ANALYSE: De tre angreb mandag på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i Østersøen udstiller, at vi i Danmark kun har meget ringe viden om, hvad der foregår under havoverfladen. Flere efterretningsmæssige indhentningskapaciteter målrettet mod Østersøen og Rusland blev udfaset efter Den Kolde Krig, men kunne have været af høj værdi i dag. Er de på vej tilbage?
Til at begynde med troede de fleste, at der var tale om et uheld. I Energistyrelsen meldte man mandag morgen ud, at man havde konstateret et større trykfald i Nord Stream 2 gasrørledningen, som løber på havbunden i internationalt farvand sydøst for Bornholm. Den var ikke i operativ drift, men ret hurtigt stod det alligevel klart, at der ikke var tale om noget uheld.
Enhver tvivl om det forsvandt i så fald mandag aften, da der opstod lækager to steder på gasrørledningen Nord Stream 1 i internationalt farvand nordøst for Bornholm.
»Det er nu myndighedernes klare vurdering, at der er tale om bevidste handlinger. Der er ikke tale om uheld,« forklarede statsminister Mette Frederiksen (S), da hun tirsdag aften holdt pressemøde om sagen foran døren til Statsministeriet på Christiansborg sammen med forsvarsminister Morten Bødskov (S), klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Årsagen til vurderingen forklarede klimaministeren også på pressemødet. Ifølge ham ligger gasrørene på 70-90 meters dybde og består af over 12 cm tykke lag af henholdsvis stål og beton.
»Karakteren og størrelsen af lækagerne indikerer, at der er tale om så store huller, at det ikke kan være sket ved et uheld som eksempelvis et skibsanker. Læg dertil at vores seismologiske undersøgelser viser, at rystelserne var af en størrelse, der svarer til henholdsvis 2,3 og 2,1 på Richterskalaen. Ifølge eksperterne er der tale om en type af rystelser, som man ikke ser ved jordskælv, men ved eksplosioner,« forklarede Dan Jørgensen.
Natten til mandag kl. 02.03 registrerede Geus (De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland) en eksplosion i farvandet sydøst for Bornholm. Kl. 13.52 mandag og igen kl. 19.04 mandag aften skete to nye eksplosioner i farvandet nordøst for Bornholm.
Hændelserne har ifølge Dan Jørgensen fået el- og gassektoren i Danmark til at hæve beredskabet til orange, som er det næsthøjeste niveau på en skala med fem niveauer. Sabotagen mandag af de inaktive Nord Stream 1 og 2 gasrørledninger skete i timerne inden, at statsminister Mette Frederiksen tirsdag var i polske Stettin for sammen med statsministrene fra Norge og Polen for at åbne den nye gasrørledningen Nordic Pipe mellem Norge og Polen. Netop den begivenhed satte ifølge Mette Frederiksen eksplosionerne i Østersøen i perspektiv.
»Der er tale om tre læk. Endda med noget afstand mellem sig. Derfor er det svært at forestille sig, at det er tilfældigt, hvad der foregår,« sagde hun i forbindelse med åbningen tirsdag i Polen.
Sparede ubådene væk i 2004
På to dage begivenhedsrige dage i september har sabotagen i Østersøen gjort det klart, at energipolitik ikke længere kan betragtes som et isoleret område, der ikke har betydning for Danmarks eller Europas sikkerhed. Energipolitik er sikkerhedspolitik og har altid været det, selv om skiftende danske regeringer gennem årene har gjort alt for ikke at blande de to sektorer sammen.
I det hele taget udstiller dette års begivenheder i Rusland og Ukraine og nu også i Østersøen, hvordan Danmarks stedmoderlige forhold til forsvars- og sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig har blottet kongeriget, som i dag ligger åbent og sårbart som aldrig før. Det er en udvikling, som er accelereret siden afslutningen af Den Kolde Krig, og som Danmark i dag betaler prisen for.
Artiklen fortsætter under billedet …
Vi har aldrig taget sikkerhed alvorligt og i stedet forsøgt at betale så lidt som muligt for vores forsvar. Det afdækkede Christian Brøndum og Jens Ringsmose så fint med bogen ”Frihedens pris: så lav som mulig” i 2018. Hver gang et nyt forsvarsforlig skulle indgås, handlede det hver gang om at betale så lidt som muligt. Derfor har det aldrig været sikkerhedssituationen, som afgjorde Forsvarets størrelse, men alene forsvarsbudgettet, som aldrig levede op til Natos eller amerikanernes forventninger.
I 2004 lagde man Forsvaret om fra et mobiliserings- og territorialforsvar til et moderne ekspeditionsforsvar, som i stedet for at forsvare eget territorium skulle kunne rykke ud til fjerne egne med små og veludrustede enheder. Det var fint, så længe krigene og konflikterne udspillede sig i Afghanistan, Irak og Afrika, men i dag betaler vi prisen for besparelserne. Og dem er høj.
Som et led i omlægningen var der ikke længere brug for ubåde, som Danmark udfasede med forliget i 2004. Dermed mistede det danske forsvar og ikke mindst Forsvarets Efterretningstjeneste et af de bedste redskaber til at indhente efterretninger om, hvad der foregik af russiske aktiviteter i Østersøen.
