Ved FMI ikke, hvad styrelsen selv hedder?

KOMMENTAR: Det er ved at være pinligt. Både forsvarsordførere, udvalgsformænd, forsvarsministre og journalister har længe haft umanerlig svært ved at få indprentet, at FMI er en styrelse under Forsvarsministeriet, og at styrelsens navn afspejler den kendsgerning. Helt galt går det imidlertid, når end ikke FMI selv ved, hvad styrelsens rette navn er.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har tiltrukket sig en del uønsket opmærksomhed de senere år og særligt siden januar, hvor centrale aktører i styrelsen spillede en uheldig rolle i den såkaldte Elbit-sag. Den sag har både OLFI og alskens medier allerede skrevet meget om, så jeg vil her stille skarpt på en i mine øjne lidt underbelyst udløber af den.

Uanset hvad konklusionen på Elbit-miseren bliver, har styrelsen fået mere medieomtale i 2023 end velsagtens nogensinde før. Derfor skulle man også synes, at samtlige iagttagere både i og udenfor domicilet i Ballerup efterhånden måtte have en ret klar idé om, hvad det er for et foretagende. Det er dog tilsyneladende ikke tilfældet, for en meget hyppig fejl har sneget sig ind her, der og allevegne, når talen falder på materiel- og indkøbsstyrelsen.

De skyldige er mange: diverse forsvarsordførere, formanden for Folketingets forsvarsudvalg, en nu tidligere forsvarsminister, utallige journalister og gudhjælpemig – selvom man skulle tro, at det var løgn – også FMI selv. Alle har de det til fælles, at de enten konsekvent eller periodisk kalder FMI for ”Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse” fremfor, som den rettelig hedder, ”Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse”. Tidligere er det samme sket i omtalen af Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) og Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS), som begge ofte gøres til Forsvarets styrelser. Det skurrer i mine ører.

Hvis man ikke interesserer sig nævneværdigt for forsvarsområdet, kan det nok være svært at hidse sig op over, at ”Forsvarsministeriets” i skyndingen bliver til ”Forsvarets” i omtalen af en styrelse, som de færreste uden for Forsvaret har nogen berøring med. Men det er netop ikke ligegyldigt. Faktisk er det direkte misvisende og undergravende for forståelsen af, hvordan tingene fungerer i Forsvarsministeriet. For at forstå hvorfor det er andet og mere end undertegnedes pedanteri, er vi nødt til at skrue tiden knap et tiår tilbage.

Opgøret med “oberst Hackel”

Indtil 2014 fandtes FMI (og de øvrige styrelser) slet ikke. Dengang blev ansvaret for Forsvarets materielanskaffelser varetaget af Forsvarets Materieltjeneste (FMT), og bevæger man sig endnu længere tilbage i tiden, blev opgaven løst af de enkelte værns materielkommandoer.

I 2013 fik daværende forsvarsminister Nick Hækkerup (S) – kraftigt inspireret af sin departementschef Lars Findsen – imidlertid den idé, at man på Christiansborg måtte foranstalte et opgør med Forsvarets ”oberst Hackel-typer” – egenrådige ronkedorer i det øverste officerslag, som stod i spidsen for de forskellige kommandoer og i Hækkerup og hans departementschefs øjne kørte deres eget løb. Den daværende Thorning-regering ville have større politisk kontrol med de forskellige instanser – herunder altså også materieltjenesten.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvarets udskældte styrelsesstruktur blev undfanget under Lars Findsens bruser

For at komme problemet til livs skulle den eksisterende militære struktur med djævlens vold og magt splittes ad og erstattes af en civil ditto som den, man kender fra en række andre ministerier. Forsvarschefen gik i forvaltningsretlig forstand fra at være den øverst ansvarlige for hele butikken til at være – tilgiv mig, for det er alene for forståelsens skyld – styrelseschef. Det er der i de mellemliggende år blev sagt og skrevet meget om, men var man i tvivl om titler og ansvarsfordeling, skulle Trine Bramsen (S) senere slå det fast med syvtommersøm.

Det blev en helt tredje socialdemokrat, Nicolai Wammens, lod at gennemføre omorganiseringen. 1. oktober 2014 opstod så den konstruktion, vi kender i dag. FMT blev til FMI, som fra at være underlagt Forsvarskommandoen (dengang Værnsfælles Forsvarskommando) nu overgik til at være en selvstændig styrelse under Forsvarsministeriet – deraf navnet. Chefen for FMI refererede fra da af direkte til departementschefen.

