spot_img

»Det skal ikke være noget problem at nå 2 pct. i 2026,« siger norsk forsvarschef

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

INTERVIEW: I Norge har forsvarschef Eirik Kristoffersen afleveret sit fagmilitære råd, som anbefaler politikerne at bygge nye skibe, købe luftværn og øge antallet af soldater. Samtidig vil Norge øge forsvarsbudgettet fra 1,51 til 2 pct. af bnp på fire år. Forsvarschefen mener ikke, at han bevæger sig ind på den politiske banehavldel ved at blande sig i den offentlige debat, og han mener, at kritik og åbenhed styrker forsvaret i stedet for det modsatte. OLFI har besøgt ham i Oslo.

Han ser en lille smule overrasket på mig. Vi sidder på forsvarschefens kontor – den norske vel at mærke – et stenkast fra Akershus i Oslo, og den norske forsvarschef Eirik Kristoffersen har beredvilligt sat en time af til et interview med den danske journalist, som har en lang spørgeliste om, hvordan man indretter og driver forsvaret i Norge.

Et af mine væsentligste spørgsmål drejer sig om indfrielsen af Nato-løftet fra 2014 om at bruge to pct. af bnp på forsvarsudgifter. Ifølge Natos helt friske opgørelse fra juli 2023 kommer Norges forsvarsudgifter i år til at udgøre 1,67 pct. af bnp – det lå estimeret på 1,51 pct. i 2022, hvilket ikke er meget mere end Danmark, som ifølge Nato estimeret vil bruge 1,65 pct. af bnp på forsvar i år. Men hvor vi i Danmark får at vide, at det er så godt som umuligt at hæve forsvarsbudgettet til to pct. af bnp før 2030, ja så har piben en helt andet lyd i vores naboland mod nord. Her har statsminister Jonas Gahr Støre (S) i maj meldt ud, at Norge vil indfri løftet om at nå to pct. af bnp allerede i 2026.

»Det skal ikke være noget problem at omsætte de penge,« siger Eirik Kristoffersen.

Det gør han til trods for, at det norske bnp er hele 1.000 mia. kr større end det danske, og at Norge derfor skal bruge langt flere mia. kr. for at gå fra 1,67 pct. til 2 pct., end Danmark skal bruge på at gå fra 1,65 til 2 pct.

Hvordan kan det lade sig gøre i Norge, når det åbenbart er stort set umuligt at gøre i Danmark?

»Det kræver en indsats at nå to pct. af bnp i 2026. Men jeg mener, at vi har så modne projekter, at det godt kan lade sig gøre. Vi har et stort efterslæb på bygge og anlæg. Vi skal købe uniformer og våben til hele styrkestrukturen, som vi også skal øge. Vi har gammelt materiel, som vi skal have skiftet ud. Så vi skal nok nå op på to pct. i 2026, fordi vi har gået gennem alt det her siden 2014,« siger den norske general.

Artiklen fortsætter under playeren …

Han tilføjer, at Norge derudover også kommer til at bruge store summer på støtte til Ukraine, hvilket i sig selv er en meget stor operation.

»Bare på træning og øvelser af ukrainske soldater næste år, kommer vi til at bruge omkring en mia. kr. Dertil kommer donationer og genanskaffelser, så behovet for penge er stort,« siger han.

Kafkask forhindringsløb at interviewe dansk forsvarschef

OLFI har sammen med Frontlinjen på Radio4 inviteret sig selv til Oslo for at interviewe Eirik Kristoffersen, som på så mange måder fremstår som den diametrale modsætning af sin danske ditto – general Flemming Lentfer. Det udviklede sig således til at et kafkask forhindringsløb af en anden verden at få lov at interviewe Flemming Lentfer i 30 minutter i juni.

Jeg havde bedt om en time – gerne væk fra kontoret på Holmens Kanal 9 med mulighed for at tage nogle billeder af forsvarschefen i mere militære omgivelser. Det ønske blev afvist, ligesom det forud for interviewet krævede et fysisk fremmøde på forsvarschefens kontor til en længere forhandling om spørgerammen alene at få lov at optage Flemming Lentfer på bånd. Først derefter kunne en dato for interviewet komme på plads. Det til trods for at han personligt havde lovet mig interviewet allerede i januar, da vi sammen besøgte de danske styrker i Estland og Letland. Siden trak Forsvarskommandoen og Flemming Lentfer tiden og svar om en interview-dato i langdrag.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

»Det var tid til at tage ansvaret«

Helt anderledes åben og let tilgængelig er general Eirik Kristoffersen i Norge. Han prøver ikke at få mig til at ændre spørgerammen og vil bare gerne vide, hvad vi skal tale om, lige som aftalen hurtigt og smidigt kommer i stand med venlighed og stor imødekommenhed. Interviewet med Eirik Kristoffersen foregår kort efter, at han har afleveret sit såkaldte fagmilitære råd til de norske politikere i Stortinget, der er det norske parlament.

Ønsker åben debat på et oplyst grundlag

Og det er bare ét forhold, som adskiller sig markant fra Danmark, hvor forsvarschefen modsat cheferne for efterretningstjenesterne eksempelvis ikke har sæde i regeringens sikkerhedsudvalg.

»Jeg sidder som forsvarschef i Norge med i regeringens sikkerhedsudvalg og rådgiver løbende politikerne i større eller mindre grad om alt fra beredskab, til hvilket udstyr vi skal købe. Hvert fjerde år får jeg mandat fra regeringen om at give et fagmilitært råd for den videre udvikling af forsvaret ud fra tre forskellige økonomiske scenarier. Det er de tre opgaver, som jeg skal svare på i år foruden flere andre råd indenfor eksempelvis personel, kompetencer, miljø og bæredygtighed,« fortæller Eirik Kristoffersen.

Det fagmilitære råd bliver til i et samarbejde med repræsentanter fra alle grene af forsvaret. Når forsvarschefen afleverer det til forsvarsministeren, bliver det samtidig offentliggjort og lagt på forsvarets hjemmeside, ligesom det bliver oversat til engelsk, så forsvarsattachéer og andre interesserede kan læse, hvad forsvarschefen mener om den videre udvikling af forsvaret.

I sit fagmilitære råd skal den norske forsvarschef forelægge sin plan ud fra tre forskellige scenarier, hvor der henholdsvis er færre penge til rådighed, det samme budget som det eksisterende og et råd, hvor der ikke er nogen øvre grænse for bevillingerne.

Hvorfor har man i Norge besluttet, at det råd skal være offentligt tilgængeligt?

»Det er en tradition, og det har været sådan længe. Jeg kender ikke årsagen til, at man har gjort det. Men vi ønsker en åben og oplyst debat om forsvarets udvikling. Forsvar og sikkerhed er noget af det vigtigste, som regeringen og Stortinget skal arbejde med. Det at beskytte landet og sin egen befolkning er helt ind i kernen af, hvad en stat skal gøre. Da er det vældigt godt, at det sker i en åben diskussion, hvor mange får lov til at komme med deres mening. Til slut er det vanskelige politiske prioriteringer. Da er det vigtigt at have haft debatten på forkant, som gør, at vi får endnu mere indsigt og endnu mere forståelse for den endelige politiske beslutning.«

Artiklen fortsætter under henvisningen …

I Norge forventer politikerne, at forsvarschefen debatterer offentligt

Du siger selv, at du skal prøve at give et råd ud fra tre forskellige økonomiske scenarier med færre, de samme eller flere penge til rådighed. Så vil nogen – måske i Danmark – kunne finde på at sige, at du bevæger dig ind på den politiske bane, når du samtidig rådgiver om, hvad du mener, at regeringen og Stortinget skal gøre. Hvor går skillelinjen mellem at være politisk og militærfaglig rådgiver?

»Det er meget enkelt. Jeg giver mit fagmilitære råd, og hvis jeg så får færre penge, eller den økonomiske ramme fortsætter som i dag, så har jeg sagt, at så må vi tage en ny diskussion om forsvarets indretning og opgaver. Så må jeg skære så meget i forsvaret, at vi må tage en ny vurdering af de opgaver, som jeg skal løse. Derfor giver jeg en anbefaling af, hvordan jeg mener, at forsvaret skal videreudvikle sig,« siger Eirk Kristoffersen og maner samtidig til besindighed:

»Så må jeg også give et råd, som er militært fornuftigt. Men der må også være en politisk forståelse. Jeg må være bevidst om de udfordringer, som landet også står i politisk med sundhed, skole, infrastruktur. Man kan ikke bare bede om absolut alt. Der må være en hvis realisme i rådet. Jeg fik ingen øvre økonomisk ramme. Men jeg har afgivet et råd, som, jeg mener, er både skalerbart og fleksibelt. Hvis man går langt nok, så beder jeg om betydelige milliarder for forsvaret fremover, og det bliver vanskelige politiske beslutninger,« siger Eirik Kristoffersen.

Må investere i langtrækkende præcisionsvåben

Det fagmilitære råd fra den norske forsvarschef kommer kort efter, at en forsvarskommission i Norge har afleveret sin rapport til Stortinget. Derudover nedsatte Norge også en kommission til at se på totalberedskabet, som 5. juni afleverede sin rapport med det sigende navn “Nu er det alvor”. Derudover har den nationale sikkerhedsmyndighed i Norge også afleveret sit råd til regeringen. Oven i det kommer, at Nato er ved at udarbejde en ny kommando- og styrkestruktur foruden tre nye regionale forsvarsplaner.

»Alt dette bliver taget med ind i langtidsplanen for forsvaret. Så jeg tænker, at politikerne har fået et meget bredt grundlag og har en god mulighed for at lave en god politisk aftale ud af det materiale, som de har fået,« siger Eirik Kristoffersen.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Et topmøde præget af støtte til Ukraine sender flere signaler om et styrket Nato

Men hvis man så læser det fagmilitære råd og spørger forsvarschefen; hvad er det så, som det norske forsvar har brug for? Helt grundlæggende står forsvaret i Norge på en helt anden og sikker grund end det danske forsvar al den stund, at man i Norge siden 2016 har rustet sig til forsvar efter Ruslands invasion af Ukraine i 2014.

»Vi har et forsvar, som både kan afdække og reagere på det, som måtte dukke op i alle domæner,« siger forsvarschefen.

Ifølge ham kan det norske forsvar reagere overfor trusler i både luft, sø, land, cyber og rummet. Forsvaret har en god indretning, men forsvaret har mangler. Derfor er den første anbefaling at lukke hullerne og få gjort op med manglerne.

»Vi ved, at vi må udskifte overfladefartøjerne i søværnet. Derfor har jeg sagt, at det må være et særligt fokus i den næste langtidsplan. Dertil må vi anskaffe og købe mere luftværn. Det sagde jeg også forrige gang, at langtidsplan blev lagt frem. Vi burde have købt luftværn tidligere. Det var før krigen i Ukraine. Vi må også investere i langtrækkende præcisionsvåben. Slutteligt må vi øge volumen. Det er essensen i rådet,« siger Eirik Kristoffersen.

Ville opponere mod lukkethed

Når man taler med den norske forsvarschef, slår det en, hvor lige ud af posen, han taler. Her bliver tingene ikke pakket ind i uld og vat, og svarene kommer direkte og med stor troværdighed. General Kristoffersen er ikke bange for at tale om truslen mod Norge og i detaljer fortælle, hvordan det går i forsvaret, og hvad der er brug for.

Han fortæller beredvilligt om fejl og mangler og fremfører sine ønsker for forsvaret uden at veje hvert et ord på guldvægt. Det får mig til at stille ham et spørgsmål om grænserne for hans og de ansattes ytringsfrihed.

Hvordan ville du reagere, hvis du fik at vide, at dine ideer om, hvad, det norske forsvar har brug for, er et anliggende mellem dig og regeringen og ikke mellem dig og befolkningen?

»Så ville jeg som forsvarschef forholde mig til det. Men jeg ville være meget tydelig om, at jeg er uenig. Og det vil ikke ske i Norge. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg har fået udstukket politiske rammer for, hvad jeg kan sige og ikke sige i offentligheden. Der er en tradition i Norge for, at forsvarschefen og ansatte i forsvaret deltager i den offentlige debat. Og risikoen med at gøre det modsatte ville være meget stor. Da ville man føle, at ytringsfriheden ganske enkelt blev knægtet.«

Hvad ville konsekvensen ved det være?

»Konsekvensen ville være en mindre oplyst debat og en større afstand mellem folket og forsvaret. Hvis vi går tilbage til militærteoretikeren Clausewitz, så er det tillid mellem magthaverne altså Stortinget og regeringen, mellem dem som har voldsmonopol, politi og forsvar, og folket. Det er tilliden i den trekant, som skaber en stærk nation, som kan stå imod det, som vi står overfor nu – nemlig usikkerhed.«

I det hele taget virker det som om, at man i den norske forsvarsledelse har et helt andet syn på intern kritik, som bliver værdsat og påskønnet. Derfor roser forsvarschefen hellere dem, der fremfører kritik, end slår ned på dem. Han er således af den overbevisning, at det gavner forsvaret at få kritik og være åben om fejl og mangler.

»Det er vigtigt, at vi har en oplyst og saglig debat, og jeg oplever som forsvarschef, at mine egne ansatte også kritiserer mine valg og mine råd. Det, tænker jeg, bidrager til et bedre forsvar. Men det kræver, at vi forstår, at kritik og debat gør os bedre og ikke dårligere. Skal vi udvikle forsvaret, må vi have en åbenhed og en kritik også af det, som ikke virker i forsvaret. Der er meget i forsvaret, som vi må arbejde videre med, og som ikke er godt. Jo flere, som er modige og står frem og fortæller deres historie, jo bedre er det.«

Kan det ikke opfattes som illoyalitet, når nogen kritiserer forsvaret indefra?

»Åbenhed og kritik bidrager til et bedre forsvar, selv om det kan være ubehageligt at stå i det« siger Eirik Kristoffersen.

Du kan lytte til hele interviewet med den norske general Eirik Kristoffersen i Frontlinjen på Radio4 her:

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Sådan styrker vi effektivt Hjemmeværnet uden at bruge milliarder

BLOG. Hjemmeværnet er ofte blevet overset i diskussionerne om styrkelsen af Forsvaret og har heller ikke fyldt meget i den offentlige samtale om det nye forsvarsforlig. Niels Klingenberg Vistisen præsenterer her en række konkrete forslag til, hvordan Hjemmeværnet hurtigt og effektivt kan styrkes uden milliardinvesteringer. Jeg har ad flere omgange...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Torben Rønne
Læser
Torben Rønne
2. august 2023 8:59

Jeg nærer et ønske om, at det styrkede NATO samarbejde mellem Finland, Sverige, Norge og Danmark vil kunne rykke ved de nuværende forhold i Forsvaret, og bringe os nærmere de norske tilstande.
Vores ytringsfrihed er tydeligvis nærmest uden grænser og bør for enhver pris forsvares, uanset det potentielt skader både Danmark selv, vores nabolande og NATO, og derved styrker vores modstandernes position i en kommende konfrontation. Derfor virker den manglende dialog om (og i) Forsvaret endnu mere asynkront med virkeligheden og det forventelige i et åbent, demokratisk samfund. Danmarks befolkning og Forsvarets ansatte fortjener bedre, og kan udmærket håndtere en åben dialog om nationens forsvar og fremtid!

Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
5. august 2023 12:59

Når man læser ovenstående artikel, får man instinktivt en fornemmelse af, at Norge og Danmark befinder sig adskillige tidszoner fra hinanden. For hvor åbenhed og tillid mellem Regering, Forsvar og befolkningen er en elementær forudsætning i Norge, ja så har man opfattelsen at i Danmark ved Regeringen bedst, og tillid er noget der kommer fra toppen og efter behov kan udvises overfor befolkningen.

Igennem mange år er danskere der stiller kritiske spørgsmål til den siddende regerings handlinger, i mange tilfælde blevet mødt med lukkede døre, ministre og embedsmænd i flyverskjul, og i sidste ende den sædvanlige besked; der er ting som vedrører Rigets sikkerhed, som vi ikke kan kommentere, men i er nødt til at stole på, at vi vil landet og dets borgere det bedste.

En besked mange danskere affinder sig med, da man så også er fri for at skulle læse lidt mere end de 3 linjer man får i sit newsfeed på Facebook, og dermed aktivt forholde sig til komplekse emner som f.eks. national sikkerhed.

Men når man dag efter dag ser Forsvarets personel gøre opmærksom på forskellige mangler, og når man jævnligt kan læse at NATO er utilfreds med Danmarks indsats for at nå de lovede mål, når man ikke mindst kan læse den ene dansker forsker efter den anden, udstille vores nærmest ikke eksisterende muligheder for at passe på os selv, ja så er det på tide at tage sit ansvar som borger i Danmark alvorligt!

Selvfølgelig er Danmark og Norge ikke sammenligneligt en til en. Men de forskelle der er, burde ikke have nogen indflydelse på, om vi kunne diskutere tingene herhjemme, på samme måde som man gør hos vores nordlige nabo.
Ej heller burde der være den store forskel i hvordan, de militære chefer går til kommunikationen, med de mennesker som betaler for deres udstyr og løn.
Det bør ikke være et forhindringsløb i blinde, når en journalist udbeder sig et interview med Forsvarschefen. Og der skal heller ikke holdes formøder med en pressestab, hvor spørgsmålene på forhånd godkendes.
Hvis man ikke har noget at skjule, burde det være det nemmeste i verden at svare på pressens spørgsmål. Og skulle der være ting man ikke kan kommentere, ja så sig det dog ligeud.

Hvis vi skal have danskerne til at tage forsvaret af vores land alvorligt, og hvis vi skal kunne hverve nye soldater i fremtiden, så er man nødt til fra Regering og Forsvarsledelse at behandle danskerne som voksne mennesker, der er i stand til at forholde sig til deres sikkerhed, på et oplyst grundlag.

Når der lukkes ned for kommunikation og alt skal foregå bag lukkede døre, opnår politikere og embedsmænd kun en ting; mistillid!

Min personlig overbevisning er, at politikerne ikke har nogen intentioner om at levere på de 143 milliarder, som de har afsat til Forsvaret. Det føles som om de bevidst trækker tiden, i håb om at krisen aftager og man kan vende tilbage til den fodslæbende tilgang til Forsvaret, som har været fremherskende de sidste mange årtier.
Havde man i stedet været proaktiv i sin kommunikation og jævnligt fortalt hvor langt vi var nået og hvor vi skulle hen, ja så havde min skepsis nok været betydeligt mindre.

For det kan vel ikke komme bag på ansvarlige politikere og militære chefer, hvad der kræves for at Danmark kan leve op til aftalerne med NATO?
I Norge kan Forsvarschefen med det samme hive en portefølje af “modne projekter” op af skrivebordsskuffen.
I Danmark har man opfattelsen af, at Forsvarschefen sidder ved et bord uden skuffer og med et slukket WIFI modem, et sted på månen…

Mogens Sommer Madsen
Læser
Mogens Sommer Madsen
3. august 2023 9:55

Jomen Peter har du talt med officerer og menige i Norge, som kan bekræfte forsvarschefens udmeldinger om fordelen ved intern kritik i hæren? Og eksempler på at det er almindelig praksis og har ændret noget? – iøvrigt er der ikke gemt en dobbeltmoral i vores debat om ytringsfrihed og koranafbrændinger – sat op mod offentlighedsloven og hærens undertrykkelse af netop ytringsfriheden hos såvel forsvarschef som befalingsmænd og menige?

Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
11. august 2023 8:18

Svar til Torben Rønnes kommentar om afbrændingerne af religiøse bøger.
Koranafbrændingerne skal ses i lyset af den interne, danske sikkerhed. For danskerne skal kunne ytrer sig, skriftligt, verbalt og handlingsmæssigt, uden at frygte for overfald eller drab.
Det kan de ikke helt i dag. Prøv selv at give udtryk for at Islam er en totalitær religion, overfor muslimer. Du bliver meget upopulær. Er du heldig lader de dig være i fred.
De åndsvage afbrændinger tjener derfor rigets sikkerhed. Men for at forstå deres vigtighed, så skal man havde de lange briller på. For de bliver bemærket i muslimske lande og fremhævet overfor befolkningerne. Her bruges de internt, til at fungerer som ventil, for indestængte frustrationer. Eksternt set, så bruges de til at markerer en samlet muslimsk front, overfor både Danmark og Sverige, samt vesten som helhed. Og de har jo også brændt biblen af. Når de har demonstreret mod Danmark eller Sverige. Ligesom de har brændt vores flag af.
Frygten hos mange muslimske despoter, den er at i sær deres kvinder vil lade sig inspirerer af koranafbrændingerne. Ikke til at gøre det samme, men til at forlange lige rettigheder som muslimske mænd.
Der er tale om en population på omtrent 700 millioner personer, af det kvindelige køn. Størstedelen skal hver dag følge de muslimske regler for kvinder. Regler der undertrykker kvinden.
Partiet Stram Kurs, med den kontroversielle formand, Rasmus Paludan, har med stor sandsynlighed, været med til at inspirerer frihedselskende muslimer. Eksempelvis i Iran. Men faktisk også i Pakistan. Begge lande, er kendt for at torturere, invaliderer og dræbe muslimske kvinder. Inklusiv dem der går på gaden, for at kræve lige rettigheder.
For et par år siden blev tre pakistanske kvinder hængt af en gruppe mænd, i en lygtepæl. Deres forbrydelse var at de havde demonstreret på gaden. Krævet lige rettigheder for kvinder. Iran har på det seneste set en begyndende modstandskamp, af format. I sær unge iranere, har fået nok af det muslimske moral politi. Også blandt dem, har der været afbrændinger af tørklædet, og andre genstande der repræsentere Islam.
I Danmark har vi i mere end tusind år hånet guder og religion. De nordiske guder blev også udsat for forhånelser. Vikingerne havde denne her vittighed om Tors hammer Mjølner. At der nok var en grund til at den var så stor. Og så grinte alle.
Den idekamp som de absurde afbrændinger udtrykker, vil enten blive vundet eller tabt. Taber vi den, så kommer glidebanen. Muslimer vil herfra stille krav om flere ytrings indskrænkninger overfor deres religion og kultur. Glem ikke at muslimerne, kunne havde undersøgt vores historie og skikke, inden de rejste hertil. Det gjorde de ikke. Og dengang, der havde vi jo Jens Jørgen Thorsen, der forhånede både biblen og Jesus. Ikke noget vores kristne population, syntes var rart. Men der kom ikke vold ud af det. Heller ikke krav om indskrænkninger i ytrings og handlefrihed.
Derfor, uanset hvad man mener om Rasmus Paludan, så må vi ikke tabe den idekamp, som Stram Kurs har taget op. Danmarks interne sikkerhed er på spil.

Sidst ændret 8 måneder siden af Michael Nielsen
Søren Haakonsen
Læser
Søren Haakonsen
9. august 2023 19:52

Artikel om indkøb af materiel i Norge. Hentet fra http://www.forsvaretsforum.no
54 stridsvogner er ikke nok
Når vi gjennomfører anskaffelser må vi sørge for å dekke det operative behovet. Hvis ikke står hele anskaffelsen på spill.
Bjørnar M. Bjørningstad, MAJOR, HÆRENS VÅPENSKOLE
PUBLISERT Onsdag 26. juli 2023 – 06:00
30. juni gikk fristen ut for å benytte opsjonen på de gjenværende 18 stridsvognene. Stridsvognssaken belyser utfordringer med hvordan vi driver materiellanskaffelser og signaliserer et behov for å gi Forsvaret mer myndighet også på det området.
Det operative behovet var 84 stridsvogner – 28 stykk per bataljon. Ved etablering av en fjerde mekanisert bataljon er behovet 112. Det ville gitt en robust evne med god utholdenhet.
Det ble besluttet å anskaffe et minimum på 72 stridsvogner men endte med 54. Når vi gjennomfører anskaffelser må vi sørge for å dekke det operative behovet. Hvis ikke står hele anskaffelsen på spill.
Evnen kollapser
Operative behov er basert på militærfaglige vurderinger.
Behovet for en gitt kapabilitet henger sammen med strukturen den skal operere som del av og effekten som ønskes oppnådd. Det er kompliserte spørsmål å besvare, og har over tid blitt studert gjennom stridssimuleringer i samarbeid med FFI. Her sammenlignes ytelsen av ulike strukturer i forskjellige scenarier og belyser styrker og svakheter med ulik organisering. Det ligger altså en grundig analyse bak det operative behovet for stridsvogner.
Poenget er at det ikke er noen jevn korrelasjon mellom antall stridsvogner og grad av operativ evne. Når behovet er 112 og en anskaffer 54 så skulle en tro det gir cirka 50 prosent operativ evne, slik det fremstår rent matematisk. Sånn er det ikke. Havner en kapabilitet under kritisk masse (et visst minimum) så kollapser evnen raskt mot å ha null operativ verdi. Kapabiliteter fungerer ikke som tiltenkt. Potensielt kan det gi motstanderen mer handlefrihet, eller stridseffekten uteblir på annen måte.
Langtrekkende presisjonsild og stridsvogner
Stridsvogner er ikke viktigere enn eksempelvis langtrekkende presisjonsild. Dersom vi drar en parallell til boksing blir det som å argumentere for at uppercut er et viktigere slag å beherske enn rette slag. De fyller hver sin rolle: rette slag er designet for rekkevidde, mens uppercut er et kraftfullt slag på nært hold. Den som ikke behersker begge teknikker har et handicap. Stridsvogner og langtrekkende presisjonsild, og luftvern og helikopter for den saks skyld, utfyller hverandre. Fravær av én kapabilitet utgjør en sårbarhet som en motstander kan og vil utnytte.
Problemet er manglende midler i materiellprosjektene. Eksempelvis er det satt av mellom 1,5- 2,5 milliarder kroner til langtrekkende presisjonsild fra 2026. Det er alt for lite. I fjor inngikk Litauen kontrakt om anskaffelse av HIMARS. Kostnaden var om lag 5 milliarder kroner for åtte kjøretøy med launchere, samt et utvalg forskjellige ammunisjonstyper og materiell til utdanning og trening.
Anskaffelsen er et minimum for å etablere en reell operativ evne. Forsvaret bør minimum anskaffe det samme. I 2026 har kostnadene steget. Selv inkludert mellomlegget fra stridsvognsanskaffelsen blir det neppe nok til å møte det operative behovet. Da står vi potensielt igjen med to «halvveis» anskaffelser.
Det var opprinnelig allokert for lite til stridsvogn også, men summen ble økt for for å dekke 72 stridsvogner. Her kunne en ha realisert minimumsbehovet for i alle fall én av kapabilitetene Hæren trenger. Det er synd at store investeringer i materiell ender opp i kompromisser som ikke møter det operative behovet.
Forsvaret trenger større påvirkning
FD styrer investeringsporteføljen og Forsvarsmateriell (egen etat utenom Forsvaret) gjennomfører materiellinvesteringer. Når en anskaffelse først er godkjent har forsvarssjefen og forsvarsgrensjefene ingen myndighet til endre eller kutte investeringen. Prosessen detaljstyres, til forskjell fra praksisen hos US Army som kastet om på sine materiellprosjekter for å følge en ny moderniseringsstrategi.
Dersom Hæren hadde tilsvarende handlingsrom kunne forsvarssjefens prioriteter vært realisert ved å kutte andre og mindre viktige prosjekter.
Nå derimot burde Hæren strengt tatt prioritert å anskaffe flere stridsvogner siden vi har investert mye, men allikevel ikke nok, i den evnen.
Ved leveringstidspunkt i 2026 har Forsvaret brukt ni år, alternativt 14 år om en regner fra det opprinnelige prosjektet. Det er for lenge. Spesielt i krigstid, som nå, akselererer den militærteknologiske utviklingen og det gjelder å henge med.
Forsvaret må få større påvirkning på investeringer og det må være større fleksibilitet i prosjektstyringen. For å gi raskere investeringsløp, større handlingsrom, unngå feilinvestering og for å realisere det operative behovet i materiellprosjekter.