ANALYSE: De tre angreb mandag på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen udstiller, at vi i Danmark kun har meget ringe viden om, hvad der foregår under havoverfladen. Flere efterretningsmæssige indhentningskapaciteter målrettet mod Østersøen og Rusland blev udfaset efter Den Kolde Krig, men kunne have været af høj værdi i dag. Er de på vej tilbage?
Til at begynde med troede de fleste, at der var tale om et uheld. I Energistyrelsen meldte man mandag morgen ud, at man havde konstateret et større trykfald i Nord Stream 2 gasrørledningen, som løber på havbunden i internationalt farvand sydøst for Bornholm. Den var ikke i operativ drift, men ret hurtigt stod det alligevel klart, at der ikke var tale om noget uheld.
Enhver tvivl om det forsvandt i så fald mandag aften, da der opstod lækager to steder på gasrørledningen Nord Stream 1 i internationalt farvand nordøst for Bornholm.
»Det er nu myndighedernes klare vurdering, at der er tale om bevidste handlinger. Der er ikke tale om uheld,« forklarede statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag aften holdt pressemøde om sagen foran døren til Statsministeriet på Christiansborg sammen med forsvarsminister Morten Bødskov (S), klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Årsagen til vurderingen forklarede klimaministeren også på pressemødet. Ifølge ham ligger gasrørene på 70-90 meters dybde og består af over 12 cm tykke lag af henholdsvis stål og beton.
»Karakteren og størrelsen af lækagerne indikerer, at der er tale om så store huller, at det ikke kan være sket ved et uheld som eksempelvis et skibsanker. Læg dertil at vores seismologiske undersøgelser viser, at rystelserne var af en størrelse, der svarer til henholdsvis 2,3 og 2,1 på Richterskalaen. Ifølge eksperterne er der tale om en type af rystelser, som man ikke ser ved jordskælv, men ved eksplosioner,« forklarede Dan Jørgensen.
Natten til mandag kl. 02.03 registrerede Geus (De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland) en eksplosion i farvandet sydøst for Bornholm. Kl. 13.52 mandag og igen kl. 19.04 mandag aften skete to nye eksplosioner i farvandet nordøst for Bornholm.
Hændelserne har ifølge Dan Jørgensen fået el- og gassektoren i Danmark til at hæve beredskabet til orange, som er det næsthøjeste niveau på en skala med fem niveauer. Sabotagen mandag af de inaktive Nord Stream 1 og 2 gasrørledninger skete i timerne inden, at statsminister Mette Frederiksen tirsdag var i polske Stettin for sammen med statsministrene fra Norge og Polen for at åbne den nye gasrørledningen Nordic Pipe mellem Norge og Polen. Netop den begivenhed satte ifølge Mette Frederiksen eksplosionerne i Østersøen i perspektiv.
»Der er tale om tre læk. Endda med noget afstand mellem sig. Derfor er det svært at forestille sig, at det er tilfældigt, hvad der foregår,« sagde hun i forbindelse med åbningen tirsdag i Polen.
Sparede ubådene væk i 2004
På to dage begivenhedsrige dage i september har sabotagen i Østersøen gjort det klart, at energipolitik ikke længere kan betragtes som et isoleret område, der ikke har betydning for Danmarks eller Europas sikkerhed. Energipolitik er sikkerhedspolitik og har altid været det, selv om skiftende danske regeringer gennem årene har gjort alt for ikke at blande de to sektorer sammen.
I det hele taget udstiller dette års begivenheder i Rusland og Ukraine og nu også i Østersøen, hvordan Danmarks stedmoderlige forhold til forsvars- og sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig har blottet kongeriget, som i dag ligger åbent og sårbart som aldrig før. Det er en udvikling, som er accelereret siden afslutningen af Den Kolde Krig, og som Danmark i dag betaler prisen for.
