spot_img

De hvide svaner i nord

LONGREAD: Verdens største og hurtigste bombefly, kendt som Blackjack, er begyndt at dukke op i Arktis. Det tilhører Rusland og har kapacitet til at ramme Danmark og resten af Nordeuropa med kernevåben fra verdens nordligste luftrum. Og mens Vladimir Putins trusler om global atomkrig tager til, bygger Rusland ikke mindre end 50 opgraderede eksemplarer af den flyvende dommedagsmaskine.

For få måneder siden skete det igen. 

I slutningen af april, på årets varmeste dag, blev danske kampfly fra Skrydstrup og svenske kampfly fra Kallinge sendt på vingerne samtidig, da et russisk militærfly dukkede op over Østersøen. 

Det russiske IL-20 fløj mellem Sjælland og Bornholm med retning vestpå fra Kaliningrad. Propelflyet IL-20 er et rekognosceringsfly, udstyret med avancerede systemer til elektronisk overvågning og dataindsamling. Et spionfly.

Lidt over klokken 13 mødte de danske F-16 og svenske Gripen det store russiske fly i luften over Østersøen. Og fulgte det, mens det vendte om og satte kurs mod hjemmebasen i Kaliningrad. Vi lever i en usikker tid, præget af Ruslands aggressive adfærd, konstaterede fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Medierne beretter flittigt om disse actionklingende krænkelser af dansk suverænitet begået af en militær stormagt, som fører krig i Europa. Myndigheder og ministre beretter flittigt om egen handlekraft over for den aggressive russiske adfærd i luften. Flyvevåbnet sender kampfly på vingerne, og den russiske ambassadør i Danmark bliver rutinemæssigt kaldt på gulvtæppet i Udenrigsministeriet.

De russiske flyvninger i og omkring dansk luftrum kan være alvorlige nok. Det farlige element ligger mest af alt i russernes hensynsløse flyvning, når de russiske piloter slukker for deres transpondere og flyver tæt på andre fly. Det sætter almindelige passagerfly i fare, eftersom den lokale flykontrols radarer ikke giver tilstrækkeligt nøjagtige positionsoplysninger til at sikre, at flyene i de travle luftkorridorer holder en sikker afstand til hinanden.

Blackjack

Set med militære øjne flyver den alvorligste trussel fra luften derimod i himmelrummet tusindvis af kilometer væk.

»Forestillingen om, at et fjendtligt fly skal være lige over os for at udgøre en trussel, hænger stadig ved. Som under blitzkrigen og andre luftangreb under Anden Verdenskrig,« som den britiske forfatter og Rusland-kender Keir Giles skriver i sin seneste bog om Vladimir Putins Rusland.

Billedet er ganske anderledes i dag. I løbet af få år har Rusland øget sin militære tilstedeværelse i Arktis og gennemført aggressive flyvninger hen over Nordpolen med strategiske bombefly, mest bemærkelsesværdigt med det supersoniske Tupolev Tu-160, kendt i Nato under navnet Blackjack.

Blackjacks er strategiske bombefly, sat i verden for at affyre kernevåben. Senest også den nyeste generation af luftbårne ballistiske Kinzhal-missiler med kapacitet til at levere atomvåben mod mål på flere tusind kilometers afstand.

»På grund af missilernes rækkevidde kan Rusland træne i trusler mod mange potentielle mål. De kan true Norge eller Sverige. De kan true Danmark, Frankrig, Belgien, Storbritannien eller USA,« som Keir Giles skriver.

Det var nøjagtig, hvad der skete under luftangrebene mod Ukraine i 2022, hvor russiske bombefly affyrede konventionelle missiler fra sikker afstand i eget luftrum.

Verdens største bombefly

Mens USA og Kina satser benhårdt på stealth-bombefly, er Tu-160 fra 1980’erne stadig de største og hurtigste bombefly i tjeneste. Noget sted i verden. 

Og nu planlægger Ruslands forsvarsministerium at føje ikke mindre end 50 opgraderede Blackjacks til sin atomslagstyrke. Ministeriet har foreløbigt bestilt de første ti eksemplarer af den nye generation af Tu-160, kendt som M2, fra fabrikken i den vestrussiske by Kazan, som angiveligt præsterer en produktion på tre af de nye bombefly om året. 

Det første nye Tu-160M2 – med nye navigationssystemer og radarer, digitaliserede cockpits, anti-jamming, opgraderede motorer og plads til nye atommissiler – blev sendt ud på sin jomfruflyvning i 2022, og serieproduktionen begyndte i år.

Blandt internationale militære fagfolk hersker en vis enighed om, at en eventuel udmøntning af russisk militær aggression i Arktis mest sandsynligt ville tage form af angreb fra luften eller havet, snarere end fra landjorden. Rusland er godt i gang med at teste hypersoniske missiler, som ville være enten vanskelige eller umulige at opdage med den nuværende vestlige radarteknologi i Arktis.

