Topmøde

»Jeg har til gode at møde en veteran, som har fortrudt at være taget i krig«

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

INTERVIEW: Hvad får unge mænd til frivilligt at drage i krig, og hvordan kan man savne krigen, når man er vendt hjem? Det har journalist og veteran Emil Arenholt Mosekjær sat sig for at finde svar på med bogen ”Soldaterhjerte”, som både er skrevet til andre veteraner og til forudsætningsløse og forundrede civile.

Danmark har de forgangne årtier været dybt involveret i flere krige langt fra rigets grænser med Balkan, Irak og Afghanistan som de længstvarende eksempler med dansk deltagelse. Krigsdeltagelsen har for de danske soldaters vedkommende været helt frivillig, og hvis man aldrig har haft berøring med militæret kan det være svært at forstå, hvad der ansporer unge mænd og kvinder til at opsøge konfliktzoner, hvor døden er en reel risiko.

For hvorfor egentlig drage i krig, når nu man beviseligt og meget konkret bringer sig selv i stor fare? Det har veteran og journalist Emil Arenholt Mosekjær sat sig for at finde svar på gennem en række interviews med både danske og udenlandske veteraner. Interviewrækken er blevet til bogen ”Soldaterhjerte”, der netop er udkommet på Gads Forlag og er blevet taget imod med stor interesse fra pressen. Onsdag gæstede han Frontlinjen på Radio4, hvor dette interview stammer fra.

Artiklen fortsætter under afspilleren …

Emil Arenholt Mosekjær er selv tidligere panseringeniør med to udsendelser til henholdsvis Afghanistan og Mali bag sig og har undervejs i sin egen karriere i Forsvaret gjort sig mange af de samme overvejelser som de veteraner, der optræder hans bog. På samme måde har han også skullet forholde sig til sin omverdens udtalte undren. For mens det er til at gennemskue, hvorfor ukrainerne kæmper med næb og kløer mod Ruslands invasionsstyrker, har meningen med at føre krig uden en akut og direkte trussel lettere ved at fortabe sig.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Giv veteranerne deres historie!

»Jeg tror ikke, at der findes nogen stærkere motivation end lysten til at forsvare sit hjem og sin familie. Det er ret let for de fleste at forstå. Det, som kan være langt sværere for i hvert fald mange civile mennesker, er, hvorfor man frivilligt vælger at opsøge krigen, når man kunne have ladet være. Som danske soldater har gjort de sidste årtier, og som mange andre soldater også har gjort i historiens løb,« siger Emil Arenholt Mosekjær og giver et bud på bevæggrundene:

»Hvis man skal se på det i et moderne perspektiv, tror jeg, at det handler om en lyst til at finde en mening, en intensitet og noget fællesskab. Sådan meget kort fortalt.«

Du har selv været udsendt til Afghanistan to gange. Hvorfor drog du selv i krig?

»Det skyldes nok, at jeg selv som ung søgte nogle af de her ting. Noget mening med, hvorfor jeg egentlig var sat på den her jord, og noget intensitet. Det er jo ikke nogen hemmelighed at unge mennesker, og måske især unge mænd, søger en eller anden form for intensitet – at prøve sig selv af. Der er en grund til, at unge mænd i langt højere grad dør af ulykker og alt muligt andet dumt, end kvinder gør. Og det er klart, at det har noget at sige i forhold til lysten til at opsøge sådan noget som militæret.«

Krig destillerer både ondskab og godhed

I arbejdet med “Soldaterhjerte” har Emil Arenholt Mosekjær genbesøgt mange af de følelser og indtryk, han på egen krop oplevede på den afghanske slagmark og efter hjemkomsten, og som kan være svære at omsætte til et sprog, som ikke-soldater kan spejle sig i. Nogle måneder i dronningens klæder i hjemlige danske omgivelser giver end ikke et tilnærmelsesvis fyldestgørende billede af, hvad krig er for et altomsluttende og voldsomt fænomen. Man skal have været der for rigtigt at forstå.

»Der er ikke nogen, der kan forberede sig ægte på, hvad det vil sige at være i en kampsituation. Derude er alt bare ekstremt intenst. Alting er destilleret, både det onde og grusomme, men også de gode ting. Det kan være en euforisk følelse at være i kamp, fordi man simpelthen bliver pumpet op med så meget adrenalin, at man nærmest ikke kan komme i nærheden af det nogen andre steder i livet. Og det kan være en vanvittig oplevelse, som man kan gå og savne efterfølgende.«

Du taler for nylig en kronik i Jyllands-Posten om, at krigen kan have en dragende effekt, og at det at drage i krig for mange er den bedste beslutning, de har truffet. Hvordan hænger det sammen?

»Ja, det er svært at forklare, og man skal finde de store bogstaver frem. Men det sjove er, at når jeg snakker helt uformelt med andre soldater, både herhjemme og med mange af dem, jeg interviewer til bogen, så er det faktisk ikke særlig svært, fordi alle et eller andet sted er enige om det. Jeg har endnu til gode at møde en veteran, som har fortrudt, at de er blevet soldater og har taget i krig.«

Mange tænker sågar tilbage på tiden som udsendt til en krigszone uden antydningen af fortrydelse, selvom de måske selv har mistet lemmer – eller ligefrem kammerater – og i årevis ikke har kunnet sove igennem en nat uden at vågne med mareridt, forklarer Emil Arenholt Mosekjær.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Jespers drøm hjælper veteraner: Havgus og saltvand giver ro i sindene

»Det er underligt – hvorfor er det, at man ikke fortryder det? Det er fordi, at det, de har fået ud af det på et personligt plan, har været så ekstremt. De har oplevet nogle ting, som har gjort dem til det, de er i dag. De har fået kammeratskab og nogle forbindelser ud af det. Som en Vietnam-veteran fortalte mig: Alene kammeratskabet i Vietnam gjorde, at krigen var det hele værd.«

Et paradoks, du omtaler i bogen, og som kan være svært at forstå for udefrakommende, er, at man som soldat og veteran ligefrem kan savne krigen. Det forekommer umiddelbart fornuftsstridigt. Hvordan kan det være?

»Det er vigtigt at indskyde, at det, de fleste soldater savner, jo ikke er at ligge i våde skyttehuller, at miste deres kammerater eller at blive såret og alle de her ting. Det er følelsen af intensitet, mening og det meget tætte kammeratskab. I en soldatergruppe er man afhængig af hinanden, man lægger sit liv i hinandens hænder. Man ved, at ens sidemænd vil ofre livet for en, og man vil gøre det samme for dem, uanset om man rent faktisk bryder sig om hinanden på det personlige plan. Det er meget fascinerende at være en del af.«

Følelsen af mening og samhørighed kan dog få en brat afslutning i mødet med hverdagen efter endt udsendelse, må mange veteraner sande. Da er det, at savnet opstår.

»Man kommer hjem til et samfund, hvor man et eller andet sted ikke aner, hvor man hører til. Man kan sætte sig på en bænk og kigge ud i luften hele dagen: ’Er der overhovedet nogen, der lægger mærke til, at jeg sidder her?’ Har man svært ved at finde sig til rette i livet herhjemme, er det meget let at se tilbage på sidste gang, man var stolt af sig selv og havde en mening med sin tilværelse. Så sidder man pludselig og savner at være i krig, ikke? Det er sådan noget, som er ret udbredt blandt soldater, men som man tit ikke taler med civile om, fordi de tænker, at man må være psykopat eller et eller andet.«

Skal hjælpe både uforstående civile og andre veteraner

Tilværelsen som soldat og veteran er på mange måder universel. Soldater i både ind- og udland og på tværs af generationer gennemlever mange af de samme ting – både på slagmarken, men i særdeleshed også på hjemmefronten. ”Soldaterhjerte” tager derfor udgangspunkt i både danske og udenlandske vidnesbyrd, ligesom Emil Arenholt Mosekjær har fokuseret sin research og sit kildearbejde på både aktuelle konflikter og mere historiske eksempler.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Lad os få de sidste veteraner med hjem

»Der er nogen fra Anden Verdenskrig, nogen franske og en amerikaner, der kæmpede i Stillehavet. Så er der sådan nogle krige som Indokina, Algeriet, Vietnam, Falklandskrigen, Nordirland, Balkan, Irak, Afghanistan og Ukraine.«

Kilderne er fundet gennem intensivt netværksarbejde, hvor veteranerne har henvist til hinanden og i flere tilfælde har sat Emil Arenholt Mosekjær i forbindelse med veteraner, han ikke på forhånd have skænket mange tanker, men hvis historier han alligevel er endt med at fortælle.

Rejste du ud for at møde dem?

»Ja, det gjorde jeg. Det var meget vigtigt for mig, at det ikke bare blev sådan nogle Zoom-interviews, men at jeg rent faktisk satte mig over for dem. Det er sværere og dyrere, men det er også det, der giver den der særlige forbindelse, to veteraner føler, når de møder hinanden, og som civile omkring en ikke forstår. Det får man bare først, når man sætter sig over for nogen,« siger Emil Arenholt Mosekjær.

Hvem er det, du gerne vil ramme med ”Soldaterhjerte”?

»Først og fremmest er det selvfølgelig civile mennesker, som forhåbentlig lærer noget om det her mystiske fællesskab og – især hvis de har familiemedlemmer eller venner, der er veteraner – får et indblik i den her verden, som de måske ikke forstår.  Og så er det selvfølgelig andre veteraner. Jeg vil godt, at de får den følelse, som jeg selv har haft, når jeg har siddet over for de her mennesker. Følelsen af at høre til og et fællesskab, som rækker ud over ens egne grænser, altså ud over hele verden, så at sige,« lyder det fra Emil Arenholt Mosekjær, der altså også håber, at bogen kan have en form for terapeutisk effekt på læsere med veteranbaggrund:

»Det er fedt – måske især for dem, som har det svært – at de føler, at de faktisk ikke er alene. At vi er en hel masse derude.«

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI
- Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

OLFI opdaterer til version 2.0 med et ansigtsløft og nye funktioner

Efter mere end otte år med det samme website går OLFI fremtiden i møde med en længe ventet version 2.0. Den byder på et mere tidssvarende udseende og nye funktioner. Vi håber, at I vil synes om forandringerne! Det har været min dårlige samvittighed. Alt for længe er jeg blevet...

Kommentér artiklen ...

2 KOMMENTARER

Abonnér
Notify of
guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer