KOMMENTAR: Det gik galt, da forsvarsminister Søren Gade og departementschef Lars Findsen fjernede Forsvarets naturlige ret til selv at udpege sin øverste chef. Med de nye politiske vinde var den vigtigste kompetence i Forsvarets øverste ledelse ikke længere militær faglighed og erfaring, men lydighed og evnen til at få 2+2 til at give 5. Det kræver politisk mod at give ansvaret tilbage og få orden i pudsekassen.
Undskyldningerne stod – og står – i kø. Da fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) den 4. maj præsenterede resultatet af det meget omtalte ”kasseeftersyn” på Forsvarsministeriets område, var ansvaret for et økonomisk efterslæb på 38 mia. kr. noget uldent formuleret.
”Det er et kollektivt svigt, der har bragt os i den situation, vi er i nu,” sagde han.
Troels Lund Poulsen indrømmede som tidligere forsvarsordfører i Venstre at have del i ansvaret for, at det er gået galt, og selv om han ikke ønskede at sætte navn på de personer, der har svigtet, kom der alligevel en del titler. Det er ifølge forsvarsministeren skiftende forligskredse, skiftende forsvarsministre, skiftende departementschefer og skiftende forsvarschefer, der bærer hver sin del af ansvaret for den ulykkelige situation.
»Jeg vil gerne påtage mig mit ansvar. Jeg har også været med til at bringe dansk forsvar i den situation, det er i nu. Men jeg er ikke kommet her i dag for at få nogen fyret. Jeg er kommet her i dag for at få det her til at fungere,« sagde Troels Lund Poulsen ved præsentationen af kasseeftersynet i Forsvarsministeriet.
Artiklen fortsætter under playeren …
Han forklarede videre, at »politiske beslutninger gennem flere forligsperioder ikke lever op til den sikkerhedspolitiske virkelighed, som vi møder i dag«. Og der var flere dårlige nyheder.
»Politisk har man troet, at man kunne høste nogle flere gevinster på en kortsigtet bane, som ikke har vist sig muligt at indhøste. Der er heller ikke nogen tvivl om, at Forsvaret er kommet med anbefalinger til, hvad der kunne lade sig gøre, som hverken har kunnet lade sig gøre økonomisk eller tidsmæssigt,« siger den fungerende forsvarsminister.
Endnu en dårlig nyhed er, at fordi det er gået så galt, bliver genopbygningen både dyrere og længerevarende, end hvis nogen havde råbt vagt i gevær i tide.
»Den sikkerhedspolitiske og globale udvikling betyder også, at det kommer til at koste mere og kræve flere ressourcer at løse Forsvarets opgaver,« lød det fra Troels Lund Poulsen.
Forsvaret ligner et fallitbo
Den 18. maj gæstede Frihedsbrevets chefredaktør Mads Brügger Berlingske-podcasten ”Østergaards Salon”, og her satte den tidligere programchef på det nu lukkede Radio24Syv ord på den 38 mia. kr. dyre skandale i Forsvaret. Han kaldte pressemødet med forsvarschef Flemming Lentfer og Troels Lund Poulsen for »en sælsom og vild oplevelse«. Berlingskes chefredaktør og vært, Mette Østergaard, fremstammede »et svimlende beløb«, og det var Mads Brügger enig i.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
General i Hæren tager bladet fra munden og råber politikerne op: »Stands ulykken!«
»Det er et vanvittigt beløb – også i forhold til, at vi har fået at vide, at gevinsten ved at sløjfe store bededag er ca. tre mia. kr. om året. En Storebæltsbro, som vi godt kan lide at sammenligne med, koster 21 mia. kr. Så det er to Storebæltsbroer, man lige har ”opdaget”,« sagde Mads Brügger og stillede herefter et helt relevant spørgsmål, som endnu ingen har haft lyst til at svare på:
»Hvordan kan det gå til? Og skal vi ikke starte med at få undersøgt, hvem der har ansvaret for det her – som minimum – bare for at blive klogere på, hvad forretningsgangene har været i det mangeårige blændværk og bluffnummer, som vi ser her? Vi taler om, at en række forsvarsministre, forsvarsordførere, forsvarschefer og departementschefer har været med til at opretholde en idé om, at vi kan få et helt forsvar til den halve pris. Nu står vi så og kigger på noget, der ligner et fallitbo. Den er helt gal, og som altid i Danmark er det ikke nogens skyld eller ansvar, når skandalen er stor nok.«
Lars Findsen var ikke »specielt militæragtig«
Mads Brügger har fuldstændigt ret, og det er efterhånden ret trættende at lægge til øre til alle dem, som har travlt med at affeje eget ansvar med en vag formulering om et »kollektivt svigt«. Og så er der alle dem, der gemmer sig og ikke skal nyde noget af at stille sig frem med en offentlig beklagelse. Vi kunne ellers indlede med formanden for Esbjerg Havn, som også er formand for Folketinget.
