Regeringen annoncerede tidligere på måneden en storstilet investering på op til 40 milliarder kroner i et samarbejde, som skal styrke Danmarks nationale skibsbygningskapacitet og Søværnet. Projektet er dog ikke det rigtige svar på den vanskelige situation, Forsvaret står i netop nu, mener formanden for Folk & Sikkerhed.
Danmark skal fremover være i stand til at designe, bygge og vedligeholde Søværnets skibe selv. Derfor vil et nyetableret partnerskab etablere et økosystem i den maritime branche, hvor dansk erhvervsliv og forsvarsindustri forenes til gavn for den danske forsvarsindustri, danske arbejdspladser og ikke mindst for Danmarks sikkerhed, skrev Forsvarsministeriets i en pressemeddelelse ved forrige uges præsentation af det ny samarbejde om skibe til Søværnet.
Her annoncerede ministeriet et nationalt partnerskab mellem Forsvaret og erhvervssektoren, som betyder, at regeringen vil afsætte helt op til 40 milliarder kroner på bordet over den kommende årrække. Partnerskabet, som består af både civile og militære organisationer, skal nu komme med anbefalinger til, hvordan pengene kan blive brugt mest optimalt.
Artiklen fortsætter under afspilleren …
Milliardinvesteringen i den maritime forsvarssektor var tirsdag til debat i Frontlinjen på Radio 4, hvor Dansk Metals EU-chef Johan Moesgaard krydsede klinger med pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, der i dag er formand i interesseorganisationen Folk og Sikkerhed. Hvor førstnævnte i lighed med partnerskabets øvrige parter er svært begejstret for det ny tiltag, er Torben Ørting Jørgensen mere skeptisk ved udsigterne til meget langsigtede investeringer i en tid, som i hans optik kalder på hurtigere løsninger.
Teknologi skal genopbygge industrien
Danmark har før haft en blomstrende værftsindustri. Men blandt andre A.P. Møller – Mærsk var i 2009 tvunget til at dreje nøglen om på Danmarks sidste store værft, Lindøværftet, fordi pengene ikke rakte. Samme oplevelse har en lang række andre værfter også været igennem, og industrien har de seneste 20-30 år generelt oplevet et markant fald i antallet af værfter i Danmark. I dag er udviklingen vendt, og der tegner sig en mulighed for at vende tilbage til fortidens storhed. Den teknologiske udvikling i Danmark skal gøre milliardinvesteringen til et eksport- og forretningseventyr, mener man i Dansk Metal, fortæller Johan Moesgaard.
»Hvis vi kigger på den helt lange horisont frem mod 2040 og 2042, forventer vi, at værftsindustrien i Danmark kan blive meget konkurrencedygtig igen. Det er fordi, vi får mere automatisering, og vi får flere robotter. Det er dumt ikke at planlægge efter, at vi skal kunne gøre det dansk. Vi synes ikke, det giver mening at sende ordrerne ud af landet og ikke sætte det her arbejde i gang,« siger Johan Moesgaard.
På den modsatte side står pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen, der ikke kan tilslutte sig Johans Moesgaards optimisme. Han stiller sig uforstående over for regeringens dispositioner og ageren i den nye sikkerhedspolitiske virkelighed under Putins krig i Ukraine og ser ikke for sig, at værftsindustrien er værd at satse helhjertet på for andre end den civile industri.
»Jeg synes, at vi så lanceringer af det ene initiativ efter det andet, før krigen i Ukraine og de sikkerhedspolitiske realiteter ramte os i nakken. Det forstår jeg godt, fordi den politiske bevidsthed var, at vi skulle øge forsvarsbudgettet. Så man har brugt en masse energi på at finde ud af, hvor meget man kunne kanalisere tilbage til samfundet. Det er legitimt og fint, men det er ikke svaret på den situation, vi står over for nu. Skibsværftsindustrien kollapsede i Danmark, fordi den ikke var rentabel. Der er ikke nogen, der har råd til at opretholde ikke-rentable forretninger. Det gælder også Forsvaret,« siger Torben Ørting Jørgensen.
En plan, der går lang tid forud for krigen i Ukraine
Samarbejdet og den potentielle investering på hele 40 milliarder kroner i den danske maritime sektor er ikke en beslutning, der er truffet over natten. Den har været længe undervejs, og tilsvarende er det heller ikke meningen, at pengene skal bruges på én gang. I første omgang skal partnerskabet derfor undersøge og anbefale, hvad der skal til for, at den danske skibsbygningskapacitet kan understøttes, skriver Forsvarsministeriet.
