spot_img

Terrorangrebet i Israel bør være et wakeupcall til forligskredsen

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Det tog et årti at bygge Maginot-linjen, som tyskerne bare kunne gå uden om. Det samme risikerer Danmark med sit enøjede fokus på store konventionelle kapaciteter til Forsvaret og manglende blik for asymmetriske trusler, mener major af reserven Lars Ehrensvärd Jensen. Han slår her et slag for også at investere i specialoperationsstyrkerne.

Terrorangrebet i Gaza 7. oktober bør ses som en advarsel om at justere det kommende forsvarsforlig. Jeg frygter, at det kommende forsvarsforlig på mange måder kommer til at ligne, da Frankrig byggede Maginot-linjen. Man forbereder sig på at forhindre, at den forrige krig gentager sig. Man forbereder sig ikke på den næste krig. Når det er sagt, så er jeg enig med Peter Viggo Jakobsen i hans vurdering af, at strategien bag forligsoplægget ser meget fornuftig ud.

Rent politisk udgør Ukraine-krigen et vindue, hvor befolkningen er villig til at prioritere militæret over “velfærd”. Det skal selvfølgelig udnyttes til at genopbygge Forsvarets basale og meget dyre byggeklodser. Det synes fornuftigt at se verden i et øst-nord-syd-perspektiv. Rangfølgen i opbygningen synes også fornuftig; Danmark ligger i en historisk enestående position med Polen, Baltikum, Finland og Sverige som “bufferzone” mod øst. Det underbygger fornuften i at prioritere luftmagt og maritim magt før landmagt.

I OLFI 5. oktober taler Carsten Bach (LA) om “krigens tre domæner”. Da Bach næppe er ude i et akademisk ærinde, antager jeg, at han taler ud fra rationalet i det oplæg, Forsvaret har fremlagt. Men der mangler noget i dette oplæg!

Jeg har i et par kronikker i dagspressen påpeget manglen i forligsoplægget om det fjerde domæne, “specialoperationer“. Man fokuserer så meget på genopbygningen af vores kampkraft i luft-, sø-, og landdomænerne, at man totalt negligerer behovet for at udvikle specialoperationsdomænet. Jeg vil her argumentere for en justering af forligsoplægget, så vi også udvikler den strategiske og taktiske “chok-absorber”, som specialoperationskapaciteten udgør i det samlede forsvar. Det er nødvendigt for at sikre mod, at vi ikke står rådvilde og handlingslammede når – ikke hvis – vi bliver ramt asymmetrisk af en fjende, som omgår vores højteknologiske overlegenhed.

Terroristerne “gik stenalder”

Chokket over det overraskende terrorangreb fra Gaza er blot det seneste eksempel på en lang række af lignende overraskelser siden Murens fald.

På Balkan i 1991 overraskede arvefølgekrigene efter Jugoslavien vinderen af den Kolde Krig, Nato, som ikke anede, hvad man skulle gøre. I desperation opfandt man den såkaldte Counter Concentration-strategi, hvor man antog, at opmarch af en overvældende konventionel styrke ville forhindre en borgerkrig i at sprede sig. Den strategi har vi ikke hørt til siden.

11. september 2001 blev verdens dengang eneste supermagt, USA, overrasket af et lavteknologisk angreb med hobbyknive og rutefly som våben.

Evakueringen fra Kabul 14. august 2021 ramte Danmark som et lyn fra en klar himmel.

Terrorangrebet 7. oktober i Israel tog en overlegen konventionel magt med bukserne nede ved, at terroristerne unddrog sig højteknologisk detektion ved at “gå stenalder”; man brugte f.eks. ikke mobiltelefoner, men givetvis gammeldags ordonnanser, papir og blyant i planlægningen osv.

Fællesnævneren for disse ”overraskelser” er, at det er mennesker og menneskers handlinger som er det centrale. Israels givetvis massive overvågning af Gaza, forstærket af en falsk tryghed skabt af troen på teknologien, opdagede ikke terroristernes forberedelser. Og selve angrebet var velkoordineret, men baseret på gammeldags lavteknologi: Overmætning af Iron Dome med massevis af billige, gammeldags og “dumme” raketter. Indtrængen med bulldozere og paragliders. Mord med håndvåben og knive.

Situationen i Gaza genopliver begrebet “asymmetrisk”

Efter 9/11 var begrebet “asymmetrisk” på mode i nogle år. Det har været overset i nogen tid, men Gaza genopliver det i alarmerende grad. Ukrainekrigen er ganske vist et eksempel på en stor symmetrisk krig, omend en del angreb fra Ukraine mod Rusland sandsynligvis har været udført som specialoperationer. Også her finder jeg dansk strategi meget fornuftig. Jo flere våben vi sender, jo mere svækker Ukraine Rusland, og jo sikrere bliver Danmark … konventionelt set. Rusland brugte halvandet år på at komme til Bakhmut – hvordan skulle det komme til Danmark?

