spot_img

Et spørgsmål om tid før Belarus med eller uden Lukasjenko vender Rusland ryggen

DEBAT: Den belarusiske præsident, Alexander Lukasjenko, er i en usikker position og kan vælge mellem at forblive loyal over for Vladimir Putin eller alliere sig med oppositionen for at undgå sin egen undergang. En omvæltning er uundgåelig, og Vesten må forberede sig på at støtte landet, når den kommer, skriver Preben Bonnén.

I flere fælles optrædener har både den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans belarusiske kollega, Alexander Lukasjenko, gjort meget ud af at gentage og fremhæve Unionsstaten mellem de to lande. Den blev født i december 1998, hvor Alexander Lukasjenko gæstede den daværende præsident, Boris Jeltsin, i Kreml og undertegnede ”unionstraktaten”, som trådte i kraft seks måneder efter besøget.

Fødslen af Unionsstaten var dog ikke helt problemfri, og en abort af det dengang endnu ufødte barn var ikke på forhånd at udelukke. Hvor den belarusiske præsident siden sin tiltrædelse i 1994 havde presset på og hellere end gerne havde set en for tidlig fødsel, var der anderledes modstand og betænkeligheder i Moskva, hvor den russiske præsidents rådgivere satte spørgsmålstegn ved det formålstjenestelige i en genforening af de to lande.

Modstanden blandt Boris Jeltsins inderkreds bundede først og fremmest i den økonomiske situation i Belarus, som ville komme til at koste russerne dyrt. Landets dårlige økonomi, ville blive en klods om benet på Rusland lød advarslerne. Men også Alexander Lukasjenkos personlige ambitioner har uomtvisteligt spillet en rolle i den russiske afstandtagen, hvor han meget vel kunne se sig selv som præsident i et nyt Storrusland.

Til trods for Unionsstatens fødsel, skal Alexander Lukasjenko nok ikke gøre sig nogle illusioner om at indtage Kreml og skifte Boris Jeltsins afløser, Vladimir Putin, ud med sig selv. Hvor Aleksander Lukasjenkos drømme måske ikke var helt urealistiske med Boris Jeltsin ved roret, er situationen fundamentalt anderledes med Vladimir Putin.

Lukasjenko er Putins “juniorpartner”

Den siddende russiske præsident har ikke i sinde at forlade magtens tinde på frivillig vis, og skulle han en dag blive væltet af sine egne, vil det ikke gavne eller hjælpe Aleksander Lukasjenko til at bestige Kremls tårne, men omvendt vække kimen i Belarus til også at slippe af med ham for derefter at orientere landet mod det Europa, som man hellere vil knyttes til end Rusland.

Hvad kun har givet tæring til næring, er Ruslands stadig strammere greb om den belarusiske lillebror, som ikke blot har måttet lægge territorium til Ruslands angrebskrig mod Ukraine, men som nu også huser russiske taktiske atomvåben. Det er noget, som allerede har vakt kritik og modstand blandt belarusserne.

Med landets stadig større engagement og involvering i den russiske angrebskrig mod Ukraine vil Aleksander Lukasjenko ikke kun stå tilbage i rollen som juniorpartner til storebroderen Vladimir Putin, men har også indtil videre stiltiende måttet se Belarus ikke de jure, men de facto opslugt af Rusland.

Om Aleksander Lukasjenko vil affinde sig med sin nye rolle som provinsguvernør og lade den russiske præsident fortsætte med at træde ham og Belarus under fode, eller om han på et tidspunkt rent faktisk vil kunne tænkes at sætte Vladimir Putin stolen for døren, er et godt spørgsmål, og gode spørgsmål er som regel de, som ikke kan besvares.

Omvæltningen kommer – med eller uden krig

Mange iagttagere har ladet forstå, at den belarusiske præsident sidder på Vladimir Putins nåde, og uden hans støtte og opbakning vil oppositionen vejre morgenluft og helt sikkert gøre nye og mere ihærdige forsøg på at få Aleksander Lukasjenko væltet. Men så meget desto mere interessant om man opstiller det modsatte scenario, nemlig at han allierer sig med oppositionen mod Ruslands handlen og ageren i Belarus.

Manden ved, at han lever på lånt tid, og at modstanden mod ham over tid vil vokse, så medmindre han vil gå sin undergang i møde arm i arm med Vladimir Putin, eller om han vil redde sig selv og undgå ydmygelse og retsforfølgelse som følge af en mulig aftale indgået med oppositionen, synes svaret knapt så vanskeligt at besvare.

Omvæltningen står ikke umiddelbart for døren, men den er undervejs, og det er uanset om Aleksander Lukasjenko går frivilligt eller “bliver gået”. Til den tid vil vi i Vesten igen skulle positionere os, som vi har gjort det i forhold til Ukraine, og tage stilling til, hvordan vi bedst kan bistå og hjælpe Belarus ud af kløerne på Rusland.

Om det bliver med eller uden krig, vil afhænge af den russiske reaktion, men med vores kendskab til det russiske tanke- og handlesæt taler meget for førstnævnte, under forudsætning af at Ruslands væbnede styrker kan mobilisere kræfterne efter den igangværende og opslidende krig i Ukraine.

Preben Bonnén arbejder for Nordic Dialogue, som er et uafhængigt tværfagligt debat- og mødeforum med fokus på samfundsfaglige problemstillinger inden forpolitik, økonomi, erhverv, klima, cybersikkerhed, samfundssikkerhed og beredskab, historie, kultur, religion, m.fl. Privatfoto

Andre læste også

Forsvaret er ramt af sin egen bemandingssucces

Abonnement
INTERVIEW. Når Forsvaret fattes penge, har det blandt andet at gøre med uventet succes på bemandingsfronten, fortæller viceforsvarschef Kenneth Pedersen. Han forstår soldaternes frustrationer over tvungen afspadsering, ansættelsesstop og mangel på basale fornødenheder, men maner til besindighed. Det er nødvendigt at slå bremserne i, så tempoet er afstemt med...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer