KOMMENTAR: Mens landene omkring os opruster kraftigt og øger forsvarsbudgetterne med tilsvarende høj hastighed på grund af krig og kriser kompasrosen rundt, står forsvars- og sikkerhedspolitikken helt og holdent i stampe i den danske andedam. Det er værd at lytte til en jægers advarsel om ænder.
I Danmark venter vi. Vi sidder på hænderne, snakker udenom, holder befolkningen hen i uvidenhed og iværksætter analyser og undersøgelser, som tager måneder at få gennemført. Når vi endelig træffer beslutninger, går udførelsen op i administration, fejl, nogle vil sige inkompetence, og forsinkelser, så målene ikke bliver nået, og vi svigter vores allierede. Vi vil ikke betale for gildet, nasser på de andre, men fører os frem som nogle Fandens karle, der kan det hele på den halve tid. Hvis bare andre var lige så kloge som os, ville verden se meget bedre ud. Vi opfører os mildest talt upassende, og vi skammer os ikke en gang over det. Omtrent så kort kan man lidt groft skitsere den danske forsvars- og sikkerhedspolitik.
Siden Ruslands invasion af Ukraine har Danmark glimret ved sin handlingslammelse. Truslen fra Rusland bare vokser med risiko for, at krigen i Ukraine udvikler sig til en atomkrig. Vi stirrer med åbne øjne ind i Tredje Verdenskrig, men det er som om, at vi ikke rigtigt har forstået det her i vores lille og trygge andedam. Vi har doneret penge, våben og materiel til Ukraine, og vi hjælper med at uddanne deres rekrutter i Storbritannien, og så går det hele nok alligevel. Vi skænker ikke den eskalerende trussel mange tanker og fortsætter med planerne om at bygge miljøkrigsskibe, som levede vi i en skøn verden, hvor udsigten til miljøulykker var den eneste reelle risiko.
Men der er langt flere trusler end den fra Rusland. Et stadigt mere selvhævdende Kina truer med at invadere Taiwan, Kim Jong-Un sender jævnligt missiler hen over Japan, og i Mellemøsten og Nordafrika slås tvivlsomme regeringer med terrorbevægelser og jihadisme, som sender massive flygtningestrømme mod Europa. Læg dertil udfordringerne i Arktis og amerikanernes ønske om at koncentrere sig om Fjernasien.
Artiklen fortsætter under billedet …
Forsvarsforliget udløber først med udgangen af næste år, og selv om den nu fungerende regering har ambitioner om at indlede forhandlingerne straks efter en ny regeringsdannelse, så har et nyt og varslet 10-årigt forsvarsforlig lange udsigter. For hvordan i alverden skal man sammenstrikke et så langt forlig på kort tid? Det kræver forberedelse og nye analyser, udredninger og overvejelser. Ingen har jo bedt Forsvarets øverste ledelse om at have planer klar i skuffen, som generaler og admiraler kunne aktivere med politikernes hurtige accept. Nej, hvad havde du forestillet dig? Vi har ikke travlt med at nå op på at indfri løftet om at bruge to pct. af bnp på forsvar, som, vi også er enige om, først skal være indfriet i 2033. Så slap lige af og tag den med ro!
Det er ved at være pinagtigt
Det gør de derimod ikke i vores nabolande. I slutningen af oktober meddelte den polske regering, at vores store naboland mod syd køber hele 1.000 styk K2 Black Panther kampvogne i Korea for 17 mia. kr. Dertil kommer 672 styk K9 haubits artilleripjecer og 47 styk FA-50 kampfly. I Polen ser de åbenbart en helt anden trussel, end vi gør i Danmark, og her har man hurtigt fået omsat planer til investeringer, og pengene er fulgt med. Når den vestlige forsvarsindustri ikke kan levere hurtigt nok, ryger ordren til Asien.
Alene sidste år brugte Polen 2,42 pct. af bnp på forsvar, hvilket er langt over Natos målsætning på minimum to pct., som de Nato-allierede lovede hinanden i 2014, og Polen har ingen ambitioner om at skrue ned. Tvært imod. Her ved man godt, hvad Rusland er for en størrelse, og Polen underlægger sig ikke noget russisk overherredømme igen uden kamp.
Ser man bare over på den anden side af Øresund, har den nye svenske regering meddelt, at Sverige vil nå målsætningen om at bruge to pct. af bnp på forsvar allerede i 2026. Samtidig har den svenske forsvarschef på et pressemøde meddelt, at Sverige ikke ønsker nogen forbehold i forhold til et kommende Nato-medlemskab, og at Sverige derfor er åben overfor at have udstationeret atomvåben på svensk jord.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget …
I Norge har regeringen netop foreslået et forsvarsbudget på 75,8 mia. norske kroner svarende til 55 mia. kr., hvilket er en forøgelse på næsten 10 pct. i forhold til 2022. Så sent som mandag underskrev den norske materieltjeneste kaldet Forsvarsmateriell en kontrakt på yderligere fire koreanske K9 haubitsere. Det noterede den tidligere kontreadmiral og nuværende formand for organisationen folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, sig også i et opslag på Facebook.
