ANMELDELSE: Tidligere FE-chef Lars Findsens refleksioner om forløbet omkring sin hjemsendelse og tiltale i FE-skandalen vakte stor furore i forbindelse med den pludselige udgivelse i bogform torsdag. Det forstår man godt, for hvis udlægningerne står til troende, er det artige afsløringer, han fremlægger i ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18”.
Det er uhyre sjældent, at overtegnede stormer ind i nærmeste boghandel for at købe en bog og læser den færdig på udgivelsesdagen. Det skete ikke desto mindre torsdag, hvor den detroniserede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen midt i valgkampen udgav sine erindringer, herunder om den prekære FE-sag, som han ufrivilligt har været hovedperson i de seneste mere end to år. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk og er blevet til efter Lars Findsens løsladelse fra sin varetægtsfængsling i februar.
En erindringsbog, der omtaler en uafsluttet sag af stor offentlig interesse og med en række andre implicerede parter, skal selvsagt læses som et partsindlæg. Det er væsentligt at minde sig selv om undervejs i læsningen af bogen, der har fået titlen ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18”, og som i passager vækker både vantro og forargelse hos læseren. Ikke desto mindre giver bogen et velkomment indblik i Lars Findsens egne betragtninger, som har manglet, mens presse, politikere og menigmand har forsøgt at stykke sammen, hvad der er op og ned i den spektakulære skandalesag, hvis sidste punktum ingenlunde er sat endnu.
Findsen kan selvsagt ikke udtale sig i detaljer om den verserende straffesag, ligesom han er omhyggelig med ikke at bryde sin generelle tavshedspligt undervejs. Andre hændelser har han dog tydeligvis følt et stort behov for at fremlægge sin version af. Hvis udlægningerne af disse står til troende, er der tale om forhold, som bør føre til dybe panderynker hos enhver forkæmper for retsstaten og dens centrale principper. Særligt tre passager springer i øjnene under læsningen, og de har da også allerede ført til stor furore blandt journalister, anmeldere, (oppositions)politikere og læsere i øvrigt – med god grund, fristes man til at tilføje.
Opsigtsvækkende påstande og personopgør
Bogen lægger fra land med anholdelsen af Lars Findsen i Københavns Lufthavn 8. december 2021. Her lander den endnu hjemsendte spionchef fra et udlandsophold i Nordmakedonien og sigtes for i kølvandet på sin hjemsendelse året i forvejen at have videregivet klassificerede oplysninger under samtaler med sine nærmeste samt flere journalister.
Kort efter den ydmygende offentlige anholdelse i lufthavnen sidder han i en celle i Vestre Fængsel, før han flyttes til Hillerød Arrest. Inden da har repræsentanter for Politiets Efterretningstjeneste (PET) dog angiveligt forsøgt at få Findsen til at afsløre, hvilke personer i PET’s egne rækker, der lækker fortrolige oplysninger til pressen. Hvis Findsen er samarbejdsvillig, vil anklagemyndigheden se på ham med mildere øjne, lyder det. Et indlysende problematisk, hvis ikke direkte lovstridigt tilbud, al den stund at det selvfølgelig ikke er PET’s prærogativ at indgå strafferetlige studehandler.
En anden og lige så opsigtsvækkende passage i bogen refererer til en samtale mellem Lars Findsen og daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S). Samtalen finder sted kort før hjemsendelsen af Findsen og fire andre ledende FE-medarbejdere efter TET’s voldsomme kritik af efterretningstjenesten i sommeren 2020. Undervejs i samtalen indrømmer Bramsen overfor Lars Findsen, at hjemsendelsen alene sker for at hytte regeringens eget skind.
»Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90,« fortæller hun den måbende FE-chef. Findsens protester og forsikringer om, at regeringen ikke vil kunne falde på TET-sagen, falder for døve øren. Kort efter er Findsen sat fra bestillingen.
Hvis Findsens udlægning er retvisende, bærer den helt evident ved til oppositionens narrativ om en magtfuldkommen S-regering, der er sig selv nærmest, og som velvilligt slækker på kravene til embedsførelse i overensstemmelse gældende regler og forskrifter, hvis den kan drage nytte af det. Igen er det værd at komme i hu, at det for nuværende alene er Findsens udlægning, og at den kan blive svær at føre bevis for. Anklagen i sig selv er dog så alvorlig, at det er svært at forestille sig, at Folketingets partier kan sidde den overhørig på sigt.
Dertil kommer så Findsens løbende sammenstød med Statsministeriets kontroversielle departementschef Barbara Bertelsen, som han både krydser klinger med, mens hun står i spidsen for først Justitsministeriet og siden Statsministeriet.
»Du skal ikke komme her og fremture,« får hun råbt ad Findsen i en situation, hvor han udtrykker uenighed med en af hendes dispositioner. Igen er der tale om vand på oppositionens mølle, men her er det sværere at få øje på noget, der ligner regelbrud. I stedet tegnes et billede af en olm Barbara Bertelsen, der år tidligere har set sig sur på Findsen og ikke gør noget for at skjule, hvem der har flest stjerner på skulderen, da hun senere i karrieren bliver hans foresatte.
Endelig går Findsen i rette med de metoder, PET har taget i anvendelse i forbindelse med den historisk omfattende overvågning af ham selv og hans familie. Navnlig rumaflytningen er et indgribende værktøj, og Findsen har endog meget svært ved at få øje på behovet for, at det skulle tages i brug. Tilsvarende problematiserer han den måde, han og kærestens privatliv – herunder deres sexliv – er blevet udbasuneret til Folketingets partiledere uden skyggen af sagligt belæg. Her ligger det lige for at konkludere, at han har en solid pointe, og man forstår, hvorfor han føler sig udsat for det, som med en smule fantasi kunne ligne nogens forsøg på et karaktermord.
Mere end en gennemgang af skandalen
”Spionchefen” er dog ikke kun en bog om Lars Findsens syn på FE-skandalen, selvom det meget naturligt er kapitlerne om netop den sag – eller mere præcist: de sager, for der er jo rettelig tale om to; hjemsendelsen efter TET’s kritik og straffesagen – der løber med overskrifterne. Bogen er tværtimod en velfortalt gennemgang af hele Findsens fascinerende karriereforløb fra nyuddannet og ambitiøs fuldmægtig i Registertilsynet til departementschef i Forsvarsministeriet og senest chef for FE.
Findsen og medforfatter Mette Mayli Albæk springer fortælleteknisk mellem Findsens ophold i Hillerød Arrest, der foregår i nutid, og en kronologisk gennemgang af hans karriereforløb, som meget naturligt beskrives i datid. Det er ikke nogen innovation at gribe fortællingen sådan an, men vekselvirkningen mellem fortid og nutid fungerer godt. Findsen får undervejs i begge ”spor” af bogen plads til at dvæle ved detaljer og episoder, som han selv tillægger stor betydning, og det er interessant at blive delagtiggjort i, hvordan en mand med status og høj anseelse i samfundet begår sig i et fængselsmiljø og blandt indsatte, som han under andre omstændigheder aldrig ville have stiftet bekendtskab med.
Bogen igennem strøs der både muntre og mere seriøse anekdoter ned over det alvorlige genstandsfelt. I førstnævnte kategori genkalder Findsen sig, hvordan forhenværende forsvarschef Jesper Helsø spiser Toms-skildpadder med pincetgreb, mens han syrligt bemærker, at han lige tager sig en HMAK – en reference til den daværende Hærens Materielkommando, som havde ry for at tage sig god tid med tingene. En interessant og underholdende observation, der i lighed med flere lignende iagttagelser afslører, at spionchefen både er observant og humoristisk anlagt.
Læsere med tilknytning til Forsvaret vil desuden fatte interesse for kapitlet, hvori Findsen fortæller om sine overvejelser forud for omorganiseringen af Forsvaret til den civile styrelsesstruktur, vi kender i dag. Ideen til den meget upopulære manøvre voksede i vid udstrækning i Findsens egen baghave, og den forsvarer han faktisk i bogen. Det bliver næppe her, han vinder sympati blandt nuværende og tidligere soldater og nok især ikke hos de officerer, der dengang blev sammenlignet med den bryske oberst Hackel fra tv-serien Matador. Det er dog hverken bogens ærinde eller selling point at klinke skårene med forsmåede militære chefer, og Findsen virker ikke til at have nogen fortrydelser.
