spot_img

Krig, fødselsdag, TUL, mere radio og et fortsat kritisk øje på Forsvaret

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

KOMMENTAR: I sidste uge gik krigen i Ukraine ind i sit andet år, og OLFI fyldte syv år. Det er en god anledning til at gøre en lille status over dette lille medie, som ufortrødent fortsætter sin kamp for mere åbenhed, indsigt og debat i og om det danske forsvar. Sjældent har der været mere brug for det.

Nogle gange kan det være svært at følge med. Det hænder ikke sjældent, at jeg arbejder på en artikel, som ganske enkelt bliver overhalet af virkeligheden eller andre historier, der kræver handling med det samme. I det hele taget har forsvarsområdet gennem OLFIs korte levetid udviklet sig fra at være et perifært politisk område uden den helt store interesse fra partiledere og landets mest fremtrædende politikere til i dag at være det måske allervigtigste.

Den forsvars- og sikkerhedspolitiske verden udvikler sig i disse tider med en hast, som kan være svær at forstå, når man tænker bare et eller halvandet år tilbage. Netop hastigheden gør det nogle gange til en udfordring at være et lille medie med begrænsede ressourcer. Samtidig har stort set alle de større medier efterhånden forstået vigtigheden af forsvars- og sikkerhedspolitikken, og de har derfor oprustet med faste medarbejdere og korrespondenter til at dække områderne. Tak for det.

Det øger konkurrencen, og det kan jeg kun glæde mig over. Årsagen er selvfølgelig krigen i Ukraine, som har vendt op og ned på virkelighedsopfattelsen ikke bare i Danmark, men i det meste af den vestlige verden. Om ikke andet må man midt i den ukrainske tragedie huske også at glæde sig over det. Tænk, at der skulle en krig i Europa med tusindvis af døde på begge sider af fronten til at få landets politikere og befolkning til at vågne op af tornerosesøvnen og forstå, at evig fred på jord har været det mest uansvarlige fatamorgana, som vi har levet efter siden Murens fald.

Man kan blive helt træt af at høre tidligere statsministre fortælle, at de var for naive og troede, at samhandel og overbærenhed med Rusland trods mere og mere alarmerende aggressioner var vejen frem. Havde nogen dog bare tænkt sig om, da Putin gik ind i Georgien i 2008 og på Krim i 2014.

Medarbejder flygter fra Forsvaret

Fredag var det et år siden, at russiske kampvogne trillede ind over grænsen til Ukraine. Den 24. februar 2022 vil i årtier stå som datoen, der igen forandrede det geopolitiske verdenskort. Globalisering, samhandel og afhængighed er med krigen afløst af det modsatte. Krig, konflikt, sanktioner og en global krise, som vi slet ikke kender afslutningen på.

Men også samling og en sjælden styrkelse af de europæiske og transatlantiske bånd i Nato og i EU. Spørgsmålet er, hvor det hele ender? Over en bred kam siger de danske og europæiske politikere, at Ukraine skal vinde. Men kan man vinde over Rusland?

For hver ny fase af krigen virker det som om, at vi med åbne øjne har kurs direkte mod Tredje Verdenskrig. De røde linjer flytter sig på daglig basis, og i sidste uge åbnede fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) op for, at Danmark måske også vil sende kampfly til Ukraine. Den stålfaste opbakning og massive støtte i form af våben, artilleri, kampvogne, ammunition, materiel og humanitær hjælp er både sympatisk og forståelig, for hvad er alternativet? At acceptere Ruslands territoriale krig med metoder, som, vi troede, vi havde oplevet for sidste gang med afslutningen af Anden Verdenskrig?

Men kursen er også risikabel, når man ser på, hvilket grundlag den er udstukket fra. Hvis Europa stod med verdens stærkeste forsvar, våben og ammunition i rigelige mængder, ville de flotte ord have større vægt. Virkeligheden er desværre bare den, at Europa ikke kan forsvare sine egne grænser. Vores eget forsvar er ved at knække sammen på grund af krigen. Mens politikerne vil vise handlekraft og støtte til Ukraine, pålægger de endnu flere opgaver til Forsvaret, som ikke kan løfte flere mere. Pengene er et år inde i krigen endnu ikke fulgt med, og der er ingen udsigt til akut førstehjælp, før om et års tid. Når kampbataljonen fra Den Kgl. Livgarde vender hjem fra Letland om to måneder, er der ikke nogen afløser på vej. Vi har ganske enkelt skudt tomt, og vi har oven i købet slidt vores sparsomme materiel endnu mere ned uden at sikre indkøb af erstatningsmateriel.

Mandag fortalte DR, at små 2.000 medarbejdere har forladt det danske forsvar sidste år. Tingene hænger ganske enkelt ikke sammen længere. Hæren mangler hver femte soldat for at være fuldtallig, og blandt de menige drejer det sig om hver fjerde. I Søværnet kan ingen af de fem fregatter mønstre en fuld besætning, hvorfor man låner på kryds og tværs og trækker på Tordenskjolds soldater igen og igen. Tilbage står Forsvarets øverste ledelse og slår ud med armene og venter spagfærdigt på, at politikerne tager sig sammen og får landet det forsvarsforlig, som alle venter på.

Hooold inde! Det ville klæde landets politikere at tage situationen lidt mere alvorlig, når man på den ene side ønsker at spille med musklerne og sværge evigt troskab til Ukraine og samtidig er ved at ødelægge det danske forsvar. Mens vores nabolande har øget udgifterne til forsvar og sikkerhed massivt, går forhandlingerne om det kommende forsvarsforlig først for alvor i gang efter påske. Det er 14 måneder efter Ruslands invasion!

OLFI hæver priserne den 1. maj

Vi kommer til at følge udviklingen tæt her på OLFI, ligesom vi kommer til at gøre vores til at sætte fokus på Forsvaret, hvor vi kan. Interessen for forsvars- og sikkerhedspolitikken udefra mærker vi i hvert fald også på OLFI. Vi oplever en betydelig interesse fra andre medier, som ønsker mig eller Kasper til at udlægge teksten og analysere begivenhederne. Det betragter vi som et privilegium, når vi kan hjælpe med at gøre befolkningen klogere, og vi stiller derfor gerne op, når medierne kalder.

Det betyder dog også, at der går vigtig tid fra det, som er vores raison d’être – nemlig produktion af uafhængig og kritisk journalistik om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Den seneste måned har jeg så været yderligere udfordret af, at jeg har givet Kasper TUL (tjenestefrihed uden løn), så han har kunnet fordybe sig i et bogprojekt. Den 1. marts vender han imidlertid tilbage, og fra næste uge bliver han min nye faste wingman som producer på forsvarsmagasinet Frontlinjen på Radio4. Det bliver godt. Ved at udlicitere hele produktionen af Frontlinjen til OLFI får Radio4 de bedste fagmilitære kompetencer udi journalistikken, hvilket lytterne også kommer til at nyde godt af. Set i det lys er forsvarsdækningen set fra broen på OLFI inde i en god udvikling.

Onsdag i sidste uge fyldte dette lille medie syv år, og det har unægtelig været en begivenhedsrig periode, som vi har gennemgået, siden jeg lancerede OLFI den 22. februar 2016. Ingen i hverken mediebranchen eller sikkerhedspolitikken troede i deres vildeste fantasi, at det ville være muligt at skabe et fagmedie om forsvars- og sikkerhedspolitik uden sponsorer, tilskud og støtte. Siden har fem forsvarsministre forladt posten, og nu sidder den sjette der i form af den fungerende forsvarsminister, mens OLFI aldrig har været stærkere.

OLFI har i al stilfærdighed vist, at skeptikerne tog fejl. Grueligt fejl. Vi har i dag pænt over 2.000 faste abonnenter, økonomien er sund, selv om indtægterne i OLFI udelukkende kommer fra produktion af uafhængig journalistik. Der har det seneste år ikke været en eneste annonce på OLFI, og vi får stadig hverken statsstøtte eller tilskud udefra. Det passer os godt, fordi vi dermed bevarer vores fuldstændige uafhængighed. Men de stigende priser kan også mærkes her.

