KOMMENTAR: Det forgangne år var rigt på begivenheder i både dansk og international forsvars- og sikkerhedspolitik. Krig i Ukraine, det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, FE-sagen, Guineabugten, ministerrokade, EU-forsvarsforbehold, en hemmeligholdt Nato-rapport og en ny regering. Må 2023 blive bare lidt bedre.
Kender du historien om Grigorij Potjomkin? Han var ud over at være minister under Katarina Den store af Rusland også kejserindens elsker. Da hun i 1787 besøgte Ruslands nyerobrede halvø Krim i Sortehavet, fik Grigorij Potjomkin opstillet kulisser af idylliske landsbyer langs landevejen, så det for kejserinden så ud, som om koloniseringen var længere end virkeligheden, og at levestandarden var højere end realiteterne. Heraf opstod begrebet potemkinkulisse, som beskriver, når nogen forsøger at sminke de faktiske forhold.
Hvis man kort skal beskrive det forgangne år i et forsvars- og sikkerhedspolitisk perspektiv, må det være, at 2022 blev året, hvor det også for den brede befolkningen blev klart, at Forsvaret i dag mest af alt ligner en moderne udgave af en potemkinkulisse.
Udadtil har politikerne talt om det danske forsvar som blandt verdens bedste. Men bag kulissen var virkeligheden en anden på trods af soldaternes heltemodige indsats og høje moral. En flåde med bare fem krigsskibe, som ikke har missiler og ikke kan forsvare sig selv. En amputeret hær, som ikke en gang kan mønstre en fuld brigade og samlet set kan stå på en fodboldbane. Soldater uden tilstrækkelige våben, udrustning og ammunition. Nedslidte, forældede og for få køretøjer, som slet ikke må køre på grund af slitage og ikke kan operere om natten grundet manglen på natkameraer. Mandskabsmangel og faneflugt. Nedslidte bygninger, forældet IT og mangel på logistik.
Artiklen fortsætter under billedet …
Gennem årene har politikere over en bred kam skåret Forsvaret helt ind i benet, samtidig med at samme politikere har talt vand op ad væggene ved at påstå forbedringer og effektiviseringer i Forsvaret på baggrund af massive besparelser. Da krigen i Ukraine brød ud, og alarmen gik, stod politikerne tilbage som kejseren i H.C. Anders eventyr. De havde ingen tøj på.
Forsvaret manglede alt, og alle løfterne til Nato og vores allierede klingede hult. Nu er intet selvsagt så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi må håbe, at afsløringen af den skinbarlige virkelighed en gang for alle har fået selv de mest naive politikere til at tænke sig om, så de aldrig mere vil lade forsvaret af Danmark gå op i en konkurrence om at spare mest muligt.
Der er håb, og det vender jeg tilbage til. Men lad mig først kigge tilbage på året, som det tog sig ud fra denne stol.
Krigen i Ukraine definerede året 2022
Krigen i Ukraine var naturligvis den begivenhed, som kom til at definere ikke bare år 2022, men formentlig en helt ny tidsalder, som kommer til at vare mange år frem og måske en hel generation. Inden da mistede selv statsministeren tilliden til Trine Bramsen som øverste politiske chef for de væbnede danske styrker. Efter to års advarsler forstod Mette Frederiksen i sidste øjeblik, at Trine Bramsen aldrig skulle være givet det enorme ansvar som forsvarsminister. Hun skilte sig ud i alle meningsmålinger som regeringens uden sammenligning mest upopulære minister, men i stedet for at fyre hende, sende Mette Frederiksen hende over i Transportministeriet.
Artiklen fortsætter under billedet …
Morten Bødskov blev udnævnt til ny forsvarsminister, og det viste sig at være klogt træk, idet den erfarne minister alene ved sin tiltræden formåede at få sindene til at falde til ro. Med det enorme fokus på forsvar i 2022 udviklede Morten Bødskov sig til statsministerens fortrolige wingman, og da regeringsforhandlingerne foregik på Marienborg, var netop Morten Bødskov sammen med finansminister Nicolai Wammen statsministerens nærmeste rådgivere. At han så under valgkampen overspillede sine kort, er en anden sag, som vi vender tilbage til.
Den 24. februar rullede russiske kampvogne ind over grænsen til Ukraine fra både Rusland og Belarus. Krigen kom på trods af måneders forberedelse som et chok for Vesten, som reagerede med vantro og en sjælden set enighed. I Tyskland gik den nye kansler Olaf Scholz tre dage efter invasionen på talerstolen i forbundsdagen og afsluttede med sin tale om zeitenwende 70 års pacifistisk tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han lovede, at Tyskland hurtigst muligt ville hæve forsvarsbudgetterne fra 1,5 pct. af bnp til de lovede to pct., som de allierede i Nato i 2014 blev enige om at indfri i 2024, og så tilførte han nærmest over natten forbundsværnet svimlende 100 mia. euro svarende til 700 mia. kr.
Kansler Olaf Scholz satte Danmark under massivt pres
Den tyske reaktion satte den danske regering under et massivt pres, fordi Danmark i forsvarspolitikken rent økonomisk altid har ligget i læ af Tyskland. Mette Frederiksen var tvunget til at handle, og hun indkaldte derfor partilederne i de ældste partier i Folketinget til hemmelige forhandlinger i Statsministeriet. Søndag den 6. marts lancerede S, V, R, SF og K så det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik, som er en bindende aftale partierne imellem.
Hovedelementerne var, at Danmark med udgangen af 2033 ville hæve forsvarsbudgettet »varigt« til to pct. af BNP, afskaffe EU-forsvarsforbeholdet ved en folkeafstemning den 1. juni og gøre sig fri af russisk gas. Samtidig afsatte partierne en strakspulje på syv mia. kr. i 2022-2023 til at »styrke Forsvaret« og finansiere det forøgede beredskab.
Artiklen fortsætter under billedet …
En tidshorisont på næsten 12 år for at nå op på de lovede de to pct. var det tætteste, som Danmark kunne komme på vise en udstrakt langemand til vores allierede i Nato. Det kan godt være, at der er krig i Europa, og I opruster massivt for at sikre Europas og vores sikkerhed. Men vi har altså nogle andre områder, som har førsteprioritet!
Den efterfølgende debat om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet blev en af den slags pseudodebatter, som kørte i ring. For sandheden er, at forsvarsforbeholdet betyder en forsvindende lille del, når man slet ikke har styrker at sende ud i internationale EU-missioner og ikke en gang kan forsvare sine egne grænser. Men det forstod hverken danskerne eller medierne, og da valgkampen var overstået, glemte vi alt om Forsvaret igen.
Med det nationale kompromis lykkedes det for Socialdemokratiet at lukke den forsvarspolitiske debat, for hvordan skulle Venstre og De Konservative kunne kritisere regeringen for langsommelighed med hensyn til at genopbygge Forsvaret, når selvsamme partier havde skrevet under på en aftale om først at indfri Nato-målet i 2033?
Politikerne vil ikke åbent debattere forsvar
Det var ellers et oplagt emne at debattere, da Mette Frederiksen presset af De Radikale udskrev folketingsvalg i oktober til afholdelse den 1. november. Her viste forsvarsminister Morten Bødskov, at Socialdemokratiet hellere lyver og nægter befolkningen indsigt i virkeligheden end tager en åben debat om de faktiske forhold. Den meget omtalte rapport Nato Defence Planning Capability Review landede i Forsvarsministeriets departement få dage efter valgudskrivelsen.
