Det går trægt med efterlevelsen af Natos såkaldte to pct.-målsætning, som efter topmødet i Vilnius er blevet til et minimum. Det gælder også i de nordiske lande, hvor der dog er store forskelle i det interne styrkeforhold. Ifølge flere eksperter indtager Danmarks forsvar en bundplacering, og skal det ændre sig, kræver det klarere politiske linjer end hidtil.
Nordens svageste forsvar anno 2023 finder man i Danmark. Så kontant lyder dommen fra Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet (FAK) og gennem sit virke har fulgt den forsvarspolitiske udvikling i de nordiske lande tæt. Han peger på, at Danmark i årene efter Den Kolde Krig gik meget længere i afviklingen af mobiliseringsforsvaret end sine nordiske naboer. Truslen fra Rusland opfattede man som helt væk, og omstillingen fra mobiliseringsforsvar til territorialforsvar betød, at man i Danmark til sidst næsten glemte, at et forsvar også har en opgave at løse på eget territorium:
»Det har ingen af de andre nordiske lande gjort i samme omfang. Hverken Finland, Sverige eller Norge har nogensinde set internationale operationer som forsvarets raison d’être,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Det er en efterhånden velbeskrevet kendsgerning, at Forsvaret er en skal af, hvad det engang var og burde være, og at det i dag fremstår afpillet på både materiel- og personelsiden. Danmark har endvidere vist sig ude af stand til at anskaffe og levere de styrkemålskapaciteter, vi har lovet Nato. For at gøre ondt værre er Danmark det af de nordiske Nato-lande, der bruger færrest penge på forsvar og sikkerhed.
Af Natos seneste opgørelse, Defence Expenditure of NATO Countries (2014-2023), som udkom i starten af juli, fremgår det, at kun 11 ud af Natos 31 medlemslande aktuelt lever op til målet i Wales-erklæringen. Danmark indtager en 20. plads med et estimeret forsvarsbudget i 2023 på 1,65 pct. af bnp. Der er således et stykke vej ned til den absolutte bund, men i en nordisk kontekst også langt op til især Finland, der i 2023 forventes at bruge hele 2,45 pct. af sit bnp på forsvar.
Artiklen fortsætter under faktaboksen …
For Norge hedder tallet 1,67 pct., mens Sverige, der endnu ikke formelt er Nato-medlem, for nuværende bruger omkring 1,40 pct. af bnp på sit forsvar. For begge landes vedkommende hører det dog med, at deres bruttonationalprodukter er større end Danmarks, og at de i reelle tal bruger flere penge på forsvar. Begge lande har derudover annonceret, at man agter at leve op to pct.-målet allerede i 2026, mens Danmark først kan finde råd i 2030.
Ser man på Natos opgørelse over materielinvesteringer, er billedet det samme: Danmark lever kun lige netop op til målsætningen om at bruge 20 pct. af forsvarsudgifterne på materiel, mens Norge bruger 29,2 pct. og Finland hele 50,8 pct.
Finland i førertrøjen
Mens Danmark altså indtager en lidet flatterende plads som “klassens fuks”, skal man rette blikket mod Natos nyeste medlemsland for at finde dens duks, Finland. Her lever man både op til de officielle krav og forventninger, men samtidig bruger man midlerne på en måde, der bedst understøtter den operative opgave.
»Finland har altid været gearet til at skulle håndtere russerne. Det er den eneste opgave, deres militære styrker har, og det er det, de altid har været forberedt på. De kan ikke ret meget uden for Finland. Men for de relativt beskedne midler, de bruger – og de har ligget på nogenlunde samme bnp-andel, som vi har – har de opbygget et meget stort mobiliseringsforsvar, der nærmest er “alle mand af huse”. Det betyder, at de på relativt kort tid kan mobilisere en hel masse soldater, der kan stilles op på grænsen og skyde de russere, der kommer. Det er det, der er opgaven, og den kan de godt løse,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Artiklen fortsætter unde playeren, hvor du kan lytte til Radios4s specialudgave af Frontlinjen i dag om Finland …
Den vurdering deler centerleder ved Center for Militære Studier (CMS) på Københavns Universitet Kristian Søby Kristensen. Ligesom sin FAK-kollega peger han på det finske som Nordens stærkeste forsvar, men han tager samtidig Norge med i betragtningen:
»Det er en svær sammenligning, fordi landene kommer fra forskellige steder og har nogle forskellige udgangspunkter. Men min vurdering er, at med hvert sit fokus og hvert sit udgangspunkt er det Finland og Norge, der har mest snor om det. Det er i vidt omfang, fordi begge lande har haft relativt klare sikkerhedspolitisk linjer og tydelige trusselsopfattelser, som har givet nogle klare linjer i forhold til forsvarsplanlægningen,« forklarer Kristian Søby Kristensen og fortsætter:
»Man kan sige, at Finland især, men til dels også Norge, høster frugterne af i et stykke tid at have fokuseret relativt klart på afskrækkelse og forsvar mod Rusland. Derfor fremstår de mest indrettet til den opgave, som fremstår tydeligt nu.«
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Tyrkiet spillede igen med musklerne, inden Sverige endelig kan blive optaget i Nato
Der er dog stadig udfordringer, der skal løses i Norge, hvis landet skal være helt gearet til mange år med en tilspidset sikkerhedssituation og et anspændt forhold mellem øst og vest, mener Peter Viggo Jakobsen.