Det er betragtningerne om FE-skandalen, der sælger billetter, og her, at sympatien skal høstes. Det er begge forfattere tydeligvis bevidste om.
Kalder på uvildig undersøgelse af forløbet
De fleste personer, der optræder i ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” bliver omtalt respektfuldt – selv de politikere og embedsmænd, som Lars Findsen ikke har fundet fælles fodslag med undervejs i sin lange embedsmandskarriere. Derfor gør det også så meget desto større indtryk, når Findsen hvæsser kniven og trods sin diplomatiske sprogbrug sætter den ind steder, hvor det gør ondt, og hvor han ved, at han har en pointe. Det får særligt Trine Bramsen, Barbara Bertelsen og Politiets Efterretningstjeneste som myndighed at føle – ikke mindst med timingen af udgivelsen.
Bogen efterlader læseren med et indtryk af, at der er noget alvorligt galt med proportionerne i myndighedernes indgreb, og at der er grundlag for at få undersøgt, hvordan FE-skandalen er håndteret både politisk, efterforskningsmæssigt og i pressen. Tilsvarende giver ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” anledning til at komme til bunds i, hvordan TET og den efterfølgende undersøgelseskommission lykkedes med at nå frem til to diametralt modsatrettede konklusioner i vurderingen af Findsens embedsførelse og FE’s ageren generelt. Hvad er en tilsynsmyndighed værd, hvis man ikke kan fæstne sin lid til dens arbejde?
Det er som nævnt tidligere meget vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om et partsindlæg, som de omtalte personer kun i begrænset omfang kan og vil forholde sig til. Journalist og medforfatter Mette Mayli Albæk har efter eget udsagn faktatjekket Findsens udsagn, hvor hun kunne, men hovedpersonen selv genkalder sig undervejs episoder og samtaler, som det selvsagt kun er ham og samtalepartnerne, der kan referere fra. Ikke desto mindre fremstår Lars Findsen som en troværdig fortæller, og man behøver næppe at fatte personlig sympati for manden for at se, at sagen på flere plan og i forskellig regi er grebet an på en måde, der som minimum tåler en uvildig granskning.
Om ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” henset til den næppe helt tilfældige timing af udgivelsen får reel indvirkning på valgkampen, ved vi med sikkerhed om få uger. Indholdet i bogen er uden tvivl vand på oppositionens mølle, mens regeringen og dens støttepartier formentlig gerne havde set udgivelsen skubbet til engang efter folketingsvalget den 1. november. Omvendt forbliver påstandene uden en undersøgelse for nuværende netop det: påstande, som der kan være politisk rationale i at sparke til hjørne.
Skal Danmark komme ud af situationen med skindet på næsen og det internationale efterretningsmiljøs anseelse nogenlunde intakt, er det imidlertid svært at forestille sig det formålstjenlige i ikke at komme til bunds i sagen, hvor ubekvem sagens rette sammenhæng må vise sig at være for dens parter. Det tjener “Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” som en påmindelse om.
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Når TET og undersøgelseskommissionen kunne komme frem til diametralt forskellige resultater kan det næppe skyldes andre årsager end at TET simpelthen ikke var indviet i den store hemmelighed, som whistlebloweren afslørede for dem. At undersøgelseskommissionen modsat har været orienteret, fører naturligt frem til at TETs kritik bliver “hældt ned ad brættet”.
Alene det forhold, at man tilsyneladende har ladet et “tilsyn” fungere under forhold, hvor man fra politisk hold har været bevidst om, at tjenesterne, der skulle kontrolleres, er blevet pålagt at holde afgørende forhold skjult for tilsynet, er stof for en kommissionsundersøgelse. Det afslører jo ganske brutalt, at TET har været et “Mickey Mouse tilsyn” som ikke har haft anden funktion end at bilde befolkningen ind, at et tilsyn var på plads.
En undersøgelse af det forhold har absolut ingen behov for at afvente en domfældelse over Lars Findsen.
En anden bekymrende udvikling, som Findsen nævner – og som også kan observeres andre steder – er skiftende regeringers og centraladministrationens tilbøjelighed til at “sætte sig” på de resultater og analyser, som kommer fra tjenester og styrelser, og at lukke af for oplysninger som kan være politisk ubekvemme. Det strækker sig helt tilbage til åbningen af Storebæltsforbindelsen, som Beredskabsstyrelsen ikke ville godkende sikkerheden for, før en besværlig åremålsansat direktør var udskiftet med en mere medgørlig én af slagsen. Siden har vi set et fødevareministerium, der skulle “lægge sig ned og rulle sig”, ligesom det har været overordentligt tydeligt, at en vurdering af, at syriensbørnene udgør en større sikkerhedsrisiko ved forbliven i Syrien end ved opvækst i Danmark ikke faldt i regeringens smag. Ingen tvivl om, at jagten på den/de, der har lækket vurderingen er/har været nådesløs, og Findsen er velsagtens i feltet af mulige mistænkte.
Findsen selv udtrykker den opfattelse, at en tjenestes vurderinger ikke må gøres til genstand for politisk indblanding, da man i det tilfælde negerer tjenestens hele formål. Det er evident at det står enhver regering frit for at vælge sine rådgivere – hvad enten det er for at få gode råd eller blot råd, der passer i det aktuelle politiske narrativ.
Det gælder overalt i staten – også i forsvaret. Need I say more?
Jens Find, jeg er meget enig i dine betragtninger.
Jeg mener dog der er en væsentlig ting at holde sig for øje, TETs udmelding var ganske korrekt baseret på de oplysninger de fik. Problemet, som formanden for TET selv har været inde på, er at Trine Bramsen reagerede som hun gjorde. TET har ikke udtalt noget om at de hjemsendte medarbejdere med Lars Findsen i spidsen, havde gjort noget galt og/eller skulle hjemsendes. Det er ikke TET’s opgave. Det var Trine Bramsens med fleres beslutning og det er reelt set denne beslutning, som det efterfølgende undersøgelsesudvalg omgjorde, idet de vurderede at der ikke var gjort noget, som ikke var inden for rammerne af det de skulle gøre.
Som andre har bemærket, så ville en fornuftig forsvarsminister, have behandlet denne sag indendøre og på ingen måde reageret så voldsomt på TET’s konklusioner. TET’s formand havde selv ikke regnet med den for reaktion.
Og netop at forsvarsministeren reagerede, som hun gjorde, viser at hun absolut ikke havde forstand på det ansvar hun havde. Spørgsmålet er så bare om statsministeren og hendes departementschef, så også har været indenover og man har set sig sur på Lars Findsen, som måske ikke har ville makke ret, men ikke mindst måske også har ville holde fast i at Forsvarets Efterretningstjeneste ikke kan fungere korrekt, hvis det underlægges politiske hensyn og bliver trukket ind i det politiske spil.
Vi så et eksempel på dette da Chefen for Politiets Efterretningstjeneste havde pressemøde, hvor han gjorde det klart at vurderingen man kom med var Politiets Efterretningstjenestes og ikke noget som regeringen havde haft indflydelse på (sagen om vurderingen af syriensbørnene).
Han burde aldrig have stået der og snakket om de forhold. Det er justitsministerens opgave. Men det er desværre det vi har set med den nuværende regering.
Den trækker embedsværket ind foran sig, hvilket er dybt beskæmmende, da det også viser en regering, som har forudindtaget konklusioner og så indretter verden på det, i stedet for at den står på mål for at den er uenig med de oplysninger, som embedsværket så objektivt som muligt foreligger dem.
Enhver borger må sidde med en følelse af et kaos styret embedsværk, magtfuldkomne politikere i regeringskontorerne og ikke mindst behov for at der nu bliver ryddet op i dette kaos!
Men uanset hvor mange kommissioner og retssager der kommer i kølvandet på dette her rod, så er det kun meget få og indviede personer, som til sidst vil sidde med et reelt overblik over hvad der er sket.
Størstedelen af informationerne er klassificeret og derfor ikke noget som hverken pressen eller offentligheden får indblik i. Samtidigt vil der være tale om personalesager, hvor der som bekendt også vil være lukket land for offentligheden.
