ANALYSE: Med regeringsrokaden tirsdag står Jakob Ellemann-Jensen tilbage som en forpjusket formand, der overvurderede egne evner ad flere omgange og nu må betale en høj pris. Hans manglende dømmekraft, selverkendelse og svigtende politiske sans har umuliggjort drømmen om nogensinde at indtage Statsministeriet, og han fremstår i dag mest af alt som en dansk udgave af Iraks “Komiske Ali”.
En politisk retræte uden sidestykke. Næppe før har nogen topminister og vicestatsminister som Jakob Ellemann-Jensen (V) måttet æde sine egne ord igen og igen. Først nægtede han kategorisk at gå i regering med Socialdemokratiet og gøre Mette Frederiksen til statsminister for dernæst at gå i regering og gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Siden valgte han Forsvarsministeriet »med hjertet« med den begrundelse, at han med posten som økonomiminister ville være for låst, når han samtidig skulle være formand for Venstre. Nu glæder han sig rigtigt meget »til at tiltræde som økonomiminister«, fordi »Økonomiministeriet er et reformværksted.«
Få uger inde i sin gerning i Forsvarsministeriet annoncerede han, at ville partierne uden for regeringen være med i det kommende forsvarsforlig, måtte de acceptere afskaffelsen af store bededag. Kravet udløste den nye SVM-regerings første alvorlige krise, og siden måtte Jakob Ellemann-Jensen æde sine ord og invitere alle partier med i forhandlingerne. Så langt nåede han imidlertid ikke, for i begyndelsen af februar måtte han sygemelde sig ramt af stress.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Jakob Ellemann-Jensens valg med hjertet risikerer at blive hans eget Waterloo
Siden indgik vikaren Troels Lund Poulsen (V) et forsvarsforlig med i alt 10 partier, og selv om arbejdspresset i Forsvarsministeriet på halvanden måned havde kørt Jakob Ellemann-Jensen ud over den mentale kant, fik det ham ikke til at ændre sin virkelighedsopfattelse eller ambition. I maj meddelte han via Statsministeriet, at han ville vende tilbage som vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre den 1. august. Det er tre uger siden, men nu har Jakob Ellemann-Jensen erkendt, at presset alligevel er for stort.
»Hvis jeg som formand for Venstre skal have mulighed for at udfolde den kurs, jeg har lagt for partiet på sommergruppemødet, passe mine opgaver som formand og samtidig fortsætte med at gøre venstre gældende i regeringssamarbejdet, så kan jeg ikke samtidig være forsvarsminister. Det står klart for mig. Det går ikke,« sagde han i morges, da han overdrog Forsvarsministeriet til Troels Lund Poulsen.
Er blevet det danske svar på ”Komiske Ali”
Den analyse er næppe nogen uenig i. Desværre for Jakob Ellemann-Jensen var han den sidste til at erkende dét, som stort set alle andre kunne se for måneder siden, og det koster ham dyrt. Tirsdag indkaldte han pressen til en kort seance i Forsvarsministeriet, hvor han gav stafetten videre – eller rettere tilbage – til Troels Lund Poulsen. Tilbage står Jakob Ellemann-Jensen helt forpjusket »frisk som en havørn«, som han proklamerede på pressemødet.
På trods af al den sympati, Jakob Ellemann-Jensen høstede under sig sygemelding, ligner han mere og mere en dansk udgave af »Komiske Ali«, som under den amerikanske invasion af Irak afviste den amerikanske fremrykning, mens amerikanske kampvognene rullede ind i Bagdad bag ham. Hvem tror i dag på vicestatsministeren, når han frejdigt proklamerer, at han glæder sig »rigtigt meget« til at overtage Økonomiministeriet, som er et »tilvalg«? Og hvem tror på Jakob Ellemann-Jensen, når han siger, at han er klar til at overtage Statsministeriet? Svaret er ingen, for vicestatsministerens troværdighed hænger i dag i laser.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Lund Poulsen gør det svært for Ellemann at vende tilbage til Forsvarsministeriet
Jakob Ellemann-Jensens tid som forsvarsminister og vicestatsminister har kun budt på kaos. Han er snublet i egne fejl, og når han i sagen om indkøb af artilleri i januar stålfast erklærer sin egen uskyld, kan man kun få den kætterske tanke, at han måske slet ikke er så pletfri, som han selv siger.
»Det havde været meget mere elegant, hvis det her var blevet gjort den 1. august. Men jeg havde brug for at komme tilbage og ved selvsyn finde ud af, om det her er håndterbart eller ikke,« sagde han ved ministeroverdragelsen i morges.
Det var altså ikke-håndterbart, må vi konstatere. Kunne man forestille sig, at Jakob Ellemann-Jensen ved selvsyn siden den 1. august har konstateret, at hans egen involvering i sagen er noget mere omfangsrig, end han giver udtryk for? Man skal vist være gjort af et særligt naivt stof, hvis man ikke tror, at hans besøg i Estland og Letland i januar var timet, så det lige præcis passede med, at han kunne træde frem foran soldaterne i Camp Valdemar uden for Riga og fortælle, at regeringen godt nok havde doneret det danske artilleri til Ukraine, men – helt tilfældigt samme dag – havde fået finansudvalget godkendelse til at købe en erstatning i Israel.
