Danmark sender igen milliarder til Ukraine – Forsvarets lagre er tæt på tomme

4
Der var smil på læberne hos Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, da han 20. august gæstede Danmark og fik lovning på 19 F-16-fly. Nu er endnu en milliarddonation på vej. Foto: Tue Skals/Forsvarsgalleriet

Ukrainerne kan se frem til en ny økonomisk saltvandsindsprøjtning med dansk afsender. En ny donationspakke på i alt 5,8 mia. kroner er på vej til det krigshærgede land, oplyser Forsvarsministeriet. Pakken er den hidtil største af sin art og vil blive udmøntet frem mod 2025.

Den danske regering giver nu tilsagn om sin hidtil største donation til Ukraine. Denne gang er der tale om en økonomisk pakke til en værdi af 5,8 mia. kroner. Udgifterne fordeler sig med 4,3 mia. kr. i 2023, 1,4 mia. kr. i 2024 og 52 mio. kr. i 2025, oplyser Forsvarsministeriet.

Pengene skal gå til at sikre kampvogne, infanterikampkøretøjer, kampvognsammunition og antiluftskyts og er den tolvte og største siden krigsudbruddet i februar 2022. Donationen viser, at Danmark fortsat står last og brast med Ukraine, mener forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

»Det er helt afgørende, for at Ukraine kan blive ved med at forsvare sig mod Ruslands ulovlige invasion, at lande som Danmark fastholder sin militære og økonomiske støtte til Ukraine. Det gør vi nu med det hidtil største danske økonomiske bidrag i regi af gruppen af lande, der under amerikansk ledelse mødes løbende på basen i Ramstein,« siger Troels Lund Poulsen.

Forsvarets lagre er snart tømte

Det Udenrigspolitiske Nævn er tidligere tirsdag orienteret om donationen, som har fået navnet Donationspakke XII. Den er betinget af Folketingets Finansudvalgs godkendelse, hvilket dog forventes at være en formsag.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Vestlige kampfly til Ukraine er en milepæl, men de afgør ikke krigen – endnu

At der i denne omgang er tale om en rent økonomisk pakke har sin naturlige forklaring i de mange løbende materieldonationer, fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M):

»Med dagens donationspakke bevæger vi os ind i en ny fase. Vi har efter mere end halvandet års krig snart tømt Forsvarets lagre. Derfor ser vi nu ind i mere målrettede fællesindkøb og internationale samarbejder, som er skræddersyede til Ukraines behov her og nu.«

Donationspakke XII finansieres gennem Ukrainefonden. I juni måned besluttede ti af Folketingets partier at afsætte i alt 21,9 milliarder kroner til fonden og sikrede derved, at forsvarsbudgettet nåede op på de forjættede to pct. af bnp i 2023 og 2024.

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer