spot_img

Føling, føling!

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

DEBAT: Det er flagdag – igen – og det ”officielle Danmark” hylder sine veteraner. Det har jeg ikke så meget at sige til, men med denne tekst giver jeg et bud på, hvilken oplevelse man som veteran også kan have med i ”rygsækken” – på godt og ondt. God flagdag og tak, fordi I gad!, skriver den tidligere kaptajn Mads Silberg i denne flagdagshilsen.

19. februar 2010 – ca. 700 meter sydøst for FOB Armadillo, Helmand, Afghanistan

»Smæk!«

Lyden er faktisk fuldstændig den samme, som når man tager en 20 eller 30 centimeter lang lineal og svirper den ned i en bordplade. Det skal være en af den helt klare plastic-slags af mærket Linex, du ved, dem de fleste drenge var storforbrugere af i folkeskolen, fordi de blev brugt til alt andet end at måle afstande med.

»Smæk!«

Det er også lyden af et projektil, som bryder lydmuren i din umiddelbare nærhed, og en meget tydelig indikation på, at der er nogen, som skyder på dig.

Det er ikke ligesom i de gængse actionfilm, hvor det brager løs, når helte og skurke affyrer deres våben til højre og venstre. Braget ved en skudafgivelse er lyden af patronens krudtladning, der antændes og sender projektilet ud af geværmundingen med noget i retningen af syv-otte hundrede meter i sekundet, alt afhængigt hvilket skydevåben det drejer sig om. Jo længere væk du befinder dig fra den skytte, som prøver at ramme dig, jo svagere vil braget lyde, og jo længere tid vil der gå, førend du hører det i forhold til projektilets overlydsknald.

Lyden bevæger sig med omkring 343 meter i sekundet ved en lufttemperatur på 20 grader celsius – elementær fysik på folkeskoleniveau. Hvis vindforholdene, terrænets beskaffenhed eller det generelle støjniveau i din nærhed er til din modstanders fordel, kan det være direkte umuligt at lytte sig til, hvilken retning man bliver beskudt fra. Derudover kan skytten være en erfaren og snedig fyr, som ved, at lyd, mundingsglimt og røgudvikling fra hans våben er faktorer, der kan afsløre hans position, og derfor har truffet alle de foranstaltninger, han kan, for at minimere risikoen for at blive opdaget.

En anden indikation på, at du bliver beskudt, er ”opspringere”.

Opspringere er betegnelsen for projektiler, der rammer materiale foran, bag eller ved siden af dig og ikke bremses eller absorberes fuldstændigt, men fortsætter deres fremdrift i en ny retning med ændret fart. De kan som regel ses, fordi de hvirvler partikler fra det materiale, de nu rammer, op i luften. Nogle gange kan de også høres, hvis projektilet, efter at have ramt for eksempel jorden, bliver sat i skæv rotation på sin videre færd, og således laver en karakteristisk hylende peeeew-lyd.

Opspringere vil ikke lave overlydsknald, idet de som regel mister så meget fart, at de bevæger sig videre med en hastighed lavere end lydens. Disse faktorer gør ikke nødvendigvis opspringere mindre farlige, i nogle tilfælde kan de faktisk udrette større skade end et projektil, der rammer sit mål i en ubrudt bane. Derfor er det også altid en god ide at ”sigte lavt i målet”, når man starter med at beskyde en fjende i en presset situation. For det første kan man se opspringerne fra de første skud, hvis man ikke rammer direkte. Hvilket jo godt kan hænde. Man kan godt være lidt stresset når man er i ildkamp med en eller flere modstandere, der er lige så opsat på slå dig ihjel, som du er på dem, og så er det ikke altid, at man husker de grundlæggende procedurer for skudafgivelse. Men opspringerne kan man så korrigere efter, således at det næste skud sidder hvor det skal.

For det andet så kan man jo være så heldig, at målet, man prøver at ramme, bliver truffet og nedkæmpet af en opspringer, og så er man jo lige vidt. Hvis man derimod sigter for højt, ja så kan man jo ikke rigtigt vurdere, om man stresser for meget til at ramme, eller om indstillingen på geværets sigtemidler har rykket sig, hvilket godt kan ske, når man tumler rundt på kamppladsen.