Mon ikke, at Jakob Ellemann-Jensen selv har været med til at tilrettelægge rejsen til Estland og Letland, så det hele passede med, at han badet i projektører fra kameraerne kunne være breaking news på både DR og TV2, som sjovt nok også var med på rejsen? Det må vi gå ud fra, og mon ikke at det kommer frem i den forestående advokatundersøgelse?
Havde intet positivt at sige om Forsvarsministeriet
På pressemødet i morges forklarede Jakob Ellemann-Jensen, at han ville behandle Venstre, regeringssamarbejdet og Forsvaret stedmoderligt, hvis han »insisterede på at beholde alle tre hatte«. Man kan påstå, at han netop har behandlet alle tre stedmoderligt med den måde, som han har forvaltet sine embeder på og nu – tre uger efter at være vendt tilbage overdrager alle møgsagerne og problemerne i Forsvarsministeriet til Troels Lund Poulsen.
Normalt foregår ministeroverdragelser i en jovial tone med gaver og taler af ministeriets departementschef. Tirsdag var der gravstemning, ingen gaver og slet ingen departementschef, for ham fyrede Jakob Ellemann-Jensen for halvanden uge siden. Normalt er der takkeord til ministeriets embedsmænd og ministerområdets ansatte, men Jakob Ellemann-Jensen havde intet positivt at sige om det område, som han nu forlader.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Hvis presset på Ellemann var stort før, er det kun vokset siden hans stressmelding
Troels Lund Poulsen benyttede lejligheden til at takke »de mange dygtige medarbejdere« og »en god departementschef« i Økonomiministeriet, mens begejstringen over nu igen blive øverste ansvarlige i et skandaleramt, overbebyrdet og problemfyldt forsvarsministerium var til at overse. Han var glad for, at han kunne udfylde en rolle, »når det nu er, som det er«.
»Det er ikke nogen hemmelighed – vi har været her før, og vi kommer nok også til at være her igen – at der er mange udfordringer her i Forsvarsministeriet. Det tager jeg med rank ryg og lægger op til, at det må vi løse i fællesskab,« sagde han og rakte ud til Folketingets partier for at være med til at løse alle problemerne.
Skabte sit eget ”Cirkus-Mili”
Nu skal Jakob Ellemann-Jensen så slikke sårene og få ro omkring sin person, sin rolle i regeringen og ikke mindst sit formandskab i Venstre. Det bliver der brug for, og det vil baglandet formentlig se frem til. Samtidig er der med Troels Lund Poulsen tilbage i Forsvarsministeriet lagt op til markante og nok også massive forandringer, for hvem i det ministerium kan Troels Lund Poulsen overhovedet have tillid til?
Som det første skal han ud og finde en ny departementschef. Valget bliver helt afgørende for, at han kan rydde op, få renset ud og genskabt tilliden til et system, som ser ud til nærmest at være gået op i flammer. Vi ved, at Troels Lund Poulsen blev chokeret over at opdage, hvor galt det stod til, da han i februar tog over som fungerende forsvarsminister. Hans vikariat gjorde det umuligt for ham at træffe nogle af de hårde beslutninger, som han formentlig gerne havde truffet allerede for måneder siden.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Magtkampen om Forsvarsministeriets næste departementschef er i fuld gang
Det kan han gøre nu. Han kender stoffet fra mange år som forsvarsordfører i Venstre, statsrevisor med fokus på Forsvarsministeriets økonomi og nu et halvt år som fungerende forsvarsminister. Det er et glimrende udgangspunkt for en ny minister, og internt i Forsvaret er der da også glæde over at få en erfaren minister tilbage i stolen. Selv om Ellemann med en fortid som soldat, reserveofficer og udsendt bærer Forsvaret i sit hjerte, nåede han aldrig at forløse sine ambitioner. Nu kan Troels Lund Poulsen i stedet tage fat, hvor han selv slap, og det bliver givetvis med en ordentlig omgang rengøring og oprydning.
Jakob Ellemann-Jensen kan nu trække vejret og koncentrere sig om sit formandshverv, regeringsarbejdet og reformværkstedet i Økonomiministeriet, hvor arbejdspresset alt andet lige er mange gange mindre end i Forsvarsministeriet. Men kun ind til, at han igen vil blive inddraget i sagen om indkøb af artilleri.
Det kan godt være, at Jakob Ellemann-Jensen nu får mere ro om sit formandshverv, men hans politiske troværdighed har siden valgkampen og folketingsvalget for et lille år siden lidt ubodelig skade. Han betaler derfor også en meget høj pris for det ”Cirkus-Mili”, som han selv har skabt og helst havde undgået. Hans manglende dømmekraft, selverkendelse og svigtende politiske sans har i hvert fald umuliggjort drømmen om nogensinde at indtage Statsministeriet.