Videre – hvordan skal 144 mio. russere med en vigende gennemkorrupt økonomi og befolkning kunne vinde over den økonomiske og industrielle magt fra 1 mia. mennesker i EU og Nordamerika? Med en økonomi som er mindst 25 gange større end Ruslands? Et Rusland, hvor eliten fastholder magten og stormagtsambitionerne kan kun udfordre Vesten asymmetrisk. Sahel-området og demografien dér ligger lige til højrebenet for Vestens fjender.

Meget tyder på, at vi er på vej mod en ny magtbalance med to supermagter (og Rusland som juniorpartner til Kina), som givetvis vil gøre meget for at undgå regulær krig. Men alligevel vil rivalisere på livet løs. Det peger på, at fremtidens konflikter overvejende bliver irregulære stedfortræderkrige og terrorisme vil florere.

Udover at bidrage til bevarelsen af magtbalancen; gennem afskrækkelse, bliver konventionel militær magt næppe et attraktivt strategisk værktøj. Det er for politisk risikofyldt og for økonomisk dyrt. F.eks. vil det givetvis være alt for dyrt at sende F-35-flåden til de langvarige stabiliseringsoperationer, som et asymmetrisk anslag fra syd, med flygtningevåbnet, kommer til at kræve.

En konventionel trussel fra Rusland kan vi håndtere. Det er næsten udelukkende et spørgsmål om penge og vilje. Vi ved, hvad der skal til. Knusende militær overlegenhed og dermed afskrækkelse. Men alle de andre trusler kender vi ikke. Cyberangreb og angrebene på gasledninger er et varsel. Vesten vil – hvis viljen til at investere holder – blive så konventionelt overlegent, at vores fjender ikke får andre handlemuligheder end at omgå vores styrker. De må angribe vores svagheder; asymmetrisk.

Vi kan ikke forudse eller forberede os specifikt på hvad der kommer, men der kommer “noget”!

I rumlig forstand gør den konventionelle oprustning os stærke i nærområdet, men svage i fjerne egne, hvor Danmark som handelsnation fortsat vil have interesser og borgere. Og hvor USA eller andre kan forvente, at vi bidrager.

I tidsmæssig forstand vil det konventionelle fokus gøre os væsentligt mindre strategisk og taktisk adrætte (agile). Genoprustningen giver os en stor hammer, som er egnet til én ting: at slå søm i. Men hvad så, når der opstår et behov for at save, lodde eller skrue skruer ud eller i? Så står vi igen hjælpeløse som på Balkan, ved 9/11 eller som det israelske forsvar, som nu er i gang med at slå søm i Gaza – alt imens man skaber den næste generation hadefulde terrorister.

Et nyt svigt, hvis Danmark ignorerer de irregulære trusler

Yderligere rummer den højteknologiske oprustning et andet problem; dens varighed. Fly, skibe og kampvogne køber man ikke fra dag til dag. Udover indkøbstiden, som kan vare årtier, kræver disse systemer langvarig uddannelse og implementering. Det tog et årti for Frankrig at bygge Maginot-linjen, men den blev simpelthen omgået i 1940. Det samme risikerer vi med det enøjede fokus på store konventionelle systemer i forsvarsforliget, som det ligger lige nu.

Indkøbene af de store konventionelle systemer styrer. Det har skabt en dynamik i værnenes kamp om prioriteringen, at det kun er konkrete målbare objekter, der kan argumenteres igennem. Et fly, et skib eller en kampvogn kan udføre dét og dét – om 10 år. Det kan alle forstå. Men det efterlader en håbløs situation for investeringer mod dét, der ikke er sket. Men som vil ske. Af en karakter, som vi ikke kan forudse. På et tidspunkt og fra en retning, som vi heller ikke kan forudse.

Det er dér, den danske specialoperations-kapacitet er efterladt i det forligsoplæg, som jeg som lægmand kan få indblik i.

Forsvarsministeren har kaldt Forsvarets tilstand »et kollektivt svigt«. Forsvaret bør ikke begå et nyt svigt ved at se bort fra evnen at handle over for irregulære trusler.

