ved at foreslå sådan et samarbejde både regionalt og i Nato, hvis vi er villige til at lave de investeringer i ubåde som er nødvendige.

Den sidste vigtige pointe omkring ubåde og danske interesser er, at for Tyskland, og især Sverige, handler ubåde om Østersøen. For Danmark er det anderledes, fordi de største havområder ligger i regi af rigsfællesskabet. Der er ingen, som forestiller sig, at Danmark skal kunne overvåge Nordatlanten under vandet. Det har selv stormagter svært ved. Men det udelukker ikke, at Danmark i forskellige situationer kan have interesse i at sende en ubåd til Arktis. Argumentet er ofte, at det gjorde Danmark normalt ikke under Den Kolde Krig, hvilket er korrekt og forståeligt, da ubådene dengang ikke var designet til det. Men det er de som nævnt i dag. Så hvis Denmark i perioder bidrog til overvågningen i Nordatlanten med en ubåd, ville det giv bi- og trilateral indflydelse og informationsudveksling med specielt USA og Canada, som vi ikke har i dag.  Denmark vil blive betragtet som en meget mere seriøs og troværdig sikkerhedspolitisk aktør i Arktis, fordi vi ville bidrage med en kapacitet. Det ville give os adgang til canadiske og amerikanske efterretninger om, hvad der foregår i Arktis, på et langt større niveau end i dag.

Droner er ikke et gangbart alternativ

Et typisk argument mod at investere i ubåde er, at droner lige om lidt vil kunne erstatte dem. Denne debat trækker på det tilsvarende argument om, at droner snart kan erstatte kampfly. Pointen her er blot, at den logik ikke virker af to centrale årsager. Den ene er, at et kampflys tilstedeværelse i et operationsområde er begrænset af, hvor lang tid piloten kan holde sig vågen, og den anden er, at radiobølger fungerer fint i luften, men ikke i vand.

Netop fordi et fly er begrænset af en pilots udholdenhed, har droner, ikke mindst i USA, vist sig at være bedre alternativer til visse opgaver, fordi droneoperatøren kan udskiftes, imens dronen er i luften. Det vil altså kræve flere fly og piloter at flyve de samme timer, som en moderne amerikansk drone gør i dag. Ulempen er omvendt, at det kræver en direkte forbindelse via satellit til dronen, hvilket i sidste ende, hvis afstanden er stor nok, kræver flere satellitter i omløb som kan afløse hinanden. Som eksempel behøver man 32 GPS-satellitter for at være sikker på at kunne dække hele kloden. Derudover er sådan en forbindelse sårbar over for både vejr og angreb fra en modstander.

Så sammenligningen mellem fjernstyrede ubåde, og flyvende droner holder ikke, fordi ubådens styrker netop er at kunne deployere autonomt, frit og skjult, hvilket præcis ikke er muligt med droner, fordi de udsender radiobølger retur til en operatør. Dette peger på den næste udfordring, nemlig selve fysikken bag fjernkontrol. Selv i USA er man skeptisk overfor at kunne operere undervandsdroner som ubåde, fordi kontrollen af dem er praktisk og fysisk umulig.

Droner, som bevæger sig i luften, styres af elektromagnetiske bølger eller radiobølger. Det er gennem radiobølger, at al information udveksles – fra tv-billeder, styresignaler og meget mere – direkte i real time. Det kan man ikke med en undervandsdrone, fordi normale radiobølger ikke kan trænge igennem vand, med mindre de er meget lavfrekvente. Således har man indtil nu brugt Very Low Frequency (VLF)-radiobølger til at sende signaler til ubåde, men selv de rækker kun ned til 40 meters dybde. Med en bølgelænge på over 10 km betyder det reelt, at den information, man kan sende, svarer til, hvad man kan lave med en morsenøgle. Det er vel at mærke, hvis senderen står i land, fordi en ubåd ikke har en antenne, der kan genere den samme bølgelængde retur. Derfor er VLF også envejskommunikation fra land til ubåd.

