KOMMENTAR: Den langsomme plan for genopretningen af dansk forsvar risikerer bare at sætte yderligere strøm til personellets flugt, og dermed kan forudsætningerne for genopretningen skride, inden den er kommet i gang. Forliget afslører, at Danmark optræder virkelighedsfjernt og mangler både politisk og militær vilje, handlekraft og lederskab. Den politiske aftale er pinlig for Danmark, og Forsvarets ledelse bærer selv en stor del af ansvaret.
Foden på bremsen. Sådan kan man bedst beskrive den helt utrolige langsommelighed, som regeringen har udvist i ambitionerne for at lande et nyt og slagkraftigt forsvarsforlig, som skal råde bod på en hel generations nedbrydning af det danske forsvar.
Onsdag lykkedes det endelig at få sat et første punktum i det, der bliver kaldt en rammeaftale mere end et forsvarsforlig, og den politiske aftale rummer da også flere nybrud i dansk politik. Der er aldrig tidligere indgået et politisk forlig med en økonomisk ramme, som tilfører et enkelt ressortområde 143 mia. kr. Der er heller aldrig indgået et politisk forlig med en rækkevidde på hele 10 år, ligesom der er aldrig er indgået et forlig, som har været formuleret så upræcist og ukonkret. Aldrig før har der været en bredere opbakning til Forsvaret end den, som de 10 partier bag forliget præsterer, og slutteligt er det heller aldrig set, at partier kan stemme imod tiltag i et forlig og stadig forblive en del af forligskredsen.
På den måde kommer man ikke uden om at kalde forsvarsforliget anno 2023 for historisk. Det er imidlertid også et forlig, som slet ikke råder bod på det kaos, som Forsvaret helt akut står i, ligesom forliget afslører en beskæmmende manglende vilje til at se virkeligheden i øjnene og handle på den. Således agerer landets politikere, som havde vi al den tid til rådighed, som vi ønskede, og verden var præget af fredelig sameksistens, sol og sommer.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
10 forligspartier indgår amputeret forsvarsforlig med få konkrete aftaler
Realiteten er blot, at det efterhånden er mere end halvandet år siden, at Rusland iværksatte en invasion af Ukraine i fuld skala, og den geopolitiske verdensorden har siden forandret sig helt grundlæggende. Der er krig bare 700 km fra Danmark, Rusland truer med at anvende taktiske atomvåben mod Europa, vores allierede og nabolande opruster med massiv styrke, truslen mod Danmark har aldrig været større siden afslutningen på Anden Verdenskrig, og herhjemme tænker politikerne mest af alt på bare at komme på sommerferie.
Igangsættelse af analyser og nedsættes et ekspertudvalg
Hvad er der da galt med forliget, når det trods alt afsætter så mange penge til Forsvaret de kommende år? Svaret er, at forliget kommer alt, alt, alt for sent, og så udskyder det endnu en gang alle væsentlige beslutninger i nogle måneder. Der er ingen akutpakke med konkrete initiativer til at afbøde den alarmerende personelflugt, som Forsvaret oplever på alle niveauer i alle tre værn, og tvært om er der langhalm i overflod.
Første delaftale skal således ikke forhandles på plads før i løbet af efteråret, når den fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er vendt hjem til Økonomiministeriet, og Jakob Ellemann-Jensen (V) er tilbage fra sin sygeorlov. Han får med andre ord lov til at tage hul på de besværlige forhandlinger om det mere præcise indhold. Men travlt har politikerne ikke.
»Her skal gives mandat til at igangsætte analyser, der skal styrke beslutningsgrundlaget til senere politisk stillingtagen,« står der på side fire om de kommende forhandlinger i efteråret.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Der skal til den tid også nedsættes et »ekspertudvalg, som skal komme med anbefalinger til en veldrevet og effektiv organisation«, og på de følgende sider i forligsteksten kan man læse lange passager om styrkelse af den danske forsvarsindustri, offentligt-private partnerskaber, sikring af danske arbejdspladser og om prioritet til forsknings- og folkeoplysningsinstitutioner. Og så skal Danmark engagere sig i EU og forfølge danske interesser, når det blandt andet kommer til indsatsen på klimaområdet.
Men der står ikke ét ord om at styrke Forsvarets kampkraft, som nu en gang må være et nationalt forsvars kernekompetence. Det står ikke noget om, at Danmark i langt højere grad skal kunne leve op til Atlantpagtens Artikel 3 om at forsvare sit eget territorium, og i det hele taget er det militære indhold forduftet i det dokument, som skulle lægge planen for fremtidens forsvar.
Det er trist og nærmest uforståeligt.
De første 38 mia. kr. ryger ned i et sort hul
I det hele taget forholder forliget sig stort set ikke til, hvad det er for en opgave, som Forsvaret skal løse. Og hvis man troede, at Natos styrkemål var en slags opgavebeskrivelse til Danmark – ja, så skal man ikke tage styrkemålene alt for tungt.
»Delaftalen skal sikre, at Forsvarsministeriets koncern kommer godt fra start og har forudsætninger for at opbygge forsvarsområdet jf. partiernes målsætninger om i højere grad at efterleve NATO’s målsætninger, styrkemål og forventninger.«
Man falder næsten i søvn og noterer sig, at partierne trods alt har en målsætning om fremadrettet i højere grad at efterleve Natos målsætninger, styrkemål og forventninger(?!). Sig mig, hvad i alverden er der foregået i Forsvarsministeriets og Forsvarets øverste ledelser de seneste 10-15-20 år?!
Artiklen fortsætter under henvisningen ….
Findsen, Bisserup, Hækkerup og Hjort – Hullet i Forsvaret har mange faddere
I januar rettede Rigsrevisionen en sønderlemmende kritik af Forsvarsministeriets økonomistyring, og i maj stod Troels Lund Poulsen på et pressemøde i Forsvarsministeriet og berettede, at et kasseeftersyn havde afdækket et økonomisk efterslæb på svimlende 38 mia. kr. Så når partierne nu vil styrke Forsvaret med 143 mia. kr. over 10 år, går den første tredjedel på at fylde et gigantisk hul, som alene er opstået, fordi skiftende forligskredse, forsvarsministre, forsvarschefer og departementschefer har svigtet kollektivt, som Troels Lund Poulsen selv har formuleret det.
De 38 mia. kr. bliver brugt løbende over de kommende 10 år på at renovere skimmelsvamp-inficerede kaserner og tjenestesteder, indkøbe våben, opfylde ammunitionslagrene, erstatte nedslidt materiel og fylde reservedelslagrene. I 2024 bliver Forsvaret tilført 6,9 mia. kr., og de fordeler sig med 4,4 mia. kr. til netop denne postering i form af »håndtering af ophobede udfordringer i driften af Forsvaret«, mens 1,5 mia. kr. går til »nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter«. Men de penge er allerede brugt på at købe artillerisystemerne Atmos og Puls fra israelske Elbit som erstatning for artillerisystemet Nexter, der blev sendt til Ukraine.
Danmark melder pas til Natos beredskab
Og så er vi ved det helt store kritikpunkt i det forlig, som netop er indgået. Alle partier er enige om, at fastholdelse af personel er den allervigtigste udfordring at få løst her og nu. Der er bare ikke afsat nogen penge til den del før om flere år.
Dermed risikerer politikerne, at flugten af personel ud af Forsvaret alene tager til i styrke, og tendensen er desværre selvforstærkende. Jo færre medarbejdere til at løse de livsnødvendige opgaver, jo større er presset på dem, som vælger at blive. Når kollegaen så siger op, vokser presset kun endnu mere på de tilbageværende, som i højere grad fristes til at vælge samme svar på politikernes passivitet og ignorance. Dermed risikerer hele grundlaget for forliget at skride, fordi udgangspunktet er endnu værre end det nuværende, når Forsvaret en gang om nogle år for alvor skal til at gå i gang med genopbygningen.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Indkøbet af nyt artilleri til Hæren siger meget om, hvorfor Nato skoser Danmark
I øjeblikket mangler Hæren mere end hver fjerde konstabel. Blandt officererne er afgangen oppe på 13 pct., og den er stigende. I Søværnet sejler skibene for kort uden fuld besætning, og i Flyvevåbnet har man midt i udskiftning af F-16 til F-35 fået besked på også lige at uddanne ukrainske piloter i Skrydstrup. Øh, hvem skal gøre det og i hvilke faciliteter?
Som konsekvens er aflysningerne af lovede beredskaber begyndt at tikke ind hos Nato. I foråret vendte Hærens Hold 2 hjem fra missionen i Letland, og selv om Hæren kører på pumperne, har politikerne sagt ja til at sende nye soldater til Natos afskrækkelsesmission i Letland allerede næste år. De kan dog pga. den kritiske personelsituation kun være til stede nogle uger ad gange, og spørgsmålet er hvor længe i alt? På et tidspunkt brænder systemet sammen, og den dato kommer hastigt nærmere, uden at politikerne lader til at tage advarslerne synderligt alvorligt.
Norge går fra 1,5 pct. til 2 pct. af bnp på tre år
Anderledes i Norge, hvor forsvarsledelsen løbende har orienteret det politiske niveau om nødvendige tiltag for at styrke det norske forsvar. Så da statsminister Jonas Gahr Støre i begyndelsen af maj meldte ud, at Norge vil gå fra at bruge 1,57 pct. af bnp i 2022 til at nå de lovede 2 pct. af bnp allerede i 2026, lød der ingen klynk og undskyldninger om, at Forsvaret slet ikke kunne absorbere så stort et beløb på så kort tid.