Han hedder Søren Gade, og i virkeligheden skal man finde roden til nutidens onde helt tilbage i perioden, da havneformanden var forsvarsminister fra 2004-2010. Søren Gade var om nogen manden, der viklede Forsvarsministeriet ind i spin og kommunikative dårligdomme, hvor form blev vigtigere end indhold, og luftkasteller fik højere prioritet end luftforsvar. Da Anders Troldborg efter 14 år som departementschef i Forsvarsministeriet gik på pension i 2007, var det Søren Gade, som hev Lars Findsen ind i ministeriet på Holmens Kanal fra stillingen som chef for Politiets Efterretningstjeneste.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Måske handler sagen bare om, at FE-chef Lars Findsen gik langt over den røde streg
Lars Findsen var blevet kasseret til session for en knirkelyd i sin højre fod og beskriver sig selv i bogen ”Spionchefen” fra 2022 som ikke »specielt militæragtig«. Samtidig anlægger han en tone i sin bog om det uniformerede personel i toppen af Forsvaret som noget, han måtte tåle og tøjle. Ikke mange i det militære hierarki havde fidus til Lars Findsen, hvilket han også selv beskriver malende i bogen.
»Jeg er ikke i tvivl om, at nogle i Forsvaret havde fordomme mod mig og opfattede deres nye chef som en lige vel ung civilist.«
Korrekt. Det hang dog også sammen med, at Lars Findsen i brede kredse blev opfattet som uengageret, en smule sløset og i nogle tilfælde direkte doven. Af samme årsag fik han tilnavnet ”Tito”, hvilket efter sigende hentydede til, at han primært arbejdede tirsdag-torsdag fra ti til to.
Nye krav til forsvarschefens kvalifikationer
Men Lars Findsen var en gave for Søren Gade, og for dem handlede det om få kontrol med de besværlige officerer i Forsvarets øverste ledelse, som hele tiden snakkede faglighed og slet ikke forstod den politiske virkelighed, hvor 2+2 ofte gerne skal give 5. Løsningen blev én gang for alle at kortslutte det militære ansvar for, hvem der fremadrettet skal tegne Forsvaret. Før i tiden var det Forsvarets øverste ledelse og i sidste ende forsvarschefen, der tilrettelagde arvtagerne. Men det satte Findsen og Gade en stopper for i 2008.
»Søren Gade og jeg mente, at stillingerne som forsvarschef og stabschef skulle besættes efter kvalifikationer. Vi besluttede derfor at indsætte Bjørn Bisserup, der var officer og afdelingschef i departementet, som kommende stabschef. I samme ombæring gjorde vi op med, at stabschefen var selvskrevet som næste forsvarschef,« skriver Lars Findsen i sin bog.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Sådan blev Forsvarsministeriet en superspreder af dårligdomme
Hvad Lars Findsen mener med, at stillingerne fremadrettet skulle besættes efter kvalifikationer, efterlader ikke den store tvivl om, hvordan Findsen havde oplevet forsvarscheferne udnævnt før sin egen åbenbaring. Det var i hvert fald ikke på kvalifikationer, må man forstå. For hvilke kvalifikationer har en forsvarschef brug for?
Faglig dygtighed, dokumenterede lederevner, respekt fra sine underordnede, gode kommunikative egenskaber, handlekraft og ikke mindst mod. Som forsvarschef skal man turde sige sin minister og departementschef imod, og man skal i sidste ende have modet til at sætte sin stilling ind på at stå på sin ret. Sådan var det i hvert fald før i tiden, men nu skulle det være slut.