Ideen om at kunne styre en ubåd på samme måde som en flyvende drone med real time-data kan altså ikke lade sige gøre. Det vil kræve en antenne i overfladen og dermed forsvinder ideen med at have ubåden i det hele taget. Delvis fordi antennen gør det fysisk muligt at se undervandsdronen delvis, fordi de radiobølger som den udsender nemt kan spores. Dertil skal lægges, at med de afstande en ubåd normalt arbejder på vil kræve en form for direkte satellitopkobling. Så hvor besnærende man end finder undervandsdroner, sætter fysikken nogle meget stærke begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre.

Det betyder ikke, at undervandsdroner ikke kan have en funktion, men som vi ser i luftdomænet, er det ikke enten-eller, men både-og. Undervandsdroner er derfor et vigtig supplement til overvågning af maritim infrastruktur, men i samhørighed med den afskrækkelse ubåde kan bidrage med.

Prisdiskussion på forkerte præmisser

Forsvarsmateriel er dyrt, og ubåde er ingen undtagelse. Det sagt, er debatten om prisen på ubåde afsporet, fordi den tager afsæt i nogle præmisser, som ikke er rigtige. Disse præmisser handler om stykpris, drift og ikke mindst antal.

Når vi taler antal, tager debatten altid udgangspunkt i tre, hvis man vil have et minimum af redundans og en kapacitet permanent klar. Mindre kan måske gøre det. Hvis vi vender retur til ideen om fælles ubådsoperationer med vores naboer, vil der måske ikke være behov for tre. Måske, som i Portugals tilfælde, er to nok, eller man kunne starte med én for derefter at høste nogle erfaringer. Argumentet mod sådan en løsning er, at med en eller to ubåde kan det ikke betale sig at bygge en uddannelses- eller logistikstruktur op. Det er i princippet korrekt. Omvendt er der en lang tradition i Søværnet for helt generelt at trække på både uddannelser og logistisk støtte fra vores naboer. Kunne man f.eks. købe sig ind på uddannelser eller udveksling i Sverige eller Norge, hvor de sproglige barrierer er mindst? Ellers har man i Tyskland tidligere haft succes med at uddanne ubådsbesætninger i lande, som købte tyske ubåde.

Når vi kigger på stykprisen, er det korrekt, at den er høj. Forsvarets materielindkøb har de sidste årtier været præget af en række skarpe missioner og dermed også et ønske om at få det sidste nye. Mindre vil kunne gøre det, når vi taler indkøb af en dansk ubåd. Vil man have en ny, men lidt ældre model af den tyske type 212A, ligger styk prisen på cirka 500 millioner euro (3,7 mia. kroner, red.).

To andre muligheder vil være at købe en brugt ældre ubåd eller lease en af vores nabolande. Valgte man en af de to løsninger i samarbejde med Tyskland, vil man kunne binde det sammen med en serviceaftale og dermed undgå at skulle opbygge sin egen servicestruktur, men derimod få den leveret i Tyskland, når ubåden skulle have større reparationer eller serviceeftersyn.

Udfordringen er, at det taler imod danske industriinteresser, som netop sigter på, at investeringerne i den danske flåde skal komme danske virksomheder til gavn. Det har andre lande løst ved at bygge tyske ubåde på licens på egne nationale værfter. Således er de tyske ubåde bygget på licens i både Italien, Grækenland og Tyrkiet for netop at holde en del af investeringen i egen værftsindustri. Problemet heri er, at det vil hurtigt tage ti år, fra man beslutter sig for at bygge sin egen ubåd på licens, til den ligger klar, og det vil kræve et antal, som næppe er realistisk fra dansk side. Derfor vil den umiddelbare løsning være at gå efter den billige løsning, nemlig at lease eller købe en brugt ubåd inklusiv en serviceaftale og derefter afsøge muligheder for et samarbejde, hvor danske virksomheder kan bidrage med specifikke dele i et eksisterende ubådsprogram. Det vil kunne reducere anskaffelsestiden på den første ubåd til den tid, det tager at forhandle en leasingkontrakt og efterfølgende uddanne besætninger. Det betyder samtidigt, at skulle man fra dansk side beslutte sig for at nyanskaffe ubåde, så har man tid til at sondere mulighederne for dansk industri, parallelt med at man opbygger en ubådskapacitet med baggrund i en brugt eller leaset ubåd.

Behov for gennemgribende analyse

Jeg har med ovenstående forsøgt at afmontere nogle at de myter, der er om ubåde og ridse op, hvad der kunne være en vej frem mod at genanskaffe en kapacitet, som vi mangler i dag.

Ser vi på debatterne i andre lande, har man erkendt, at det er fremtidens platform. I den amerikanske flåde er der debat om, hvorvidt man overhovedet kan sejle med andet end ubåde inden for ø-rækkerne i det syd- og østkinesiske hav i en fremtidig konflikt med Kina. Canada har i deres forsvars-review peget på, at den primære arktiske platform i fremtiden bør være ubåde. De er begge en kombination af, at teknologien for konventionelle ubåde (i Canadas tilfælde) har rykket sig, alt imens at drone- og våbenteknologi har gjort skibe på overfladen særdeles sårbare. Med missiler, der kan flyve over 1.000 km supersonisk, er det sidste reelle gemmested i dybet, hvor fysikkens love fungerer på en helt anden måde. Det er den fremtid, mange flåder kigger ind i og reagerer på. Den virkelighed er ikke kommet til Danmark endnu.

Hvis Danmark skal have ubåde igen, kræver det, at man er åben overfor at lave en gennemgribende analyse af de udfordringer, omkostninger og strategiske gevinster en eventuel genindførelse vil få. Det betyder også at vi skal indse at maritime trusler er andet og mere end trusler i Østersøen. I sidste ende er hele rigsfællesskabet ét stort ørige – fra Østersøen til Polarhavet. Derfor skal en analyse om genindførelse af ubåde være fagligt og seriøst funderet, ikke i danske industriinteresser, men i det strategisk militærfagligt miljø.

Billedtekst: En mulig løsning, hvis Danmark vel genindføre ubåden i Forsvaret, er at indgå et samarbejde med Tyskland. Her er vi ombord på den tyske Type 212-ubåd “U35”. Foto: Bundeswehr

Johannes Riber er orlogskaptajn og Ph.d. studerende ved Københavns Universitet. Han forsker i småstater og sømagt med fokus på det danske søværns udvikling efter den Kolde Krig. Foto: Københavns Universitet/ Michael Damm

Andre læste også

Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af Forsvarsministeriets materielanskaffelser

Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriet. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra Rigsrevisionen, som viser, at Forsvarsministeriets større anskaffelser i snit er 4,5 år forsinket, og at »flere af anskaffelserne ikke har levet op til det planlagte indhold«. Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt mandag. Statsrevisorerne retter...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Torben Ørting Jørgensen
Læser
Torben Ørting Jørgensen
26. oktober 2023 8:24

