spot_img

Sveriges og Finlands optagelse bør få Nato til at overveje en skandinavisk kommando

Debatindlæg

Debatindlægget er udtryk for skribentens egne holdninger.

BLOG: Sverige og Finlands snarlige medlemskab af Nato giver både muligheder og udfordringer – også for Danmark. Derfor kan det give mening at overveje en ny skandinavisk kommando med fokus på de fællesnordiske udfordringer og trusselsforhold. Sker det, skal Danmark kende sin besøgelsestid, skriver krigshistoriker Niels Klingenberg Vistisen i dette blogindlæg.

Den sikkerhedspolitiske verden har i dén grad ændret sig efter Ruslands invasion af Ukraine for godt et halvt år siden. Selvom optakten havde været lang – i hvert fald siden 2014 – overraskede den storstilede invasion mange, også eksperter. Måske var det overraskelsen, der medførte, at mange lande, herunder Nato-alliancen, siden har iværksat styrkelser af militær og forsvar. Et af de mest markante politiske og strategiske skridt var, da Finland og Sverige søgte om optagelse i Nato. Det får stor betydning for Danmarks sikkerhedspolitiske vilkår, og det kan og bør vi udnytte på en begavet måde.

Da Finland og Sverige søgte om optagelse i Nato, gav det store overskrifter og breaking news. Det var som om, at det var en sejr for Nato, og at de to lande nu endelig havde valgt side. Det skal man nok se i lyset af den generelle retorik og Natos behov for at vise handlekraft. Det er jo ikke fordi, Finland og Sverige nogensinde har overvejet at melde sig ind i Warsawapagten, eller at de lænede sig politisk op ad Sovjetunionen. De to lande er gennemført demokratiske og vestlige og har været det siden Natos fødsel.

At Sverige og Finland var neutrale under Den Kolde Krig og ikke medlem af Nato, har været en benhård analyse af, hvad der tjente landenes sikkerhed bedst. At de begge de facto har været reelle Nato-allierede, tror jeg, at alle ved. De var også med Nato i de mange internationale indsatser. Gad vide, om ikke også der har været et yderligere samarbejde om Østersøen, som måske ikke er offentlig kendt. Så at Finland og Sverige vælger Nato, er overhovedet ikke nogen overraskelse, endsige en nyhed. Tværtimod bør man se på, hvad der er ændret sikkerhedspolitisk i området, siden de nu åbenlyst kan melde sig ind, samt se på hvilke muligheder og konsekvenser det giver for Nato og nabolandene – herunder Danmark.

Strategisk geografisk område med ny betydning

Nato får tilgang af to lande, som også er nabolande med hovedfjenden, Rusland, og som er frontlinjestater. Begge lande kender Rusland og har følt landet på tænderne under Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig. Jeg kan varmt anbefale Poul Gross’ bog ”Krigen i Østersøen” som forskningsbaseret og vigtig krigshistorie om netop dette område. Begge lande har, nok som følge af neutraliteten, et stort og veletableret militær, som på de fleste områder lever fuldt op til Natos krav – dog ikke helt kravet om de to pct. af bnp. Når man ser det i det perspektiv, kan man godt blive lidt i tvivl om, hvorvidt det er Nato, der skal passe på Sverige og Finland eller omvendt? Sådan bør Danmark også se det.

Når Natos nordflanke nu omfatter både Danmark, Norge, Sverige og Finland, skal Natos planer og forsvarskoncepter naturligvis også opdateres. Det bliver et strategisk geografisk område i sig selv med en anden betydning end ruterne ud af ishavet og ud i Atlanten eller udsejlingen fra Østersøen gennem de danske bælter. Hvis ikke det allerede er på tegnebrættet, ser jeg et stort behov for en ny skandinavisk Nato-kommando. Nogle læsere kan måske huske den gamle COMBALTAP (Commander Allied Forces Baltic Approaches) med hovedkvarter i Finderup i Danmark. For øvrigt: Måske fik vi lige fyldt den fine bunker op med beton lidt for tidligt, eller også var de uforklarlige rystelser i Mønsted for nylig en del af arbejdet med at genåbne den.