Det er af samme grund heller ikke til at opstille en tidslinje for det kommende forløb, ligesom det er for tidligt at sige noget om, præcis hvilke dele af processen, der skal varetages af hvilke aktører. I Dansk Metal glæder man sig til gengæld over, at partnerskabet er så bredt funderet, som det er. Det vil komme alle aktører og ikke mindst arbejdsmarkedet til gavn, mener en optimistisk Johan Moesgaard, der glæder sig til, at projektet skydes i gang.
»Det er alle aktører i Danmark, der er med i samarbejdet. Det er rederier, industrien, værfternes organisation, FMI, Forsvarsministeriet, og det er de danske ministerier og fagbevægelsen, der alle går sammen i et samarbejde om at genopbygge værftsindustrien i Danmark. Det er til gavn for sikkerhed og danske arbejdspladser på lang sigt,« siger Johan Moesgaard.
Brug for handling her og nu
OLFI har de seneste uger kunne fortælle om, hvordan Forsvaret og specielt Hæren er bragt i knæ på grund af de mange ekstraopgaver, der er kommet siden starten på krigen i Ukraine. Der er brug for handling inde for egne rækker og en tilførsel af midler, hvis Forsvaret også i den kommende tid skal kunne løfte opgaven, lød budskabet senest fra tidligere chef for Hærens 1. Brigade, brigadegeneral Henrik Lyhne.
Den holdning deler Torben Ørting Jørgensen også. Han savner handlekraft hos både politikere og fra Forsvarets ledelse og mener ikke, at en langsigtet investering i muligheden for at bygge krigsskibe i Danmark er den rette vej at gå i en situation med krig på europæiske kontinent.
»Der er krig i Europa. Der er en anden sikkerhedspolitisk situation. Vi kan ikke fortsætte et tankegods, der går 40 år ned ad af stigen med henblik på at etablere en værftsindustri, der i øjeblikket ikke er i stand til at levere den vare, der efterspørges. Der er altså brug for noget handling her og nu, og der er brug for noget signalgivning om, at man tager tingene alvorligt. Jeg har ikke noget imod, at vi udvikler en værftsindustri i Danmark, men man kunne jo overveje at lade den civile del af det gå i spidsen for det og så lade dem investere. Man kan godt putte en lille smule realitetssans ind. Den sikkerhedspolitiske situation tilsiger handling nu, frem for visioner og langsigtede planer,« siger Torben Ørting Jørgensen.
Hør hele debatten i tirsdagens udgave af Frontlinjen ved at bruge afspilleren længere oppe.
Alt hvad der er kommunikeret af forskellige politikere i forhold til Forsvarets fremtid, siden den ulykkelige situation i Ukraine tog sin start, har haft det sædvanlige politiske bagtæppe.
Fra politisk side (og her er alle de 5 “gamle” partier indregnet) gentager man den sædvanlige retorik, med at nu er situationen alvorlig og at der nu skal udvises politisk handlekraft, så de mange års nedskæringer kan godskrives.
Det er muligt at det er Regeringen der pt fører ordet, men læg mærke til at der hverken fra Venstre, Konservative, Radikale eller SF er gjort indsigelser mod de kommende planer.
Alle er enige om vejen mod 2% i 2033!
Man kunne få den tanke, at der over hele linjen er et håb – en forventning om, at krigen inden 2033 er overstået, og den velkendte danske fodslæbende politik med forsvarsbevillingerne kan genoptages.
Derfor opsender man nu tankebobler med genetablering af den danske værftsindustri, baseret på en fremtidig oprustning af Søværnet. Og selvfølgelig møder det opbakning fra de faglige organisationer og erhvervslivets interesseorganisationer. Alt andet ville være naturstridigt.
Og det vil næppe overraske nogen, hvis vi inden for den nærmeste fremtid igen ser et pressemøde med Forsvarsministeren, hvor der åbenbares visioner om genetablering af den danske bilindustri, så vi kan lave vores egne infanteri køretøjer. Ja hvem ved, om der også venter en pressekonference på Kløvermarken, hvor arven efter Ellehammer skal løftes, til fordel for Flyvevåbnet..?
Kort sagt; politikerne kører den sædvanlige stil, som er kendt fra de tidligere Forsvarsforlig. Masser af løfter og grandiose planer, efterfulgt af en narrehat til Forsvaret og dets ansatte. Og i sidste ende; Danskernes sikkerhed!
Og skulle man være i tvivl om politikernes reelle hensigter, så tænk over de 7 milliarder der blev kastet ud som afledning.
Ikke et eneste nyt stykke materiel er tilgået Forsvaret, endsige bestilt for de penge. Tværtimod har man rippet, de i forvejen slunkne, lagre for Harpoon missiler, Stingers og andet materiel som i forvejen er en mangelvare hos de danske enheder.
Sløring er ikke kun en militær disciplin. Det er et område hvor politikerne langt overgår alle andre!
Problemet for dansk værftindustri var – og er – at man aldrig har fundet anledning til at bygge i serier større end 3-5 stykker – og det “batter” simpelt hen ikke til at realisere en stor-skala gevinst. Tilbage i 1960-erne blev bygningen af fire ens (?) inspektionsskibe af HVIDBJØRNEN-kl fordelt til 3 byggeværfter, og tilsvarende blev bygningen af 5 minelæggere (FALS-kl & “Nusret” til Tyrkiet) fordelt på 2 værfter.
I forbindelse med lukningen af Orlogsværftet blev skibsvedligeholdelsen fordelt på 3 civile værfter – ikke af hensyn til søværnet; men som en håndsrækning til værfter med en slunken ordrebog.
Med hensyn til dansk forsvars behov, er jeg – trods en forkærlighed til søværnet – tilbøjelig til at mene, at Danmark lige nu trænger til et massivt løft i hærens kampkraft og at dansk industri bør overveje sine muligheder for at byde ind på deltagelse i dén opgave. Dels i opbygningen af en større styrke (én eller måske to brigader) med dertil hørende køretøjer og våbensystemer, dels i opbygningen af beholdninger af alt dét, der “forbruges” under kamp.
I jo større udstrækning nævnte materiel kan indsættes udenfor rigets grænser, jo bedre. Kan det hjælpe en partnernations kamp – uden at bringe danske soldater i direkte kamp – er det et formål, der bør tilgodeses i den udstrækning, at det fremmer danske sikkerhedsinteresser.
Jeg kunne godt tænke mig en uddybning af det fornuftigi i at investere store milliard beløb i overflade skibe som i Ukraine krigen har vist sig særdeles sårbare overfor mobile sømåls missiler? Jævnfør sænkningen af den russiske krydse Moskva!
Der er vel ingen steder i danske farvande hvor man ikke kan række med ovennævnte ..
Men fører krigsituationen i Ukraine ikke til øget spænding i Arktis, hvor der virkelig er brug for at opgradere Søværnets materiel. Hvor mange krigsskibe er det lige, den danske søfartsnation råder over til alle de opgaver, der er omkring Færøerne og Grønland?
Nu mener jeg, at der er Ørskov. Men skibe bygges i dag som samlesæt. Det væsentlige er, at Forsvaret er i stand til at forestå et ordentligt byggetilsyn.
Vi skal have afskaffet værnepligten permanent. Corona-hysteriet viste jo med al ønskelig tydelighed, at værnepligtige og deres officerer og befalingsmænd kun skader.
Efter et tvunget ophold på FSN KAR for en del år siden, så kan jeg konstatere, at værnepligten alene uddanner vagter til koncentrationslagre. Da jeg hørte det uhumske pladder om, at værnepligtige befalingsmænd var efterspurgte i “erhvervslivet”, så fløj det ud af munden på mig:” Det bliver sateme ikke dér, hvor jeg får noget at skulle have sagt!” Det har jeg holdt: En fortid som værnepligtig befalingsmand eller reserveofficer er omgående diskvalifikationsgrundlag.
Værnepligten skader KUN Danmarks forsvar.
Men der kommer nogle Hercules på brugt markedet. Desuden så bliver der arbejdsløshed blandt piloter, når SAS nu bliver nedlagt.
At jeg mener, at vi også bør se på en afløser til F-16 og her er Typhoon den oplagte kandidat, fordi den har motorkraft, rækkevidde, bæreevne og manøvre til at virke i bl.a. Østersøen.