Et vigtigt redskab for efterretningstjenesten
Det vil være naivt at tro, at de danske ubåde kunne have forhindret eksplosionerne på gasrørledningerne i Østersøen. Men manglen på ubåde understreger, hvor lidt vi overhovedet aner om, hvad der foregår under vandet i Østersøen og i de indre danske farvande. Samtidig har det vist sig at være ualmindeligt svært for besætninger på overfladeskibene at holde sig skarpe på ASW (Anti Submarine Wafare), når vi ikke længere selv har ubåde at øve os på.
I øjeblikket er Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ved at indkøbe slæbesonarer til fregatterne ”Absalon” og ”Esbern Snare”, som er udpeget til at være Søværnets ASW-kapacitet. Om bord har fregatterne også de nye maritime Seahawk-helikoptere, som med det seneste forsvarsforlig har fået tilført en sonar-kapacitet, som gør det muligt at kaste sonarbøjer i vandet. De giver en vigtig om end tidsmæssigt begrænset mulighed for at lytte efter, hvad der foregår under havoverfladen. Dermed forsøger Danmark at lukke en lille del af det hul, som udfasningen af ubådene betød for Søværnet.
Før i tiden var Danmark både berømmet og berygtet for sine ubåde, som var hybride og ideelle til at operere i Østersøens mange saltlag. De var en evig hovedpine, når vores allierede i Nato havde dem som ”fjender” på øvelser.
Artiklen fortsætter under billedet …
Ubådene opererede med en dieselmotor, som skulle lade op en time i døgnet, og derefter kunne de dykke og gemme og bevæge sig lydløst under havoverfladen i et døgn. Her var ubådene specialister i at skjule sig under saltlagene, hvor de på grund af den elektriske fremdrift var så godt som umulige at opdage modsat eksempelvis moderne atomdrevne ubåde.
De kunne lytte til skibskommunikation og aflytte samtaler mellem russiske piloter i luften. Og de var de skjulte maritime øjne og ører, som vi i dag ikke har og dermed agerer som næsten blinde i Østersøen.
Skal Søværnet have ubåde igen?
Ubådene er imidlertid ikke det eneste forsvar mod øst, som Danmark har udfaset og lukket inden for de seneste 20 år. Før i tiden rådede Bornholm over en af efterretningstjenestens vigtigste lyttestationer. Den lå ved Dueodde og spillede en helt afgørende rolle under Den Kolde Krig, hvor den elektroniske overvågning fra Danmarks sydøstlige hjørne bl.a. kunne melde til Nato om usædvanlige sovjetiske troppebevægelser, der gik forud for Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.
I 2012 blev lyttestationen imidlertid lukket som et led i ”omprioriteringer i Forsvarets Efterretningstjeneste”, og i 2015 åbnede den igen som museum ”Bornholmertårnet”.
Nu er Bornholm, Østersøen og Søværnets størrelse og styrke imidlertid igen kommet på den politiske radar. I forbindelse med beslutningen om at øge forsvarsbudgettet til 2 pct. i løbet af de kommende 11,5 år er debatten om igen at indkøbe ubåde naturligt begyndt at florere igen. Det Konservative Folkeparti har sammen med Dansk Folkeparti længe argumenteret for det fornuftige i igen at investere i et ubådsvæsen, og med sabotagen i Østersøen er den debat pludseligt blevet ualmindeligt aktuel igen.
Artiklen fortsætter under tweetet …
Er meget enig med Rasmus her. Resten af verdenen har fattet det forlængst. Ubåde er essentielle for beskyttelse og overvågning af maritim infrastruktur fra rør til kabler. https://t.co/1P1IAhwIJg
— Johannes Riber (@johannesriber) September 27, 2022
For hvad foregår der i Østersøen og i de danske farvande, som vi ikke aner noget som helst om? Formentlig en hel del. Vi ved endnu ikke, om Rusland står bag eksplosionerne, og konspirationsteorierne florerer allerede. På den amerikanske Fox News mener værten Tucker Carlson, at USA må stå bag, så lad os lade være med at gisne om bagmændene.
Vi kan i hvert fald konstatere, at det for fjendtligt indstillede magter er langt mindre risikofyldt at operere i de indre danske farvande end i internationalt farvand i Østersøen, hvor Tyskland, Polen, Sverige og Finland alle har ubåde.
Den danske ASW-beredskab er på trods af investeringer i slæbesonar og sonarbøjer sammenlignet med andre lande stadig meget langt fra det niveau, som vi ville have med en ubådseskadre i Søværnet.
På den måde giver de aktuelle eksplosioner ilt til dem, som argumenterer for, at vi som en stolt søfartsnation selvfølgelig skal have ubåde. Det store spørgsmål er, om Forsvarets ledelse og et flertal af landets politikere overhovedet ønsker ubåde eller genetablering af lyttestationer for den sags skyld?
Bærende billede: Sådan ser et af de tre gasudslip efter sabotage af rørledningerne Nord Stream I og II i Østersøen ud tirsdag fra et dansk F-16. Foto: Forsvaret
