BLOG: Sverige og Finlands snarlige medlemskab af Nato giver både muligheder og udfordringer – også for Danmark. Derfor kan det give mening at overveje en ny skandinavisk kommando med fokus på de fællesnordiske udfordringer og trusselsforhold. Sker det, skal Danmark kende sin besøgelsestid, skriver krigshistoriker Niels Klingenberg Vistisen i dette blogindlæg.
Den sikkerhedspolitiske verden har i dén grad ændret sig efter Ruslands invasion af Ukraine for godt et halvt år siden. Selvom optakten havde været lang – i hvert fald siden 2014 – overraskede den storstilede invasion mange, også eksperter. Måske var det overraskelsen, der medførte, at mange lande, herunder Nato-alliancen, siden har iværksat styrkelser af militær og forsvar. Et af de mest markante politiske og strategiske skridt var, da Finland og Sverige søgte om optagelse i Nato. Det får stor betydning for Danmarks sikkerhedspolitiske vilkår, og det kan og bør vi udnytte på en begavet måde.
Da Finland og Sverige søgte om optagelse i Nato, gav det store overskrifter og breaking news. Det var som om, at det var en sejr for Nato, og at de to lande nu endelig havde valgt side. Det skal man nok se i lyset af den generelle retorik og Natos behov for at vise handlekraft. Det er jo ikke fordi, Finland og Sverige nogensinde har overvejet at melde sig ind i Warsawapagten, eller at de lænede sig politisk op ad Sovjetunionen. De to lande er gennemført demokratiske og vestlige og har været det siden Natos fødsel.
At Sverige og Finland var neutrale under Den Kolde Krig og ikke medlem af Nato, har været en benhård analyse af, hvad der tjente landenes sikkerhed bedst. At de begge de facto har været reelle Nato-allierede, tror jeg, at alle ved. De var også med Nato i de mange internationale indsatser. Gad vide, om ikke også der har været et yderligere samarbejde om Østersøen, som måske ikke er offentlig kendt. Så at Finland og Sverige vælger Nato, er overhovedet ikke nogen overraskelse, endsige en nyhed. Tværtimod bør man se på, hvad der er ændret sikkerhedspolitisk i området, siden de nu åbenlyst kan melde sig ind, samt se på hvilke muligheder og konsekvenser det giver for Nato og nabolandene – herunder Danmark.
Strategisk geografisk område med ny betydning
Nato får tilgang af to lande, som også er nabolande med hovedfjenden, Rusland, og som er frontlinjestater. Begge lande kender Rusland og har følt landet på tænderne under Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig. Jeg kan varmt anbefale Poul Gross’ bog ”Krigen i Østersøen” som forskningsbaseret og vigtig krigshistorie om netop dette område. Begge lande har, nok som følge af neutraliteten, et stort og veletableret militær, som på de fleste områder lever fuldt op til Natos krav – dog ikke helt kravet om de to pct. af bnp. Når man ser det i det perspektiv, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt det er Nato, der skal passe på Sverige og Finland eller omvendt? Sådan bør Danmark også se det.
Når Natos nordflanke nu omfatter både Danmark, Norge, Sverige og Finland, skal Natos planer og forsvarskoncepter naturligvis også opdateres. Det bliver et strategisk geografisk område i sig selv med en anden betydning end ruterne ud af ishavet og ud i Atlanten eller udsejlingen fra Østersøen gennem de danske bælter. Hvis ikke det allerede er på tegnebrættet, ser jeg et stort behov for en ny skandinavisk Nato-kommando. Nogle læsere kan måske huske den gamle COMBALTAP (Commander Allied Forces Baltic Approaches) med hovedkvarter i Finderup i Danmark. For øvrigt: Måske fik vi lige fyldt den fine bunker op med beton lidt for tidligt, eller også var de uforklarlige rystelser i Mønsted for nylig en del af arbejdet med at genåbne den.
Men en ny skandinavisk kommando – eller nordkommando – skal være mere end bare Baltic Approaches. Derfor skal Danmark også kende sin besøgelsestid og sin rolle. Det kan godt være at vi er det “gamle” Nato-land, men vi er i høj grad lillebror. Vi er allerede engageret med vores eget divisionshovedkvarter i Letland, og det er ikke fuldt operativt endnu. Vi bidrager til det nordøstlige korps i Stettin i Polen, som også favner de baltiske lande. Men betyder det, at vi skal fravælge det skandinaviske og blive, hvor vi er? Eller skal vi vinke farvel til korpset i Polen, som bliver central- og østeuropæisk, og så vende os mod det skandinaviske? Er det muligt for Danmark at gabe over begge dele? Her bør vi nok skele ikke bare til Forsvarets bemanding og generelle tilstand, men også vores mere specifikke evne til at bidrage med højt uddannede, operative officerer til stabe på korpsniveau eller højere.
Mere til fælles med Sverige end med Polen
Det siger vist sig selv, at Danmark ikke skal være lead nation på et nyt skandinavisk Nato-hovedkvarter, og at dette hovedkvarter ikke skal placeres i Danmark. Det ville være naturligt at placere det i Norge eller Sverige. I hvilken grad, Danmark skal være en del af det, bør også være operativt begrundet. Vi skal ikke kun afvente Natos justering af koncepterne, men spille aktivt med i vores egen interesse. Måske har vi med Bornholm og stræderne mere til fælles med Sverige og Gotland end med Polen. Måske har vi med Grønland mere til fælles med Norge og Svalbard, end vi har med Tyskland. Det kunne betyde, at vi skulle og burde nyorientere os mere mod det skandinaviske.
Selvom Jylland er landfast med Tyskland, er truslen ikke længere polske marineinfanterister i Køge Bugt og en østtysk panserarmé op ad den kimbriske halvø. Truslen vil være mere samfundsorienteret, mere hybrid og destabiliserende, og det bør måske afgøre det. Vi kan altid spinne det som om, at vi nu har bidraget med den udvikling og transformation, der skulle til i de tidligere Warsawapagtlande, og at vi nu skal se på vores egen sikkerhed i lyset af den nye trussel. Vi kan ikke køre frihjul, men skal leve op til det stærke militær, de nye lande har, men måske der kunne samarbejdes om krigsskibe egnet til Østersøen, ubåde eller mere arktisk træning.
De sikkerhedspolitiske ændringer sker hurtigt for tiden, så det er nu det skal overvejes og forberedes.
