ANALYSE: For et år siden krævede en samlet blå opposition, at Forsvaret blev tilført penge »her og nu«, og at den daværende S-regering påbegyndte en oprustning »straks«. Siden er der stort set intet sket, og i sidste uge udskød den fungerende forsvarsminister fra Venstre forhandlingerne til efter påske. Udskydelsen øger kun presset på Forsvaret, på forsvarsministeren og på Venstre.

Da Venstre sad i opposition, kunne det ikke gå hurtigt nok. Under en uge efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar sidste år krævede partiformændene for Venstre, Dansk Folkeparti, de konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne i et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S), at Danmark resolut prioriterede det danske forsvar og prompte tilførte de væbnede styrker flere penge.

Baggrunden var ifølge de blå partiledere, at Putin havde »valgt vold, ødelæggelse og den stærkes ret som sin vej«.

»Dansk forsvar skal derfor have flere penge her og nu. Der er behov for et markant og væsentligt beløb allerede i år som en særbevilling til at opruste og fylde lagrene. Vi opfordrer derfor regeringen til øjeblikkeligt at sætte gang i politiske drøftelser på området, så vi kan vedtage et nyt forsvarsforlig, så hurtigt som muligt,« skrev Jakob Ellemann-Jensen (V), Morten Messerschmidt (DF), Søren Pape Poulsen (K), Pernille Vermund (NB), Alex Vanopslagh (LA) og Isabella Arendt (KD) den 2. marts 2022.

Artiklen fortsætter under billedet …

20230220 Brev
For et år siden krævede den samlede blå opposition, at den daværende S-regering fremskød forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig og begyndte en oprustning her og nu. Siden er der stort set intet sket. Foto: Venstre

Fire dage senere havde Venstre og de konservative sammen med S, R og SF skrevet under på »det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik«, som med en tidshorisont på næsten 12 år lovede at hæve forsvarsbudgettet fra 1,3 pct. til i 2033 de 2 pct. af bnp, som daværende statsminister Helle Thorning Schmidt (S) ellers i 2014 på Nato-topmødet i Wales lovede Nato at opfylde inden for tidshorisont på 10 år.

Signalet til Nato er klart – Danmark vedbliver med at være det sorte får

Det nationale kompromis blev kaldt »historisk« af både Venstre og konservative, som med den politiske aftale om konsensus hen over midten spændte ben for sig selv og lagde forsvarspolitikken død som muligt angrebspunkt mod regeringen. I stedet kaldte Venstres Jakob Ellemann-Jensen på trods af den langsommelige indfrielse af 2 pct.-målsætningen aftalen for »en milepæl for vores land«.

»Verden er forandret, der er krig i Europa. Et frit land er invaderet. Det kalder på klare og kontante svar. Vi må ikke tøve i den her situation, og med den her aftale sender vi et klart signal til vores allierede i NATO og i EU«, lød det fra Ellemann-Jensen.

På samme måde havde den konservative partiformand Søren Pape Poulsen ligesom Ellemann svært ved at få armene ned, og efter at have sat sin underskrift på aftalen proklamerede han, at han var »stolt af dansk politik«.

»6. marts vil for mig altid være en historisk dag«, sagde han.

Som et led i aftalen afsatte de fem ældste partier en strakspulje i 2022 og 2023 til at »styrke dansk forsvar markant både på den korte bane og på den lange bane«, som statsminister Mette Frederiksen udtalte det på pressemødet i Spejlsalen i Statsministeriet.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Sådan lykkedes det for Socialdemokratiet at holde forsvarspolitik ude af valgkampen

»Vi har i fællesskab besluttet at afsætte syv mia. kr. over de næste to år til styrkelse af dansk forsvar, diplomati og den humanitære indsats, de afledte konsekvenser, som det også kan have for det danske samfund. Det er penge, der her og nu skal gøre os i stand til at håndtere den alvorlige sikkerhedspolitiske situation, til at forhøje Forsvarets beredskaber og styrke evnen til at støtte vores allierede i Nato, øge robustheden i Forsvaret, fylde lagrene op, yde støtte til Ukraine,« sagde hun.

Selv om politikerne prøvede at give indtryk af handlekraft og politisk viljestyrke, var det klare signal til Nato ikke til at misforstå. Danmark påtog sig endnu en gang rollen som det sorte får i flokken, der vil gå endog meget langt for ikke at leve op til indgåede aftaler. Siden har både den daværende S-regering og den nye SVM-regering for længst brugt de syv mia. kr. Den første mia. blev brugt til at dække »økonomiske ubalancer« fra 2021, og i løbet af det forgangne år har regeringerne doneret våben, ammunition og materiel til Ukraine for over fire mia. kr., som alle er taget fra strakspuljen, der ellers skulle styrke Forsvaret og fylde lagrene op.

De resterende penge er brugt til at dække udgifterne til det øgede beredskab i både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. Resultatet er, at i stedet for at styrke Forsvaret og øge robustheden, er det modsatte sket. Antallet af opsigelser i Forsvaret er eskaleret, og lagrene har aldrig været længere fra at være fyldte end i dag.

I det hele taget har politikerne øget presset på Forsvaret markant ved at hæve beredskabet i alle tre værn og sende danske soldater ud på endnu flere missioner. Det er bl.a. sket ved at sende en kampbataljon til Letland, som efter udsendelse af to hold har sendt Hæren til tælling. Med andre ord er personellet ligesom materiellet slidt op, og der mangler både personel, våben, ammunition, reservedele, materiel og køretøjer i alle tre værn, og samtidig bor landets jenser i nedslidte og utætte bygninger.

Politikernes reaktion i Danmark står i skærende kontrast til, hvordan vores nabolande reagerede på Ruslands invasion af Ukraine. I Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Polen og Tyskland har man over en bred kam reageret med massiv tilførsel af midler til de respektive forsvar, ligesom investeringer i materiel, våben og ammunition for længst er afgivet. Men i Danmark diskuterer vi stadig, hvilket luftværn vi skal købe til Hæren til trods for, at netop luftværn var en af de vigtigste investeringer i det eksisterende forlig, som skulle sikre en fuldt kampklar og operativ brigade ved udgangen af det indeværende år.

Statsrevisorerne rettede sønderlemmende kritik af Forsvarsministeriets økonomi

Disse overvejelser havde Jakob Ellemann-Jensen og Venstre med, da partiet efter folketingsvalget den 1. november gik til forhandlinger på Marienborg om at danne en ny regering hen over midten. I midten af december kunne Mette Frederiksen præsentere sin nye SVM-regering med Jakob Ellemann-Jensen som vicestatsminister og forsvarsminister, og som en del af regeringsgrundlaget havde han fået gennemtrumfet en fremrykning af målsætningen om at nå de to pct. af bnp i 2030 i stedet for 2033. Der skulle med andre ord tempo i oprustningen.

Men efter nytår gik der kludder i drejebogen, da han på et møde med partiformændene Martin Lidegaard (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) krævede, at de skulle nikke ja til at afskaffe store bededag for overhovedet at komme med i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig. Debatten om store bededag spændte fuldstændigt ben for forsvarsforhandlingerne, og til sidst måtte Jakob Ellemann-Jensen trække i land og åbne processen op. Oven i balladen om store bededag rettede statsrevisorerne så en sønderlemmende kritik af Forsvarsministeriets økonomistyring og manglende kontrol med implementeringen af det igangværende forsvarsforlig.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Ellemann erklærede krig mod forsagere på forsvarsområdet, og nu er krigen brudt ud

»Statsrevisorerne finder det kritisabelt, at Forsvarsministeriet ikke har tilrettelagt en økonomistyring, der gør ministeriet i stand til at redegøre for, om forligsmidlerne er anvendt til at løse de opgaver og nå de mål og effektiviseringer, som er forudsat i forsvarsforliget 2018-2023,« stod der i den ene beretning, mens den anden kritiserede Forsvarsministeriet for ikke at have »tilrettelagt en effektiv styring« af opbygningen af 1. brigade og »kun i begrænset omfang har fulgt op på økonomi og fremdrift«.