Tu-160, kendt i Rusland som De Hvide Svaner for deres slanke, hvide profil, bliver i vestlige kilder almindeligvis betegnet som et bombefly. Men på russisk kaldes det mere præcist raketonosets, en missilbærer, påpeger britiske Keir Giles. Ifølge fabrikanten Tupolevs egen hjemmeside er det enorme fly designet til at ramme mål i fjerne geografiske områder eller dybt inde i krigszoner. Med andre ord behøver Blackjack og lignende fly, som det ældre, men stadig aktive, Tu-95 med Nato-navnet Bear, ikke at være i nærheden af nogen anden nation for at udføre deres angreb. 

I modsætning til Tu-95 Bears, der blev bygget i 1950’erne til at slippe fritfaldsbomber, blev Blackjacks fra 1980’erne specifikt bygget til at affyre krydsermissiler. Selv de mest moderniserede Bears kan kun medbringe op til otte krydsermissiler – udvendigt, under vingen – mens Blackjacks kan medbringe tolv missiler, skjult inde i flyets våbenlastrum.

De massive ressourcer, som allerede nu er blevet investeret i Tu-160, understreger, som militære kommentatorer påpeger, hvor højt Kreml prioriterer den grandiose globale magtprojektion, som de store bombefly leverer. Hvis man har verdens største flyvende platform for kernevåben, har man også Washingtons konstante opmærksomhed, og med Blackjack har Kreml været i stand til at provokere amerikanerne med landinger i Venezuela, Nicaragua og Sydafrika.

Nu har Rusland på få år bygget flere fremskudte baser i Arktis, som også tjener som afsæt for aggressive flyvninger og simulerede missilaffyringer med de strategiske bombefly, som er begyndt at krydse Nordpolen og operere snublende tæt på amerikansk og canadisk luftrum. 

Er det farligt?

Nordamerikas luftforsvarskommando, NORAD, har været ganske åben om, at de nyeste russiske krydsermissiler udgør en direkte trussel mod Nordamerika, efter Ruslands første flyvninger med Tu-160 nær det nordamerikanske hjørne af Arktis i 2019. NORAD’s tidligere øverstbefalende, general Terrence O’Shaughnessy, har understreget over for amerikanske lovgivere, hvordan hans kommandos evne til at afskrække russerne i det nordamerikanske Arktis efterhånden er blevet undermineret af forældede systemer til at opdage bombeflyene. 

»At forbedre vores evne til at opdage og bekæmpe angreb med krydsermissiler er blandt mine højeste prioriteter,« påpegede den rutinerede general, som i dag er leder i Elon Musks SpaceX.

Risikoen for angreb fra den russiske atomslagstyrke mod Nato-lande er ganske vist lav. Men Vladimir Putins erobringskrig i Ukraine har genoplivet bekymringer blandt fagfolk om, at den russiske præsident bliver stadig mere utilregnelig. 

»Hvis Putin var rationel, ville situationen være helt anderledes,« som den pensionerede canadiske oberst Pierre Leblanc, der i årevis har stået i spidsen for tropperne i Canadas nordlige områder, sidste år udtalte til britiske The Guardian.

Dmitry Medvedev, Ruslands tidligere præsident og i dag det russiske sikkerhedsråds næstformand, hvis antivestlige retorik for tiden bliver mere skinger måned for måned, advarede i marts om, at »den atomare apokalypse« nærmer sig. 

Vladimir Putin har personligt truet Ukraine og de Nato-lande, der støtter Kiev, med atomvåben og “global krig” gentagne gange inden for det seneste år. »Dette er ikke et bluff,« udtalte han famøst i september.

Målet med Ruslands atomtrusler er formentlig at afskrække Nato fra at indføre en flyveforbudszone over Ukraine og forhindre Nato-lande og Ukraine i at smide russiske styrker ud af landets besatte områder.

Trusler, som i vid udstrækning har virket. Måske fordi Vesten forstår, at truslerne er troværdige indikatorer, hvis ikke om en nært forestående russisk hensigt om at bruge atomvåben, så i det mindste en russisk vilje til at eskalere, som Lauren Sukin, forsker i atomvåben og internationale relationer ved London School of Economics and Political Science, påpegede tidligere i år.

»Selvom Ruslands atomtrusler ikke nødvendigvis betyder, at landet er ved at forberede sig på rent faktisk at bruge atomvåben, i hvert fald ikke på kort sigt, kan muligheden heller ikke udelukkes. De hyppige atomtrusler indikerer, at Moskva er under pres, og at en eskalering i sidste ende kan være på vej,« skriver hun i sin analyse fra maj 2023.

Og med Wagner-gruppens ubesværede erobring af hovedkvarteret for det sydlige militærdistrikt og luftbasen i Rostov, såvel som de russiske styrkers manglende evne til at levere fremskridt i Ukraine, er Vladimir Putins image som stærk mand punkteret på både de indre og de ydre linjer. Et billede, som Putin næppe tåler, og som potentielt kan øge risikoen for drastiske skridt, der kan understøtte billedet af en stærk og internationalt frygtet autoritær leder.

Oven i købet har Putin gennem årtiers korrupt styre malet sig op i et hjørne, hvor han, såfremt han skal vide sig sikker på at undgå at blive straffet af det russiske retssystem eller af hans eget mafiøse bagland, når han en dag må give slip på magten i Rusland, har brug for en storslået militær succes. At bygge nye jernbaner eller reformere pensionssystemet er ikke nok; det bliver nødt til at være krig, som en af verdens fremmeste Rusland-kendere, Mark Galeotti, sidste år fortalte i danske Ræson.

Opbygning på Kolahalvøen

Nu er Rusland for første gang begyndt at udstationere sine hvide svaner inden for Polarcirklen.

Ruslands 16 operative Tu-160 hører alle til enheden Den 121. Gardes tunge bombeflyregiment, som har sin hjemmebase ved Saratov på Volgaflodens bred, små 900 kilometer sydøst for Moskva.

I august sidste år afslørede fotos fra den israelske satellitoperatør ISI imidlertid, at fire Blackjacks var ankommet til den nordlige luftbase Olenya på Kolahalvøen, 200 kilometer fra både Finland og Norge. 

Kolahalvøen er hjemstavn for den russiske nordflådes atombevæbnede ubåde, men landingsbanen betjener normalt kun en lille gruppe ældre Tu-22M bombefly og et par militære transportfly. 

Men siden de første Tu-160 ankom i august 2022, er Olenya for alvor blevet aktiveret som en fremskudt base for strategiske bombefly. To måneder senere havde russerne deployeret ti Tu-95 og to Tu-160 fly på basen. Og i maj 2023 viste nye satellitfotos, at samtlige holdepladser langs landingsbanen nu er besat af Blackjacks og Bears såvel som Midas-tankfly, som kan optanke bombeflyene i luften.

Artiklen fortsætter under tweetet …

Den slags rokade mod nord med tunge bombefly »sender helt sikkert signaler«, som professor Katarzyna Zysk fra Institutt for forsvarsstudier i Oslo påpegede sidste efterår. Rusland har ganske vist placeret bombefly på Kolahalvøen før, og på den måde virker deployeringen ikke som et usædvanligt operationelt mønster. »Dog afhænger fortolkningen også af den militærpolitiske kontekst, som i øjeblikket er rig på spekulationer affødt af Putins eskalerende trusler om anvendelse af atomvåben, imens Ukraine fortsætter sine fremskridt,« bemærker Katarzyna Zysk.

Sideløbende har Rusland genåbnet den gamle koldkrigsbase Nagurskoye, 1.000 kilometer fra Grønlands nordøstkyst, hvorfra russiske fly har let adgang til luftrummet over det nordlige Grønland og den amerikanske Thulebase. »Herefter vil Nagurskoye være verdens nordligste kampflybase og give Rusland et luftmilitært fodfæste højt mod nord,« skrev den danske Forsvarets Efterretningstjeneste i sin sikkerhedsvurdering, kort tid før basen genåbnede i 2020.

Problemet med lufttankning

Tu-160 har ikke effektive stealth-egenskaber og er, trods deres nye elektroniske jammere og maling med lavere radarsynlighed, ganske synlige for radarer. Især bliver flyene let opdaget, når de flyver højt, hvor de ellers er hurtigst, og hvor deres missiler opnår den største rækkevidde. De russiske piloter kan delvist kompensere for den høje radarsynlighed ved at tilrettelægge deres missioner, så hovedparten af flyvningen foregår i lav højde, efterfulgt af en supersonisk slutfase i højden nær affyringsområdet.

Det eneste problem med denne interimistiske løsning, som amerikanske forskere påpeger i en videnskabelig artikel om sikkerhed i Arktis i det ansete tidsskrift Journal of Military and Strategic Studies, er de russiske udfordringer med lufttankning. 

Blackjacks på lange missioner er dybt afhængige af lufttankning, eftersom flyvning i lav højde suger mere brændstof end høje flyvninger. Og det russiske luftvåben har længe lidt under manglen på fly til lufttankning. Il-78 Midas er Ruslands eneste tankfly, og af dem har militæret i en årrække højest haft 19, som er i stand til at tanke fly som Blackjack og Bear i luften. Næppe nok til at matche den rolle, de russiske bombefly lige nu bliver kørt i stilling til, påpegede de amerikanske forskere i 2017.

Noget tyder imidlertid på, at russerne er ved at have løst sine problemer med lufttankning. I 2019 rullede det første opgraderede Midas-tankfly, kendt som IL-78M2, af samlebåndet. Det russiske luftvåben har samtidig intensiveret træningen med lufttankning, og i 2020 satte Blackjacks på patruljer i Arktis, understøttet af lufttankning undervejs, nye rekorder for flyvetid, da bombeflyene forblev i luften i 25 timer og tilbagelagde næsten 20.000 kilometer. 

Siden er Blackjacks og Midas begyndt at dukke op som fast makkerpar nær andre landes luftrum. Kampfly fra Storbritannien, Norge, Tyskland, Frankrig og Belgien har været på vingerne for at afvise Blackjacks sammen med Midas i GIUK-gabet mellem Grønland, Island og Storbritannien, over Norskehavet og Nordsøen. Og senest over Barentshavet for tre måneder siden, hvor et par norske F-35 måtte på vingerne for at afvise et par Blackjacks flankeret af to Midas og en kampfly-eskorte på tre MiG-31 med retning mod norsk luftrum nord for Finnmark.

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …

Blodig ironi

Blackjacks høstede deres første egentlige kamperfaringer i Syrien, hvor flyene affyrede byger af konventionelle Kh-101 krydsermissiler efter oprørere mod Assad-regimet. De første missilangreb havde ganske vist en tendens til at være upræcise; men både de nye Kh-101 og den nukleare version Kh-102 udgør i dag en betydelig opgradering med en øget rækkevidde på 4.000 kilometer, bedre stealth-egenskaber, evnen til at omprogrammere efter affyring og ikke mindst forbedret præcision.

Under de første dage i den russiske invasion af Ukraine affyrede Blackjacks krydsermissiler mod Vinnytsia-lufthavnen i det vestlige Ukraine fra Sortehavet og mod hovedstaden Kiev fra Det Kaspiske Hav. Siden da har Ruslands hvide svaner sendt en regn af ødelæggelse ind over nabolandet, på lang afstand af de ukrainske missilbatteriers rækkevidde.

Artiklen fortsætter under tweetet …

I en særlig opvisning i makaber ironi bliver Ukraine i dag bombarderet af fly, som landet solgte tilbage til Rusland til discountpris for to årtier siden. Halvdelen af ​​Ruslands Tu-160 – og hundredevis af deres missiler – tilhørte engang Ukraine, som dengang havde verdens største flåde af Tu-160.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991 arvede Kiev nemlig et enormt arsenal, inklusive atomvåben, konventionelle missiler og 19 Blackjacks, mens Rusland beholdt bare to af de store bombefly.

Men Ukraine havde hverken ressourcerne til eller behovet for at holde en stor flåde af strategiske bombefly som Tu-160 flyvende, og tilsluttede sig desuden ikke-spredningsaftalen om atomvåben, hvilket førte til, at Kiev skrottede 11 af sine Blackjacks sammen med en række andre bombefly og krydsermissiler. Men otte Blackjacks og 582 krydsermissiler blev i 1999 solgt til Rusland som et led i en aftale om betaling af Ukraines betragtelige gæld for naturgas.

Således har Vladimir Putin i dag et vægtigt redskab til tvangsdiplomati, skriver de to amerikanske forskere Ryan Dean og P. Whitney Lackenbauer i deres artikel Blackjack Diplomacy fra 2020, og russerne »udvikler nu en ny generation af bombeflybesætninger, der er i stand til at omsætte dette meget synlige middel til russisk afskrækkelse og kommunikation – i fredstid, i kriser og i krig«.

I april 2022 kunne Vladimir Putin lykønske de hvide svaners bombeflyregiment i Saratov, da regimentet blev udnævnt til Garde, den militære term for en særligt velmeriteret enhed, på grund af bombardementerne i Syrien og Ukraine.

»Dette er en høj ære og anerkendelse af jeres prisværdige tjeneste og heltemod, som I har udvist i forsvaret af fædrelandet og opretholdelsen af suveræniteten og de nationale interesser i vores land,« som den russiske præsident udtrykte det.

Steffen Nyboe McGhie er tidligere forsvarsjournalist for Ingeniøren og Berlingske. Han har sammen med Jacob Kaarsbo skrevet bogen “I statens hemmelige tjeneste – Mine 15 år for FE”.

 

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Her er nødråbet til ministeren og departementschefen fra piloterne

Abonnement
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen og departementschef Pernille Langeberg har mandag den 22. april modtaget et brev fra 30 unge piloter med rubrikken: "Et flyvevåben i afvikling - nødråb fra piloter". Læs brevet her ... 22.04.2024 Emne: Et flyvevåben i afvikling – Nødråb fra piloter Til: Forsvarsminister Troels Lund Poulsen, Forsvarsministeriets Departementschef, Pernille...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer