Ruslands ambassadør til Danmark ser ikke længere nogen perspektiver i en direkte linje mellem Moskva og København. Forholdet mellem de to lande er på frysepunktet og er kun blevet værre af regeringens beslutning om at træne ukrainske soldater på dansk jord. Det er både fjendtligt overfor Rusland og at gøre ukrainerne en bjørnetjeneste, mener ambassadøren.

Budskabet er koncist og skrevet i store typer:

»Putin – Stop your war,« står der på den rustne VW Transporter, der er plastret ind i Ukraines blå og gule nationalflag og står parkeret overfor Ruslands ambassade på Kristianiagade i København. I vinduerne på de omkringliggende bygninger hænger flere blå-gule flag, og ikke langt fra porten står en politipatrulje fast udkommanderet på nu syvende måned for at forhindre, at følelserne løber af med herboende ukrainere eller andre, der kunne fristes til at angribe ambassaden eller dens ansatte.

Meget har ændret sig – både i mikro- og makroperspektiv – siden OLFI for et lille år siden sidst var på besøg på Kristianiagade. I dag, et halvt år inde i krigen, er det tydeligt, at Ruslands diplomatiske repræsentation hverken høster sympati blandt sine naboer eller i det danske samfund i bredere forstand. Ikke desto mindre er det Ruslands syn på verdenssituationen, der står på dagsordenen denne sensommertorsdag, hvor OLFI i selskab med en håndfuld andre medier er inviteret indenfor i den overdådige bygning i Østerbros mondæne ambassadekvarter.

Da OLFI i oktober havde en interviewaftale på ambassaden, var krigen i Ukraine endnu ikke brudt ud, og trods de allerede dengang eksisterende sikkerhedspolitiske spændinger gav ambassadør Vladimir Barbin udtryk for et forsigtigt håb om forbedrede diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland.

Artiklen fortsætter under billedet …

20211013 teaser vladimir barbin
Klik på billedet, hvis du vil læse det fulde interview med Vladimir Barbin, der er Ruslands ambassadør til Danmark …

I dag er optimismen pakket væk, ambitionerne om en direkte kommunikationslinje mellem Moskva og København lagt i graven, og et dansk-russisk forhold baseret på »kærlighed og venskab« fremstår endnu mere utopisk end nogensinde før. Ambassadør Vladimir Barbins arbejde handler i dag mest mest af alt om, hvad man med et lægmandsudtryk kunne kalde diplomatisk damage control:

»Jeg har haft adskillige møder i det danske udenrigsministerium, fordi verden står i en vanskelig situation. Det er nødvendigt at holde kommunikationslinjerne åbne, og jeg mener, at en ambassadørs job er uerstatteligt i den henseende. Vi diskuterer selvfølgelig ikke samarbejdsprojekter med hinanden, det er ikke længere realistisk. Vi forsøger i stedet at forhindre en forværring af den sikkerhedspolitiske situation og at undgå misforståelser,« fortæller ambassadøren om sin kontakt med de danske myndigheder.

Danmark stiller Ukraine illusorisk sejr i udsigt

Da OLFIs udsendte og de øvrige journalister bliver budt inden for hos ambassadøren, er det til et sirligt opdækket bord med både kaffe, te og mineralvand i rigelige mængder. Til forskel fra sidst ligger der dog også en bog ud for hver plads rundt om bordet.

”Donbass Childhood Shot Dead”, står der på forsiden over et billede af en børneflok foran indgangspartiet til det, som ved første øjekast ligner en udbombet skole i regionen. Forrest i billedet står en kvinde, måske en lærerinde, triumferende med en arm i vejret. Bogen vender vi tilbage til, for det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at repræsentanter for den danske presse skal have netop den med hjem til redaktionslokalerne.

I første omgang handler pressemødet dog om at svare på de spørgsmål, som de tilstedeværende journalister har fremsendt på forhånd. De handler ikke overraskende mest om Ukraine og bliver gennemgået kronologisk, selvom ambassadøren giver plads til opfølgende spørgsmål undervejs. Allerede kort inde i mødet finder Vladimir Barbin også anledning til at svinge krabasken over den danske politikerstand, som for nylig traf en opsigtsvækkende beslutning om at lade ukrainske styrker modtage militær uddannelse og træning på dansk jord. En eklatant dansk fejldisposition, som både forværrer det i forvejen anspændte forhold mellem Danmark og Rusland og samtidig stikker ukrainerne blår i øjnene, mener Vladimir Barbin.

