BLOG: Da ukrainerne hurtigt standsede den russiske fremrykning mod Kyiv med panserværnsmissiler og droner, var det som om, at hele Vestens – herunder Danmarks – militære model havde vundet over den russiske krigsmaskine. Men det kan være en farlig fejlslutning, der kan koste os dyrt, skriver krigshistoriker Niels Klingenberg Vistisen.
Krigen mellem Ukraine og Rusland trækker nu ud over fjerde måned, og der er ikke umiddelbart en afslutning i sigte. Udover selve krigens udbrud er det nok det scenarie, som færrest havde forudset. Det forhold i sig selv bør give anledning til eftertanke og være et analytisk grundprincip i al erfaringsopsamling fra krigen og felten. Først var forventningen, at et fuldt russisk angreb hurtigt ville overvælde Ukraines styrker. Få dage inde i krigen, da russerne var kørt fast, ukrainerne forsvarede sig hårdnakket, og kampvognstabene kravlede hastigt over 500, var forventningen, at russerne snart løb tør for kampvogne, missiler og soldater.
Her er vi så fire måneder senere, krigen er i gang og langt fra afgjort. Hvad har vi lært? Jeg vil i denne blog advare kraftigt mod en tendens, der var særligt tydelig i krigens første uger. Kampråbet var simpelthen, at vi alle var ukrainere. Glem lige alt det politiske, og om Ukraine var korrupt, eller om vi udnyttede dem som bolværk, og fokuser på det militære.
Vesten blev oversvømmet af dronevideoer af brændende russiske kampvogne og kolonner, T-72-kampvogne med tårnet sprængt af, og udbrændte BTR’er (pansrede mandskabsvogne, red.). Det var forårsaget af heroiske ukrainske militssoldater i skovene omkring Kyiv, soldater bevæbnet med panserværnsraketter og Javelin-panserværnsmissiler. Historierne om kampvognens død ilede verden rundt. Men midt i lettelsen over, at Kyiv ikke blev rendt over ende på to dage, som alle måske havde forventet eller frygtet, sneg der sig en farlig sejrsrus ind. Konklusionen blev hurtigt, at den russiske krigsmaskine med både materiel, mandskab og doktrin ikke virkede mod en motiveret vestlig modstander. For vi havde jo trænet ukrainerne til det forsvar, de udførte, ikke? På den måde kan man jo godt sige, at det er Vestens taktik og materiel, der har vundet over den russiske hær, ikke?
Rummer kimen til hovmod og nederlag
Dermed bekræftede krigens første uger den måde, som den danske hær er opbygget og organiseret på, ikke? At vores taktik og materiel er overlegent, ligesom vi altid har fortalt os selv? Vi har haft danske træningsteams i Ukraine i flere år, hvor de har trænet og uddannet ukrainske soldater. Derfor kan man jo godt sige, at det er den danske hær, der har vundet over den russiske?
Den fornemmelse kunne man hurtigt få i krigens første uger. Mest i pressen, men også rundt om i Forsvaret. Det var tydeligt, hvor dårlige de russiske kampvogne var, og Danmark sendte panserværnsraketter til ukrainerne. Nogle steder kunne man næsten fysisk fornemme lettelsen over at kunne konstatere, at russerne ikke var så dygtige, som alle havde sagt, at de var.
Det er en farlig vej at gå ned ad, og den rummer kimen til både hovmod og nederlag i sig. Der er så meget vi ikke ved, og der er så store forskelle på den danske hær – og for den sags skyld mange Nato-hære – og den ukrainske, at man ikke må sammenligne. Meget tyder på, at det russiske fremstød mod Kyiv hverken var velorganiseret eller i overensstemmelse med russisk doktrin. Derfor var det umådeligt sårbart.
De ukrainere, som standsede angrebet, var måske ikke militssoldater, men de bedst trænede og mest kamperfarne tropper, de havde. De havde også terrænet med sig i de tætte skove og oversvømmede områder; de kendte det og havde øvet sig lige netop dér. Kamperfaringen tror jeg ikke, man kan understrege nok. Ukraine har været i krig siden 2014, og har roteret soldater ind og ud af Donbas, så mange har egentlig kamperfaring. De har set en T-72, og de har prøvet at være under artilleribeskydning. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er. De ukrainske taktiske sejre i de første uger var resultatet af et helt særligt sæt af omstændigheder, der faldt samtidigt.
Danmark kan drage nytte af ukrainske erfaringer
Jeg underkender slet ikke den træningsindsats, som danske soldater har ydet i Ukraine – den har været værdifuld og har givetvis reddet menneskeliv og styrket den ukrainske hær. Jeg tager intet fra de soldater, der har været derovre og træne. Man kan sige, at de har ydet den vigtigste indsats af nogen udsendte danske soldater siden Helmand. Men den træning, de leverede, var ikke en hjørnesten i den ukrainske hær, den var et bidrag, en hjælp. Ukrainerne har siden 2014 lært om krig på den hårdeste, men mest effektive måde, nemlig ved fronten i Donbas.
Nu må vi ikke identificere os så meget med de hurtige ukrainske sejre, at vi hviler på laurbærrene og føler, at vores hær er opstillet rigtigt og er kapabel. Det vil være hovmod. Krigen i Ukraine, grusom som den er, giver os et unikt indblik i moderne krig, og det skal vi lære af. Jeg ønsker mig, at ukrainerne nu kan sende træningsteams til Danmark og på flere niveauer lære os, hvordan man fører krig. Lære os af den kamperfaring, de har – både fra de første uger, men også fra krigens nuværende stadie, hvor russerne har taget sig sammen og kæmper mere struktureret. Jeg ønsker mig, at vi er ydmyge og lytter, og ikke straks laver alting om, så det passer til en dansk kontekst, som vi plejer at sige. Krigen er ligeglad med en dansk kontekst.
Danmark, eller danske styrker, har ikke vundet krigen mod Rusland. Ukraine har ikke engang vundet den endnu, selvom de klarer sig godt indtil videre. Lad os håbe, at de vinder, og at vi kan lære af dem.
