spot_img

Sådan lykkedes det for Socialdemokratiet at holde forsvarspolitik ude af valgkampen

ANALYSE: I dag går Danmark til valg i skyggen af krigen i Ukraine, inflation, energikrise og stigende renter. På trods af dette kom forsvars- og sikkerhedspolitik ikke til at spille nogen nævneværdig rolle i valgkampen, og det skyldes først og fremmest en dygtig og veludført socialdemokratisk strategi, som blev grundlagt med det nationale kompromis i marts.

Dette års folketingsvalg kunne være blevet et valg om det danske forsvar. Krigen i Ukraine raser på niende måned, og den har skabt en krise, som rammer alle danskere på den ene eller anden måde. Inflationen har ikke været højere i 40 år, energipriserne er på himmelflugt, huspriserne rasler ned, og renterne stiger med en hastighed, som vi slet ikke i vores vildeste fantasi havde forestillet os mulige i 2022.

Rundt omkring i landet flytter folk fra hus og hjem, fordi de ikke længere har råd til at betale terminen, varmeregningen og elregningen, og over en bred politisk kam har der i valgkampen været fokus på at hjælpe danskerne.

Armoden skyldes ene og alene krigen i Ukraine, som samtidig har udstillet det danske forsvars sølle tilstand. Med Ruslands invasion af Ukraine i februar øgede regeringen med et bredt flertal beredskabet, trak fregatten ”Esbern Snare” hjem fra Guineabugten for at deltage i Natos beredskab i Østersøen og Nordatlanten, øgede F-16 beredskabet ved at flytte fly til Bornholm, og samtidig blev en bataljon fra Gardehusarregimentet sendt til Letland som led i Natos afskrækkelse. Der var brug for handling her og nu, og med det nationale kompromis i marts blev der også afsat syv mia. kr. til at dække de akut opståede udgifter i forbindelse med det forhøjede beredskab.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse OLFI-redaktør Peter Ernstved Rasmussens kommentar om det politiske kompromis …

Forsvar, sikkerhed og krig har med andre ord ikke stået så højt på danskernes dagsorden siden afslutningen af Anden Verdenskrig, og alligevel har forsvars- og sikkerhedspolitik været så godt som fuldstændigt fraværende i valgkampen. Hvad er der sket? Det er der to overordnede forklaringer på, og de kommer her.

Nationalt kompromis fangede de borgerlige partier

I det socialdemokratiske maskinrum var man allerede før krigen inderligt bevidst om, at forsvars- og sikkerhedspolitik er mærkesager for de borgerlige partier, som giver de blå en fordel. Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har længe argumenteret for, at vi bruger for lidt på Forsvaret og skal opfylde Natos målsætning om at bruge to pct. af bnp på forsvar. Socialdemokratiet er for så vidt enig, men partiet vil også gerne bruge pengene på alt muligt andet, og det har det gjort. I en debat om forsvarspolitik ville Socialdemokratiet derfor skulle forsvare, hvorfor partiet ikke har gjort mere de seneste tre år, hvor truslen fra Rusland alene er vokset. Det ville være en tabersag og en åben flanke i forhold til de borgerlige.

Da russiske styrker trillede ind over grænsen til Ukraine den 24. februar og indledte en invasion, blev regeringen presset på sin forsvarspolitik, fordi det danske forsvar var helt og aldeles uforberedt. Presset voksede yderligere, da den tyske forbundskansler Olaf Scholz tre dage efter invasionen i den tyske forbundsdag annoncerede, at Tyskland ville øge sit forsvarsbudget og nå Natos rettesnor på at bruge to pct. af bnp på forsvar i løbet af ganske få år. Statsminister Mette Frederiksen (S) var derfor nødt til at handle.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om indholdet i det nationale kompromis på det sikkerhedspolitiske område …

Det gjorde hun med en dygtig strategisk manøvre, da hun inviterede de fem gamle partier, som ud over Socialdemokratiet tæller de konservative, de radikale, Venstre og SF, til forhandlinger i Statsministeriet. Resultatet mundede ud i det nationale kompromis, som ikke bare sikrede borgfred, men i realiteten også spændte ben for angreb fra Venstre og konservative, når det ville komme til debat om forsvaret i en kommende valgkamp.

Det nationale kompromis er ikke noget forlig, men alene en politisk bindende aftale, hvis hovedbudskab var, at også Danmark »varigt« vil bruge minimum to pct. af bnp på forsvar … med udgangen af 2033. Det var ved indgåelsen af aftalen i marts med en horisont på 12 år!

Hvorfor gik K og V overhovedet med i nationalt kompromis?

For Socialdemokratiet var det vigtigt at få SF med i aftalen, og partiet ville kun gå med, hvis tidshorisonten var lang. For de borgerlige var det vigtigt at nå to pct. og gøre det varigt, men det kostede så på hastigheden. Resultatet blev en gigantisk sejr for Socialdemokratiet, som fik lukket flanken til de bærende borgerlige partier, hvis vælgere følte sig forrådt, da Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V) præsenterede aftalen med den 12-årige horisont som »historisk«.

Hvordan kunne de borgerlige sige ja til så lang en tidshorisont, når Forsvaret næsten er sultet ihjel og skriger på alt?

Ved at gå med i kompromiset fratog Venstre og konservative sig selv muligheden for at angribe Socialdemokratiet på forsvarspolitikken, og når begge partier i dag taler om at genåbne det nationale kompromis for at nå op på de to pct. af bnp hurtigere, klinger kravet ærlig talt noget hult. For hvis det er så vigtigt for de to partier, hvorfor gik de så med i kompromiset?

De borgerlige har ikke fået meget hjælp af Forsvaret selv, som med forsvarschef Flemming Lentfer har gjort det til en dyd ikke at have nogen aktuelle planer klar for, hvad man kan sætte i værk her og nu. Forsvarschefen virker nærmest handlingslammet, når det kommer til at opruste og gøre Forsvaret klar til den uhyggelige trussel fra Rusland, som Danmark står over for.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse om reaktionerne på forsvarsminister Morten Bødskovs omtale af Forsvaret som “styrket” …

Set fra forsvarschefens stol er der behov for analyser og langsigtet planlægning for at bruge pengene fornuftigt. Dermed lyder han som en politiker, som forsvarsminister Morten Bødskov ikke kunne have dresseret bedre. Mens Forsvaret bløder medarbejdere og mangler alt fra våben og ammunition over materiel og ordentlige indkvarteringsforhold til rigeligt med personel, så ligner forsvarschefen mest af alt en administrativ betragter, der har rigeligt med tid til at iværksætte sine initiativer. Det lader sig ifølge forsvarschefen slet ikke gøre at bruge så mange penge på så kort tid.

Kunne ikke udlevere Nato-rapport midt i valgkamp

Midt i valgkampen kom så den hændelse, der kunne have ændret debatten, da rapporten Nato Defence Planning Capability Review landede i Forsvarsministeriet. Rapporten kommer hvert andet år og er Natos uforbeholdne evaluering af medlemslandenes forsvarsplanlægning og evne til at implementere allerede vedtagne politiske beslutninger på forsvarsområdet.

For to år siden rettede Nato en sønderlemmende kritik af Danmark for ikke at være kommet langt nok i opbygningen af den professionelle brigade, som stadig mangler luftværn, artilleri, logistik, ingeniørmateriel og efterretningskapaciteter. Samtidig aner vi stadig ikke, hvad der foregår under havoverfladen i de danske farvande, fordi indkøb af sonar til både helikoptere og fregatter trækker ud. På den baggrund konkluderede Nato, at det går for langsomt, og at andre lande må dække ind på danske ansvarsområder, fordi vi ikke er klar og i øvrigt bruger alt for lidt på forsvar.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vi læse artiklen om Forsvarsministeriet, som tilbageholder efterspurgt Nato-rapport til efter folketingsvalget …

Så sent som for et år siden meldte forsvarschef Flemming Lentfer ud, at fem forligsinitiativer ikke når i mål i dette forlig, og det var derfor ventet, at rapporten fra Nato ville rette en ny og ganske hård kritik af Danmark. Men forsvarsminister Morten Bødskov (S) kunne slet ikke udlevere rapporten, fordi det ville være at bede embedsmænd om at arbejde for regeringen midt under en valgkamp.

Han havde ikke set den eller læst den til trods for, at han havde behandlet den på et forsvarsministermøde i Nato den 12.-13. oktober. Da det politiske pres voksede, kunne han lige pludselig godt udlevere den til forsvarsordførerne alligevel i en stærkt censureret version. Forsvarsministeriet havde meget behændigt fået FE til at læse den uklassificerede rapport, som normalt bliver lagt på Forsvarsministeriets hjemmeside til skue for offentligheden. Og uha. Der var forhold vedrørende Danmarks militære evner, som ikke egnede sig til offentliggørelse, og på den måde lykkedes det igen forsvarsministeren at holde virkeligheden ude af offentlighedens øjne.

Lyttede og inviterede Henrik Lyhne til kaffe

På samme måde reagerede Morten Bødskov strategisk klogt, da brigadegeneral Henrik Lyhne i august råbte op her i OLFI og i Frontlinjen på Radio4 om, at »Hæren er ved at være bragt i knæ« på grund af det øgede beredskab og manglen på stort set alt. I et større interview bad han politikerne om at »standse ulykken« ved at gøre noget her og nu. Der er ifølge Henrik Lyhne, som siden er blevet næstkommanderende i Hærkommandoen, uanede mængder af initiativer, der kan iværksættes her og nu for at standse blødningen af personel, men reaktionen lader stadig vente på sig.

Forsvarsminister Morten Bødskov valgte modsat sin forgængers modus operandi ikke at pande en åbenmundet brigadegeneral ned, men inviterede rent faktisk Henrik Lyhne på kaffe. Dermed signalerede han oprigtig lyst til at lytte og interessere sig for Forsvarets ve og vel, og han tog dermed også luften ud af kritikken. Få dage senere lancerede han et såkaldt »kasseeftersyn« på hele Forsvarsministeriets område, som skal afdække det nu erkendte milliardstore efterslæb.

Signalet var tydeligt. Morten Bødskov kender til alle problemerne, og han gør noget ved dem … på et eller andet tidspunkt, når endnu en analyse har afdækket problemerne. På den måde druknede Henrik Lyhnes opsang igen i undersøgelser, overvejelser og endnu ikke udarbejdede planer. Således har Morten Bødskov og Socialdemokratiet dygtigt dækket af og sørget for ikke at åbne nogen flanke til de borgerlige i løbet af 2022, og han er hjulpet hjulpet godt på vej en lydig og medgørlig forsvarschef.

Artiklen fortsætter under billedet …

Klik på billedet, hvis du vil læse artiklen om Nato-rapporten, som Morten Bødskov ikke har læst …

Men hvorfor har medierne så ikke sat forsvars- og sikkerhedspolitikken på dagsordenen, når Europa står i flammer, og ingen i kongeriget går fri af konsekvenserne af krigen i Ukraine? Der har været flere store politiske debatter i både DR og TV2, ligesom begge stationer også har haft hver sin debat med de tre officielle statsministerkandidater.

Her har vi det andet svar på den manglende forsvarsdebat i valgkampen. Når tv-stationerne planlægger deres debatter, skeler de ikke bare til de væsentligste emner, men også til konflikterne. Hvis der ikke er nogen uenigheder mellem partierne, kan det være svært at skabe en debat. Det er i hvert fald argumentet for ikke at bringe forsvars- og sikkerhedspolitikken ind i debatten, hvilket redaktionschef Thomas Falbe fra DR forklarede i Frontlinjen på Radio4 torsdag.

Medierne forstår ikke forsvarets betydning

Her må man stilfærdigt spørge sig selv, hvor enige de politiske partier rent faktisk er, når det kommer til forsvar? Noget tyder på, at DR og TV2 bare ikke interesserer sig for forsvar og ikke forstår vigtigheden af det for tiden mest væsentlige spørgsmål, når Rusland truer med at anvende atombomber mod europæiske hovedstæder.

Uenighederne blandt partierne på det forsvarspolitiske område er præcis lige så store, som partierne er uenige om det danske sygehusvæsen. Hvis ikke genåbning af kaserner i Næstved, Sønderborg og Tønder, værnepligt, genetablering af ubådsvæsenet, manglende luftværn, artilleri og logistik i den professionelle brigade, nedslidte infanterikampkøretøjer, Natos styrkemål, kampfly og cyber er egnet til debat, hvad er så?

Netop sundhedssektoren har været et af valgkampens vigtigste emner, og det er sågar lykkedes sygeplejerskerne at sikre sig en lønstigning fra regeringen. Alle er enige om at gøre noget ved sundhedsvæsenet, men uenigheden er stor, når det kommer til hvordan. På samme måde kunne Forsvaret have indtaget den plads, og konstablerne kunne have spillet rollen som sygeplejersker.

Hvordan sikrer vi bedst Danmark mod truslen fra øst, kunne man have spurgt. Men det sker ikke i dette land, hvor vi på trods af krigen i Ukraine stadig tager vores sikkerhed for givet. Vi formår ganske enkelt ikke nationalt at debattere et emne, der ligger ud over vores egen næsetip på trods af, at vi alle er ramt af konsekvenserne.

Nu træder et nyt folketing så sammen lige om lidt, og nye ordførere uden kendskab til Forsvaret skal beslutte sig for, hvordan vi fremadrettet sikrer Danmarks bedst muligt. Med det niveau, landets folketingspolitikere har præsteret på forsvarsområdet de seneste 10, 20, 30 år kan man godt tillade sig at blive bekymret. Men man må rose Socialdemokratiet for dygtigt at have lukket den flanke i forhold til de borgerlige partier, som forsvarspolitik åbenbart bliver ved med at være.

Vil du læse mere?

Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.

Klik HER for at komme igang.

Er du allerede abonnent? - log ind her

Andre læste også

Helhedsansvar – ja, men hvordan?

DEBAT. Ikke alt var fryd og gammen "i gamle dage", selvom stærke stemmer i forsvarsdebatten godt kan give det indtryk. Det er derfor også farligt at stirre sig blind på, at den eneste mulighed for at bringe Forsvaret tilbage på fode er strukturen fra før 2014, mener oberstløjtnant Flemming...

Kommentér artiklen ...

4 KOMMENTARER

guest
4 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Mickei Reinhold Jacobsen
Læser
Mickei Reinhold Jacobsen
5. november 2022 11:45

Nu skylder vi for helhedens skyld, at pointere at INGEN af parterne ønskede en debat om fremtidens forsvar.
Umiddelbart efter indgåelsen af det Nationale kompromis, har der næsten været konstant radiotavshed fra alle parterne. Jovist har der lydt nogle spæde pip om, at man gerne så forligsforhandlingerne kom i gang før tid. Men mere end at disse ytringer blev det ikke til.

Det tjener alle partierne bedst, at der ikke diskuteres for meget i offentligheden når det kommer til et kommende forsvarsforlig. Umiddelbart føles det som om, at alle håber at krigen stopper snart og man så kan vende tilbage til sin fodslæbende politik, i forhold til at leve op til de 2%.
Hvis der skal leveres på de 2%, står politikerne overfor nogle uoverstigelige problemer, når de skal forklare vælgerne at skattelettelser, bedre ældrepleje, genopbygning af sygehusvæsenet, bedre psykiatri og hvad der ellers er forfaldet gennem årene, ikke kommer til at materialisere sig i det tempo som befolkningen forventer.

Derfor passer det alle glimrende, at NATO rapporten ikke bliver offentliggjort og at forligsforhandlingerne kommer til at foregå bag hermetisk lukkede døre.
Og når så forliget endeligt præsenteres, bliver det igen med store ord og flotte armbevægelser, som skal maskere et grinagtigt resultat.

Og ja; ovenstående er pessimistisk og sortseende!

Men med den politik der hidtil har været ført på forsvarsområdet, skal man være på en specielt stærk type lykkepiller, hvis man for alvor tror på at politikerne nu har forstået alvoren…

Max Steinar
Læser
Max Steinar
4. november 2022 11:47

Som altid afdækker Ernstved et emne godt. Og jeg forstår – med den baggrund, du har – at du er frustreret over tilstanden i Forsvaret.
Angående Flemming Lentfer, så er virkeligheden vel – tænker jeg – at hvis han ikke lader som om at han har fuld forståelse for den manglende handling fra regeringens side, så får han kniven. Så langt er vi jo kommet i “Verdens bedste demokrati”. Det meget uskønne forløb under Bramsen viste tydeligt, at enten retter man ind under S – eller også er man hurtigt fortid.
At Henrik Lyhne “får lov” at ytre bekymring skyldes i min optik, at S dermed viser storsind og lydhørhed over betænkeligheder lidt nede i rækkerne. Men den mulighed eksisterer ikke får den øverste chef.

Peter Nielsen
Læser
Peter Nielsen
2. november 2022 21:41

Og faktuelt forkert – Lyhne behøver IKKE megafon!

Mogens Havnsøe
Læser
Mogens Havnsøe
1. november 2022 12:18

Tosset partsindlæg. Jeg blev abonnent på OLFI for at blive faktuelt oplyst om forsvarsforhold, ikke for at få endnu en kronikplatform – og slet ikke med konspiratorisk islæt.