Artiklen fortsætter under billedet …

20220825 Barbin2
Foran den russiske ambassade i Christianiagade i København holder en bil, som dagligt minder ambassaden om Putins krig i Ukraine. Foto: Lene Færch Overgaard

»Fremfor at opfordre Kiyv til at finde en løsning ved forhandlingsbordet, satser Danmark og Kiyv på en militær sejr. Det er en farlig illusion, som risikerer at eskalere konflikten,« lyder ambassadørens vurdering.

Ukraine kan slet og ret ikke vinde på slagmarken, og det er at give dem falske forhåbninger, når Vesten udstyrer dem med våben og tilbyder militær uddannelse og træning. De politiske motiver bag den danske deltagelse i det britisk-ledede træningsprojekt kan der imidlertid ikke være megen tvivl om, slår Barbin fast: Vesten ser Ukraine som et værktøj til at ramme Rusland, og Vesten skyr ingen midler for at nå dette mål. Ukraine bliver kynisk udnyttet til at stække et Rusland med modet til at udfordre Vesten, lader Kremls mand i København journalisterne forstå.

Forsøger at begrænse civile følgeskader

Flere gange undervejs i pressemødet tager den russiske ambassadør sig lange tænkepauser, når spørgsmålene bliver særligt kritiske eller nærgående. Ambassadøren virker bevidst om betydningen af at vælge de rigtige ord. Blandt andet afføder det en lang pause, da en journalist vil vide, hvordan forbuddet mod brugen af ordet ”krig” i russisk pressedækning – der er i Rusland fortsat tale om en “militær specialoperation” – harmonerer med den pressefrihed, som Barbin flere gange undervejs understreger, at man i hans hjemland skatter højt. Kremls insisteren på at omtale kamphandlingerne som en specialoperation handler om de operative mål, men bunder samtidig i humanitære hensyn til den ukrainske befolkning, forklarer han.

»Det drejer sig om ikke at fremprovokere unødvendige fjendtlige følelser mod Ukraine og det ukrainske folk. Indtil nu har jeg ikke kunnet ænse noget had mod Ukraine eller mod ukrainerne som folk, men kun mod regeringen og præsidenten og deres ugerninger.«

Barbin vender løbende tilbage til de påståede nynazistiske strømninger i Zelinskij-regeringen, ligesom han også selv konsekvent undlader at benytte ordet krig. Hans budskaber og retorik er med andre ord som taget ud af et Kreml-talepapir, og måske fornemmer han en vis skepsis blandt journalisterne. I hvert fald adresserer han på eget initiativ eventuelle mistanker om et diktat oppefra:

»I tænker nok, at mine hænder bliver ført, eller at jeg er forpligtet til at sige bestemte ting, men det er mit eget valg at bruge den terminologi.«

Trods sine bedyrelser om frie hænder gentager Barbin ikke desto Kremls hyppigt gentagne budskaber om, at krigen i Ukraine har til formål at beskytte russiske mindretal og civilbefolkningen i Ukraines østligste provinser, herunder Donbas, mod ukrainske overgreb. Trods talrige rapporter om massive ødelæggelser og høje dødstal efter russiske angreb i boligområder over det meste af Ukraine understreger Barbin, at Rusland ikke angriber civil infrastruktur, og at de fleste krigsforbrydelser har ukrainsk ophav – i hvert fald i den russiske udlægning af krigens forløb, der altså afviger ganske betragteligt fra det billede, der det forløbne halvår er tegnet i Danmark og andre vestlige lande. Dog kan civile tab ikke fuldkommen undgås, indrømmer den russiske ambassadør:

»Ofte, når vi rammer militære mål og objekter, kan der være følgeskader. Det meget beklageligt, men vi forsøger aldrig bevidst at ramme civile eller civile mål.«

Hvis Rusland aktivt forsøger at undgå civile tab, hvordan forklarer du så, hvad der skete i Bucha eller under de vilkårlige bombardementer af Mariupol?

»Jeg ved ikke, om du er klar over, at Rusland forlangte et møde i FN’s Sikkerhedsråd for at få igangsat en retfærdig og uvildig undersøgelse af, hvad der skete. Hvis jeg ikke tager fejl, var det Storbritannien som gjorde indvendinger mod initiativet. Og vilkårlige artilleriangreb på Mariupol? Igen, hvis de væbnede styrker benytter sig af civile bygninger, hvordan skal det så kunne undgås? Hvis ukrainsk artilleri er placeret i handelsdistrikterne, er det vanskeligt at undgå. Men jeg kan forsikre om, at vi forsøger at undgå civile tab,« siger Vladimir Barbin.

Hård kritik af vestlig pressedækning

Vladimir Barbin svarer beredvilligt på de fleste spørgsmål, selvom han sjældent anerkender den underliggende præmis om, at Rusland agerer aggressivt eller på anden vis kritisabelt, hverken i Ukraine, eller når landet for eksempel udviser vestlige journalister som DR’s Matilde Kimer. Russisk aggression og krigsforbrydelser kender han forbavsende lidt til, og det er også ukrainerne – opmuntret og ansporet af et konfrontatorisk Vesten – der bærer skylden for, at krigen for nuværende ikke nærmer sig en løsning ved forhandlingsbordet. Det er dog ikke kun den diplomatiske og materielle støtte fra Europa og USA til Ukraine, der vækker harme i Rusland. Også pressedækningen – ikke mindst her i Danmark – har for mange blinde vinkler, og dansk presse er i lighed med kollegerne i de øvrige Nato-lande for selektiv med sine beskrivelserne af, hvad der foregår på slagmarken, bemærker Vladimir Barbin. Han er heller ikke selv imponeret og noterer sig, at regeringen i Kiyv i hans optik har held med at manipulere og styre det journalistiske narrativ i vestlige medier.

»Jeg finder det meget kuriøst, at så få journalister fra Danmark er nysgerrige på rapporter fra den anden side af fronten. Det, der bliver trykt her, er Kiyvs version af sandheden. Jeg ved, at journalister ikke ønsker at blive manipuleret, men ofte er det tilfældet,« lyder det fra Barbin, før han modererer sit udsagn en anelse:

»Jeg bevæger mig ind i farligt farvand, for I er professionelle, og I har mere erfaring end jeg. Jeg har blot gjort mig mine egne observationer, som kan være rigtige eller forkerte, og de er, at jeres udlægning af begivenhederne adskiller sig fra vores udlægning. I sigter efter at ramme læsernes følelser, I bruger mange billeder, og gør historierne meget personlige, så folk bliver følelsesmæssigt påvirket. I tøver ikke med at sætte navne på de børn, der medvirker, og der gør vi det på en anden måde.«

Mener ambassadøren mon, at de tilstedeværende danske journalister repræsenterer de formastelige medier, som lader deres dækning diktere fra Kiyv? OLFI beder Barbin om at være helt eksplicit om, hvorvidt han mener, at danske medier ligger under for ukrainsk manipulation. Igen glatter han lidt ud.

»Jeg vil ikke bruge det ord, men lad mig pege på et nyligt eksempel: En ung dame blev for kort tid siden dræbt ved et terrorangreb i Moskva. Det blev beskrevet i danske medier, men jeg registrerede ikke nogen sympati overhovedet. Ikke et ords fordømmelse af terroraktionen. Når der sker lignende ting i de vestlige hovedstæder, er danske mediers omtale helt anderledes. Jeg har aldrig været kynisk anlagt, men jeg mener at kunne bevise det, når jeg siger, at danske medier ikke er uvildige.«

Vladimir Barbin fremhæver desuden den udskældte Amnesty International-rapport, hvori ukrainske soldater anklages for brud på folkeretten. Rapporten har mødt bred international kritik, og Amnesty har i kølvandet på udgivelsen undskyldt for at insinuere, at ukrainerne bærer et medansvar for russiske overgreb på civilbefolkningen. Alligevel understreger rapporten, der også vender luppen mod Ukraine, Ruslands pointe, mener Barbin. Det samme gør den efterfølgende presseomtale: Ukrainernes ugerninger får lov at glide under radaren, mens vestlige medier ensidigt fremhæver de russiske.

Som eksempel fremhæver han brugen af miner mod civilbefolkningen i Donbas:

»Måske har jeg overset det, men jeg har heller ikke set danske aviser eller massemedier omtale brugen af antipersonelminer, også kaldet Butterfly Mines. De er meget små, minder lidt om sommerfugle og er svære at detektere. Ukraine bruger dem bevidst mod boligområder i byerne Donbas, hvilket dagligt medfører civile tab,« siger Vladimir Barbin, som symptomatisk for hele samtalen peger på ukrainerne, mens man i Ukraine afviser brugen af ulovlige miner og i stedet taler om russiske falsk flag-operationer.

Og så er vi tilbage ved den 100 sider lange bog “Donbass Childhood Shot Dead”, som er udgivet med støtte fra lederen af den selvudnævnte folkerepublik i Lugansk, Leonid Ivanovich Pasechnik, og oversat til engelsk med økonomisk støtte fra en herboende russer. Bogen beskriver en række dødsfald blandt børn i Donbas-regionen og skal angiveligt være første forsøg på at sætte ansigt på ofrene for de mange overgreb, som Ukraine ifølge Rusland står for. En slags opgør med vestlige mediers påståede undladelsessynd, men altså også en bog, som entydigt peger på ukrainerne som aggressorer og krigsforbrydere.

En journalist bemærker henkastet, at bogen med de omkomne børns navne, tegninger og digte gør, hvad Barbin netop har kritiseret vestlige medier for at gøre: forsøger at tale til læserens følelser. Barbin afviser kritikken med henvisning til, at det er første gang, og at initiativet til bogen ikke kommer fra Kreml.

Svært at få øje på positive elementer

Undervejs i samtalen mellem Vladimir Barbin og journalisterne står det lysende klart, at hverken han eller Rusland tillægger anklagerne om russiske krigsforbrydelser eller overgreb på den ukrainske civilbefolkning stor vægt, men at problemet med russiske øjne har omvendt fortegn. Skulle nogen journalister være dukket op på Kristianiagade med et naivt håb om indrømmelser af nogen art, går de af samme grund derfra med uforrettet sag.

Mod slutningen af samtalen bliver emnet igen det dansk-russiske forhold, for hvilke udsigter til forbrødring er der, når man ser så forskelligt på verden, som Danmark og Rusland gør lige nu?

Langt fra Ukraine føler Rusland stadig Danmark på tænderne. Under sommerens Folkemøde på Bornholm sejlede en russisk korvet ifølge Forsvarsministeriet ind i dansk farvand nær Christiansø, hvor den blev afvist af et dansk patruljefartøj. En episode, der vækker mindelser om luftrumskrænkelsen i samme område under Folkemødet året før. Dengang nægtede Barbin hårdnakket at kende til nogen krænkelse, og svaret er det samme, da OLFI spørger til den seneste episode:

»Jeg kan kun sige, at vi ikke anerkender, at nogen overtrædelse har fundet sted, hverken i luften eller på havet. Både sidste år og i år har jeg givet den besked til de danske myndigheder.«

Det er dog først og fremmest den klare danske stillingtagen til krigen i Ukraine, der har betydet, at forholdet mellem Danmark og Rusland er skrøbeligt og uforsonligt. Den udstrakte hånd har Rusland trukket til sig, og tilliden kan i begge retninger ligge på et meget lille sted.

Du har tidligere talt om, at du ønskede dig et dansk-russisk forhold baseret på gensidig tillid og respekt. I lyset af den aktuelle situation, hvad er da Ruslands ambitioner for forholdet til Danmark?

»Jeg tror, at det er for tidligt at tale om, hvordan russisk-danske relationer kan komme til at se ud i fremtiden. Det er ikke realistisk at tale om lige nu, og forslaget om en direkte linje (mellem Moskva og København, red.) blev lavet før begivenhederne i Ukraine,« lyder det fra Barbin, der trods sin hårde kritik af Vestens klare stillingtagen i krigen mellem Rusland og Ukraine, stadig vægrer sig ved at drage historiske paralleller til tidligere tiders bipolære verdensorden.

Sidst, OLFI var på besøg, var du ikke meget for at tale om nogen ny kold krig, som andre iagttagere ellers har gjort det. Er det stadig din holdning?

»Jeg kan kun udtrykke mine egen personlige holdninger, og jeg ikke bryder mig om at sætte prædikater på tidsperioder. Jeg foretrækker at forholde mig til de konkrete hændelser og til substansen. Hvis vi skal beskrive substansen i nutidens forhold mellem Rusland og Vesten, er det meget negativt. Det er svært at få øje på nogen som helst konstruktive elementer. Det er i min optik situationen lige nu.«

guest
5 Kommentarer
Flest upvoted
Nyeste Ældste
Inline Feedback
Læs alle kommentarer