»Norge har gennemgået det samme som os og skåret ned som følge af afslutningen på Den Kolde Krig. Norge er så på et tidligere tidspunkt begyndt at anerkende, at der er en trussel fra Rusland, som man er nødt til at tage alvorligt. Men man har ikke rigtig fået genopbygget den slagkraft, som man havde under Den Kolde Krig. Situationen er lidt sammenlignelig med vores.«
Tidlig norsk erkendelse af trussel fra Rusland
Spørger man Norges egen forsvarschef, kom vendepunktet for norsk forsvar kort efter Ruslands invasion og ulovlige annektering af Krim-halvøen i 2014. På dette tidspunkt var Danmark i fuld gang med at implementere besparelserne i forsvarsforliget for 2013-18. I Norge gik man nu en anden vej og brugte Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine som anledning til at tage et opgør med besparelserne, fortæller forsvarschef Eirik Kristoffersen til OLFI i Oslo i et interview, som du kan læse i dette medie senere:
»I praksis blev Norges forsvar i stigende grad afviklet frem til 2014-2015. Siden blev det besluttet fra 2016 at begynde at investere igen og starte en opbygning og reel økonomisk styrkelse af forsvaret. Så vi har gradvist opbygget vores forsvarsberedskab og vores lagre. Alt, hvad vi havde brugt i den periode, vi var i Afghanistan og i andre operationer, tog vi fra vores lagre, men fra 2016 begyndte vi at fylde dem igen,« forklarer general Eirik Kristoffersen, som har været norsk forsvarschef siden august 2020.
Kristian Søby Kristensen mener dog, at den politiske erkendelse af risikoen indfandt sig hos de norske politikere allerede nogle år tidligere.
»Det kan godt være, at det fra forsvarschefens perspektiv er 2014, der er skæringsdatoen. Når det handler om sikkerhedspolitik, vil jeg faktisk gå tilbage til 2007-2008, hvor Rusland angriber Georgien. Det er for mig at se den første gang, at vækkeuret ringer i Norge og fører til, at man begynder at tænke anderledes over Rusland. Det gjorde vi ikke i Danmark,« forklarer Kristian Søby Kristensen.
Når Danmark hænger i bremsen i forhold til de øvrige nordiske lande, handler det derfor også i høj grad om, at vi grundet vores placering og medlemskabet af Nato ikke har haft samme trusselsopfattelse som i Finland, Norge og til dels Sverige. Vi har slet og ret ikke haft lige så meget på spil som de øvrige nordiske lande, påpeger Kristian Søby Kristensen.
»Det er grundlæggende derfor, og så er det, fordi det danske forsvar har været enormt dygtigt til at transformere sig selv om i forhold til den sikkerhedspolitiske logik, der gjaldt. Det handlede fra 11. september 2001 om stabiliseringsoperationer og oprørsbekæmpelse i det globale syd, og det har drevet dansk forsvarsplanlægning stort set lige siden. Det er tydeligt med Bruun-notatet og 2005-forliget, som grundlæggende afskaffer territorialforsvaret. I Norge når man aldrig at gå helt så langt. Man gør det næsten lige så meget i Sverige, hvorimod Finland bare er sådan: ’Fint nok, så sender vi lige en bataljon’, mens resten af det finske forsvar grundlæggende stadig er dimensioneret som mobiliseringsforsvar og territorialforsvar,« siger Kristian Søby Kristensen.
Sverige og Danmark i samme båd
Mens de finske og norske styrker styrkemæssigt befinder sig et godt stykke foran de danske, bliver forskellen som antydet ovenfor mindre udtalt, hvis man ser over Øresund og sammenligner det danske forsvar med Sveriges. Her har man trods sin historiske, men øjensynligt snart hedengangne, alliancefrihed også udnyttet årtierne efter Den Kolde Krig til at høste fredsdividenden og kanalisere penge fra forsvar og sikkerhed over i andre samfundssektorer. Det bliver dyrt nu, hvor sikkerhedssituationen igen vækker mindelser om Europa før Murens fald, fortæller Peter Viggo Jakobsen.
»Svenskerne har lidt samme problem, som vi har i Danmark; de har taget bestik af situationen, besluttet sig for at Rusland ikke længere er en militær trussel, og så har de sparet i vildskab. Så går deres væbnede styrker kraftigt ned. Nu står de så ligesom Danmark i en genopbygningsfase, hvor de skal genetablere en kapacitet til at imødegå en russisk trussel imod deres nationale territorium. De i en nogenlunde sammenligning situationen som Danmark,« siger Peter Viggo Jakobsen.
Kristian Søby Kristensen istemmer:
»Sverige står lidt samme sted som Danmark i forhold til at være i gang med en transformationsproces, hvor man skal både gøre sine styrker større, fordi truslen er større, men også omorganisere dem, så de passer på den trusselsvurdering, som nu også står tydeligt i Sverige og Danmark.«
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sveriges og Finlands optagelse bør få Nato til at overveje en skandinavisk kommando
Begge forskere er dog enige med hinanden i, at Sverige stadig er bedre stillet end Danmark, når det interne styrkeforhold skal gøres op. Faktisk er Danmark isoleret i bunden og »klart værst« stillet af alle de fire nordiske lande, hvad angår evnen til at forsvare sig selv, mener Peter Viggo Jakobsen.
»Når du har en kombination af ingen politisk vilje til at bruge penge og et forsvar med et forkert fokus, så ender du på den sidsteplads. Vi ligger dårligst til, fordi vi var dem, der var mest succesrige og gik all-in på de internationale operationer, som ikke længere ses som relevante. Derfor skal vi nu til at genopstille det hele én gang til. Og det, som så også rammer os, er, at vi også har den mindste politiske vilje til at bruge penge på forsvar – med afstand den mindste.«
Behov for skarpe prioriteter
Men hvad er så vejen frem for Danmark? Er det overhovedet realistisk at genopbygge Forsvaret i en grad, så det når på omgangshøjde med vores nærmeste naboer og Finland, der i længere tid end Danmark har haft øje for truslen fra øst? I Sverige er blikket nu atter rettet stift mod øst, som det er det i Finland. Men i modsætning til Sverige og Finland har Danmark også et arktisk område at tage med i betragtningerne, når forsvars- og sikkerhedspolitikken for de kommende år og årtier skal besluttes. Det er vigtigt nu at lægge sig fast på den rette balance mellem både Arktis og Østersøområdet, for områderne er begge vigtige, mener Kristian Søby Kristensen:
»Man bliver fra dansk side nødt til at prioritere begge dele. Man kan ikke sige alt eller intet på et bræt eller alt i én sikkerhedspolitisk region. Det bliver en eller anden form for balance. Jeg tror, at det afgørende er, at der er nogle snusfornuftige løsninger i forhold til kapaciteter, som kan bruges begge steder,« siger Kristian Søby Kristensen.
En af de væsentligste opgaver for forligskredsen, der sætter hinanden stævne igen til efteråret, bliver derfor at udstikke en mere fast forsvarspolitisk kurs, mener han.
»Det vigtige er, at der kommer klarhed over prioriteterne, og at man fra politisk hold står ved dem, men også, at det er nogle, man meningsfuldt kan rette sig efter i Forsvaret. Der vil også være krav og pres på Danmark fra allierede side i forhold til, at det danske forsvar og den danske forsvars- og sikkerhedspolitik vil blive spændt ud i en masse retninger. Det er vigtigt at få en politisk prioritet, som kan føre til nogle koncepter for, hvordan man skal gøre, som kan føre til en meningsfuld forsvarsplanlægning, og som kan sætte en retning og ikke skifter hele tiden.«
En vis grad af uforanderlighed i dele af forsvarspolitikken har man kunnet se værdien i hos de to nordiske lande, der historisk har været tvunget til at forholde sig til Rusland. Her kan Danmark lære noget om at indrette sit forsvar med klare retningslinjer for, hvad det skal kunne, bemærker Kristian Søby Kristensen.
»Selvom der sikkert også er en del både i Finland og i Norge, som vil sige ’nej, vi bruger alt for lidt, det er slet ikke nok’, så har der igennem lang tid været en tydelig sammenhæng mellem sikkerhedspolitikken og forsvarspolitikken. Den har ikke på samme måde været supertydelig i Danmark. Hvad er det, det danske forsvar skal? Hvad er det for nogle politiske prioriterer, det skal leve op til? Hvor skal det lægge tyngde? Hvad skal det prioritere?«
Peter Viggo Jakobsen er enig i, at Danmark kan lære af sine naboer.
»Vi kan godt se på, hvad finnerne har i dag. De er der, hvor vi et eller andet sted skal være. Men det giver bedre mening at se på Norge og Sverige, som står med den samme genopbygningsopgave, som den vi skal til at i gang med. Det giver mening at se på, hvad svenskerne gør, fordi vi sammen med svenskerne skal beskytte stræderne og områderne omkring Sverige og Danmark.«
BILLEDTEKST: EH101-helikopter i troppetransportrolle under øvelse Vanguard Rescue. Foto: Rune Dyrholm/Forsvarsgalleriet