Med manøvren skabte Søren Gade og Lars Findsen en kultur, der har martret Forsvaret lige siden. I andre lande er det ofte et krav, at de øverste chefer i militæret har mange års operativ erfaring fra geledderne og et varieret tjenesteforløb i stabe i ind- og udland. De har nået toppen gennem hårdt arbejde i den militære verden og kender systemet indefra. Her er det et krav, at man har klaret den operative tjeneste med udmærkelse, for det er i den, at en militær chef bliver testet til det yderste, og siden krigene på Balkan, i Irak og Afghanistan har det ikke været svært at rekruttere til de øverste embeder blandt krigsveteraner.
Men i Søren Gades og Lars Findsens optik skulle landets forsvarschef først og fremmest være en lydig embedsmand, som forstod det politiske spil og ikke stillede for mange krav. Han skulle sige javel, når han blev bedt om det og få regnestykket til at give 5, selv om det i den virkelige verden kun gav 4. Med Bjørn Bisserup fik de, hvad de ønskede sig.
Jægerbogssagen gjorde Bjørn Bisserup til ”falsk forsvarschef”
Bjørn Bisserup var den helt rigtige til den mission. Han var den fødte politiske embedsmandsgeneral, som gjorde lynkarriere under Gade og Findsen, hvor han på fire år avancerede fra oberstløjtnant og bataljonschef til det næsthøjeste embede som chef for Forsvarsstaben i Forsvarskommandoen og næstkommanderende med rang af generalløjtnant.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Skandalen om den arabiske oversættelse af jægerbogen i 2009 udspillede sig i Forsvarsstaben under Bjørn Bisserup, men med Søren Gade og Lars Findsen som sine tro væbnere fik de sammen tørret ansvaret af på admiral Tim Sloth Jørgensen, som måtte træde tilbage som forsvarschef i vanære. Bjørn Bisserup fløj under radaren, hvilket Lars Findsen beskriver således i sin bog:
»Tim Sloth Jørgensen var indkaldt som vidne i retssagen, hvor han gjorde det klart, at det ikke havde været hans egen idé at forlade posten. ”Det lå i luften, at der skulle rulle hoveder. Og der var fire mulige hoveder, som kunne rulle. Det var ministerens hoved, departementschefens, mit eget og næstkommanderende Bjørn Bisserup,” sagde han. Den analyse havde han nok ret i. Der var ærlig talt intet i jægerbogssagen, som var hans skyld,« skrev Lars Findsen.
Siden formåede Bjørn Bisserup at gøre sig selv til den ”falske forsvarschef”, da han med Forsvarsministeriets organisationsændring i 2014 fik placeret sig selv som koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets departement på niveau med departementschef Lars Findsen. Organisationsændringen var netop en udspringer af jægerbogsskandalen, som bevirkede, at politikerne ønskede mere politisk kontrol med Forsvaret.
Peter Bartram er forklaringen på forbavselsen
Da Helle Thorning-Schmidt dannede sin første regering i efteråret 2011, gav hun posten som forsvarsminister til Nick Hækkerup (S). Han fik som opdrag at rydde op i Forsvaret, og idéen til hvordan, det skulle foregå fik departementschef Lars Findsen en dag, han stod under sin bruser. Resultatet blev, at forsvarschefen i en nærmest bizar organisationsændring fik amputeret sin organisation og fjernet størstedelen af sit ansvarsområde, da bl.a. økonomistyring, personaleadministration, materielanskaffelser og ejendomme blev udskilt fra Forsvaret i nye selvstændige styrelser med civile direktører, der refererede direkte til Forsvarsministeriets departement og den nu civilklædte koncernstyringsdirektør Bjørn Bisserup.
Den nye forsvarschef var blevet ansat i 2012 efter ansøgning og et nærmest tragikomisk stillingsopslag i Politiken. Her valgte den nye socialdemokratiske minister, Nick Hækkerup, at indsætte obersten Peter Bartram, som blev hevet fire grader op til firestjernet general. Han mener den dag i dag stadig, at det skete på baggrund af kvalifikationer, og det er vel også korrekt. Men det var de nye ministerielle kompetencer om at kunne få 2+2 til at give 5 og evnen til at sige ”javel, hr. minister” mere, end det var den militær faglighed og respekt blandt sine underordnede. Den opnåede han aldrig.
Artiklen fortsætter under billedet …
Til gengæld sagde han frejdigt som noget af det første i embedet, at man godt kunne spare 15 pct. på Forsvaret, uden at det ville få operative konsekvenser. Med sådan et udsagn fra Forsvarets øverste chef kan det næppe komme som en overraskelse, at der i dag er et hul på 38 mia. kr. i Forsvaret.
Per Ludvigsen kunne regne uden for virkeligheden
I årene, der fulgte, blev Bjørn Bisserup ved med at agere som den ”falske forsvarschef”. Alle beslutninger skulle gennem ham, og da Peter Bartrams kontrakt udløb i 2017, kunne Bjørn Bisserup endelig krone sin karriere med jobbet som forsvarschef – nu også af navn. Selv om Per Pugholm Olsen i den forbindelse blev udnævnt til ny koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets departement, skal man ikke tage fejl. Han traf ingen beslutninger, som gik imod Bjørn Bisserups ønsker.
Bjørn Bisserup forstod det politiske spil, og han omgav sig med ligesindede, som også havde evnen til at lade 2+2 give 5. Her kan man med fordel nævne Claus Hjort Frederiksen, der med en fortid som finansminister mente, at der var tale om et substantielt løft af Forsvaret, da man med forliget i 2018 tilførte 12,8 mia. kr. over en seksårig periode efter at have sparet i omegnen af præcis det samme de foregående fire år.
En anden medansvarlig var Per Ludvigsen, der sluttede sin karriere som generalløjtnant og viceforsvarschef, selv om han både havde fået skriftlige advarsler for sin opførsel iført uniform og bl.a. begået kønskrænkende adfærd i overværelse af tjenestegørende personel. Men ”det var en anden tid”, skal vi huske, og Per Ludvigsen kunne regne – også på en måde, som lå udenfor virkeligheden, og det kunne både Bjørn Bisserup og skiftende ministre bruge.
Artiklen fortsætter under henvisningen …
Hvis ønsketænkningen blev for tyk, ringede Forsvaret eller ministeriet til et konsulenthus, som mod skyhøj betaling lod fantasierne nedfælde på skrift i vidtløftige rapporter. På omslagene stod der gerne McKinsey, Boston Consulting Group eller Struensee & Co., hvor Per Ludvigsen da også fik ansættelse dagen efter, at han var stoppet som viceforsvarschef. Her blev indført begreber i Forsvaret som on-the-job-training og just-enough-just-in-time, og sådan så glansbilledet med Forsvaret fint ud på Christiansborg, mens hullet blev dybere og dybere i den virkelige virkelighed.
Sådan bliver man forsvarschef i Danmark
Nu er tæppet faldet, og virkeligheden kommet for en dag. Men i stedet for at undersøge, hvordan det kunne gå så galt, og hvordan vi undgår nogensinde at ende i samme situation, skal vi nu se fremad. Det skal vi med flere af de ansvarlige som nuværende aktører.
Tag nu bare forsvarschef Flemming Lentfer. Han tilhører en uddøende race af militære chefer, som aldrig har været udsendt eller kan bryste sig af flere års operativ erfaring på højere niveauer. Til gengæld har han lige som Bjørn Bisserup formået at operere bag skrivebordene som den grå eminence og dermed køre sig selv i stilling til det højeste embede inden for Forsvaret.
Da det seneste forlig blev indgået sad han som chef i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som godkendte planerne for indkøb af missiler, luftværn og slæbesonarer – for nu bare at nævne noget, der som bekendt skulle være operativt med udgangen af dette år. Faktum er, at indkøbslisten fra det nuværende forsvarsforlig har overordentligt mange mangler – bl.a. de ovennævnte. Sådan bliver man forsvarschef i Danmark.
Men selv om han i dag sidder som forsvarschef, har han ikke ansvaret. Det er der faktisk ingen, der har. Man har skabt et Kafkask system, hvor ansvar er en grød, der flyder mellem styrelserne. Det er bekvemt, når noget går galt, og offentligheden kræver en forklaring.
Men effektivt er det ikke, og derfor skal det laves om, hvis vi vil have et effektivt forsvar. Det samme skal hele tanken om de politiske embedsmænd i uniform. Det er på tide, at Forsvaret får ansvaret for den militære faglighed tilbage og vælger sine chefer på baggrund af lederegenskaber og militære kvalifikationer frem for ”politisk tæft”. Og så skal Forsvarsministeriet acceptere, at i den virkelige verden giver 2+2 summen 4 og ikke 5.
Det kræver mod. Har de ansvarlige forsvarspolitiske ordførere det?
