Det forestående midtvejsvalg i USA tegner bedst for den republikanske opposition. Selvom partiet huser en højtråbende nationalistisk yderfløj, som ønsker militærstøtten til Ukraine stoppet, skal ukrainerne dog ikke frygte amerikansk vaklen efter valget. Heller ikke Europas mere beskedne bidrag får betydning, spår to USA-eksperter.

Ukraine fattes fortsat våben og ammunition i kampen mod de russiske invasionsstyrker. Landet modtager dog løbende store donationer fra det meste af Vesten, hvor særligt USA har taget teten med forsendelser af store våbenpartier til det krigshærgede europæiske land. Ifølge landets forsvarsminister, Lloyd Austin (D), er en væsentlig bevæggrund for støtten, at man ønsker at stække Rusland.

USA befinder sig for tiden i en valgkamp, der når sin slutning med midtvejsvalget til kongressen på tirsdag, og som i skrivende stund tegner til at blive en republikansk succes, der meget vel kan udmønte sig i et flertal i begge kamre. Det kunne måske give visse iagttagere anledning til at frygte, at den meget omtalte America First-doktrin, som særligt den republikanske yderfløj er eksponent for, kan vinde indpas og få betydning for støtten til Ukraine.

Sådan kommer det dog næppe til at gå, forklarer Anders Agner, som er chefredaktør på netmediet Kongressen.com og i den funktion følger amerikansk politik tæt. Faktisk er amerikanerne både på det politiske niveau og i befolkningen usædvanligt forenede i opbakningen til Ukraine:

»Der er generel enighed i det politiske miljø i USA om, at man fordømmer Putins invasion, og at det er nødvendigt aktivt og omfattende at støtte Ukraine militært. Det har man været enige om på tværs af partiskellene, siden krigen startede i slutningen af februar. Det er bemærkelsesværdigt, for i et voldsomt splittet politisk miljø i USA er noget af det eneste, man har kunnet enes om at lave på tværs af partiskellene, en aftale om militær bistand til Ukraine,« siger Anders Agner.

Selvom en del af de repræsentanter og senatorer, der står til at blive valgt ind i kongressen, formentlig vil tilhøre netop den yderste højrefløj, kan ukrainerne kæmpe videre mod de russiske styrker i nogenlunde sikker forvisning om, at USA også fremover vil bakke helhjertet op om selvforsvarskampen.

»Det er ikke sådan, at man i en ny politisk virkelighed efter midtvejsvalget pludselig kommer til at se pendulet til at svinge i en helt anden retning. Tværtimod. Fordi det lige nu er en af de eneste ting, der hviler på en tværpolitisk aftale, er der meget, der tyder på, at den overordnede amerikanske kurs vil blive holdt,« siger Anders Agner.

Ikke en vindersag at være kritisk

Den analyse er Rasmus Søndergaard enig i. Han ph.d i historie og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han især beskæftiger sig med amerikansk udenrigspolitik:

»De forskellige målinger, som kommer løbende, viser godt 70 pct. opbakning på tværs af den amerikanske befolkning til den linje, man fører. Dog er opbakningen på det seneste aftaget en del blandt republikanerne, hvor 48 pct. i en ny måling siger, at USA gør for meget for at hjælpe Ukraine. Der er altså faktioner, men det er ikke så meget på tværs af partipolitiske skel, som det er interne uenigheder i partierne,« forklarer Rasmus Søndergaard, der heller ikke ser for sig, at det ændrer sig nævneværdigt med nye flertal i kongressens to kamre.

Den såkaldte Trump-fløj mangler både tyngde og folk til at tippe balancen og udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

»Samlet set er der dog stadig bred opbakning i den amerikanske befolkning til støtten til Ukraine. Men for republikanske politikere er det en svær balancegang at tilgodese hensynet til de to fløje i partiet.«

Det fik minoritetsleder i Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy da også at føle, da han for nylig udtalte sig om våbendonationerne og slog fast, at USA i hans optik ikke skal udstede en blankocheck til ukrainerne. Budskabet vakte begejstring blandt hans McCarthys mest højreorienterede partifæller, men han måtte siden moderere det en anelse for at tækkes de mere midtsøgende republikanere.

Heller ikke blandt demokraterne skal politikerne have noget klinket ved at så tvivl om den udstukne kurs. I slutningen af oktober måtte 30 demokratiske politikere fra partiets venstrefløj således trække et åbent brev tilbage, fordi man i brevet advokerede for på sigt at søge en forhandlingsløsning i Ukraine. Brevets indhold burde have været ukontroversielt, men alene antydningen af et opgør med den aktuelle linje fik en hård medfart af demokrater, republikanere og politiske kommentatorer i Washington, forklarer Rasmus Søndergaard.