Artiklen fortsætter under billedet …
Vi har aldrig taget sikkerhed alvorligt og i stedet forsøgt at betale så lidt som muligt for vores forsvar. Det afdækkede Christian Brøndum og Jens Ringsmose så fint med bogen ”Frihedens pris: så lav som mulig” i 2018. Hver gang et nyt forsvarsforlig skulle indgås, handlede det hver gang om at betale så lidt som muligt. Derfor har det aldrig været sikkerhedssituationen, som afgjorde Forsvarets størrelse, men alene forsvarsbudgettet, som aldrig levede op til Natos eller amerikanernes forventninger.
I 2004 lagde man Forsvaret om fra et mobiliserings- og territorialforsvar til et moderne ekspeditionsforsvar, som i stedet for at forsvare eget territorium skulle kunne rykke ud til fjerne egne med små og veludrustede enheder. Det var fint, så længe krigene og konflikterne udspillede sig i Afghanistan, Irak og Afrika, men i dag betaler vi prisen for besparelserne. Og dem er høj.
Som et led i omlægningen var der ikke længere brug for ubåde, som Danmark udfasede med forliget i 2004. Dermed mistede det danske forsvar og ikke mindst Forsvarets Efterretningstjeneste et af de bedste redskaber til at indhente efterretninger om, hvad der foregik af russiske aktiviteter i Østersøen.
Et vigtigt redskab for efterretningstjenesten
Det vil være naivt at tro, at de danske ubåde kunne have forhindret eksplosionerne på gasrørledningerne i Østersøen. Men manglen på ubåde understreger, hvor lidt vi overhovedet aner om, hvad der foregår under vandet i Østersøen og i de indre danske farvande. Samtidig har det vist sig at være ualmindeligt svært for besætninger på overfladeskibene at holde sig skarpe på ASW (Anti Submarine Wafare), når vi ikke længere selv har ubåde at øve os på.
I øjeblikket er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ved at indkøbe slæbesonarer til fregatterne ”Absalon” og ”Esbern Snare”, som er udpeget til at være Søværnets ASW-kapacitet. Om bord har fregatterne også de nye maritime Seahawk-helikoptere, som med det seneste forsvarsforlig har fået tilført en sonar-kapacitet, som gør det muligt at kaste sonarbøjer i vandet. De giver en vigtig om end tidsmæssigt begrænset mulighed for at lytte efter, hvad der foregår under havoverfladen. Dermed forsøger Danmark at lukke en lille del af det hul, som udfasningen af ubådene betød for Søværnet.
Før i tiden var Danmark både berømmet og berygtet for sine ubåde, som var hybride og ideelle til at operere i Østersøens mange saltlag. De var en evig hovedpine, når vores allierede i Nato havde dem som ”fjender” på øvelser.
Artiklen fortsætter under billedet …
Ubådene opererede med en dieselmotor, som skulle lade op en time i døgnet, og derefter kunne de dykke og gemme og bevæge sig lydløst under havoverfladen i et døgn. Her var ubådene specialister i at skjule sig under saltlagene, hvor de på grund af den elektriske fremdrift var så godt som umulige at opdage modsat eksempelvis moderne atomdrevne ubåde.
De kunne lytte til skibskommunikation og aflytte samtaler mellem russiske piloter i luften. Og de var de skjulte maritime øjne og ører, som vi i dag ikke har og dermed agerer som næsten blinde i Østersøen.
Skal Søværnet have ubåde igen?
Ubådene er imidlertid ikke det eneste forsvar mod øst, som Danmark har udfaset og lukket inden for de seneste 20 år. Før i tiden rådede Bornholm over en af efterretningstjenestens vigtigste lyttestationer. Den lå ved Dueodde og spillede en helt afgørende rolle under Den Kolde Krig, hvor den elektroniske overvågning fra Danmarks sydøstlige hjørne bl.a. kunne melde til Nato om usædvanlige sovjetiske troppebevægelser, der gik forud for Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.
I 2012 blev lyttestationen imidlertid lukket som et led i ”omprioriteringer i Forsvarets Efterretningstjeneste”, og i 2015 åbnede den igen som museum ”Bornholmertårnet”.
Nu er Bornholm, Østersøen og Søværnets størrelse og styrke imidlertid igen kommet på den politiske radar. I forbindelse med beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 2 pct. i løbet af de kommende 11,5 år er debatten om igen at indkøbe ubåde naturligt begyndt at florere igen. Det Konservative Folkeparti har sammen med Dansk Folkeparti længe argumenteret for det fornuftige i igen at investere i et ubådsvæsen, og med sabotagen i Østersøen er den debat pludseligt blevet ualmindeligt aktuel igen.
Artiklen fortsætter under tweetet …
Er meget enig med Rasmus her. Resten af verdenen har fattet det forlængst. Ubåde er essentielle for beskyttelse og overvågning af maritim infrastruktur fra rør til kabler. https://t.co/1P1IAhwIJg
— Johannes Riber (@johannesriber) September 27, 2022
For hvad foregår der i Østersøen og i de danske farvande, som vi ikke aner noget som helst om? Formentlig en hel del. Vi ved endnu ikke, om Rusland står bag eksplosionerne, og konspirationsteorierne florerer allerede. På den amerikanske Fox News mener værten Tucker Carlson, at USA må stå bag, så lad os lade være med at gisne om bagmændene.
Vi kan i hvert fald konstatere, at det for fjendtligt indstillede magter er langt mindre risikofyldt at operere i de indre danske farvande end i internationalt farvand i Østersøen, hvor Tyskland, Polen, Sverige og Finland alle har ubåde.
Den danske ASW-beredskab er på trods af investeringer i slæbesonar og sonarbøjer sammenlignet med andre lande stadig meget langt fra det niveau, som vi ville have med en ubådseskadre i Søværnet.
På den måde giver de aktuelle eksplosioner ilt til dem, som argumenterer for, at vi som en stolt søfartsnation selvfølgelig skal have ubåde. Det store spørgsmål er, om Forsvarets ledelse og et flertal af landets politikere overhovedet ønsker ubåde eller genetablering af lyttestationer for den sags skyld?
Bærende billede: Sådan ser et af de tre gasudslip efter sabotage af rørledningerne Nord Stream I og II i Østersøen ud tirsdag fra et dansk F-16. Foto: Forsvaret
Vil du læse mere?
Abonnér på OLFI - Ingen binding, bare god journalistik.
Klik HER for at komme igang.
Udmærket indlæg fra Christens, men det er angiveligt en kæde af besparelser der har reduceret søværnets kapaciteter og manøvremuligheder. Lytteposten på Dueodde var et vigtigt instrument til SIGINT(signalindhentning). Det samme var SOK EW (electronic warfare). Enheden opererede fra positioner på land og fra orlogsskibe, hvor de fra deres container kunne indhente efterretninger. Nedlæggelsen af Bornholms Marinedistrikt og senere Maritimt Overvågningscenter Syd har medført, at der ikke længere er operatører med et stort kendskab til normalbilledet i Østersøen og som kan detektere afvigelser fra normalbilledet. I den forbindelse agerede Lene Espersen til egen fordel og tog ikke hensyn til 60 bornholmske arbejdspladser, da hun fik placeret det tilbageværende overvågningscenter i sin egen valgkreds (Frederikshavn). Desuden er farvandsovervågningen blevet neddroslet, færre fartøjer på havet og nedlæggelse af kystudkigsstationer, mens andre er overgået til videoovervågning. Den erfarne operatørs vurdering af det man ser er oftest mere brugbar end et videoklip. Det betaler vi regningen for nu.
Tak for en rigtig god artikel, der kommer godt omkring. Og selvfølgelig skal vi have ubåde igen, derom ingen tvivl.
Men mon ikke vi i den aktuelle sag kan få god støtte og hjælp fra allierede, der heldigvis ikke har nedlagt og skrottet deres ubåde.
Skal vi være en seriøs partner og allieret må og skal vi også bidrage. Derfor ingen vaklen eller tvivl- ubåde skal tilbage i værktøjskassen.
På et tidspunkt var jeg sendt til Letland for at uddanne officererne i Estland, Letland og Litauen. Jeg blev meget gode venner med stabschefen i den lettiske flåde.. Han var tidligere sovjetisk ubådsofficer, og en sen nattetime betroede han mig, at “Vi kunne ikke få armene ned af begejstring, da vi hørte, at det var lykkedes os at få danskerne til at afskaffe ubådene. De og så jeres missilbåde var jo den eneste reelle trussel mod os i Østersøen..”.
kommentar om Genindførelsen af ubåde i den danske flåde.
ja, selvfølgelig skak Danmark have ubåde i vores flåde – selv politikeren kan vel ikke undgå at se hvor Danmark er placeret, nu russerne igen er fjenden ( det har de iøvrigt altid været)
vi har en rigtigt vigtigt ansvar over for NATO i at kunne kontrollere Østersøen m.v.
noget vores politikere jo har været ligeglad med i over 25 år, der har jo ifølge politikerne været dyb fred og derfor er forsvaret stort set sparet væk i DK – også vores bedste våben i Østersøen – nemlig vores ubåde.
Nu står vi så og mangler den kapacitet og den er ikke sådan lige at få indført igen, det kommer til at tage tid, inden nye ubåde er på plads igen.
Vi bør fremskynde anskaffelsen af sonar kapacitet til vores fregatter samt sonarer bøjer til vores Seahawk helikopter til 2023.
Og så skal vi hurtigst muligt tage beslutning om at gå med ind i det tysk/ norske ubåds projekt og bestille 3-4 ubåde af typen 212 CD
En ny ordre på 4 ubåde fra Danmark , ville betyde at de samlede omkostninger ville falde drastisk og derfor kunne vi nok få ubådene betydelig billiger end de ca 33 milliarder kroner Norge købte sine 4 ubåde for.
Derudover skulle vi snarest begynde samtaler med Norge og evt. Tyskland om at få uddannet vores nye ubådesfolk på deres nuværende ubåde og sidenhen på de nye type 212 CD ubåde som de jo modtager noget før end vores nye ubåde er bygget og klar til tjeneste i den danske flåde – hvilket jo nok ikke er før end 2030 – 32.
Finansieringen burde jo være lige til – nemlig ca. 2,5 miliarder afsat pr. år af de nye 19 miliarder som 2 % målsætningen jo levere pr. år fra 2023 – indtil ubådene leveres i 2030 – 32.
Den opmærksomme læser vil så sige – jamen det er jo først fra 2033 den målsætning skal være indfaset??
men nej det bør og SKAL være fra 2023 at man opretter en forsvarsfond, hvor man så og sige indsætter pengene år efter år – så forsvaret har midlerne beviliget i det tempo men opretter nye kapaciteter og indkøber nyt materiel, våbensystemer m.v.
Idet at manglerne i forsvaret er så store at det simpelthen ikke kan vente til 2033 + den nye sikkerhedspolitiske situation i Danmarks nærområde og især i Østersøen og Arktis tilsiger det.
Det kan selv den mest tungnemme politiker ikke komme udenom, udover det pres der er fra vores allierede og NATO.
Rækken af manglende kapaciteter, våbensystemer m.v. er alenlang, men man kan starter med at anskaffe et nyt 3 lags luftforsvar ( NAMSAMS, PATERIOT OG ARROW 3) og bestille nye type 212 CD ubåde i samarbejde med norge og Tyskland.
SÆT IGANG
Hilsen
Jens Nielsen
Som gammel søulk hæfter jeg mig ved både M.B. og H.K. indlæg. At vi først udfasede ubådene, så torpedobådene og sidst nedlagde lyttestationen på Bornholm – havde jeg været russisk admiral havde jeg skisme også klappet mig på lårene til de var blåviolette. Jeg er uddannet inden for kommunikation (telegrafist) og har siddet med hovedtelefoner på så hovedet havde form som et 8tal og lyttet og lyttet og lyttet, nogle gange på foranledning af gutterne på sydvest amager, andre gange sammen med SOK EW-team og selvom det ofte kunne se frugtesløst ud, har jeg senere erfaret! at det mere end een gang var givtigt. COMINT/SIGINT i samme sætning som ordet ubåd er noget fjenden får myrekryb af. Det danske ubådsvåben var berygtet/berømte for deres fænomonale evne til at indhente informationer om fjendens bevægelser og kommunikation. Tænk blot på Sælen (PT placeret på Holmen som del af “Skibene på Holmen”), dens historie er til at læse sig til på internetet, og så kan man jo spekulere (eller bruge Google) over hvad en ubåd laver i ørkenkrig 🙂
God weekend
Erik N. Pedersen, desværre er disse lyttestationer oftest ganske sårbare uden ubåde til at beskytte dem.
https://www.thedrive.com/the-war-zone/43094/norwegian-undersea-surveillance-network-had-its-cables-mysteriously-cut
En super god artikel. Det nævnes, at der ikke er nogen i Forsvaret, som kender til overvågningen. Det er sikkert rigtigt, men det kan undersøges, hvorvidt der er noget pensioneret personel med dette kendskab, som kunne tænke sig at hjælpe processen i gang. Disse personer kan støtte en genoprettelse, dog med mere moderne systemer. I samarbejde med vores NATO partnere vil vi sikkert også kunne få vejledning. F.eks. må svenskere og finner have en umådelig stor erfaring og de er jo med i NATO lige om hjørnet. Metoden kan også anvendes på de øvrige sikkerhedsområder. Her tænkes på det øvrige forsvar og totalforsvaret. Vi skal nok skynde os, hvis det skulle kunne lykkes at finde den assistance. Koldkrigserfaringerne forsvandt i sidste halvdel af 90érne, hvor jeg selv deltog i en af de sidste koldkrigsøvelser i FLV.
Uden at forholde mig til spørgsmålet om genanskaffelse af ubåde i almindelighed, er jeg i vildrede med, hvilken opgave fremtidige ubåde kunne være tiltænkt i forhold til overvågningen af den undersøiske infrastruktur.
Nu er det godt nok over 40 år siden jeg selv gjorde tjeneste i NORK; men dengang var den eneste interesse i havbunden hvilken afstand båden havde til den, så man ikke utilsigtet berørte den. Hvad der befandt sig på den havde ikke vores interesse – overhovedet, og i øvrigt var der ingen sensorer ombord, der kunne detektere stilleliggende, passive objekter på bunden.
Når og hvis man kommer frem til en konklusion om, hvordan sabotagen er udført, kan man hensigtsmæssigt udarbejde et katalog over foranstaltninger, der kan vanskeliggøre eller forhindre at tilsvarende aktioner kan gennemføres i fremtiden.
Uden en sådan forudgående analyse kan sabotagen af Nordstream ! og II – i mine øjne – lige så lidt berettige til anskaffelse af ubåde som af kampvogne.
Der kunne benyttes nye elektroniske overvågnings systemer, de skal bare installeres samtidigt med de under hav overfladen enten dybt liggende /bundfæstede og under overfladen placerede midler.
Hvorfor risikere liv når det kan undgås,
Med de skandaler der er bare i administrationen af jeres hele virke både i udenlandske og hjemlige administrationers forvaltninger af vi skatteborgeres penge midler,som nu har fået fingre i 18 milliarder mere , til at lave fejl/svindel med mere for og med.