Anklagemyndigheden rejser tiltaler for millionsvindel i Ejendomsstyrelsen

0
Knap tre år efter at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) hjemsendte styrelsesdirektør Hans Høyer har anklagemyndigheden i dag rejst tiltalte mod de involverede i svindelsagen. Foto: Ernstved

Knap tre år efter den første presseomtale af sagen har Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet i denne uge rejst tiltale mod fem personer og to selskaber under mistanke for millionsvindel med Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelses midler. Whistlebloweren, der varskoede både myndigheder og presse, er tilfreds med, at der endelig sker noget i sagen.

Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK) har netop rejst tiltale mod fem personer og to selskaber, der er mistænkt for at have været involveret i en større sag om millionsvindel med midler i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES). Svindelsagen trak store overskrifter i december 2019 og kostede dengang styrelsens direktør, Hans Høyer, jobbet.

»To tidligere civilt ansatte i Forsvarets Ejendomsstyrelse (nu Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse) er i den forbindelse tiltalt for at have modtaget bestikkelse i form af værdier for henholdsvis cirka 2.915.000 kroner og 125.000 kroner. Værdierne omfattede blandt andet adskillige designermøbler, hvidevarer og havemaskiner,« oplyser SSK i en pressemeddelelse.

Ud over de to tidligere ansatte i Forsvaret er tre personer og to leverandørvirksomheder tiltalt for at have medvirket til mandatsvig og for at have ydet – eller forsøgt at yde – bestikkelse til de to tidligere ansatte, fremgår det videre af pressemeddelelsen.

Ved at udsende indkøbsordrer på vegne af FES, der oversteg prisen på de private virksomheders tilbud, opstod der en difference, som blev placeret på en hemmelig saldo. Saldoen udgjorde så et råderum, som projektlederne ved FES efterfølgende kunne bruge til diverse indkøb – øjensynligt altså af privat karakter – uden at give andre mulighed for at følge med i transaktionerne

Sagen blev i sin tid afsløret af whistleblower Karsten Hamborg Ravnsgaard, der var ansat som bogholder ved et el-firma, som handlede med FES. Han er selv revisoruddannet og gjorde flere gange opmærksom på det problematiske i fremgangsmåden, uden at det dog førte til andet end et træk på skuldrene hos arbejdsgiveren. Til sidste gik Karsten Hamborg Ravnsgaard til både pressen og Rigsrevisionen, hvilket førte til, at sidstnævnte i december samme år offentliggjorde en rapport med sønderlemmende kritik af især den manglende regnskabskontrol i ejendomsstyrelsen.

Whistleblower: Rart at kunne se enden på det

I kølvandet på Rigsrevisionens rapport etablerede daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) et såkaldt rejsehold, som kulegravede tusindvis af transaktioner i ejendomsstyrelsen. I forbindelse med undersøgelsen kom det frem, at der havde manglet såkaldt funktionsadskillelse i mindst 4800 transaktioner, og at disse havde en værdi af cirka 240 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet …

20191125 TEASER FES Ravnsgaard
Klik på billedet, hvis du vil læse historien om, hvordan Karsten opdagede svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og anmeldte det til Rigsrevisionen … Foto: Ernstved

Siden gik politiet ind i sagen, og det er på baggrund af et længerevarende efterforskningsarbejde, at anklagemyndigheden i dag annoncerer tiltalerne mod de implicerede parter. Udviklingen glæder Karsten Hamborg Ravnsgaard, der længe har set frem til nyt i den straffesag, han selv blev katalysator for.

»Jeg synes, det er rart, at det, der er blevet sat i gang, får en afslutning. Eller i hvert fald, at vi kan begynde at se enden på det. Man går jo rundt og tænker på det, og det ligger konstant i baghovedet: Hvad ender det med, og hvordan skal man forholde sig til tingene? Det er rart, at man begynder at se enden på det.«

Karsten Hamborg Ravnsgaard var allerede i 2019 klar over, at den var rivende gal, men havde ikke overblik over sagens fulde omfang, da han med sin anmeldelse gjorde sig selv til whistleblower.

»Jeg synes, det er overraskende, at der har været så mange indblandet, som det virker til, at der har været. Det er lidt vildt, at så mange har været indblandet,« siger Karsten Hamborg Ravnsgaard.

»Der vil altid være brodne kar«

Titlen som whistleblower er dog ikke kommet uden omkostninger. Tilliden til andres retskaffenhed har lidt et knæk, og derfor har Karsten Hamborg Ravnsgaard i dag valgt at starte egen virksomhed og hjælpe andre selvstændige. Samtidig har erfaringerne dog også givet en vis ballast, som han tager med videre.

»Ja, både på godt og ondt har sagen påvirket mig personligt. Det er en stressfaktor at have det i baghovedet konstant og tænke over, hvad det ender med. Jeg har valgt at gå for mig selv og arbejde med min egen lille virksomhed i stedet og arbejde med økonomi den vej igennem. Det passer mig bedre at være mig selv.«

Læs også: “Årets Leder” hyrede egen virksomhed og sendte regningen til FES

Karsten Hamborg Ravnsgaard er tilbageholdende med at svare med ubetinget optimisme på spørgsmålet om, hvorvidt han har tillid til, at der efter hans afsløringer er kommet orden i FES’ mange handler med private leverandører.

»Tillid er måske så meget sagt, men jeg tror helt sikkert, at der er blevet strammet op i nogle procedurer, ryddet op og fjernet nogle ting, men der vil jo altid være brodne kar rundt omkring, der udnytter huller i systemet. Det er rart nok at have fået fjernet nogle af dem, men jeg tror ikke på, at man nogensinde får ryddet helt op i alting.«

guest
0 Kommentarer
Inline Feedback
Læs alle kommentarer