»Timingen lige nu er ikke fordelagtig i den forstand, at man har en opfattelse af, at ukrainerne er ved at vinde på slagmarken. Det bliver opfattet som et knæfald for Putin at tale om forhandling. Så brevet blev trukket tilbage med en undskyldning om, at det var en fejl, at det blev sendt ud. Men de blev klart trukket tilbage, fordi der var så massiv modstand mod det,« siger Rasmus Søndergaard.

Trumpister i kongressen kan ændre diskursen

Den politiske dissens, der trods alt spirer i de to partier, har baggrund i vidt forskellige verdensopfattelser. Mens demokraternes venstrefløj er rodfæstet i 60’ernes fredsbevægelse, som på et helt generelt plan opponerer mod krig, finder den republikanske modstand sin forklaring i førnævnte America First-tankegods, som dikterer at økonomiske midler først og fremmest bør komme det amerikanske folk til gode.

»På den republikanske side ser vi udtalelser fra de mere farverige figurer, som i dén grad sætter spørgsmålstegn ved hele operationen og på en måde giver Nato og Vesten skylden for, at konflikten er brudt ud i første omgang. Generelt udtrykker de en vis sympati og forståelse for Putin. Det er den del af den republikanske fløj, der også står godt med Victor Orbán, som tilsvarende har en mere Putin-venlig tilgang til situationen. Det er en noget anderledes modstand mod den officielle amerikanske politik, vi ser blandt det yderste højre end blandt det yderste venstre,« siger Rasmus Søndergaard.

De amerikanske meningsmålinger indikerer lige nu, at republikanerne som minimum tager flertallet i Repræsentanternes Hus, men potentielt også i Senatet. Det kan få den betydning, at det bliver mere accepteret at kritisere den politiske linje.

»Det vil betyde, at antallet af republikanere, der stemmer imod hjælpepakkerne, formentlig stiger. Antallet har været støt stigende de seneste måneder, og hvis man ser på de opstillede kandidater, vil der formentlig komme flere trumpister ind i kongressen. Gruppen af kritiske republikanere med et andet syn på krigen vil formentlig vokse. Det er klart, at det vil øge den minoritet, som det dog stadig nok ville være, der stemmer imod. Det vil lægge yderligere pres på republikanere, der stemmer for.«

Europa får ansvaret i tilfælde af frossen konflikt

For nuværende er der altså ikke meget, der tyder på et kursskifte i amerikansk Ukraine-politik. End ikke det faktum, at USA markerer sig som den klart største bidragyder rokker ved beslutsomhed på spørgsmålet.

USA har markeret sig som betydeligt mere villig til at donere våben end noget land på det europæiske kontinent. Den kendsgerning skriver sig ind i en længere debat om transatlantisk byrdedeling i regi af Nato, hvor skiftende amerikanske administrationer løbende har efterspurgt mere handling fra de europæiske alliancepartnere. Ifølge Anders Agner får hverken den diskussion eller ønsket om at rette blikket indad dog direkte betydning i forhold til Ukraine.

»Det er et standpunkt, som mest vinder gehør på fløjene. Det er ikke så meget inde på midten, og det er trods alt dem, der lægger linjen i forhold til den militære støtte til Ukraine,« siger Anders Agner.

Mens han altså ikke ser nogen større skift i den aktuelle Ukraine-politik, tør Anders Agner ikke spå om perspektiverne på den længere bane, hvor Trump spøger i kulissen og potentielt kan blive en præsidentkandidat. Dertil er der for mange ubekendte, mener ham. Rasmus Søndergaard tror omvendt godt, at byrdedelingsdiskussionen kan blive præsent igen på sigt.:

»Der vil være en ret stor modstand i den amerikanske befolkning mod det faktum, at USA dækker regningen langt hen ad vejen. Både i forhold til Ukraine og Nato, så jeg kan godt forstå, hvis man i Ukraine sidder og er bekymrede – ikke kun for midtvejsvalget, men især for præsidentvalget i 2024. Det er der, der virkelig kan komme et skifte. Der er en reel bekymring for, at amerikansk politik kan svinge ret markant.«

Europæerne bør dog gøre sig klart, at krig på den længere bane hovedsageligt er et europæisk anliggende.

»Det er os, der i sidste ende kommer til at stå med Ukraine, hvis det bliver en frossen konflikt, eller hvis vi kommer ud i et scenarie, hvor krigen er ovre, men Ukraine skal genopbygges. Amerikanerne vil give en hånd med, men i sidste ende er det et europæisk anliggende,« siger Rasmus Søndergaard.