Så igen vil vi alle sidde tilbage, med flere spørgsmål end der er svar. Men politikerne kan læne sig tilbage og påstå at nu er sagen undersøgt til bunds.
Og uanset hvilken fløj man tilhører, så kan man, med rette, påstå at alt er belyst eller at der stadig er skeletter i skabene, som ikke er trukket frem.
Det er simpelthen et spil for galleriet, som vil vise at man tager tingene seriøst og gør noget ved dem. På samme måde som da man oprettede TET. Nu skulle det være slut med at efterretningstjenesterne kunne gøre som det passede dem. Et uvildigt tilsyn skulle sørge for at få “hegnet” tjenesterne inde, så de efterlevede et minimum af de forventninger man har til en retsstat.
Og hvordan gik det så lige, da TET for første gang rullede kanonerne ud?
Ja det er så det vi ser resultaterne af nu…
De samme politikere som oprettede TET, kan ikke blive enige om hvordan man skal håndtere resultaterne af deres arbejde. I stedet ender det som sædvanligt op i politiske slagsmål, som er så forudsigelige at man nærmest kan skrive historien inden kampen er slut…
Den eneste forskel på denne her sag og de andre sager, så som Tibetsagen, Kaosset i SKAT og hvad der ellers er foregået er, at denne her gang er alle oplysninger så godt som umulige at tilgå, grundet hensynet til Statens sikkerhed.
En rigtig god bog og fabelagtig partsindlæg, og man kan selvfølgelig læse den som sådan.
Jeg mener dog at man skal læse Lars Findsens Bog med blik for at der er tale om DK’s svar på en superspion.
Disse 3 nedslag giver efter min opfattelse “kodenøglen” til en anden læsning.
På dette sted er det vigtigt at bemærke at DR journalister har via deres kilder bekræftet at mødet der beskrives med BB i Justits har som emne Samsam.
På det seneste har en proffessor i strafferet fra Aarhus bemærket at STFL § 164 a ophæver en tavshedspligt. Her vil STFL. § 150 også kunne komme i spil.
på 2 plan har dette møde i justits en central placering: Vil Dommer/domsmænd i Findsens egen sag forlange Findsen afhørt for åbne døre i forhold til et centralt ? Spørgsmålet har jeg formuleret som følger: Omhandlede mødet i justitsministeriet, som beskrevet i din bog, Achmed Samsam? Vi husker her STFL § 164a der ophæver tavshedspligten, og da der er tale om en straffesag mod Findsen selv kan anklager IKKE bruge retsplejelovens Kap. 18 til at blokere vidneudsagnet. Argumentet fra Findsens advokat til at få dette frem er “fortsættet” til at få Findsen ned med nakken. Her vil anklager jo nok anholde at så vigtig en brik er Samsam ikke! Til dette ville jeg læggen en tidslinje over Samsam sagen henover tidslinjen og informationer om 2 operationer dels RECSYR, og en operation beskrevet i Washington Post (11 juli 2022) om DAESH Vilje og evne til at anvende kemiske kampstoffer. Lidt forsimplet beskriver disse operationer Danske og Udenlandsk militærs (og deres efterretning) evne til at ikke forhindre Bataclan angrebet men i særdeleshed mindske tabstal kraftigt. (Med meget stor usikkerhed tabstal uden RECSYR 30000, uden den operation beskrevet i WP ca. 3000)
Det andet plan er hvorvidt dommer i Samsams egen sag vil sparke sagen til hjørne mens han afventer dom i findsens egen sag eller vælger at fortolke RPL Kap. 18 at Findsen er anklaget efter så voldsomme § at han “bortfortolker” rigsadvokatens ret til at blokere vidneudsagn. Hvorefter Findsen er “tiltalt” og ikke suspenderet tjenestemand.
I kommentariatet er der konsensus for at Føringsofficerene “kvajede” sig og var om ikke på Herrens Mark, så Edens Mark, da de førte kontanter ind i fængslet. Men læs lige pkt. 1-3 igen og gennemtænk situationen igen. Sagt på en anden måde havde de Herrer været mine CH ville jeg sige “den sad lige i trekanten”. Eller sagt på en anden måde det var meningen at de skulle opdages og herved bekræfte Samsams tilhørsforhold overfor os alle (se findsens bog i retslokalet) uden at ministre, auditører, PET eller anklager kan gøre noget, det er endnu ikke blevet forbudt at være “et fjols”
Er deres optræden “kvajet” måske! Men “confirmation bias” (man ser det man ønsker at se)får folk dræbt – der er der vist 9 stjerner på en væg i Langley tilbage fra AFGH. Der med alt ønskelig tydelighed beviser.
Hvis min gamle klasseleder på Sergentskolen får sig et “heureka” moment så vil jeg blot bemærke at selvom folk ved at de bliver snydt så vil et godt og veludført militært “slide of hand” virke hvis man kender sin modstander.
Når nu vi alle græmmes en anelse over NATO rapporter og brigader der ikke kan krydse en flod Så husk hvis man har vilje og evne så kan man gøre livethelvedes besværligt for modstanderens operationsofficer også selv om man “blot” skal indkøbe en Bro eller man skal frikendes.
Javel Oberst L. Møller sommetider kan en gubbi godt spise en hval 😀
God Jul og Godt nytår
Jeg kommer nok til at knytte en kommentar til design af Broer til Brigaden og det at man i bare den måde man laver den kan undskyld udtrykket bringe modstanderens Operationsofficer til at spise prosac med mælk mens han ingen nattesøvn får!
Min påstand er at jeg med kyndig ingeniør konkurrence hos materielstyrelsen sagt lidt polemisk kan få 1 brigades bro til at ligne en rulle lokumspapir.
Jeg anmoder her om man husker Lars Findsens bog på bordet og lektien heri.
De fleste soldater har prøvet at male sig grønne i hovedet, sløre køretøjer mv. sagt lidt hårdt man får noget ex. En kampvogn til at ligne busk eller et træ. Altså er princippet et militært “slight of hand”.
Jeg tvivler ikke på at konventionel Panserbro kan løse opgaven med at få en brigade over en flod men en konventionel panserbro kommer også med nogle problemer.
Bro uanset design er et såkaldt “High Value Target” men det betyder også at modstanderens operationsofficer vil bruge “High Value” ressourcer for at finde den eller ødelægge den. Hvordan udnytter vi den viden ?
Lad mig her introducere læseren / operationsofficeren for en container havn og sige til ham/hende – den der stak containere er 1 brigades træn icl. Bro til passage af flod.
Her vil den kloge efterretningsofficer – Operationsofficer nok stille bemærke at man ikke kan se hvad der er lokumspapir hvad der er bro og hvad der er feltration. Her vil jeg nok sige der BINGO på fuld plade.
Kan vi så via materiel styrelsens design af broen opnå at betjening af broen bliver så simpel så enhver soldat kan betjene den med 1/2 instruks (the Afghan Way?)
Jeg formoder uden at være ingeniør at man skal bruge ca 3. Containere for kunne nå det samme som en konventionel panserbro. Og at man i design bruger som udgangspunkt civilt forekommende kraftoverføring (el / Hydraulik), jeg formoder også at man i design af broen laver konstruktion og planer så enkle at et velassorteret smed i ex 3 verdensland kan producere den.
Men fordelene stopper ikke her.
Jeg underkender på ingen måde at et design som her beskrevet glider en anelse lettere ned politisk, men måske også tidsmæssig og pengemæssigt men den altoverstigende fordel er for mig at modstanderens operationsofficer skal bruge mange og dyre ressourcer på at ødelægge både lokumspapir, feltrationer mv. for til sidst måske med store tab at have ødelagt 1 brigade’s bro. Hvorefter CH 1 brigade grundet design efter 36 timer er oppe at køre igen.
Jeg håber om ikke andet at det har givet lidt inspiration, jeg ser ingen grund til at man ikke som i RECSYR bruger CH (CINC 44) problem til at gøre det til ISIS CH problem og blive verdensmester i processen. Der er jo en årsag til at Lars Findsen og ikke Finn Borch Andersen mænger sig i Davos
Godt nytår