»Smæk, smæk, smæk!«

Som jeg ligger der og trykker mig fladt ned mod den mudrede mark med de endnu spæde opiumsplanter stikkende op af jorden, kan jeg både se opspringere, der hvirvler jord op foran mig, og høre overlydsknald omkring mig. At dømme efter rytmen og hyppigheden af knaldene, bliver vi beskudt med mindst et maskingevær og et par rifler.

Vores fjenders foretrukne våben i disse kategorier er henholdsvis PKM’en, som er et bæltefødet såkaldt let maskingevær, og AK-47’eren, der også er kendt som Kalashnikov-riflen. Begge våben skyder med trekvart centimeter tykke projektiler, der er dræbende, med maksimal effekt helt ud til henholdsvis 1.000 meter for maskingeværet og 315 meter for AK-47’eren.

Jeg ligger helt fladt på maven med hovedet pegende i den retning, vi bliver beskudt fra. Mine behandskede hænder holder godt fast om min riffel, som er fuldt opladt med 27 patroner i det påsatte magasin og en i kammeret. Det hedder sig godt nok, at det er et 30-skuds magasin, men alle ved godt, at man ikke skal komme mere en 28 styk i for at forebygge funktioneringsfejl.

Jeg er således helt klar til at tage kampen op og besvare den fjendtlige beskydning. Jeg skal blot tage sigte, og med min højre tommelfinger afsikre våbnet, så min pegefinger kan påvirke aftrækkeren helt til aftrækningspunktet. Derved udløses slagstiften, som prikker patronen i bunden og detonerer fænghætten, der antænder krudtladningen, hvis forbrænding skaber så kraftigt et tryk, at projektilet presses ud igennem løbet. Samtidig presses bundstykket bagud, og i en og samme bevægelse kastes det tomme patronhylster ud af riflen, og en ny patron føres fra magasinet og ind i kammeret, klar til næste skud. En proces, som tager under en tiendedel af et sekund.

Jeg løfter hovedet og begynder at orientere mig. Den vigtigste opgave lige nu er at finde ud af, hvor vi bliver beskudt fra, således at vi kan få nedkæmpet vores modstander – og helst førend han får nedkæmpet os.
Jeg ligger ikke skidegodt. Jeg gik som nummer tre i vores kolonne og havde lige passeret et mindre dige, som adskiller to marker, da beskydningen startede. Således ligger vi nu tre mand på den ene side af diget og resten af patruljens par-og-fyrre soldater på den anden side.

Vores træning foreskriver, at vi hurtigst muligt får besvaret ilden og skabt ildoverlegenhed.

Ildoverlegenhed er en teknisk term, som er beskrivende for en situation, hvor man har overtaget på sin modstander i forhold til afgivelse af ild på slagmarken. Når man har ildoverlegenhed, har man ikke nødvendigvis flere og større våben end sin modstander, men man er i stand til styre begivenhederne i forhold til at kunne bevæge sine styrker, uden at modstanderen er i stand til at ramme dem. Samtidig er man i stand til at holde fjenden nede, afskære ham fra at bevæge sine styrker, nedslide hans kampkraft og i sidste ende vinde træfningen. En enkelt skytte kan sagtens have ildoverlegenhed over for en hel deling på 30 mand, hvis de ikke er i stand til at lokalisere ham og han kan hindre deres bevægelsesfrihed.

Fjendemeldinger!!!

Den nærmeste af mine kolleger på min højre side råber kommandoen videre i min retning. Han ligger på den anden side af det lille dige, der ikke er større, end at jeg kan kigge hen over det, når jeg løfter mig selv op på mine albuer og strækker halsen. Selvom vi alle er udstyret med en PRR (Personal Role Radio), som er en lille radio, der gør os i stand til at kommunikere internt i de 4-5 ”dråber”, som delingen er inddelt i, råber vi vigtige kommandoer og meldinger til hinanden, således at vi er sikre på, at alle får dem at høre. Det er en simpel, men effektiv kommunikationsform, vi kalder for ”kommandoforplantning”.

Forestil dig, at en fører for en dråbe befinder sig midt imellem sine 8-10 mand, som bevæger sig fremad på en linje, enten på det vi kalder for ”enkeltkolonne”, hvor der er en, som går forrest, og resten følger efter som perler på en snor, eller i ”spredt orden”, hvor alle bevæger sig fremad ved siden af hinanden på en lang front.