Det er med baggrund i ovenstående, at det er så frustrerende at opleve diverse politikere have svært ved at finde ud af, hvad FMI hedder. Det er jo netop ikke Forsvarets styrelse – det er ministeriets. Det er tilfældet, fordi et parlamentarisk flertal ledet af SRSF-regeringen på Christiansborg besluttede, at det skulle være sådan.

Protest eller ligegyldighed?

Tilbage til nutiden. Alene i 2023 har jeg oplevet en række forskellige forsvarsordførere – for nylig Anne Valentina Berthelsen (SF) i P1 Morgen – kalde FMI for Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Rasmus Jarlov (K), som tillige er sit partis ordfører på forsvarsområdet, har også ad flere omgange gjort sig skyldig.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Det samme har Jakob Ellemann-Jensen (V), som i adskillige tilfælde har brugt den forkerte benævnelse for styrelsen i forbindelse med pressemøder og orienteringer om førnævnte Elbit-sag, som han selv måtte slås med, indtil han i august overlod forsvarsministertaburetten til partifællen Troels Lund Poulsen.

Også blandt journalister er fejlen udbredt – nogle steder er den nærmere reglen end undtagelsen. Eksemplerne er med andre ord legio, og jeg bliver lige irriteret hver eneste gang.

For politikernes vedkommende kunne man vælge at opfatte deres insisteren på at kalde FMI for Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse som en underspillet protest mod en løsning, der siden dens undfangelse har vist sig uhyre upopulær, og som de færreste af vores nuværende parlamentarikere bærer noget personligt ansvar for. Men hvis det er bevæggrunden, foreslår jeg, at de i stedet ser på at lave den om ved førstkommende lejlighed.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Styrelsesmodellen var ikke løsningen

Mere realistisk er det, at de enten ikke ved, hvad FMI står for, eller – værre endnu – slet og ret ikke går op i det. Men selvom omstruktureringen altovervejende var en socialdemokratisk opfindelse, er vi nødt til at kunne forvente af vores politikere på tværs af partiskel, at de kalder tingene ved deres rette navn – også selvom de ikke personligt har en aktie i indretningen.

Når både ministre(!), forsvarsordførere og andre centrale aktører konstant omtaler vigtige styrelser ved forkerte navne, udviser de – i al fald i gentagelsestilfælde – en uklædelig ligegyldighed. Samtidig fralægger de sig indirekte det ansvar, de som medlemmer af politikerstanden har for den konstruktion, der eksisterer.

Men det kan faktisk blive endnu mere grelt.

FMI falder selv i fælden

Hvis der findes ét sted i kongeriget, hvor man i hvert fald ikke bør få navnet galt i halsen, er det på Lautrupbjerg 1 i Ballerup. Det er her FMI holder til, men også her har dele af organisationen vist sig at have svært ved at sondre mellem ”Forsvarets” og ”Forsvarsministeriets”.

Jeg har løbende udtrykt mig kritisk om de mange fejl. For en stykke tid siden kom jeg for skade til at skrive på X – i fordums tid kendt under navnet Twitter – at man i det mindste havde styr på sagerne internt i det militære og det ministerielle system. Min overraskelse var derfor stor, da en venlig følger gjorde mig opmærksom på, at FMI på sin Corporate Social Responsibility-underside på fmi.dk selv skrev ”Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse”. Hvordan går det lige til?

Artiklen fortsætter under billedet …

Når selv de styrelser, som det hele handler om, kan falde i fælden, vidner det om, at man i hvert fald ikke har fået rationalet bag omorganiseringen og det heraf følgende navneskifte til at rodfæste sig i organisationen. Den har tilsyneladende heller ikke gjort det i den bredere offentlighed.

Måske skulle vores politikere på Christiansborg gribe til den løsning, der ligger først for og vende tilbage til den gamle og mere intuitive struktur. Styrelsesmodellen har jo efter forsvarsminister Troels Lund Poulsens eget udsagn heller ikke løst de problemer med skandalesager, som – og det skylder man at nævne – også fandtes ”i gamle dage”. Men når det ikke er tilfældet, og folk ti år senere stadig ikke kan finde rundt i terminologien, er der vel ingen grund til at bibeholde den.