Fantastisk godt indlæg om ubåde, som forhåbentligt kan danne grundlag for en tiltrængt saglig diskussion om genanskaffelse af ubåde til det danske forsvar. Ud over de forhold som Johannes nævner, så vil ubåde i dansk forsvar også betyde, at får indblik i, hvad der sker under isen i Nordatlanten, hvilket også har en suverænitetsmæssig dimension. Vi får eksempelvis ingen indblik i hvad amerikanske ubåde foretager sig i området uden at vi selv har ubåde, som amerikanerne skal de-konflikte deres aktiviteter med.
Anskaffelse af ubåde til søværnet behøver ikke at være en uoverkommelig udfordring, hverken økonomisk eller uddannelsesmæssigt. Der er mulighed for at koble sig på det tysk/norske samarbejde om A212 eller det tilsvarende svenske. Her kunne tilgangen være, at Danmark overtager (leaser) 2 – 3 af de nuværende ubåde, som passende kan erstattes med nye, når produktionslinjen til det tysk/norske eller svenske forsvar er afsluttet. Hvis Danmark samtidigt undlader at opbygge en vedligeholdelses- og uddannelsesmæssig kapacitet, men støtter sig til den etablerede tysk/norske eller svenske, så behøver det ikke at blive uoverkommeligt dyrt. Modellen med leasing er afprøvet med Ubåden Kronborg, der blev leaset fra Sverige.
Som gammel overflade-kriger kan jeg konstatere, at ubåde er en formidabel modstander, hvis tilstedeværelse lægger betragtelige operationelle begrænsninger på modstanderens operative frihed. Jeg har i min tid i søværnet aldrig oplevet, at overfladeenheder, deres helikoptere eller MPA har indledt en ASW operation med et “kill” på ubåden. Forstemmende nok er ASW operationen altid blevet indledt med en “green flare”, der indikerede at ubåden havde affyret torpedoer.
Man kan naturligvis ikke afholde receptioner ombord i en ubåd og modtage større delegationer, men ubåden er ganske enkelt et formidabelt våben, der tilfører en massiv kampkraft. Og der er ikke fundet en formel for bekæmpelse af dem i dag, selvom såkaldte eksperter allerede i sidste århundrede forudså, at teknologiske landvindinger ville gøre verdenshavene transparente og ubåde nemme at lokalisere og nedkæmpe.
Lad os få en saglig og faglig debat om dette våbensystems tilbagevenden til søværnet og dansk forsvar!
Tak for indlægget, Johannes!

Axel Fiedler
Læser
Axel Fiedler
25. oktober 2023 21:24

Tak for to meget gode og sobre indlæg om danske ubåde, som det har været en fornøjelse at læse. Også en stor anerkendelse til Carsten fjord-Larsen for at have prikket hul på den tabu belagte byld, der har gjort ondt i søværnet siden ubådsvåbnet blev slagtet.
Med til historien omkring nedlæggelsen hører, at der var en indflydelsesrig gruppe af søofficerer, der, i flere år inden beslutningen om nedlæggelsen blev taget, meget aktivt modarbejdede en bibeholdelse af ubådene til fordel for bygning af store støtteskibe.
Hvis Forsvaret den gang havde ønsket det, er jeg overbevist om, at man sagtens kunne have fået en aftale med Sverige om en forlængelse af lånet af ubåden Kronborg og lån af yderligere ubåde, således at Søværnets akkumulerede viden og erfaring om ubådsoperationer var blevet bibeholdt og ikke som det skete kastet overbord. Søværnets ubådsbesætninger var second to none i NATO regi!
Desværre satte Forsvaret nok et våbensystem over styr i 90erne. Minevåbnet! Den ekspertise, som Søværnets mineofficerer sad inde med både teknisk og operativt blev skrottet uden videre diskussion og analyse. Evnen til at lægge miner og dermed kontrollere de danske stræder var og er ikke længere til stede! Lige som med ubådsvåbnet, vil jeg ønske for Forsvaret, at nogen vil råbe et kraftigt Vågn Op om minevåbnet og vores evne til at spærre adgangen til og fra Østersøen.

Hans Peter Michaelsen
Læser
Hans Peter Michaelsen
24. oktober 2023 16:43

Tak for en særdeles velskrevet og meget relevant analyse.

Mads S. Mikkelsen
Læser
Mads S. Mikkelsen
25. oktober 2023 15:58

Enig det er en særdeles velskrevet og grundig analyse! Den skærer på et meget sagligt grundlag gennem en række myter. Og den viser en realistisk og omkostningseffektiv (anskaffelse eller leje, samt løbende drift) vej mod reintroduktion af en yderst vigtig sømilitær kapacitet.

Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
26. oktober 2023 20:56

Super indlæg, sagligt og en milepæl i det moderne forsvar: Endelig en offentlig militær analyse med behov og alternativer belyst! Noget der er standard i store dele af Den Frie Verden er forhåbentlig ved at genopstå herhjemme.

Nu mangler vi en tilsvarende argumentation for eller imod P8…