spot_img

Er 1980’erne tilbage med de sædvanlige dårlige nyheder?

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Israel, Nagorno-Karabakh og Ukraine – hændelserne i de første uger i oktober giver anledning til en geopolitisk overflyvning. Regionale magtvakuummer udnyttes i dette årti maksimalt af opstigende magter, skriver Jens Worning i denne sikkerhedspolitiske analyse, hvor han samtidig drager paralleller firsernes hyppige dårlige nyheder.

Der var fred og ikke mere fare end vanligt, da oktober meldte sig, men vupti blev mere end 2.000 års kristen tilstedeværelse i eksklaven Nagorno-Karabakh og derboende armenierne fordrevet. Dernæst faldt missiler fra terrororganisationen Hamas ned i Israel og dræbte civile, mens verdensoffentlighedens fokus drev væk fra krigen i Ukraine.

Da jeg gik i gymnasiet i første halvdel af 1980’erne, kom de dårlige geopolitiske nyheder primært fra Moskva, Teheran og Israel/Palæstina. I december 1981 erklærede general Jaruselski militær undtagelsestilstand i Polen, der dengang var en del af den Moskva-kontrollerede og kommunistiske Warszawa-pagt. Den nye og frie fagforening, Solidaritet, havde gjort oprør, og Jaruselskis ærinde var at forhindre sovjetiske tropper på polsk territorie ved selv at knuse Solidaritet. På kort sigt så Jaruselski magtfuld ud, men i december 1990 måtte han overgive magten til sin hovedmodstander, Solidaritets leder Lech Walesa, der blev det frie Polens første demokratisk valgte præsident – i 1990 trak Moskva sig fra Centraleuropa og var ikke længere en trussel. Nu står de russiske tropper i Øst- og Sydukraine.

I januar 1981 blev USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, taget i ed og på samme dato, den 20. januar, blev gidslerne på den amerikanske ambassade i Teheran givet fri. Det var den politiske betonklods, der – blandt andet – kostede hans forgænger Jimmy Carter embedet ved præsidentvalget i november 1980, som Reagan vandt.

52 amerikanske diplomater og borgere havde i 444 dage været gidsler på ambassaden i Teheran efter muslimske studerende, som støttede den iransk-muslimske revolution i 1979, der bragte det nuværende præstestyre til magten, havde besat den.

I 1982 invaderede Israel Libanon for at få styr på PLO, den “palæstinensiske befrielsesorganisation”, som den kaldte sig, der var den ledende institution i Gaza og på Vestbredden. Udfordringen af PLO førte til en radikalisering af andre grupper i Palæstina, til den første Intifada i 1987, hvor 1.400 israelere og 5.000 palæstinensere omkom, og blandt andet til Hamas, der ligeledes blev dannet i 1987.

Hamas, der stod bag terrorangrebene mod civile israelere i forløbne uge, er ikke selvfinansierende og har ikke en selvkørende våbenindustri – men det har Iran, der både kan finansierede og donere våben. Formodentligt står Iran for i omegnen af to tredjedele af Hamas finansierings- og våbenbehov.

Hvad sker der – og hvorfor?

Det rigtigt korte og sikkert for simple – men ikke helt forkerte svar – er, at rejsen fra “det amerikanske århundrede” med tilhørende verdensorden er i en overgangsfase, hvor der opstår magtvakuummer, som den gamle ordens hersker ikke udfylder, og regionalt opstigende magter går ind og tager til sig med rå magt. International legitimitet spiller kun en sekundær rolle, hvis nogen overhovedet.

Nagorno-Karabakh. Den russiske sikkerhedsgaranti er væk, og Rusland kan med krig i Ukraine ikke tåle at lægge for stor diplomatisk afstand til Tyrkiet og Aserbajdsjan, der omvendt er i alliance politisk og militært mod Armenien. Nagorno-Karabakh er ikke sidste gang, Armenien vil blive udfordret militært af Aserbajdsjan, for Armeniens vestlige “venner” står ikke parat med våbenstøtte. Det gør Nato-landet Tyrkiet derimod.

Israel. Det er alment anerkendt, at de mest kompetente efterretningstjenester i Vesten er den amerikanske, den britiske og den israelske. Ingen af dem havde tilsyneladende forudset Hamas’ missil-terror, hvilket er ren sejr for den iranske efterretningstjeneste, der styrede indsatsen.

Kyiv. Putin troede i 2022, at han kunne indtage Ukraine på et par uger, og tog fejl. Den amerikanske og den britiske efterretningstjeneste troede sådan set det samme og tog i samme grad fejl. Den afgørende faktor var Zelenskyj og den ukrainske hær, hvor den første blev og ikke flygtede fra Kyiv efter den russiske invasion, og hæren viste en modstandskraft, som hverken Kreml eller Vesten havde tiltro til.

Den sidste måned har været en lortemåned for Ukraine. G20-topmødet i Dehli var vag i sin kritik af krigen, endsige af Rusland. FN’s generalforsamling blev ikke et diplomatisk gennembrud til fordel for Ukraine, og da USA’s budget skulle forlænges 45 dage for ikke at sætte staten i stå, røg forpligtende støtte til Ukraine ud af teksten. USA forbereder sig mere på præsidentvalget i 2024 end på forsvaret af Ukraine i 2023.

Den kommende verdensorden

Der tales meget om den nye verdensorden. Det er upræcist. Den gamle verdensordens institutionelle søjler står forsat – FN, Nato, en række konventioner med meget mere. Den gamle verdensorden er ikke væk, men dens autoritet er svækket.

Sovjetunionen døde – i første omgang – stilfærdigt ved udgangen af 1991. USA er stadig verdens mest magtfulde nation, men efter krigene i Irak og Afghanistan er den politiske appetit på at projicere magt taget af og går under radaren med udsigt til et valgår. Og EU … her er ingen handlekraft.

Magt og politisk vilje besiddes derimod i Moskva, Ankara, Baku og Teheran. Velkommen til et vigtig kapital i skabelsen af den kommende verdensorden. Vi er vidne til det lige nu i dette efterår, der som sagt minder om en dårlig udgave af efteråret 1981.

Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Søren Schnieber
Læser
Søren Schnieber
11. oktober 2023 9:53

En fornøjelse at læse Jens!
Jeg er fuldt ud klar over de indirekte beviser som foreligger som Iran som den bagvedliggende regionale aktør, og Iran ligger også på min liste over mulige bagmænd men ligger ikke nødvendigvis som nummer 1.
Når jeg kigger på Hamas operation og i sædeleshed den komplexitet samt det faktum at man ønsker krig på flere fronter, se opfordringerne fra Hamas fra begyndelsen. Fra min armstol så ligner denne operation en hybridoperation som faldt kort, jeg siger ikke at det ikke er/var Hamas mål men jeg bøvler lidt med at se den strategiske tanke for Iran.
Iran ønsker ja at være en regional spiller, men ønsker ikke at deres operationer normalt går fra lavintensitet til højintensitet. Se her Iransk brug og især tilbageholdenhed da de angreb Saudi.
Iran ønsker sig tilbage i de internationale institutioner, man ønsker sig en ordentlig atomaftale mv.
Jeg bemærker også timing i en ødelagt rørledning mellem Estland og Finland mv.
Hvem benytter sig af disse Hybridkrigsformer se Progodzin march mod Moskva, små grønne mænd på Krim, samt Bibi som noget af det 1 ringede til Ukraine.
Ingen peger officielt på Iran, det kan der være mange hensyn til:
A. Inddæmme kamphandlinger/Krig
B. Man har ikke entydige beviser
C. Man ved hvem bagmanden er, men ønsker at vælge tid og sted for operation
D. Man har endnu ikke overblikket.
Hvem har brug for at stresse vestlige styrker? Deres forsyninger? Efterretnings kapaciteter økonomi mv? Hvem er verdensmester i den slags operationer?
Hvis jeg var den alle pegede på som skyldig ville jeg ret hurtigt skynde mig ned på den lokale politistation og fremlægge hvad jeg kunne og samtidig meddele den lokale betjent vide QT at jeg selvfølgelig offentligt ville støtte palæstinenserne kunne evt. ske via en EU ambassadør (skete også umiddelbart efter 9/11)
Min pointe er at lad os nu lige spise brød til inden vi deltager i et lynchparty, men holde et åbent sind mens vi analysere og samler beviser. Jeg er sikker på at når IDF mener at tiden er kommet så vil de sende en hilsen til den bagmand de mener står bag.