Føreren befinder sig altid i midten, og alle soldater i gruppen ved, at de skal bevæge sig i forhold til ham. Til det har vi tørtrænet procedurer og taktikker i forhold til, hvor langt der skal være imellem de enkelte soldater, som igen er afhængigt af, hvordan terrænet ser ud, og hvad tid på døgnet det er. Er det tæt skov eller åben mark. Er der god eller dårlig sigtbarhed. Nat eller dag. Det er en disciplin der benævnes ”kampeksercits”, og som i bund og grund handler om, at vi hele tiden sørger for at udnytte vores fulde potentiale i forhold til at være effektive i en eventuel kampsituation, når og hvis gruppen skal ”udfolde sin kampkraft”.

Der er intet, der er overladt til tilfældighederne. Alle soldater kender deres plads og betydningen af, at de løser lige præcis deres opgave i forhold til gruppens ve og vel. Føreren har planlagt hvor hver enkelt mand er placeret i gruppen i forhold til, hvilket våben han betjener, eller hvilken funktion han bestrider. Vi er alle elementer i en enhed og en del af en fælles bevidsthed. Konstant aflæser vi terrænet, områdets normalbillede, vores nærmeste kollegas bevægelser og sørger for at positionere os bedst i forhold til den opgave, vi skal løse. Alfa og omega for udførelse af en effektiv kampeksercits er kommunikation, som især i en kampsituation er vigtigt. Når kuglerne flyver, og det brager løs, er det essentielt med simple og præcise meldinger, så føreren hele tiden har styr på hvad der foregår og kan befale til sine folk.

Kommandoforplantning fungerer i alt sin enkelthed ved, at føreren råber sin ordre, hvorefter de to nærmeste soldater på hver sin side, eller foran og bag ved føreren, råber den samme ordre videre til deres nærmeste. Således når førerens ordre ud til forreste og bagerste mand på kort tid. På samme måde fungerer det den modsatte vej, i forhold til at informere føreren om eventuelle forhold, der kan have indflydelse på gruppens udfoldelse af sin kampkraft.

»Fjendemeldinger!« brøler jeg videre til min sidemand på venstre side. Som du nok har luret, så er kommandoen en ordre om at observere terrænet i ens umiddelbare nærhed og afsøge det for fjender. Hvis man så observerer en, melder man videre til resten af sin gruppe og optager eventuelt kampen.

Man behøver ikke nødvendigvis at kunne se en fjende for at skulle affyre sit våben. For at skabe ildoverlegenhed gælder det om at få så meget ild i retning af fjenden, og hvis man ikke har indsigt på en fjendtlig skytte, så beskyder man potentielle fjendtlige ildstillinger, altså positioner i terrænet hvor det kunne tænkes at en fjende ville dukke op for at beskyde os. Det kan for eksempel være levende hegn og buske, grøfter, døre og vinduer på huse og så videre.

”Froggy”, en garvet overkonstabel med en håndfuld udsendelser bag sig, hvoraf de sidste to har været i Afghanistan, ligger på min venstre side og udpeger et mål cirka 200 meter fremme. Jeg kigger derover og får straks øje på både mundingsglimt og røg fra skyttens våben. Jeg løfter min riffel op i en liggende skydestilling og kigger igennem mit optiske sigtemiddel, som er en form for kikkertsigte, der forstørrer med 3-4 gange. Jeg kan ikke se skytten som har lagt sig i en grøft med tæt bevoksning omkring, så jeg begynder at beskyde der, hvor lysglimtene og røgen kommer fra, i forvisning om, at der ligger en overkrop og et hoved bag ved våbnet, som jeg har mulighed for at ramme.

Jeg skyder stille og roligt, husker min træning og de rette teknikker for, hvordan man affyrer et velrettet skud. Jeg trækker vejret i et roligt tempo og tager det, som vi kalder ”det ubevidste aftræk”. En teknik, som primært anvendes på lange afstande, hvor der stilles større krav til præcisionen. Det går i al sin enkelthed ud på, at man jævnt og roligt presser aftrækkeren i bund, så selve skudafgivelsen kommer som en overraskelse, altså ubevidst. På den måde fastholder man sigtet. Hvis man anvender et bevidst aftræk, har man en tendens til at spænde op i skudøjeblikket, hvilket rykker træfpunktet. Jo længere afstand der er til målet, jo længere rykkes træfpunktet, og jo større er risikoen for ikke at ramme.

”Jævnt og roligt” betyder i denne sammenhæng at det tager fire sekunder at affyre et præcist skud. Der er ingen dækning i forhold til den retning, vi bliver beskudt fra. Imellem mig og den fjendtlige skytte, jeg beskyder, er der kun bar mark. Han ligger i en grøft, jeg ligger på den bare jord.