Derfor kommer OLFI til at hæve abonnementspriserne den 1. maj. Herfra vil et årsabonnement stige fra 500 kr. til 600 kr., et halvårsabonnement stiger til 350 kr., og et erhvervsabonnement vil stige fra 4.000 kr. til 5.000 kr. Til gengæld ændrer prisen sig ikke på månedsabonnementer, som fortsat vil koste 60 kr. Jeg håber ikke, at de nye priser skræmmer alt for mange trofaste læsere væk, selv om jeg er inderligt klar over, at ikke alle kan være med. Under alle omstændigheder lover jeg også fremover at være stenen i skoen, som sætter fokus på de kritiske områder, ligesom OLFI til hver en tid vil forbeholde sig ret til at gå mod strømmen og udfordre fælles narrativer og konsensus.

Peter Ernstved Rasmussen etablerede OLFI i 2016 og er i dag også vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Foto: Thomas Rønn

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Wedell Christensen
Læser
Wedell Christensen
28. februar 2023 9:08
  1. Vi og Ukraine kan kun forhandle med Putin ud fra en styrkeposition på slagmarken, eftersom vi ikke har materiel og soldater nok i mængder. Putin har kun respekt eller accept for rå styrke – ikke for argumenter om folkenes selvbestemmelse og menneskerettigheder etc.
  2. Forsvarets tilstand kan kun løses ved en kulturændring på alle niveauer inkl. det politiske niveaus ageren overfor Forsvaret. Ikke ved traditionelle tiltag med tilførsel af flere penge og lignende lappeløsninger. Og selvfølgelig skal økonomien være gennemskuelig, så aktiviteterne kan måles. Deri har den nuværende Forsvarsminister ret – og måske han opdager, at der mangler faglige kompetencer på leder- og chefniveauer inden for hele støttestrukturen og lignende fag i den operative struktur. Den mangeårige generalisering i Forsvaret har været for “smart”.
  3. Det er ikke blot et spørgsmål om løn til det militære personale, som de militære fagforeninger agiterer for. Det er det jo heller ikke for sygeplejersker og fængselsbetjente.
Michael Nielsen
Læser
Michael Nielsen
1. marts 2023 21:00

Kan man vinde over Rusland? Ja, det kan man godt. Det vil kræve en ny logik med alt hvad dertil hører. Og det vil tage mange år. Men vi har ikke behov for at besejre Rusland. Vores mål er at Ukraine vinder.
Og endelig, så har vi brug for endnu mere debat, om vores udhulede forsvar. Tak til OLFI for at påtage sig sin del af opgaven.
Tillykke med fødselsdagen.
Slava OLFI

Bjørn Toft Madsen
Læser
Bjørn Toft Madsen
2. marts 2023 16:04

Tillykke Olfi … selv om det er mange penge for at relativt “smalt” medie, så synes jeg alligevel pengene er godt givet ud.

Thomas Wandahl
Læser
Thomas Wandahl
28. februar 2023 16:20

De militære fagforeninger agiterer ikke KUN for løn som WC skriver i punkt 3!
Men det står helt klart for alle os der er militært ansat at det er en (væsentlig) del i forbindelse med at fastholde os!
Militæret bliver aldrig lønførende, det ved vi godt, men alle de andre “goder” der en gang var er forsvundet ifb med de forskellige nedskæringer der har været og derfor betyder løn mere nu end tidligere. Når arbejdspresset samtidig stiger, er det ikke svært at overveje civile muligheder hvor lønnen bedre følger arbejdspresset!

Skal der laves andet om – absolut, men lønnen skal der bestemt også kigges på!
Og det skal være grundlønnen, ikke alle mulige tillæg man skal tigge om fordi man selv synes man har gjort det godt!
Det gælder forresten OGSÅ for sygeplejersker m.fl.