Den norske forsvarschef, general Eirik Kristoffersen, så helt forbløffet på mig, da jeg i denne uge besøgte ham i Oslo og spurgte, hvordan Norge kan absorbere så stort et beløb, når det i Danmark ifølge forsvarschef Flemming Lentfer er helt umuligt?
»Det kræver en indsats at nå 2 pct. af bnp i 2026. Men jeg mener, at vi har så modne projekter, at det godt kan lade sig gøre. Vi har et stort efterslæb på bygge og anlæg. Vi skal købe uniformer og våben til hele styrkestrukturen, som vi også skal øge. Vi har gammelt materiel, som vi skal have skiftet ud. Så vi skal nok nå op på 2 pct. i 2026, fordi vi har gået gennem alt det her siden 2014. Det skal ikke være noget problem at omsætte pengene. Og i tillæg til det går en stor del af budgettet til støtte til Ukraine. Dét bliver en stor operation, og alene på træning af uddannelse af ukrainske soldater kommer vi til at bruge omkring en mia. kr. næste år,« siger Eirk Kristoffersen i et interview med OLFI, som du snart kan læse her på siden.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
I Norge forventer politikerne, at forsvarschefen debatterer offentligt
Med andre ord: I Norge er det ikke noget problem at gå fra 1,5 pct. af bnp til 2 pct. af bnp på tre år, fordi forsvarsledelsen har gjort sit hjemmearbejde og været på forkant af udviklingen. I Danmark melder forsvarsledelsen pas, og forsvarschef Flemming Lentfer bliver ved at fremhæve, at det tager syv år at købe om implementere en ny kapacitet. Men kunne vi så ikke begynde med at få det til at virke, som vi allerede har – hellere i dag end i morgen?
Nej, selvfølgelig ikke. Nu skal vi først udarbejde de analyser, som de i Norge for længst har afsluttet. Suk!
Løgn og bedrag blevet belønnet og pakket ind i ord om “loyalitet”
Facit er, at det danske forsvar, forsvarsledelsen og det politiske system har spillet fallit. Det er på 10 år lykkedes at ødelægge et ellers velfungerende forsvar og skræmme medarbejderne væk. Man har forringet alt fra ansættelsesforhold og uddannelser og ladet materiel, køretøjer og faciliteter stå til uden at vedligeholde og erstatte nedslidt og ødelagt materiel og køretøjer. Man har brugt al ammunition og nedlagt lagre og depoter, ligesom man har lukket skoler og enheder, der spillede nøgleroller i Forsvaret.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sådan blev Forsvarsministeriet en superspreder af dårligdomme
Glem alt om at få genskabt eksempelvis tjenestegrensskolerne, for det ville jo være en indrømmelse af, at både Forsvarets ledelse og de dyrt betalte konsulenter tog fejl. Så kunne vand altså ikke løbe op ad væggene, selv om de alle sammen sagde det. Surprise. Det er Kejserens Nye Klæder, som i disse år udspiller sig i et mareridt af et maskebal, hvor maskerne falder én for én, mens de ansvarlige står og vasker hænder og peger alle andre steder hen end på dem selv.
Gennem alle disse år gik ét mantra igen. Det var budskabet om loyalitet, som i 2016 fik daværende forsvarschef Peter Bartram til at rejse rundt på tjenestestederne og true illoyale medarbejdere med en fyreseddel. Spørg personer som Eigil Schjønning, Lars R. Møller, Mads Silberg, Per Hinrichsen eller den civilt ansatte Karin Reuss Iversen, hvordan systemet reagerede på kritik fra medarbejderne.
I alle disse år har Forsvaret udviklet en syg kultur, hvor løgn og bedrag er blevet belønnet og pakket ind i budskaber om “loyalitet”, mens sandhed og ægte loyalitet overfor demokratiet er blevet straffet med fyresedler og afsluttede karriereforløb. Forsvarsledelsen hyttede sine egne og dækkede over en korrupt hærchef, som endte med at måtte tilbringe tre måneder i fodlænke, da først dette medie afslørede hans modus operandi , og den militære anklagemyndighed gik ind i sagen og retsforfulgte ham. Alt dette til trods lever den syge kultur tydeligvis stadig i bedste velgående, og man må spørge sig selv, om Forsvaret nogensinde kommer på ret køl igen, før der er skiftet godt og grundigt ud i ledelsen og indsat nye personer med en helt anden tilgang til åbenhed, loyalitet og faglighed?