Men en ny skandinavisk kommando – eller nordkommando – skal være mere end bare Baltic Approaches. Derfor skal Danmark også kende sin besøgelsestid og sin rolle. Det kan godt være at vi er det “gamle” Nato-land, men vi er i høj grad lillebror. Vi er allerede engageret med vores eget divisionshovedkvarter i Letland, og det er ikke fuldt operativt endnu. Vi bidrager til det nordøstlige korps i Stettin i Polen, som også favner de baltiske lande. Men betyder det, at vi skal fravælge det skandinaviske og blive, hvor vi er? Eller skal vi vinke farvel til korpset i Polen, som bliver central- og østeuropæisk, og så vende os mod det skandinaviske? Er det muligt for Danmark at gabe over begge dele? Her bør vi nok skele ikke bare til Forsvarets bemanding og generelle tilstand, men også vores mere specifikke evne til at bidrage med højt uddannede, operative officerer til stabe på korpsniveau eller højere.

Mere til fælles med Sverige end med Polen

Det siger vist sig selv, at Danmark ikke skal være lead nation på et nyt skandinavisk Nato-hovedkvarter, og at dette hovedkvarter ikke skal placeres i Danmark. Det ville være naturligt at placere det i Norge eller Sverige. I hvilken grad, Danmark skal være en del af det, bør også være operativt begrundet. Vi skal ikke kun afvente Natos justering af koncepterne, men spille aktivt med i vores egen interesse. Måske har vi med Bornholm og stræderne mere til fælles med Sverige og Gotland end med Polen. Måske har vi med Grønland mere til fælles med Norge og Svalbard, end vi har med Tyskland. Det kunne betyde, at vi skulle og burde nyorientere os mere mod det skandinaviske.

Selvom Jylland er landfast med Tyskland, er truslen ikke længere polske marineinfanterister i Køge Bugt og en østtysk panserarmé op ad den kimbriske halvø. Truslen vil være mere samfundsorienteret, mere hybrid og destabiliserende, og det bør måske afgøre det. Vi kan altid spinne det som om, at vi nu har bidraget med den udvikling og transformation, der skulle til i de tidligere Warsawapagtlande, og at vi nu skal se på vores egen sikkerhed i lyset af den nye trussel. Vi kan ikke køre frihjul, men skal leve op til det stærke militær, de nye lande har, men måske der kunne samarbejdes om krigsskibe egnet til Østersøen, ubåde eller mere arktisk træning.

De sikkerhedspolitiske ændringer sker hurtigt for tiden, så det er nu det skal overvejes og forberedes.

Niels Klingenberg Vistisen har været blogger på OLFI gennem flere år sideløbende med en karriere i Forsvaret. Han skiftede til det civile i foråret 2022. Foto: Ernstved

Andre læste også

Forsvarets genrejsning kræver en fordomsfri tilgang fra alle parter

DEBAT: Forsvaret står et sted, hvor den politiske og den militære sfæres indbyrdes relation er i fare for at stå i vejen for en historisk genopretning. For at den kan føres ud i livet, skal der derfor ikke kun ses på organiseringen af forsvarsområdet, men på kulturen, som man...

 

Alle er velkomne til at kommentere, men kommentarer bliver først offentliggjort efter redaktionens godkendelse. Kommentarer uden kommentatorens fulde navn vil blive slettet.

Kommentér artiklen ...

 

 

5 KOMMENTARER

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Feedback
Læs alle kommentarer
Jakob Henius
Læser
Jakob Henius
13. september 2022 19:22

Gode og fornuftige tanker af Niels. Finlands og Sveriges indtræden ændrer i helt særlig grad Danmarks strategiske situation – i gunstig retning.

Netop derfor er det for tidligt at afvise Tyskland som relevant samarbejdspartner. For både Danmark og Tyskland har det til fælles, at vi for det første skal skabe evnen – gerne i samarbejde – til at være pålidelige host nations for allierede forstærkninger, som skal transitere gennem vores territorier. Og for det andet skal vi kunne samarbejde om ikke mindst maritime operationer i Østersøen.

Der bliver nok at tage fat på, uanset om NATO ender med at etablere et nyt operativt hovedkvarter i nordregionen eller ej. Men allerførst skal Alliancen, som Niels rigtigt påpeger, udvikle nye forsvarsplaner for en helt ny geostrategisk virkelighed, hvor Østersøen reelt bliver “NATO owned”.

Frank Weber
Læser
Frank Weber
14. september 2022 15:37

Fint indlæg og oplagt med en fællesskandinavisk kommando. Danmark kunne måske pudse minelægningskompetencerbe af og bidrage med rollen som “gatekeeper to the Baltic!?”

Jeppe Plenge Trautner
Læser
Jeppe Plenge Trautner
16. september 2022 5:19

Ruslands politiske og militære elite mener, at de tre baltiske landes frihed var en fejl, så de skal tilbage i imperiet og at Polen skal straffes (det historiske had dyrkes med iver) og NATO ydmyges.

Derfor har Rusland forberedt dets styrker i Det Vestlige Militærdistrikt på en lynbesættelsen af de tre baltiske randstater. (Og bl. a. derfor gik disse lette styrker i stå i Ukraine).

Det er interessant at overveje et dansk forsvar indrettet til at forsvare Sverige, Norge og Grønland, som ikke er truet. Men i stedet for kunne vi måske fortsat og mere dybtgående vælge at hjælpe balterne som faktisk er alvorligt og akut truet (og tyskerne kunne hjælpe Polen). Det ville også være solidarisk med vores allierede og i overensstemmelse med NATO.

Svend Carsten Retoft
Læser
Svend Carsten Retoft
17. september 2022 21:32

Hvis man skulle være en gammel koldkrigsanalytiker. så ville Vistisens analyse måske være acceptabel! Men hvis man anlægger en normal militær analyse af den nuværende strategiske situation. så er situationen muligvis anderledes. Hvis jeg var strateg i NATO, ville jeg tænke i retningen af: “Rusland har kraftige flådestyrker i Østersøen, der helst ikke skal ud på verdenshavene. Sverige og Finland kan stoppe dette. Hvordan kan Danmark, der p.t., ikke har en handlekraftig militær kapacitet bidrage til at stoppe russerne. Hvorfor overhovedet spekulere på Danmark?” Med andre ord; med Sveriges og Finlands indtræden i NATO,skal Danmark bruge mange flere penge på det maritime forsvar, samt optrappe vor landmilitære kapaciteter.

Niels Klingenberg Vistisen
Læser
Niels Klingenberg Vistisen
14. september 2022 18:20

Kære Jakob Henius – tak for kommentar! Jeg er jo ikke uenig – jeg er jo af den opfattelse at vi har sjoflet vores samarbejde med tyskerne i årtier, og jeg tror heller ikke tyskerne forstår det helt. Det er en fejl, på mange områder. Hvorfor det er sådan, kunne man nok grave lidt i. Så, en post som forsvarsattache i Berlin må være overordentlig vanskelig, men dog men dog en post jeg virkelig gerne ville have! At engagere sig operativt i en skandinavisk kommando, betyder jo ikke at droppe alt andet. Jeg tror dog, at det engagement vi pt. har f.eks. MNCNE og MNDN og ARRC, faktisk heller ikke er ret meget samarbejde med Tyskland… desværre.
Der er nogen infrastruktur- og sikkerhedsmæssige bindinger med Tyskland, som jeg tror kunne være vigtige, at arbejde med tyskerne/BND om…