»Mens vi i Danmark fortsat kæmper med implementeringen af de 15 franske Caesar artillerisystemer, går Norge anderledes håndfast til genopbygningen af deres forsvar,« skriver han og remser de kommende norske investeringer op:
Med de fire nye K9 haubitsere kommer det norske antal af koreanskbyggede selvkørende artillerisystemer op på 28. Derudover har Norge iværksat planer for anskaffelse af 72 nye kampvogne, hvor konkurrencen står imellem tyske Leopard 2A7 og koreanske K2 Black Panther. Hertil kommer, at Norge er i færd med at anskaffe yderligere infanterikampkørertøjer og har indledt processen med anskaffelse langtrækkende præcisionsildkraft.
»Den norske handlekraft står i kontrast til tempoet for opbygningen af et forsvarligt dansk forsvar, og det er efterhånden ved at være pinagtigt,« skriver Torben Ørting Jørgensen, som er medlem af OLFIs advisory board og i daglig tale går under øgenavnet “Thøger” .
At skynde sig langsomt, som man næsten kan
Vi behøver ikke at stoppe rundturen i Norge for at se, at vores nabolande tager truslen fra Rusland langt mere alvorligt end Danmark. I Finland slog finansminister Kristiina Olsson i september fast, at Finland i 2023 øger forsvarsbudgettet til 45 mia. DKR, hvilket er en stigning på 20 pct. i forhold til i år. Det vil bringe Finlands forsvarsudgifter op på 2,25 pct. af bnp i 2023, hvilket til fulde opfylder Natos målsætning.
Dertil kan man lægge Tyskland, hvor kansler Olaf Scholz tre dag efter Ruslands invasion lovede at bringe Tysklands forsvarsudgifter op på to pct. så hurtigt som muligt, og som efter få måneder fik stemt sin økonomiske forsvarsplan gennem i Forbundsdagen. Siden har den tyske regering sat gang i massive forsvarsinvesteringer, som bl.a. indeholder køb af nye F-35 kampfly i USA.
Artiklen fortsætter under billedet …
Mens vores nabolande altså reagerer håndfast på den trussel, som selv for de mest godtroende og naive har åbenbaret sig med Ruslands invasion af Ukraine, lader virkeligheden ikke til at have fundet fodfæste i Danmark. Her afsatte de fem partier bag det nationale kompromis i marts en såkaldt strakspulje på bare syv mia. kr. i 2022-2023 til at dække alle udgifter i forbindelse med det øgede beredskab efter Ruslands invasion. Pengene skulle både dække et underskud på en mia. kr. i Forsvaret fra sidste år, styrke den humanitære og diplomatiske indsats, styrke Forsvarets robusthed og »fylde lagrene op,« som statsminister Mette Frederiksen sagde ved præsentationen.
Artiklen fortsætter under playeren …
Siden gik næsten fire mia. kr. fra strakspuljen til donationer til Ukraine, og pengene er dermed brugt længe inden, at de overhovedet er kommet i spil. Samtidig aftalte partierne, at Danmark først skal nå op på to pct. af bnp med udgangen af 2033, hvilket er om mere end 11 år. Det fik i sidste uge den politiske analytiker Søs Marie Serup til i programmet Frontlinjen på Radio4 at undre sig højlydt over, hvorfor de konservative og Venstre lige op til et folketingsvalg havde spillet sig selv så mange muligheder af hænde for at gå i kødet på regeringen ved bl.a. at gå med i aftalen om det nationale kompromis. Hun kaldte her tidshorisonten for at nå de to pct. »exceptionelt lang«.
»Det er at skynde sig så langsomt, som man næsten overhovedet kan,« sagde hun.
Hæren kan kun nedskyde droner med håndvåben
Oven i det lykkedes det for den fungerende forsvarsminister Morten Bødskov (S) at holde den meget omtalte Nato-rapport om Danmarks forsvarsplanlægning hemmelig i valgkampen. Meget tyder på, at den indeholder lige så grum en kritik som i oktober 2020, hvor Danmark fik med krabasken for at gøre for lidt, for sent og for langsomt. Således var det en del af det nuværende forsvarsforlig, at Danmark med udgangen af 2023 skulle have en fuldt deployerbar professionel og let brigade på 4.000 mand med alt, hvad det indebærer af personel, udrustning, materiel, våbensystemer og ammunition.
Artiklen fortsætter under billedet …
Allerede for et år siden varslede forsvarschef Flemming Lentfer, at Danmark udskyder fem forligsinitiativer, og undskyldningerne stod i kø. I dag må vi konstatere, at brigaden er et pinligt fatamorgana uden det nødvendige personel, køretøjer, logistik, efterretningskapaciteter, bygninger til indkvartering eller luftforsvarssystemer. Da jeg torsdag i samme udgave af Frontlinjen på Radio4 spurgte major Karsten Marrup, som er chef for Center for Luftoperationer på Forsvarsakademiet, om brigaden overhovedet ville kunne forsvare sig mod nogen former for trusler fra luften, ja så lød svaret ganske nedtrykkende:
»Selvfølgelig ville man med nogle håndvåben og lignende måske kunne skyde nogle af de her selvflyvende droner ned. Men det er jo ikke noget rigtigt forsvar. Det er en nødløsning, som ikke rigtigt virker til noget,« sagde han.
Man frygtede næsten, at han ville fortsætte med at anbefale slangebøsser som nødløsning. Ikke bedre ser det ud med Danmarks såkaldte ASW-kapacitet. Det dækker over begrebet Anti Submarine Warfare, og her udgør Danmark et pinligt sort hul i Natos forsvar. Den danske ubådseskadre nedlagde daværende forsvarsminister Søren Gade (V) i 2004, og siden har Danmark været stæreblind, når det kom til at se, hvad der foregår under havoverfladen i de danske farvande.
Med det eksisterende forlig skulle de fortidige støtteskibe og nuværende fregatter ”Absalon” og ”Esbern Snare” udgøre krumtappen i Danmarks ASW-forsvar, men der er fire et halvt år inde i forliget endnu ikke købt de besluttede slæbesonarer, ligesom de maritime helikoptere heller ikke har fået sonar installeret endnu. I stedet er Søværnets evne til at jagte ubåde gået fra at være en af Natos bedste under Den Kolde Krig til næsten at være til grin, for hvordan træner man jagten på ubåde, når man ikke selv har nogen at træne på? Nu vil forsvarsministeren med det nye forlig så meget eksplicit ikke investere i ubåde, men i undervandsdroner, hvilket må forventes at have en tvivlsom afskrækkelse over for eventuelle fjender.
Tamænder lever livet farligt, hvis de ikke kigger op fra søen
Tilbage står, at Danmark slet ikke lever op til Natos styrkemål, og at tidsplanen for at nå de to pct. ifølge Nato er for langsommelig. Det fremgik med al ønskelig tydelighed af de få passager af Nato-rapporten, som offentligheden dog fik indblik i tilbage i oktober.
»Alt i alt gør Danmark meget langsomme fremskridt mod implementeringen af tilsagnet om investeringer. Forsvarsudgifterne vil i 2023 nå op på 1,39 pct. af BNP med en nylig indgået aftale om at nå 2 % målet i 2033. På den positive side vil Danmark opfylde målet om at bruge 20 % af forsvarsudgifterne på større materielinvesteringer, forskning og udvikling i 2022. Det ændrer ikke på, at Danmark er nødt til at accelerere investeringerne i forsvar for at opfylde Natos styrkemål og opfylde sine nationale ambitioner på forsvarsområdet,« står der i rapporten Nato Defence Planning Capability Review 2021/2022 for Danmark.
Og så er vi ved at være fremme ved rubrikken på denne artikel, som jeg har hentet inspiration til i Ekstra Bladet. Her hedder chefredaktøren Knud Brix, og han er ivrig jæger. I en leder under navnet »Tamænder« skriver han den 6. november:
»Vi har snadret rundt i den demokratiske andedam. Vi har rappet over halve og hele procenter og bidt negle med næbet. Og valget er sindssygt vigtigt, misforstå mig ikke, det er uden sammenligning den største begivenhed i vort folkestyre. Men tamænder lever et farligt liv, hvis de ikke kigger op fra søen. Tro mig, som inkarneret jæger kender jeg den anden ende af denne haglbøsse-metafor,« skriver han og nævner, at de udenrigs- og sikkerhedspolitiske kriser hober sig op.
»Den nye forsvarsminister får så rygende travlt, at man korser sig ved udsigten til flere måneders dødvande under langstrakte regeringsforhandlinger. Samtidig skal det smadrede efterretningsvæsen bygges op igen. De store spørgsmål kan ikke vente. Bang, bang, det er tid til at kigge op.«
Sjældent har Ekstra Bladet sagt det mere rammende om dansk forsvars elendigheder.