Rapporten er Natos evaluering af medlemslandenes forsvarsplanlægning og militære evner i forhold til Natos styrkemål, og de seneste mange år har Forsvarsministeriet offentliggjort den i øvrigt uklassificerede rapport på ministeriets egen hjemmeside. Men da OLFI bad om at se den, lød det, at den først skulle diskuteres med forligskredsen efter valget. Det forstod de ikke i oppositionen, hvor Konservative, Venstre og DF kritiserede Morten Bødskov for at optræde udemokratisk, og de opfordrede ham samtidig til at fremlægge den inden valget. Hårdt presset tilbød Forsvarsministeriet, at forsvarsordførerne kunne læse rapporten i departementet, men offentligheden fik kun en stærkt censureret version med fede overstregninger i over halvdelen af rapporten.
Helt bizart blev det, fordi Morten Bødskov overfor OLFI og Radio4 fastholdt, at han aldrig havde set rapporten, selv om han selv havde behandlet den på et forsvarsministermøde i Nato den 12.-13. oktober. Og det er selvfølgelig en mulighed, at han ikke havde læst den. Men overfor Ekstra Bladet bekræftede ministeriet siden, at han selvfølgelig var orienteret om indholdet, og dermed afslørede ministeriet selv løgnen.
Hvad var så indholdet af rapporten, som vi ikke måtte se? Mon ikke, at den indeholder Natos harske kritik af den danske forsvarsplanlægning for at være utilstrækkelig? Allerede for to år siden fik Danmark på hjelmpullen, og siden er situationen i Danmark kun blevet værre. Besluttede investeringer i det eksisterende forlig som missiler og slæbesonarer til fregatterne, luftværn til Hæren, nye enheder og bygninger er flere år fra at blive indfriet.
Ved at nægte offentligheden indblik i virkeligheden kunne Morten Bødskov stadig holde potemkinkullisserne oprejst, selv om de fleste efterhånden har gennemskuet, hvad der gemmer sig bag – eller rettere ikke gemmer sig bag.
Missionen i Guineabugten udstillede dilemmaer
Hvor galt det står til, afslørede regeringens beslutning om at trække fregatten ”Esbern Snare” hjem fra Guineabugten to måneder før tid, selv om den rent faktisk så ud til at spille en rolle i kampen mod pirateriet. Der var ganske enkelt ikke mandskab til at køre missionen videre, når det brændte på andre steder i kongeriget. Da havde fregatten også medvirket til at løse en væsentlig opgave. At pirateriet ud for Nigeria har et andet niveau end ud for Afrikas Horn, fik danskerne bevis for allerede i efteråret 2021. I et mindre søslag dræbte danske frømænd fem pirater, mens fire blev taget til fange og placeret i tilbageholdelsesfaciliteterne på fregattens flexdæk.
På trods af håndfaste beviser besluttede regeringen i begyndelsen af januar at sætte tre af piraterne i en gummibåd med en madpakke og en påhængsmotor, så de selv kunne sejle ind til Nigerias kyst. De skulle for alt i verden ikke til Danmark, hvor de kunne optage sparsomme pladser i et dansk fængsel og efterfølgende søge asyl. Anderledes så det ud for den sidste pirat, som under kampen i Guineabugten hoppede i vandet og fik sit ben i motorbådens skrue. Han fik amputeret sit ben og blev på grund af Danmarks forpligtelser i stedet sendt til København, hvor han blev varetægtsfængslet sigtet for forsøg på manddrab. Da sagen i november kom for retten, var Lucky Francis – det hedder han – kun tiltalt for i forening med de øvrige at have udsat danske soldaters liv for fare. Retten kendte ham skyldig, men lod ham slippe for straf – bl.a. fordi hans medskyldige blev sat på fri fod. Nu venter han så på sin videre skæbne.
Artiklen fortsætter under billedet …
Sagen udstillede med al sin tydelighed alle dilemmaerne ved piraterimissionen i Guineabugten, som blev en dansk solomission. De udsendte soldater løste deres militære opgaver med stor effektivitet, men havde ingen indflydelse har på det juridiske efterspil, som afslørede alle problemerne ved at operere alene uden nogen alliancepartnere. Man kan håbe, at missionen havde den ønskede effekt, hvilket noget dog kan tyde på, idet pirateriet er dalet yderligere det sidste år. Mere usikkert er det, hvad politikerne har lært af sagen, og om de endnu en gang ønsker at risikere at skulle huse pirater i danske fængsler, fordi forberedelserne ikke har været grundige nok?
Må Lars Findsen blive en lektie for alle
En helt anden og langt større udfordring er, hvad man gør, når man øjensynligt har en chef for en efterretningstjeneste, som plaprer løs til pressen om alt fra efterretningstjenestens og dermed rigets dybeste hemmeligheder, fodrer journalister med navnet på en betroet medarbejder og intern whistleblower – og efterfølgende lancerer politisk motiverede angreb på den siddende regering? Året 2022 viste, at den meget omtalte FE-sag først og fremmest handler om en egenrådig embedsmand, som gennem sin karriere så sig mere og mere urørlig og gerne gik i kamp for sine egne idéer i stedet for lydigt at følge skiftende ministres politiske ønsker.
Nu forsøger han at frikende sig selv ved at give den som misforstået repræsentant for åbenhed, men intet kunne klinge mere hult. Åbenhed er godt, når det drejer sig om indsigt i sager af offentlig interesse, og jeg skal være den første til at efterlyse mere åbenhed i Forsvarsministeriet og Forsvaret generelt. Men åbenheden skal ikke komme fra chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste om dybe statshemmeligheder og efterretningssamarbejder med allierede. Kan man ikke holde tand for tunge om den slags, bør det – selvfølgelig – føre til fængselsstraf.
Artiklen fortsætter under billedet …
Hvis billedet var noget sløret, inden Lars Findsen udgav sin bog ”Spionchefen – erindringer fra celle 18”, står det i dag mere end noget klart, at Lars Findsen gik langt ud over den røde streg for, hvad man kan tillade sig som efterretningschef. At måden, man så satte en stopper for ham på, kan diskuteres og sandt for dyden ikke fremstår særligt gennemtænkt eller klogt udført, er en anden sag. Det store spørgsmål er, om vi nogensinde får sagen fuldt belyst?
I 2012 måtte Forsvarets Auditørkorps opgive at føre den såkaldte Apache-sag ved byretten, fordi retten ikke ville stille krav om, at domsmænd skal kunne sikkerhedsgodkendes af FE for at beskæftige sig med klassificeret materiale. Kendelsen stadfæstede Vestre Landsret i Viborg, og herefter opgav auditørkorpset at føre sagen. Intet har siden ændret sig i retsplejen, hvad angår sikkerhedsgodkendelse af domsmænd.
Vi venter i spænding på tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen
Ifølge anklagemyndigheden skal sagen mod Lars Findsen køre som en domsmandssag ved byretten med en maksimal strafferamme på fire års fængsel. Men hvordan skal anklagemyndigheden nogensinde kunne fremføre hemmeligstemplede beviser om rigets efterretningssamarbejde med fremmede magter, når to af dommerne er almindelige lægdommere uden sikkerhedsgodkendelse? Det vil tiden vise, men erfaringerne lover ikke godt for sagens gennemførelse.
Anderledes ser det ud for den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), selv om den sag også indeholder interessante dilemmaer. Anklagemyndigheden ønskede i foråret at rejse tiltale mod ham for brud på straffelovens §109 efter at have bekræftet FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA i alverdens medier. Det krævede imidlertid en ophævelse af hans politiske immunitet, hvilket Folketinget afviste, fordi anklagemyndigheden ikke ville oplyse, hvad den tidligere minister er tiltalt for.
Artiklen fortsætter under billedet …
Ved folketingsvalget genopstillede Claus Hjort Frederiksen ikke, og han forlod derfor Folketinget den 1. november. Man må derfor forvente, at den nyudnævnte justitsminister Peter Hummelgård (S) som noget af det første skal tage stilling til anklagemyndighedens ventende tiltale. Justitsministeren kan dårligt gøre andet end at lade sagen gå sin gang, for det ville være noget af en skandale, hvis en siddende minister afviste at lade anklagemyndigheden føre en sag, når den er overbevist om at have beviser til at få fældet dom.
Det interessante bliver så at se, hvordan anklagemyndigheden griber den sag an, for her vil det være en del af bevisførelsen at godtgøre, at Claus Hjort Frederiksens åbenhed har skadet Danmark. Kan anklagemyndigheden det uden at fremlægge hemmeligstemplet bevismateriale? Vi venter i spænding.
Riv potemkinkulisserne ned!
I midten af december fik Forsvarsministeriet så for anden gang i 2022 en ny minister. Jakob Ellemann-Jensen (V) kom i regeringsforhandlingerne igennem med ønsket om at fremrykke datoen for Danmarks indfrielse af Nato-målsætningen om at bruge 2 pct. fra 2033 til 2030. Det skal han have ros for. Nu venter så det svære arbejde med at lande et forlig, som åbenbart skal have en længde på 10 år.
Det bliver den ene store test for Jakob Ellemann-Jensen. En anden bliver hans evne til at åbne op for det system, som med krigen i Ukraine har lukket sig om sig selv i en grad, så det i dag er et regulært demokratisk problem. Mens andre lande som eksempelvis Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og USA åbent og i demokratiets ånd fortæller offentligheden, hvad landene donerer til Ukraine – så holder Danmark alle donationer hemmelige. Ethvert spørgsmål omhandlende noget med Ukraine bliver afvist under henvisning til »operative forhold« og »rigets sikkerhed«. Det er desværre pseudoargumenter, som alene har til formål at holde offentligheden hen i uvished, hvilket blev tydeligt med overstregningen af den uklassificerede Nato-rapport.
Artiklen fortsætter under billedet …
Derfor bliver Jakob Ellemann-Jensens største udfordring at bryde koderne, trække gardinerne fra og lukke lyset ind. Han kan passende indlede med at offentliggøre den fulde Nato-rapport, som Forsvarsministeriet ikke ville offentliggøre »i år«. Et nyt år åbner helt nye muligheder. Dernæst kan han give offentligheden indsigt i de milliardstore donationer til Ukraine. Han kan også lægge en uklassificeret version af Forsvarskommandoens oplæg til det nye forsvarsforlig frem for offentligheden, som forsvarscheferne i Sverige og Norge gør det forud for indgåelsen af politiske forsvarsforlig. Det ville åbne debatten og give offentligheden mulighed for at blande sig inden indgåelsen af et nyt forlig.
I det hele taget kan Jakob Ellemann-Jensen rive alle potemkinkulisserne ned og give befolkningen det rå og ærlige billede af Forsvarets sande tilstand. Han kan tvinge officerer og i særdeleshed Forsvarets øverste ledelse til at deltage i den offentlige debat med fagmilitær indsigt om deres eget område – uden at det skal handle om politik. Det er ikke så svært, og det har vores nabolande glimrende bevist. Hvis befolkningens opbakning til de kommende års milliardstore investeringer i Forsvaret skal holde ved, kræver det indsigt og forståelse for, hvad et forsvar koster. Den opbakning opnår man kun ved åbenhed, og det kan Jakob Ellemann-Jensen gøre sig til talsmand for.
Vi må konstatere, at 2022 var et annus horribilis med krig i Ukraine og et dansk forsvar i forfald. Med regeringsgrundlaget er der grund til at lufte en smule håb og optimisme. Må 2023 blive bare en smule bedre end 2022. Så kan det være, at vi i det nye år indleder rejsen mod et genrejst forsvar med massiv folkelig opbakning. Man har lov at håb.
Godt nytår!
