spot_img

Holland har offentliggjort Nato-rapport, som offentligheden i Danmark ikke må se

Under valgkampen vakte det kritik, at Forsvarsministeriet i første omgang afviste at udlevere en uklassificeret rapport fra Nato og siden alene offentliggjorde en kraftigt censureret udgave. I Holland har regeringen fremlagt en ucensureret udgave af samme rapport. Folk & Sikkerhed mener, at den danske lukkethed er udemokratisk.

Se godt på collagen i toppen, som illustrerer denne artikel. Rapporten til venstre er Natos Defence Planning Capability Review 2020-2021 for Holland, som den hollandske regering har lagt ucensureret på det hollandske forsvarsministeriums hjemmeside. Den til højre er samme rapport for Danmark, som offentligheden midt under valgkampen først efter massivt pres fra medier og opposition fik adgang til, da den havde været under Forsvarsministeriets overstregningstusch.

I organisationen Folk & Sikkerhed mener formand og pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, at den hollandske åbenhed sætter den danske lukkethed i et »trist lys«, og ifølge ham er de tilgængelige oplysninger i den danske rapport ukonkrete og nærmest ligegyldige. Han kalder censuren af den danske rapport for »udemokratisk« og mener, at Danmark bør gøre som hollænderne og offentliggøre rapporten, så den kan indgå i den offentlige debat forud for indgåelsen af det kommende forsvarsforlig.

»Dansk forsvar har i den grad behov for åbenhed og transparens. Det er lige præcis politisk lukkethed, der er den direkte årsag til, at vi i dag står med et forsvar, som ikke er indrettet til at håndtere de nye trusler imod Danmark og dansk nærområde,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vi læse artiklen om Forsvarsministeriet, som tilbageholder efterspurgt Nato-rapport til efter folketingsvalget …

Ifølge Torben Ørting Jørgensen kan Danmark og Holland på stort set alle demokratiske parametre nærmest sidestilles, fordi vi ligner hinanden på så mange måder.

»Men i Danmark må vi ikke få samme indsigt i Natos vurdering af dansk forsvar som den, de hollandske borgere får. Det efterlader indtrykket af, at man i Danmark fortsætter den tidligere regerings politik om at begrænse borgernes muligheder for at få et reelt indtryk af forsvarets sande tilstand. Det er udemokratisk,« siger han.

Kan først udleveres efter valget

Nato Defence Planning Capability Review kommer hvert andet år, og det er Natos evaluering af medlemslandenes forsvarsplanlægning og evne til at leve op til Natos styrkemål. Gennem de seneste år har der i Danmark såvel som i Holland været tradition for at offentliggøre rapporten.

I oktober 2020 rettede Nato en hård kritik af Danmark for at levere for lidt, for sent og for langsomt, og forventningen var, at rapporten denne gang ville være endnu mere ubarmhjertig. Det skyldes, bl.a. at forsvarschef Flemming Lentfer så sent som for et år siden erkendte, at lovede implementeringer i det nuværende forlig bliver forsinket, og samtidig er Forsvaret efter udbruddet af krigen i Ukraine blevet udfordret til det yderste med forhøjet beredskab og indsættelse af en kampbataljon i Letland.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse den konservative Rasmus Jarlovs syn på Forsvarsministeriets tilbageholdelse af Nato-rapport …

Men da OLFI rettede henvendelse til Forsvarsministeriet efter statsministerens valgudskrivelse i begyndelsen af oktober, lød forklaringen, at alle måtte væbne sig med tålmodighed:

»Den seneste udgave af NATO’s Defence Planning Capability Review vil skulle drøftes i forsvarsforligskredsen. Det vil blive håndteret på det første møde i forligskredsen efter folketingsvalget. Af operative hensyn kan vi ikke komme nærmere, før forsvarsforligskredsen har drøftet den,« skrev Forsvarsministeriet i en mail til OLFI.

Minister kendte ikke noget til Nato-rapport

Den udmelding fik oppositionen til at reagere. Venstres Lars Christian Lilleholt mente ikke, at der var nogen grund til at vente, og at det i virkeligheden var »en rigtig dårlig ide ikke at få rapporten ud med det samme«.

»Der er ingen grund til at holde den hemmelig,« sagde han.

Den konservative formand for Folketingets Forsvarsudvalg, Rasmus Jarlov, kaldte Forsvarsministeriets tilbageholdelse for »udemokratisk«.

»Det er at tilbageholde information for Folketinget, og det synes jeg ikke, at forsvarsministeren skal. Regeringen gør det på grund af valget, og fordi den ikke mener, at rapporten stiller den i et godt lys før valget. Der er ikke nogen, der tror på, at det er af hensyn til forligskredsen eller Folketinget. Det er alene af hensyn til regeringen selv,« sagde han.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Nato-rapporten, som Morten Bødskov ikke har læst …

Da OLFI og Radio4 fangede den fungerende forsvarsminister Morten Bødskov (S) i Rødovre, forklarede han, at han slet ikke havde set rapporten.

»Jeg har ikke nogen nærmere viden om den rapport,« svarede han.

Det sagde han til trods for, at han selv havde behandlet rapporten på et forsvarsministermøde i Nato den 12.-13. oktober. Og kort efter meddelte Forsvarsministeriet så, at medlemmerne af Folketingets Forsvarsudvalg kunne læse rapporten i sin helhed i ministeriet. Offentligheden og pressen måtte nøjes med en stærkt censureret udgave.

»Tidligere år har Forsvarsministeriet valgt at offentliggøre rapporten. I lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation har Forsvarets Efterretningstjeneste i år vurderet, at en række af oplysningerne i rapporten om Danmarks militære evne ikke bør offentliggøres. Rapporten vil derfor ikke blive offentliggjort i år,« skrev Forsvarsministeriet i et følgebrev.

Proces med åbenhed kan begynde nu

Selv om Morten Bødskov har fastholdt, at han ikke læst rapporten, er han dog blev orienteret om den. Det har Forsvarsministeriet bekræftet over for radioen 24Syv. Dermed står hans udsagn om, at han »ikke har nogen nærmere viden om den (rapporten, red.)« tilbage som et svar, der afføder nogle helt naturlige opfølgende spørgsmål.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om, at Forsvarsministeriet har afvist at lade militære chefer holde oplæg på konferencer, så længe der ikke er dannet en regering …

OLFI vil samtidig gerne have Morten Bødskovs kommentar til den hollandske regerings offentliggørelse af Nato-rapporten omhandlende Holland. OLFI har søndag aften kontaktet ministerens særlige rådgiver og afventer endnu svar.

Tilbage står, at Forsvarsministeriets tale om åbenhed og transparens om dansk forsvar ser noget udfordret ud. Derfor ønsker Folk & Sikkerhed også et opgør med den lukkethedskultur, som har præget dansk forsvar de seneste mange år.

»Vi skal have en konstruktiv, åben og bred debat om vores fælles forsvar og civile beredskab. Begge dele er ganske enkelt for vigtige til at blive overladt til en lukket politisk proces, hvor der skabes konsensus om et forsvar, der som nu ikke kan løse de opgaver, borgerne forventer det skal. Den proces kan passende begynde nu,« siger Torben Ørting Jørgensen.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

»Den sikkerhedspolitiske situation og ændringer i vores opgavefokus udfordrer os«

Abonnement
Chefen for Flyverkommandoen erkender i et skriftligt svar til OLFI, at de unge piloter er pressede. Han lover, at man fra flyveledelsens side er i gang med at adressere udfordringerne, men han vil ikke stille op til interview og svare på spørgsmål. Nej. Generalmajor Jan Dam ønsker som chef for...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

2 KOMMENTARER

guest
2 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Lars Dalgas
Læser
Lars Dalgas
12. december 2022 8:39

Sidste gang Bødskov blev fanget i en “nødløgn” kostede det ham ministerposten.
Denne gang slipper han langt lettere, desværre

Palle Randløv
Læser
Palle Randløv
13. december 2022 2:28

Det er utroligt at danske politikere ikke kunne forudse at andre lande sikkert ville offentliggøre rapporten helt eller delvist !!!