Normalt ville man sørge for at komme i en eller anden form for dækning som en af de første reaktioner, når man bliver beskudt. Herfra ville man så organisere kampen og kunne tage sig af eventuelle sårede. På markerne i den Grønne Zone er der masser af muligheder for at komme i dækning. Markerne er mindre end dem, vi ser hjemme i Danmark, hvilket skyldes det sindrige system, afghanerne anvender for at kunne vande dem. I sommermånederne falder der næsten ikke noget nedbør og med middagstemperaturer, der nærmer sig de 70 grader i solen i højsommeren, er det yderst nødvendigt at kunne vande sine marker.

Jorden omkring Helmand-floden er yderst frugtbar, og de gunstige vejrforhold gør, at de lokale kan høste to gange om året. I foråret er den altdominerende afgrøde opium, og i efteråret er det mest majs. Markerne er inddelt i mindre felter afgrænset af dybe grøfter, lave diger og levende hegn af frugttræer, hvoraf især granatæbler er udbredt.

Grøfterne, som skærer sig igennem terrænet, er alle forbundet til Helmand-floden i et stort netværk, der leverer det vand, markerne vandes med. Måden, som markerne vandes på, foregår ved, at grøften omkring den aktuelle mark blokeres med en dæmning, således at vandet stiger og oversvømmer først grøften og dernæst selve marken. Alt afhængigt af hvor entreprenant eller velhavende markens ejer er, kan dæmningen udgøres af alt lige fra den mest primitive form, som er grene og mudder, og til de mere sofistikerede, der er støbt i beton, og som man lukker af med en plade. Det gode ved den sidste slags er, at de også fungerer som en lille bro eller spang, så man kan passere grøften med tørre sko.

Det er dog ikke en luksus, vi gør brug af. Eftersom sådanne overgange også er et oplagt sted for vores fjende at placere deres IED’er (Improvised Explosive Devices eller på dansk: vejsidebomber), som er det foretrukne og mest effektive våben imod os, tager vi altid turen ned i de dybe og våde grøfter. ”Better wet, than dead,” er det galgenhumoristiske mantra, som vi hurtigt tager til os og gentager med et skævt smil, når vi for ottende gang på en patrulje skal op og ned af grøfternes mudrede skrænter.

Lige præcis faren for IED’er er også grunden til, at vi IKKE søger dækning i grøfter, hegn og op ad diger. Selv om al fornuft skriger, at man skal søge dækning, når man bliver beskudt, gør vi det ikke. Vores fjender er nogle snu sataner, og de har selvfølgelig luret, at vi gerne vil i dækning, når vi bliver beskudt. De er derfor begyndt at udføre deres beskydning, når vi er på steder, hvor der umiddelbart er gode muligheder for at søge dækning. I et tilfælde opdagede en deling danske soldater, at det dige, hvor de var søgt hen for at komme i dækning for et ildoverfald, var plastret til med IED’er.

Fjenden havde udlagt en række artillerigranater i det, der i fagtermer benævnes en ”Daisy Chain”. En ”Daisy Chain” er i ordets oprindelse den engelske betegnelse for en kæde af Bellis-blomster, også kendt som tusindfryd, der flettes sammen til en krans, man så kan tage på hovedet. De fleste piger har prøvet at lave sådan en om sommeren, og de fleste drenge har prøvet at undgå at få den sat på hovedet. I den elektroniske verden bruges betegnelsen også om en række elektriske apparater, som serieforbindes i en ring, og da IED’er også kontrolleres af elektronik, er navnet på denne dødsmaskine logisk nok i al sin forskruede perversitet, selvom en blomsterkrans og en række granater vel ikke kunne repræsentere større modpoler. Den ene er livsbekræftende, romantisk og frembringer minder om barndom, sommer og grønne græsplæner. Den anden repræsenterer død, ødelæggelse og de værste sider af menneskets opfindsomhed, når det kommer til at ødelægge og maltraktere liv.

Så vi bliver liggende og satser på, at vores ildkraft er stor nok til at nedkæmpe vores fjende, inden han får nedkæmpet nogen af os.

