spot_img

Putin har altid gjort sine kriser til andres – det gælder også i tilfældet Prigozjin

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

ANALYSE: Jevgenij Prigozjins og Wagnergruppens mytteri for en uge siden er Vladimir Putins største krise i nyere tid. Men den er på ingen måde tegn på præsidentens endeligt, og derfor har Nato blot fået tilføjet et par ekstra dagsordenspunkter til topmødet i Vilnius i næste uge.

Den russiske motorvej M4 har sit udspring i Krasnodar ved Sortehavet, og derfra bugter den sig gennem Rostov-ved-Don over Voronezj. Det er både en af de russiske regioner med den rigeste landbrugsjord, og der hvor Ilusjin producerer sine transportfly. Videre går det mod Moskva, hvor man ved bygrænsen umærkeligt og uden GPS finder vej mod magtens centrum ved Moskva-floden, Kreml.

En både historisk og grotesk politisk demonstration var verden vidne til lørdag d. 24. juni, hvor Wagnergruppen påbegyndte sin ”March for Retfærdighed”. Ikke til fods, men i mandskabs- og kampvogne, og hvor salutterne undervejs tog nogle af det russiske luftvåbens helikoptere og overvågningsfly ned – på russisk jord. Rusland invaderede Ukraine 16 måneder før, 24.02.2022, og nu invaderede Wagnergruppen sit eget moderland. Fra Ukraine.

Lørdagens døgn var dramatisk, time for time. Sidste lørdag aften meddelte Jevgenij Prigozjin som Wagnergruppens ejer, at man vendte om og tog tilbage til sine baser. I Rostov har alle set billeder fra gaderne lørdag aften, hvor Prigozjin hyldes som en helt, og borgerne tager selfies med sig selv og Prigozjin på deres iPhone eller smartphone.

Søndagen var fyldt med spørgsmålstegn, men i løbet af en uge har støvet lagt sig. Prigozjin er nu i Minsk, hvor Belarus’ diktator Aleksandr Lukasjenko er hans vært. Wagnergruppen er ved struktureret at aflevere deres tunge våben til den regulære russiske hær. Putin har fortalt Wagner-drengene, at de ægte patrioter er velkomne i den russiske hær, mens resten kan fise af til Belarus. Her fortæller Lukasjenko dem, at de får deres helt egen og beskyttede militærbase. Om det så er en selvstændig bastion eller et de facto fængsel, vil tiden vise.

”Aftalen” og de mange lag af russisk dobbeltsprog

Fortællingen føjer nyt til de politiske spændinger og konflikter og alt det, som vi ikke ved. Lørdag morgen forbandede Putin landsforræderne – det værste stempel man kan få i Rusland. FSB flugte prompte op med arrestordre og var i gang med anklageskriftet.

Senere, mens Putin dyrkede sin tavshed (og havde et par præsidentfly parat med kurs ud af Moskva), sagde hans talsmand, Dmitrij Peskov, at ”marchen” nærmest var aftalt mellem Putin og Prigozjin og ikke var fjendtlig, mens Prigozjin nu gik offentligt ud og sagde, at man vendte rundt og tilbage til sine baser. Peskov udtalte, at ingen ville blive retsforfulgt.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Wagners 14. opera

Lukasjenko kom på banen og præsenterede sig som mægleren, der havde forhindret et kup mod Putin, og først mandag aften gik Putin uforsonligt og kort på nationalt tv uden den mindste luns til Prigozjin. Hans navn blev ikke nævnt – helt i tråd med Putins normale adfærd. Han nævner aldrig fjender eller modstanderes navn, når han taler direkte til dem på nationalt tv.

Den aftale havde Lukasjenko i en hovedrolle, Prigozjin ligeså. Men hvem, der var inde over i og omkring Kreml, står stadig uklart, og det kan det sagtens gøre de næste 30 år. Evnen til at omskrive fortællinger om fortiden fra time til time har alle dage været Kremls spidskompetence.

Fortællingers forandring fra lørdag morgen til mandag aften viser et dobbeltsprog, som George Orwell indrammede præcist i romanen ”Kammerat Napoleon” (1945).

Lad os blot dvæle ved Lukasjenko, der er det sprogs mester. Han evner at omfavne logiske selvmodsigelser igen og igen; Det var godt det endte; Der må ikke ske flere farverevolutioner (med henvisning til fløjlsrevolutionen i Prag, 1989, Rose-revolutionen i Georgien i 2003 og Orange-revolutionen i Kyiv året efter); Ruslands stabilitet er vigtigere end noget andet; Wagnergruppen er velkommen her, vi vil gerne lære af deres erfaringer (sic!).

Logisk set nonsens for en europæer, men fuldt forståeligt i Rusland, Belarus og Ukraine, hvor man kan læse de koder, vi ikke kender.

Vindere og tabere er midlertidige i Rusland

I den verden er vindere og tabere noget midlertidigt, aldrig en permanent tilstand. Det ved Lukasjenko, det ved Putin, det ved Prigozjin. Sidstnævnte er taber. Han ønskede med ”marchen” at råbe Putin op for at få ham til at træffe en afgørelse i den et år lange strid mellem ham og forsvarsministeriet, der på sin side vil underlægge Wagnergruppen under sig – eller opløse den. Det gjorde Putin – til ugunst for Prigozjin.

Men Prigozjin er også en vinder i den forstand, at han ikke sidder i en retssal i Moskva til en ydmygende skueproces for åbent kamera. Putins korte tale mandag aften var udløst af, at Prigozjin havde lagt endnu en video op. Fra Minsk, hvor han talte sin sag. Og han er den eneste i denne sag, der kommunikerer tydeligt. Til et stort publikum i Rusland. Dermed drager han begavet fordel af det informationsvakuum, som Kremls narrativer efterlader. For mig er han en vanekriminel og krigsforbryder, for rigtig mange russere er han en helt og en patriot.

Lukasjenko er gået fra taber til vinder. Ved præsidentvalget i 2020 i Belarus var han med de efterfølgende protestdemonstrationer i et halvt år tættere på at miste magten end det modsatte. Han blev kun reddet i kraft af Putin, som han derfor kom fuldkommen i lommen på. Nu har han gjort Putin en tjeneste ved at stoppe mytteriet i lørdags. Og han har sikret sig politisk kapital i forhold til Moskva ved at have Prigozjin og nu modtage de Wagner-drenge, som ser Belarus som det bedste tilbud af de få, der er for dem lige nu.

Lukasjonko kravlede stille ro roligt op ad Putins lomme i weekenden. En vinder. For nu.

Når Putin taber, taber andre også

Prigozjins opstand, Wagnergruppens exit til Belarus er den største krise for Putin i nyere tid. Konteksten for tidligere kriser er væsensforskellig, så de kan ikke sammenlignes. Demonstrationerne mod valgsvindel efter parlamentsvalget i 2011 frem mod præsidentvalget i 2012, hvor han fik sin tredje periode, som præsident, var en megakrise.

Da finanskrisen kom til Rusland i januar 2009, rystede Kremls fundament, for nu kunne man ikke længere levere på datidens sociale kontrakt med befolkningen – I får stabilitet og økonomisk fremgang, mod at I ikke blander jer i politik. Den økonomiske fremgang ophørte herfra. Men regimet fandt sine ben igen som flere gange både før og siden.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Den sikkerhedspolitiske krise i Europa begyndte længe før Ruslands invasion

Mange har hæftet sig ved Putins tavshed fra lørdag morgen til mandag aften og set dét som det primære tegn på svaghed. Det må man ikke lægge for meget i.

Putins første store krise var ubåden Kursk, der sank blot fire måneder inde i Putins første præsidentperiode i august 2000. Alle ombord omkom på havets bund, Putin var tavs. Medierne, der dengang var frie, men oligarkdominerede, gik efter hans haser. Han blev vred.

Når Putin er tavs, så kan det skyldes, at han er i krise. Men først og fremmest mener han, at han som Ruslands præsident ikke skylder nogen at stille op til noget, medmindre det passer ham selv. Det er helt i tråd med tsarismens tradition for arrogance overfor de levende russere og deres liv – eller død. Man skylder ikke offentligheden svar.

Putin har tacklet andre kriser før Prigozhin

Putin sagde, hvad han havde at sige lørdag morgen og gik kun på tv mandag aften, fordi Prigozjin talte fra Minsk. Som med Kursk, hvor han endelig endte med at vise sig offentligt, hvilket langt hen ad vejen var en ydmygende oplevelse for ham dengang.

Resultatet dengang viste sig efterfølgende. Medie-oligarken Vladimir Gusinskij mistede på kort tid sit medieimperie – til Putin og Putins inderkreds. Gusinskij endte hurtigt i eksil. Ikke i Belarus, men i Spanien.

Putins krise dengang, blev Gusinskijs krise og exit. Den Kreml-opskrift er set igen og igen og igen siden da. Hvem der i Rusland skal bøde for denne krise, er blandt andet folk i hæren. General Sergej Surovikin rygtes interneret og måske arresteret. Generalen blev kendt som ”General Dommedag” for sin indsats under krigen i Syrien og for hans nådesløse mangel på respekt for civile liv.

Allerede under kuppet mod Sovjets sidste leder, Mikhail Gorbatjov, i august 1991, gjorde han sig bemærket. Han forsvarede Moskva – på kupmagernes side – og var som officer ansvarlig for de få dødsfald, det aborterede kupforsøg producerede. Også her civile. Han overlevede både en retssag og fik karrieren på ret kurs igen.

Men Surovikin står antageligt ikke alene. I det russiske officerskorps er der mange, der er utilfredse med forsvarsminister Sjojgu og generalstabschef Gerasimov og, som Prigozjin begge ønsker udskiftet. Det skulle være én af forklaringerne på, at Wagnergruppen uden problemer kunne indtage militærbasen i Rostiv-ved-Don og tage to generaler som gidsler. Hærens passivitet skyldes ikke blot inkompetence, men måske i lige mål, at man er enige i Prigozjins kritik, uden at man sympatiserer med ham. Mange fandt det passende, at kritikken blev tydelig og offentlig.

Det er kernen i Putins nuværende krise. Men som sagt – er Putin i krise, så sendes andre i krise.

Nu har Nato-topmødet om en uge i Litauen fået nye dagsordenspunkter. For få måneder siden var Belarus’ position i krigen i Ukraine verbalt på russisk side, men operationelt rimeligt neutralt. Nu er Prigozjin i Minsk. Antageligt får nogle af hans soldater fra Wagnergruppen – nogle af de værste krigsforbrydere i denne krig – egen militærbase i Belarus, uden at vi ved, hvad de og den skal bruges til. Samtidig er Rusland i gang på at deployere russiske taktiske atomvåben – under russisk kontrol – i Belarus.

Der bliver noget at tale om i Vilnius i næste uge. Så længe han er ved roret i Kreml, vil Putin gøre sine kriser til vores kriser.

Jens Worning er partner i Policy Group A/S og tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg for Udenrigsministeriet. Privatfoto

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Forsvarsministeriet har udviklet sig til det rene Ebberød Bank

Abonnement
KOMMENTAR: Forsvarsministeriets Personalestyrelse har lige brugt 13 mio. kr. på en hvervekampagne, som har til formål at tiltrække nye og fastholde nuværende medarbejdere på hele Forsvarsministeriets område. Samtidig er der indført ansættelsesstop og pålagt besparelser for et trecifret millionbeløb på tværs af Forsvarsministeriets område. Husker du historien om Ebberød Bank?...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

guest
0 Kommentarer
Feedback
Læs alle kommentarer