spot_img

»Jeg har til gode at møde en veteran, som har fortrudt at være taget i krig«

INTERVIEW: Hvad får unge mænd til frivilligt at drage i krig, og hvordan kan man savne krigen, når man er vendt hjem? Det har journalist og veteran Emil Arenholt Mosekjær sat sig for at finde svar på med bogen ”Soldaterhjerte”, som både er skrevet til andre veteraner og til forudsætningsløse og forundrede civile.

Danmark har de forgangne årtier været dybt involveret i flere krige langt fra rigets grænser med Balkan, Irak og Afghanistan som de længstvarende eksempler med dansk deltagelse. Krigsdeltagelsen har for de danske soldaters vedkommende været helt frivillig, og hvis man aldrig har haft berøring med militæret kan det være svært at forstå, hvad der ansporer...

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

»Hver gang Putin har eskaleret, er vi kommet rendende med for lidt og for sent«

Abonnement
INTERVIEW. Det er mange år siden, Anders Fogh Rasmussen indstillede sin parlamentariske karriere og satte sig for bordenden som generalsekretær i Nato. Nu er han en fri fugl, og det kommer særligt i udtryk i Venstre-koryfæets udtalte og uforbeholdne støtte til Ukraine. Vesten skal træde mere i karakter og...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

3 KOMMENTARER

guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
29. april 2023 20:44

Spændende at der er nogen som tager fat på den svære snak, om det at være soldat faktisk ikke er et job som noget andet.

Og selv om vi har en ok Veteranpolitik herhjemme efterhånden så er der stadig lang vej til, at det omkringliggende samfund forstår, hvad det betyder når vi sender vores soldater ud i verden. Men ikke mindst hvad der sker med dem, når den hjemlige trummerum rammer for fuldt drøn.

Nu hvor et nyt Forsvarsforlig står for døren, er det vigtigt også at få soldaternes hverdag indtænkt. Hvis man vil fastholde nuværende og tiltrække nye folk til geledderne, så har beskaffenheden af kaserner, skibe og alle de andre steder hvor soldaterne bevæger sig altså noget at sige!

Jeg håber at Emil Arenholt Mosekjærs bog, kan få løftet debatten om Veteraner et nøk op, så det ikke kun er dem med store fysiske og psykiske skader som der fokuseres på. Ikke dermed sagt at de nogensinde må glemmes, end sige stilles i anden række!

Både Veteraner og de som ikke har været udsendt, fortjener at blive taget alvorligt af både politikere og befolkningen. At være villig til at bringe det ultimative offer for sit land, kan aldrig tages alvorligt nok. De mennesker der er villige til dette, om det så er for en kortere periode, fortjener det bedste, både materielt og ikke mindst i form af respekt for deres villighed til at stille sig i forreste række, hvis det skulle blive nødvendigt!

Bjarke Nørgaard
Læser
Bjarke Nørgaard
29. april 2023 15:48

Skriv til mig! jeg er veteran som mener:
Det ikke var os der beskyttede vores hjem. Vores hjem var hjemme i Danmark. Tværtimod, det var dem der skød imod os, der forsvarede deres hjem.
At tro de alle var taleban, er barnagtigt naivt. Specielt når man kan læse alle vores efterretnigner der siger at de ikke var. Tilføj dertil collateral damage(læs civile), som var 90% af dem vi dræbte på ISAF holdene. Så rulle filmen.
Imens gav vi penge til krigsherren omkring price, der ejede alle opiums markene. Som vi patruljere for ham. Og når vi ikke ville give dem flere penge, ja så fik vi raketter i hovedet.
Og når lokale sagde fra, så sagde krigsherren at de var taliban og vi hentede dem i nattens mulm og mørke og de blev aldrig set igen.
Til sidst da alle pengene til genopbygning blev suget ud af Haliburton KBR. Plus at arbejderne blev hentet i nepal og banglades var der intet tilbage for de afghanske sønner. Narkomaner kunne de blive
Det var aldrig det værd. Hvis man altså tænker over konsekvenserne ved at vi var der. og ikke kun tænker på intentionerne bag og vores egen propaganda.

Der er altid kaffe klar.

Sidst ændret 1 år siden af Bjarke Nørgaard
Peder Simonsen
Læser
Peder Simonsen
12. april 2024 9:04

Jeg har været udsendt 3 gange for DK og er idag invalid. Jeg fortryder ikke missionerne eller hvordan det er gået eller at jeg idag er syg ( det lærer man så at sige at leve med og gøre tingene anderledes ).

Det værste er derimod Danmarks og Forsvarets forræderi og den behandling eller mangel på samme.
Det er nu ca 18 år siden jeg kom syg hjem, i de 18 år har der været 0 opsøgende arbejde og der gik ca 17 år før jeg fik et spørge skema om hvad jeg synes om nutidens veteran hjælp.

Jeg må bare erkende at forsvaret, div ministre og vip’er løj os direkte op i fjæset da de stod og holdt taler om hvor vigtige vi var for Danmark og at hvis uheldet var ude ville man være der for os og sørge for man fik en normalt liv lige som vores sunde og raske nabo. Men alt det var løgn.

Som invalid veteran oplever jeg konstant undertrykkelse fordi jeg som så mange andre er invalid og på overførsel hvor der er en masse regler og ikke alverden af retssikkerhed. Ja vi skal sågar overholde uskrevne regler som når man henvender sig ikke engang kan få nøjagtigt oplyst ( samliv ) Men samliv er slet ikke noget problem for ingen vil allgievel vælge en invalid ej heller iselv om alt jeg ejer er betalt kontant incl hus, bil osv.
Konstant udsættes man for “hemmelig” ekstra kontrol og får kuglegravet sit liv “hemmeligt” af AI systemer og automatik i jagten på om man har fået 500kr for meget udbetalt… Det krænker folks menneskrettigheder.
HVis man sågar som invalid får børn så kan kommuen også påtvinge sig dine penge og tvangs betale og tvangs sende dine børn i børnehave iselv om folk godt kan passe dem selv derhjemme.
Som invalid kan man ikke tale frit hos lægen, sunchedsvæsnet eller kommune for der er altid en risiko for at noget bliver brugt imod en selv på kryds og tværs. Som invalid er jeg angst for systemets kolde klamme forræderiske hånd og holder mig væk og fortier sygdom da jeg har dårlige erfaringer med systemet og hvor dårlige både sundhedsvæsnet og kommunens folk er til at journal fører.. Og det er 100% håbløst at få berigtiget eller slettet noget i sin journal både i sundhedsvæsnet og kommunen. Generelt så er systemet bare ufattelig regid, burokratisk og håbløst… Tænk engang som invalid har jeg siddet mutters alene i omkring 18 år pga ovenstående, men også pga. de tåbelige samlivs lovgivning hvor jeg som invalid bliver sat 30.000 kr ned i løn hvis jeg flytter sammen med nogen + alle de andre modregninger.
Jeg kan ej heller som invalid få fri process til at føre retsag imod staten for krænkelse af mine menneskrettigheder.
Generelt så har jeg noget nær vendt systemet rykken, for systemet er ikke min ven men noget som undertrykker mig og som ikke vil mig noget godt.. ( de er utroværdige og eneste forsvar man har er at optage samtaler i smug eller få det på skrift.. det er den eneste sikkerhed man har for at kunne gøre modstand… for systemet laver jo aldrig fejl og det er umuligt at få noget ændret og slettet.. man kan kun få tiløjet en “gul” note om at man er uenig. )

Man løj også for soldaterne om at deres løn // erstatning vil følge løn og pris udviklingen i samfundet. Men jeg kan da nævne at jeg i alle årene siden ejg blev invalid kun har tabt købekraft da reguleringen aldrig regules lige så meget som min sunde og raske nabos løn.. så jeg taber eks 1-2% hvert år.
Dem jeg tjente mere end i eks 2008 som invalid tjener jeg idag mindre end.

Oven i hatten er der over tid indført mere og mere brugerbetaling, gebyrer og skatten stiger også en smule hele tiden. Med andre rod det bliver man ej heller kompenseret for, så det er bare en ekstra købekraft tab igen og igen.

Ærligt talt føler jeg mig forrådt af mit land og den uduelige og inkompetente ledelse i forsvarets top som har mere travlt med at klappe hinanden på skuldrene og feje ting ind under gulvtæppet og manipulere ting og sager i håbet om at få en medalje mere og en forfremmelse.
Men jeg kan da glæde mig over at den dag enhver soldat/general går ud af hovedporten fra sidste gang, så
går de fra Hero to zero.

Jeg siger det gerne igen.
Det værste er/var at opleve hvordan man fra dag 1 da man kom hjem blev behandlet af sit land og pisset op og ned af rykken lige siden. Forpulede Forrædere.
– Jeg kan ikke anbefale nogen en karriere i forsvaret, både vedr ledelsen, systemet, og løn.. I får et bedre og rigere liv i alle ander erhverv.

ps. Jeg afleverede alle mine metaljer til mette frederiksen i et brev 17 dec 2020 i protest over ovenstående, men også over at vores samfund sejler og staten er over 20 år bagud med alt fra forsvar, politi, retsvæsen, osv osv osv.
Idag skriver vi 2024, vi er stadig over 20 år bagud og staten sejler.
Og hvad angår forsvaret så vil det tage over 25 år at få muget ud i al den råddenskab, kammerateri, fup og svindel og manipulation og løgne… men ærligt talt har jeg mistet tiltroen til ledelsen og kan faktisk ikke i min vildeste fantasi forestille mig forsvaret får løst problemerne i min livstid og måske aldrig.
Det er jo et lukket system ( en stat i staten ) med egne love og hvor tons vis af ledere er uengede til at have med mennesker at gøre.