spot_img

Forvandlede passive forligskredse fredsdividenden til en krigskatalysator?

DEBAT: Igennem årtier er udgifterne til dansk forsvar raslet ned. Årtiers høst af den såkaldte fredsdividende betyder, at vi nu står dårligt rustet til at møde nutidige og fremtidige udfordringer og til at sikre freden, mener søofficer og kandidat i geopolitik Johan Fritzen. Han frygter, at fredsdividenden ligefrem kan være blevet til en katalysator for krig.

Det var egentlig en sympatisk tanke: Med Sovjetunionens fald og udsigt til fred med vore naboer kunne vi beskære forsvarsudgifterne. Folketinget kunne i stedet anvende midlerne til skattelettelser eller øgede udgifter andre steder. Samtidig blev Forsvaret indrettet til at udføre opgaver fjernt fra vore kyster og mod underlegne modstandere. Vi kunne selv vælge og vrage blandt missionerne. Opgaverne blev øget i antal, alt imens budgettet blev reduceret. En russisk invasion af Georgien i 2008 slog vi hen. Mon ikke vi kunne spare lidt mere?

Ukraine, 2014: En krig begynder, og Nato-landene aftaler, at man skal anvende to pct. af bnp på forsvarsudgifter. Danmarks resolutte svar på et angreb på Ukraine er fortsatte besparelser.

Der blev altså høstet fredsdividende, selv da freden var slut, og Ukraine blev angrebet. Omverdenens respons var noget stærkere, end da Georgien blev angrebet, men tydeligvis ikke afskrækkende for Ruslands yderligere eskalering senere hen. Den mest effektive sanktion, Danmark indførte, var en reduktion af egne forsvarsudgifter på 15 pct.

Danske værdier opretholdes af et stærkt forsvar

Spørgsmålet er, om fredsdividenden i virkeligheden har frarøvet os europæisk fred det seneste år. Vestens tropper var få og både uddannet og udrustet til at operere i de varme lande. Og vort svar på angrebet i 2014 var ikke en kold afvisning af Rusland, sådan som den har været det siden foråret 2022. Kunne vi have afskrækket Rusland fra at angribe, hvis vi havde grebet sagerne anderledes an det seneste årti? Hvis vi havde haft tilstrækkelige lagre af udstyr og kapacitet til hurtigt og effektivt at uddanne ukrainske tropper? Hvis vore egne soldater havde materiel nok, så de kendte egne våbensystemer ud og ind, inden de drog på missioner? Ville det ikke have nedsat risikoen for invasion af Ukraine?

Samfundet har heldigvis indset, at der skal handles. Budgettet opjusteres, og Forsvaret dækkes på godt og ondt som aldrig før i medierne. Men har vi sparet os fattige? Bemandingsudfordringerne i Forsvaret står i kø. Der er elendige forhold for de værnepligtige, som er indkvarteret med skimmelsvamp, er på øvelser uden ammunition og således bliver introduceret til noget, der virker som politisk sidsteprioritet. De fastansatte forlader også systemet: Nedslidt materiel, nye udsendelser til Baltikum og opgaver, der ikke just ligger inden for de militære kerneopgaver, demotiverer medarbejderne. Forsvaret har for nylig været indsat til at tælle mink, teste for Covid-19, bevogte Københavns synagoge og til at udføre grænsekontrol. Langt fra den militære kerneopgave, der motiverer medarbejderne og som er Forsvarets raison d’être.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Forsvaret er atter forvandlet til Danmarks dyreste vikarbureau

Det står skidt til med evnen til at udføre egentlige kampoperationer mod andre stater – og dermed afskrække dem fra at angribe. Og besparelserne? Vi skal renovere bygninger, der er forfaldet. Genkøbe ejendomme, vi har frasolgt. Det bliver en dyr fornøjelse. Vigtigere endnu er det dog, at tidshorisonterne er uendeligt lange. Kunne man fra det ene år til det næste tilpasse Forsvaret til de eksisterende behov, ville begreber som fredsdividende og minimal bemandingsstruktur være velkomne.

Men det tager uendeligt lang tid at indkøbe udstyr, og først derefter kan man iværksætte effektiv træning. Forsvarets enheder skal lære på ny: Hvordan jager man ubåde? Hvordan opererer man jordbaseret luftforsvar? Hvordan koordineres det med det skibsbaserede luftforsvar, der også er under indkøb, men først ankommer om mange år? Fordi vi skal indkøbe, renovere og træne forfra, bliver det en dyr fornøjelse at have sparet. Evnerne til at være indsat i en storkonflikt er tilsvarende begrænsede. Fredsdividenden har ikke just gavnet os.

Handling kræver indsigt fra felten

Hvad er det så, vi skal bruge Forsvaret og de ekstra midler til? Til at forsvare os selv, vore allierede og vore værdier. Værdier som demokrati, ytringsfrihed, retsstaten og følelsen af tryghed. Vi er nødt til at sørge for, at forsvaret af disse værdier bliver en værdi i sig selv. Ellers er de ikke rigtige værdier, men blot tilfældige goder, vi ikke gider besvære os for at opretholde.

Pengene bliver ikke ”spildt”, fordi de går til Forsvaret i stedet for ældreplejen eller vuggestuer. Kun ved at have et samfund, der er sikret mod angreb, kan man tilkøbe alle de andre goder, der er forbundet med en moderne stat. Partiernes forsvarsordførere og Forsvaret selv har ikke formået at forklare sammenhængen mellem et stærkt forsvar og et sikkert samfund. Ordførerne har på deres side andre prioriteter; ingen bliver folketingsmedlem pga. sine udenrigs- eller forsvarspolitiske holdninger.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ligestillet værnepligt vil styrke Forsvaret 

Internt i Forsvaret kniber det også med at dele forsvarspolitiske holdninger: Forsvarschefen bliver tilsyneladende taget til indtægt for politiske spørgsmål, som det passer regeringen. Folketinget har endelig taget ligestillet værnepligt til sig, og i den anledning udtalte forsvarschefen, at det var en glædelig nyhed, der ville sikre større kampkraft. Hvor meget stærkere ville generalens udmelding ikke stå, hvis den var ytret for to år tidligere, hvor forsvarsminister Trine Bramsen (S) talte imod ligestillet værnepligt, og Forsvaret også manglede kampkraft? Desværre fordrer kulturen ikke til det. Der er talrige eksempler på, at åbenmundede officerer bliver forflyttet, hvis de ytrer sig kritisk i pressen – eller blot til interne arrangementer.

Uden en kultur, hvor alle ansatte er trygge ved at ytre sig, går man glip af værdifulde indspark fra folkene i felten. Dem, der løser Forsvarets kerneopgaver. De kunne for flere år siden have påpeget de kritisable vilkår, der hersker i Forsvaret, og som først nu bliver afdækket af journalister. Kun ved at have relevante oplysninger kan Folketinget, forsvarsministeren og befolkningen vurdere situationen i Forsvaret og imødekomme de værste forhold. Desværre er udsigterne fortsat dystre, selvom vi ”snart” opnår et anstændigt forsvarsbudget. For kampen for et troværdigt dansk forsvar er kun en mikroskopisk del af en verdensomspændende kamp for og imod frihed. Det ”andet hold” har løbende oprustet, mens vi har nedrustet. Det andet hold sender befolkningen i lejre på grund af deres etnicitet og er anklaget for krigsforbrydelser. Vi har ikke råd til at spare.

Der er ingen i Danmark, der vil krigen. Men af og til vil krigen os eller vore naboer. Kun ved at være forberedt til krig, kan man undgå den. Er man ikke det, kan fredsdividende potentielt blive en krigskatalysator.

Johan Fritzen har gjort tjeneste på inspektionsfartøjer i Nordatlanten og fregatter i Den persiske Bugt forud for sin nuværende stabstjeneste. Han skriver som privatperson. Privatfoto

BILLEDTEKST: En soldater giver honnør til flagdagen på Christiansborg Slotsplads. Foto: Tue Skals/Forsvaret

Andre læste også

Bidens alderdom og talefejl overskyggede Nato-topmødet i Washington

Abonnement
ANALYSE: Nato-topmødet i Washington afslørede, at Nato nok står mere samlet og stærkere end i mange år. Men fremtiden afhænger helt af det amerikanske præsidentvalg i november, og derfor var alle øjne rettet mod den amerikanske præsident. Løfterne til Ukraine fra topmødet er massive. Men den økonomiske støtte er...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

1 kommentar

guest
1 Kommentar
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jens Nielsen
Læser
Jens Nielsen
12. april 2023 16:39

Godt skrevet, Johan og er helt enige med dig – problemet er jo at politikerne har henvist til at der ingen trussel er i vores nærområder og at vi havde en varslingsperiode på minimum 10-15 år – men når så politikerne vælger at overhøre alle advarsler, som f.eks at Georgien bleve overfaldet i 2008 og Ukraine blev invaderet i 2014, da russerne tog Krim.
Så er vores varslingsperiode/ oprustningsperiode jo stort set opbrugt – russerne er klar og det er vi så SLET ikke, vi skal først til at starte på genopbygningen af vores forsvar, da vi mangler ALT.
hilsen
Jens