Det er fornuftigt, at vi giver fuld gas for den konventionelle oprustning mod det farligste for nationen. Men vi bør også investere i evnen til strategisk og taktisk chokrespons mod det mest sandsynlige. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Vi kan ikke udelukkende prioritere øst og nord. Syd forsvinder ikke. En mindre investering i udvikling af det fjerde domæne, specialoperationer, øger den samlede sikkerhed. Specialoperationskapaciteten kan derved give det samlede forsvar strategisk og taktisk adræthed (agilitet) overfor irregulære overraskelser. Derved kan de konventionelle styrker fokusere endnu mere målrettet på genopbygningen. Det skal huskes, at de konventionelle styrker også må sprede fokusset i nærområdet. De skal jo også beskytte nærområdet mod asymmetriske overraskelser. Det vil yderligere mindske deres evne til at handle hurtigt langt fra Danmark.

Investeringen i specialoperationskapaciteten kan ikke vente til “sidst i forliget”. Den skal starte nu. Den næste asymmetriske overraskelse kan ske i morgen. Det viser terrorangrebet i Gaza. Rusland kan derimod næppe angribe symmetrisk de næste 5-10 år.

Årlig procentsats bør afsættes til specialoperationsstyrker

Ulempen ved det snævre symmetriske fokus er, at man så ikke kan indsætte de konventionelle styrker, når det ukendte og asymmetriske rammer hårdt og overraskende og kræver hurtig respons: De bliver for store, for langsomme og for dyre.

Specialoperationskapacitetens evne til at supplere de konventionelle styrker i alle domæner ses i den efterhånden lange række af opgaver, som allerede er løst. Et udpluk af disse viser den meget store spændvidde for disse styrker:

Snigskyttebekæmpelse i FN-operationen i Sarajevo 1993, fortropsstyrke i Kosovo 1999, mens de konventionelle styrker blev klargjort, eneste mulige landbidrag i Afghanistan 2002, forstærkning af den danske enhed i Musa Qala, som var ved at bliver løbet over ende, i 2006, sikring af lastning af kemiske våben i Syrien i 2013-14, deltagelse i piratbekæmpelse i Adenbugten 2008-15, forstærkning af FN-styrken i Mali 2016, bidrag til at redde gidslerne Eddy og Søren i 2016. Og sidst, men ikke mindst, bidraget til den pludselige evakuering af danskere m.fl. fra Kabul i 2022.

I langt de fleste tilfælde blev relativt få soldater sendt afsted i et afgørende samvirke med de kapaciteter i Flyvevåbnet og Søværnet, som har lang rækkevidde. Når jeg foreslår investeringer i Danmarks evne til chokrespons, så bør en del af disse investeringer ske i netop Flyvevåbnet og Søværnet i form af fly, skibe og andre platforme, som er afgørende for Danmarks evne til at afbøde skaderne fra fremtidens irregulære overraskelser. En bonuseffekt kan desuden blive en imødekommelse af Natos kritik af, at Danmark ikke opfylder styrkemålet for det specialoperationshovedkvarter, som er tilmeldt.

Derfor foreslår jeg, at forligsoplægget justeres, så man fra starten afsætter en årlig procentsats til evnen til en dynamisk og hurtig adræthed til fremtidens ukendte, men særdeles sandsynlige asymmetriske og irregulære trusler og angreb. Lige nu prioriterer vi investeringerne i et forsvarspolitisk perspektiv, men efter Ukraine kommer udenrigspolitikken tilbage. Forsvaret bør tage sit militærfaglige ansvar alvorligt, så politikerne ikke efterlades hjælpeløse og afsætte en procentdel til det fjerde domæne, specialoperationer. Jeg mener, at 1,5-2 procent vil være passende.

Billedtekst: Frømænd forbereder sig til boarding i forbindelse med specialoperationsøvelsen Autumn Waves 23. Foto: Forsvaret/Forsvarsgalleriet

Lars Ehrensvärd Jensen (MJ-R) er uddannet jægersoldat og var i de sidste år sin aktive tid i Forsvaret ansat på Forsvarsakademiet. Privatfoto

 

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Wedell Christensen
Læser
Wedell Christensen
19. oktober 2023 13:08

Godt forslag!

Claus Andersen
Læser
Claus Andersen
21. oktober 2023 12:04

@Lars

Godt skrevet.

Vi kan ikke bekæmpe en iregulær modstander ved hjælp af regulære styrker. Det så vi da vi tabte krigen i Irak, men specielt da vi tabte krigen i Afghanistan.

Vi var snublende nær ved at presse Taliban helt ud, ca. 1 år efter vi gik ind i Afghanistan med Specialstyrker, men pludselig ville alle have en del af “kagen”. Nu så vi resultatet ca. 20 år efter.

Mange flere midler til at uddanne Specialstyrker, og selvfølgelig også en genopbygning af vores efterhånden sørgelige Forsvar.