Og der er ingen tvivl om, at vi er vores modstander langt overlegen når det kommer til ildkraft. Hverken i forhold til teknologi og mængde når han os til sokkeholderne. Vi råder over alt det isenkram, som den vestlige civilisations våbenproducenter har udviklet. Vores modstander er, forenklet sagt, en flok bønder i sandaler og flagrende gevandter, udstyret med rifler og raketstyr. Ud over de håndvåben som vi selv slæber rundt på, har vi støtte fra vores pansrede køretøjer, der er placeret på taktisk opportune steder, således de er i stand til at overvåge det område, vi bevæger os rundt i. De er hver udstyret med et tungt maskingevær, også bare kaldet et TMG eller ”12-7’eren”, med reference til den kaliber ammunition det anvender, som – rigtigt gættet – er 12,7 mm eller 1,27 cm i diameter.

TMG’et er monteret oven på køretøjet i det, der hedder en Over Head Weapons Station, eller bare OHW (udtales O-H-V) – vi elsker forkortelser i militæret. OHW’et er en konstruktion, som gør TMG’et til et utroligt effektivt og præcist støttevåben. Skytten sidder nede i køretøjet og kan via et joystick og en fladskærm styre og affyre maskingeværet. Han har mulighed for at zoome ind på sit mål, hvilket gør det nemmere at skelne de lokale bønder fra vores fjender – vi skulle jo nødig ramme de forkerte. Han kan også skifte over til et termisk billede som viser temperaturforskellene på det, han betragter, ligesom i Predator-filmene. Dette sætter ham i stand til at kunne ”se igennem” buske, lettere bevoksning og trækroner, da et menneske vil lyse ret kraftigt op på skærmen, selv om det gemmer sig bag en busk.

Derudover har vi støtte af indirekte skydende våben, hvilket vil sige et våben, som skyder i en krum bane, som for eksempel morterer og kanoner, også benævnt artilleri. Vi har således mulighed for, samtidig med at vi beskyder vores fjende med vores rifler og maskingeværer, også at hælde granater i hovedet på ham. Vi har også mulighed for at tilkalde flystøtte i form af kamphelikoptere og jagerfly, der fra luften kan ramme ham med maskinkanoner, raketter, missiler og bomber.

»Hvor er det fedt mand!«

Samtidig med, at vi besvarer den fjendtlige beskydning, kan jeg høre folk råbe og juble ovre på den anden side af det lille dige. Man skulle nærmest tro, at vi var til en fodboldkamp, og vores hold lige havde scoret. Det er vores første ildkamp i Afghanistan, og forløsningen hos de unge drenge er enorm. Jeg har oplevet beskydning før, da jeg tilbage i 90’erne var udsendt på Balkan. Det var dog en fredsbevarende mission, hvor vi skulle sikre freden mellem to parter, og kun var let udrustet til selvforsvar. Det her er noget helt andet. Vi er en part i denne konflikt, og vi er alle bevidste om, at vi skal gøre alt i vores magt for at nedkæmpe vores fjende, når vi har muligheden. Så bevidstheden, om at vi ville komme i kamp, har været præsent, lige siden vi gik i gang med træningen forud for udsendelsen for mere end et halvt år siden hjemme i Danmark.

Hvis man ikke har været i ildkamp før, aner man ikke, hvordan man vil reagere, når man havner i den. Den usikkerhed afføder naturligt nok et vist spændingsniveau hos de soldater, som har en funktion, hvor det er påkrævet, at de kan fungere under en ildkamp. Hvis din primære funktion er at kunne betjene et let maskingevær i en panserinfanterigruppe, så nytter det – groft sagt – ikke noget, at du bliver så bange, at du ikke er i stand til at udføre din opgave, når der er nogen som prøver på at skyde dig. Så årsagen til de lettere eksalterede råb og ytringer fra den anden side af diget, skal findes i forløsningen i endelig at få afklaring for om man så at sige kan ”tåle mosten” og ikke i en særlig form for afstumpethed.

»Hva’ fuck var det?!«

Spørgsmålet – som er yderst relevant, men mest retorisk – bryder en stilhed, som reelt nok kun har varet et sekund, men som føltes ubeskriveligt længe og indtraf lige efter en eksplosion, der detonerede mindre end ti meter foran den nærmeste soldat på den anden side af det lille dige. Der bliver stadig råbt, men nu er det mere ængstelse end forløsning, der præger udråbene. Vores fjende er tilsyneladende i besiddelse af et våben, som kan affyre granater, og er åbenlyst ved at have skudt sig ind på os.

Jeg skæver over til ”Froggy”, som møder mit blik, trækker på skulderen, og fortsætter ufortrødent med at affyre granater fra den M-203-granatkaster, han har monteret under sin riffel.

Min ”ven” i grøften har også set sig lun på mig, og opspringerne begynder at nærme sig min position. Så imens jeg fortsætter med at beskyde ham ”jævnt og roligt”, tænker jeg, at han ikke kan være helt nybegynder.

Jeg er i kamp!

Jeg er ikke bange.

Jeg registrerer alt, hvad der foregår omkring mig, og reagerer på det, jeg skal reagere på. Selvom det umiddelbart virker tiltalende at bevæge mig et andet sted, hvor jeg ikke kan blive ramt, så ved jeg, at mine største chancer for at overleve er at blive sammen med gruppen og deltage i udfoldelsen af vores kampkraft. Desuden ville jeg også blive et endnu større mål, hvis jeg rejste mig op og begyndte at løbe væk, og hvis jeg blev ramt, ville jeg sætte gruppens overlevelse på spil. I en kampsituation afhænger dit liv af fællesskabet.

Jeg har været professionel soldat i 16 år. Udsendt tre gange til borgerkrigen på Balkan. Gennemført Jægerkorpsets Patruljekursus med karakteren ”meget tilfredsstillende”. Jeg har længe vidst, at mine enkeltkæmperfærdigheder er helt i top – men nu kan jeg også mærke det.

Tingene sker utroligt hurtigt og uendeligt langsomt på en og samme tid. Jeg har ikke mine ørepropper i ørene, og havde dette været en hyggelig dag hjemme på skydebanen, så ville jeg have fået ondt i ørene af alt den larm og febrilsk ledt efter et sæt høreværn. Men min krop er gået i overlevelses-mode og lukker alt irrelevant ude, så jeg registrer selvfølgeligt, at der bliver skudt, men det generer mig på ingen måde.

Alt, hvad der sker, giver mening.

Alt, hvad jeg gør, giver mening.

Intet er tilfældigt.

Mine bevægelser er rolige, afmålte og præcise. Al min udrustning sidder, hvor den skal. Mit våben virker, som det skal. Min fjende kan se og beskyder mig, jeg kan se og beskyder ham.

Livet og døden har aldrig været tættere på.

Der er intet i går og intet i morgen.

Alt foregår lige her og nu.

Jeg LEVER lige nu og her!

Mads Silberg var bl.a. udsendt til Helmand i Afghanistan i 2010. Privatfoto

Andre læste også

Stop nu den manipulerende propaganda!

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvaret genvinder aldrig befolkningens tillid, før hele det militære system åbner mere op og begynder at kommunikere ærligt og troværdigt. Sagen om ”Iver Huitfeldt” blev håndteret katastrofalt, og den nu detroniserede forsvarschef Flemming Lentfer fortsætter i egen kamikazestil gennem sin advokat. Vi sagde det i kærlighed. ”Cirkus Mili” var...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

3 KOMMENTARER

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
10. september 2023 1:37

Tak til jer der tog afsted! I har alle min dybeste respekt O7

Thomas Dahl
Læser
Thomas Dahl
12. september 2023 21:01

God beretning.
For øvrigt: står den stående infanterist på artikelbilledet og pisser?

Christian Thiim
Læser
Christian Thiim
12. september 2023 18:01

Rigtig godt, rigtig godt fortalt så det giver en virkelig forståelse for alle, om man selv har været der eller blot læser det. Hvor ville jeg gerne at folk som dig kom på Borgen, om du er i det parti jeg stemmer på eller ej, så er du et menneske med en rigtig baggrund fra det virkelige liv og ikke en af alle de tosser der ellers er derinde og som kun har en skole baggrund. Politikker der skal lede vores land uden selv at have en baggrund fra det virkelige liv. Ikke at forstå, at jeg mener at alle skal have været soldat, men det du har været igennem, uddannelse, udsendelse, været afhængig af andre og omvendt. Lært at lytte og lærer af andre i virkelighedens verden… og selvfølgelig at du er et voksent menneske og ikke en forkælet studerende uden livserfaring. Som sagt behøver man ikke absolut at have været igennem det som vi har, men det giver bare så meget mere når man står og skal tage vigtige beslutninger, at man har lært at gøre det også i situationer hvor det her og nu kan koste liv.
1000 tak for dit indlæg
Christian