»Ministeriet ved således ikke, hvordan de ca. 4,4 mia. kr. til opbygningen er anvendt, eller om midlerne rækker til hele projektet,« skrev statsrevisorerne.

Der var krig, krise og pres på alle kedler, og på broen stod Jakob Ellemann-Jensen, som ud over at være vicestatsminister og forsvarsminister som partiformand også skulle drive Venstres politik fremad og være familiefar på hjemmebanen. Presset blev for stort, og i begyndelsen af februar måtte han sygemelde sig på ubestemt tid.

»Mit helbred er selvsagt det vigtigste. Jeg kan ikke være både far, forsvarsminister og partiformand på en og samme tid, hvis helbredet ikke er i orden. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til. Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar,« skrev Jakob Ellemann-Jensen på Facebook.

Forsvarsministeriet var blevet fanget i den perfekte storm med pres fra alle sider, og nu var manden på broen slået i gulvet på ubestemt tid.

Et år inden i krigen er der stort set intet sket

Nu er økonomiminister Troels Lund Poulsen så trådt til som fungerende forsvarsminister, og han skød i sidste uge de kommende forsvarsforhandlinger til efter påske i april. Argumentet var statsrevisorernes hårde kritik og det forhold, at den fungerende forsvarsminister stadig venter på anden del af tidligere forsvarsminister Morten Bødskovs længe ventede kasseeftersyn.

»Som fungerende forsvarsminister har jeg brug for at få både et klart overblik omkring forsvarets samlede økonomi og være i stand til at svare på den kritik, som rigsrevisorerne og statsrevisorerne har rejst af forsvarets økonomistyring,« sagde Troels Lund Poulsen torsdag til Jyllands-Posten.

Samtidig har han naturligvis behov for at sætte sig ind i sagerne og danne sig et overblik over sit nye ministerområde, som han dog kender ganske udmærket. Under Helle Thorning Schmidts regering fra 2011-2015 var Troels Lund Poulsen Venstres forsvarsordfører, og som senere statsrevisor var det ham, der satte Rigsrevisionen i gang med den kulegravning af Forsvarets økonomi, som netop er blevet afsluttet med en hård kritik. Nu står han så selv med ansvaret.

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Statsrevisorernes beretninger afslører årelangt dansk investeringsefterslæb

Gennem det seneste år er der blevet sagt utroligt meget om Forsvarets miserable tilstand og givet mange løfter om bod og bedring til soldaterne, til Nato og vores allierede og ikke mindst til befolkningen. Tilbage står imidlertid, at vi et år inde krigen end ikke har fundet ud af, hvem der skal være med til at forhandle det forlig, som Venstre for et år siden pressede så hårdt på for at få rykket frem.

I dag er det alene Enhedslisten og Alternativet, der på forhånd har meldt sig ude af forligsforhandlingerne, og dermed er der lagt op til et langstrakt forhandlingsforløb med hele 10 partier, som ønsker at være med. Selv om Troels Lund Poulsen håber at komme i gang med forhandlingerne efter påske, kommer der til at gå måneder, før et nyt forlig lander, og spørgsmålet er, om det overhovedet når i mål inden nytår. Det skyldes, at et forsvarsforlig er yderst omfattende, og med en kommende forligsperiode på 10 år, er det ganske enkelt massivt. Alle partier vil have noget med, og med 10 partier om forhandlingsbordet må vi derfor forvente et endnu mere langstrakt forløb end normalt.

På samme måde spøger det for både politikere og forsvarsledelse helt ubekendte og næsten surrealistiske forhold, at forsvarsbudgettet skal vokse med over 20 mia. kr. om året. Det er en voldsom opgave, som ingen har prøvet før. Kan det næsten gå andet end galt?

Utilfredsheden med forsvarschefen vokser i Hæren og Søværnet

Forsvarsministeriet har lovet en offentlig debat om forsvarspolitikken inden og under forhandlingerne, men tidspresset og de hidtidige oplevelser gør forventningerne meget små. I begyndelsen af februar kunne TV2 afsløre et lækket notat, som i grove termer afdækkede forsvarsledelsens ønsker til det kommende forsvarsforlig.

Uden nogen form for analyse eller opgavebeskrivelse havde forsvarschefen og hans øverste chefer allerede en indkøbsseddel klar, som har fået en række debattører til at kritisere forløbet. For hvordan kan forsvarsledelsen aflevere en ønskeseddel, når vi ikke en gang kender hverken opgaven eller har en analyse af den aktuelle trussel?

Artiklen fortsætter under henvisningen …

Jakob Ellemann-Jensens valg med hjertet risikerer at blive hans eget Waterloo

Således tyder meget på, at forsvarschef Flemming Lentfer allerede ved, hvad han vil have, og dermed har han helt sikkert også sin argumentation klar. Spørgsmålet er, om den mest af alt bygger på hans egne personlige idéer og tanker, eller om argumentationen bunder i et større analysearbejde gennemført i samarbejde med Forsvarets forskellige myndigheder. Intet tyder på, at det er tilfældet, og onde tunger vil vide, at der er overordentlig stor utilfredshed med forsvarschefens ageren i både Hæren og Søværnet. Forliget bliver ifølge OLFIs kilder – hvis ellers forsvarschefen får sin vilje – gennemsyret lyseblåt – læs med højeste prioritet til Flyvevåbnet hele vejen igennem.

Det ligger allerede nu fast, at forsvarschefen har overbevist Forsvarsministeriet om, at fremtidens trussel kommer fra luften. Ifølge Flemming Lentfer og hans nærmeste rådgivere, der også bærer lyseblå uniformer, giver det derfor ikke nogen mening at lade Hæren opbygge den tunge brigade, som ellers har stået som et af Natos vigtigste styrkemål til Danmark gennem flere år. Derfor arbejder forsvarsledelsen målrettet på at få ændret Natos styrkemål, som næste gang bliver tildelt i 2025.

Men hvordan kan Danmark indgå et nyt forsvarsforlig og planlægge Forsvarets indretning de næste 10 år ud i fremtiden, når Danmark åbenlyst ikke vil følge styrkemålene fra Nato? Det kommer ikke som nogen overraskelse, at tålmodigheden med Danmark i Nato efterhånden er ved at være slidt så tynd, at det burde få konsekvenser.

Ikke nok med, at Danmark leverer for lidt, for sent og for langsomt. Vi modarbejder også de styrkemål, som vores allierede i Nato har pålagt os at leve op til. Og det, vi med forliget i 2018 lovede at levere i 2024, kommer vi formentlig aldrig nogensinde til at levere.

Det kan godt være, at Troels Lund Poulsen har købt sig lidt tid ved at udskyde forhandlingerne om det nye forsvarsforlig til efter påske. Men med krig i Europa, Forsvaret i dyb krise og massiv kritik fra omverdenen har han ikke gjort det lettere for sig selv. Presset vokser på Forsvaret, på Troels Lund Poulsen og Forsvarsministeriet og ikke mindst på Venstre for snart at levere det lovede.

Det kommer til at tage tid. Meget lang tid. Og det er desværre en tid, som vi på ingen måde har.

20230220 Editor Ernstved2
Peter Ernstved Rasmussen etablerede OLFI i 2016 og er i dag også vært på programmet Frontlinjen på Radio4. Foto: Thomas Rønn
guest
3 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer