ANMELDELSE: Tidligere FE-chef Lars Findsens refleksioner om forløbet omkring sin hjemsendelse og tiltale i FE-skandalen vakte stor furore i forbindelse med den pludselige udgivelse i bogform torsdag. Det forstår man godt, for hvis udlægningerne står til troende, er det artige afsløringer, han fremlægger i ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18”.
Det er uhyre sjældent, at overtegnede stormer ind i nærmeste boghandel for at købe en bog og læser den færdig på udgivelsesdagen. Det skete ikke desto mindre torsdag, hvor den detroniserede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen midt i valgkampen udgav sine erindringer, herunder om den prekære FE-sag, som han ufrivilligt har været hovedperson i de seneste mere end to år. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Mette Mayli Albæk og er blevet til efter Lars Findsens løsladelse fra sin varetægtsfængsling i februar.
En erindringsbog, der omtaler en uafsluttet sag af stor offentlig interesse og med en række andre implicerede parter, skal selvsagt læses som et partsindlæg. Det er væsentligt at minde sig selv om undervejs i læsningen af bogen, der har fået titlen ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18”, og som i passager vækker både vantro og forargelse hos læseren. Ikke desto mindre giver bogen et velkomment indblik i Lars Findsens egne betragtninger, som har manglet, mens presse, politikere og menigmand har forsøgt at stykke sammen, hvad der er op og ned i den spektakulære skandalesag, hvis sidste punktum ingenlunde er sat endnu.
Findsen kan selvsagt ikke udtale sig i detaljer om den verserende straffesag, ligesom han er omhyggelig med ikke at bryde sin generelle tavshedspligt undervejs. Andre hændelser har han dog tydeligvis følt et stort behov for at fremlægge sin version af. Hvis udlægningerne af disse står til troende, er der tale om forhold, som bør føre til dybe panderynker hos enhver forkæmper for retsstaten og dens centrale principper. Særligt tre passager springer i øjnene under læsningen, og de har da også allerede ført til stor furore blandt journalister, anmeldere, (oppositions)politikere og læsere i øvrigt – med god grund, fristes man til at tilføje.
Opsigtsvækkende påstande og personopgør
Bogen lægger fra land med anholdelsen af Lars Findsen i Københavns Lufthavn 8. december 2021. Her lander den endnu hjemsendte spionchef fra et udlandsophold i Nordmakedonien og sigtes for i kølvandet på sin hjemsendelse året i forvejen at have videregivet klassificerede oplysninger under samtaler med sine nærmeste samt flere journalister.
Kort efter den ydmygende offentlige anholdelse i lufthavnen sidder han i en celle i Vestre Fængsel, før han flyttes til Hillerød Arrest. Inden da har repræsentanter for Politiets Efterretningstjeneste (PET) dog angiveligt forsøgt at få Findsen til at afsløre, hvilke personer i PET’s egne rækker, der lækker fortrolige oplysninger til pressen. Hvis Findsen er samarbejdsvillig, vil anklagemyndigheden se på ham med mildere øjne, lyder det. Et indlysende problematisk, hvis ikke direkte lovstridigt tilbud, al den stund at det selvfølgelig ikke er PET’s prærogativ at indgå strafferetlige studehandler.
En anden og lige så opsigtsvækkende passage i bogen refererer til en samtale mellem Lars Findsen og daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S). Samtalen finder sted kort før hjemsendelsen af Findsen og fire andre ledende FE-medarbejdere efter TET’s voldsomme kritik af efterretningstjenesten i sommeren 2020. Undervejs i samtalen indrømmer Bramsen overfor Lars Findsen, at hjemsendelsen alene sker for at hytte regeringens eget skind.
»Jeg er med på, at der ikke er noget at bebrejde hverken FE, din indhentningschef eller dig. Men du har været med så mange år, at du godt ved, at jeg skal kunne tælle til 90,« fortæller hun den måbende FE-chef. Findsens protester og forsikringer om, at regeringen ikke vil kunne falde på TET-sagen, falder for døve øren. Kort efter er Findsen sat fra bestillingen.
Hvis Findsens udlægning er retvisende, bærer den helt evident ved til oppositionens narrativ om en magtfuldkommen S-regering, der er sig selv nærmest, og som velvilligt slækker på kravene til embedsførelse i overensstemmelse gældende regler og forskrifter, hvis den kan drage nytte af det. Igen er det værd at komme i hu, at det for nuværende alene er Findsens udlægning, og at den kan blive svær at føre bevis for. Anklagen i sig selv er dog så alvorlig, at det er svært at forestille sig, at Folketingets partier kan sidde den overhørig på sigt.
Dertil kommer så Findsens løbende sammenstød med Statsministeriets kontroversielle departementschef Barbara Bertelsen, som han både krydser klinger med, mens hun står i spidsen for først Justitsministeriet og siden Statsministeriet.
»Du skal ikke komme her og fremture,« får hun råbt ad Findsen i en situation, hvor han udtrykker uenighed med en af hendes dispositioner. Igen er der tale om vand på oppositionens mølle, men her er det sværere at få øje på noget, der ligner regelbrud. I stedet tegnes et billede af en olm Barbara Bertelsen, der år tidligere har set sig sur på Findsen og ikke gør noget for at skjule, hvem der har flest stjerner på skulderen, da hun senere i karrieren bliver hans foresatte.
Endelig går Findsen i rette med de metoder, PET har taget i anvendelse i forbindelse med den historisk omfattende overvågning af ham selv og hans familie. Navnlig rumaflytningen er et indgribende værktøj, og Findsen har endog meget svært ved at få øje på behovet for, at det skulle tages i brug. Tilsvarende problematiserer han den måde, han og kærestens privatliv – herunder deres sexliv – er blevet udbasuneret til Folketingets partiledere uden skyggen af sagligt belæg. Her ligger det lige for at konkludere, at han har en solid pointe, og man forstår, hvorfor han føler sig udsat for det, som med en smule fantasi kunne ligne nogens forsøg på et karaktermord.
Mere end en gennemgang af skandalen
”Spionchefen” er dog ikke kun en bog om Lars Findsens syn på FE-skandalen, selvom det meget naturligt er kapitlerne om netop den sag – eller mere præcist: de sager, for der er jo rettelig tale om to; hjemsendelsen efter TET’s kritik og straffesagen – der løber med overskrifterne. Bogen er tværtimod en velfortalt gennemgang af hele Findsens fascinerende karriereforløb fra nyuddannet og ambitiøs fuldmægtig i Registertilsynet til departementschef i Forsvarsministeriet og senest chef for FE.
Findsen og medforfatter Mette Mayli Albæk springer fortælleteknisk mellem Findsens ophold i Hillerød Arrest, der foregår i nutid, og en kronologisk gennemgang af hans karriereforløb, som meget naturligt beskrives i datid. Det er ikke nogen innovation at gribe fortællingen sådan an, men vekselvirkningen mellem fortid og nutid fungerer godt. Findsen får undervejs i begge ”spor” af bogen plads til at dvæle ved detaljer og episoder, som han selv tillægger stor betydning, og det er interessant at blive delagtiggjort i, hvordan en mand med status og høj anseelse i samfundet begår sig i et fængselsmiljø og blandt indsatte, som han under andre omstændigheder aldrig ville have stiftet bekendtskab med.
Bogen igennem strøs der både muntre og mere seriøse anekdoter ned over det alvorlige genstandsfelt. I førstnævnte kategori genkalder Findsen sig, hvordan forhenværende forsvarschef Jesper Helsø spiser Toms-skildpadder med pincetgreb, mens han syrligt bemærker, at han lige tager sig en HMAK – en reference til den daværende Hærens Materielkommando, som havde ry for at tage sig god tid med tingene. En interessant og underholdende observation, der i lighed med flere lignende iagttagelser afslører, at spionchefen både er observant og humoristisk anlagt.
Læsere med tilknytning til Forsvaret vil desuden fatte interesse for kapitlet, hvori Findsen fortæller om sine overvejelser forud for omorganiseringen af Forsvaret til den civile styrelsesstruktur, vi kender i dag. Ideen til den meget upopulære manøvre voksede i vid udstrækning i Findsens egen baghave, og den forsvarer han faktisk i bogen. Det bliver næppe her, han vinder sympati blandt nuværende og tidligere soldater og nok især ikke hos de officerer, der dengang blev sammenlignet med den bryske oberst Hackel fra tv-serien Matador. Det er dog hverken bogens ærinde eller selling point at klinke skårene med forsmåede militære chefer, og Findsen virker ikke til at have nogen fortrydelser.
Det er betragtningerne om FE-skandalen, der sælger billetter, og her, at sympatien skal høstes. Det er begge forfattere tydeligvis bevidste om.
Kalder på uvildig undersøgelse af forløbet
De fleste personer, der optræder i ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” bliver omtalt respektfuldt – selv de politikere og embedsmænd, som Lars Findsen ikke har fundet fælles fodslag med undervejs i sin lange embedsmandskarriere. Derfor gør det også så meget desto større indtryk, når Findsen hvæsser kniven og trods sin diplomatiske sprogbrug sætter den ind steder, hvor det gør ondt, og hvor han ved, at han har en pointe. Det får særligt Trine Bramsen, Barbara Bertelsen og Politiets Efterretningstjeneste som myndighed at føle – ikke mindst med timingen af udgivelsen.
Bogen efterlader læseren med et indtryk af, at der er noget alvorligt galt med proportionerne i myndighedernes indgreb, og at der er grundlag for at få undersøgt, hvordan FE-skandalen er håndteret både politisk, efterforskningsmæssigt og i pressen. Tilsvarende giver ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” anledning til at komme til bunds i, hvordan TET og den efterfølgende undersøgelseskommission lykkedes med at nå frem til to diametralt modsatrettede konklusioner i vurderingen af Findsens embedsførelse og FE’s ageren generelt. Hvad er en tilsynsmyndighed værd, hvis man ikke kan fæstne sin lid til dens arbejde?
Det er som nævnt tidligere meget vigtigt at holde sig for øje, at der er tale om et partsindlæg, som de omtalte personer kun i begrænset omfang kan og vil forholde sig til. Journalist og medforfatter Mette Mayli Albæk har efter eget udsagn faktatjekket Findsens udsagn, hvor hun kunne, men hovedpersonen selv genkalder sig undervejs episoder og samtaler, som det selvsagt kun er ham og samtalepartnerne, der kan referere fra. Ikke desto mindre fremstår Lars Findsen som en troværdig fortæller, og man behøver næppe at fatte personlig sympati for manden for at se, at sagen på flere plan og i forskellig regi er grebet an på en måde, der som minimum tåler en uvildig granskning.
Om ”Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” henset til den næppe helt tilfældige timing af udgivelsen får reel indvirkning på valgkampen, ved vi med sikkerhed om få uger. Indholdet i bogen er uden tvivl vand på oppositionens mølle, mens regeringen og dens støttepartier formentlig gerne havde set udgivelsen skubbet til engang efter folketingsvalget den 1. november. Omvendt forbliver påstandene uden en undersøgelse for nuværende netop det: påstande, som der kan være politisk rationale i at sparke til hjørne.
Skal Danmark komme ud af situationen med skindet på næsen og det internationale efterretningsmiljøs anseelse nogenlunde intakt, er det imidlertid svært at forestille sig det formålstjenlige i ikke at komme til bunds i sagen, hvor ubekvem sagens rette sammenhæng må vise sig at være for dens parter. Det tjener “Spionchefen: Erindringer fra Celle 18” som en påmindelse om.
