Nye nordiske medlemslande, massiv oprustning og et strategisk koncept med Rusland som primær strategisk modstander hørte til de mest bemærkelsesværdige resultater af Natos topmøde i Madrid. Det indvarsler en ny tid, hvor diplomati og forsoning er afløst af tidligere tiders styrkeprojektion og afskrækkelse.

/Madrid

De fleste politiske topmøder er i en vis udstrækning historiske, men det er alligevel de færreste, der viser sig at blive lige så signifikante for mødedeltagerne som det netop afsluttede Nato-topmøde i bagende hede Madrid.

Med en konventionel krig på europæisk jord som ædrueliggørende bagtæppe var det alt andet end business as usual, da statslederne, udenrigsministre og forsvarsministre fra Natos 30 medlemslande plus statsledere og repræsentanter fra Sverige, Finland, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand i denne uge mødte hinanden i konferencecentret IFEMA i udkanten af den spanske hovedstad.

Længe inden det officielle mødeprogram overhovedet blev offentliggjort, har det stået klart, at Nato står ved en skillevej. De vigtige og historiske beslutninger kom af samme grund til at stå i kø i Madrid, hvor statslederne blandt meget andet nåede til enighed om at øge antallet af Nato-styrker på højt beredskab langs alliancens østlige flanke fra 40.000 til 300.000 – en utvetydig og ifølge Nato nødvendig reaktion på krigen i Ukraine.

Ansvaret for det dramatiske tiltag placerer Nato ene og alene i Kreml, hvilket Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg slog fast, da han på bagkant af de politiske drøftelser torsdag svarede på spørgsmål fra den nordiske presse.

»Nato gør verden tryggere, fordi Nato bidrager til at forhindre krig. Nato beskytter næsten en mia. mennesker i 30 – snart 32 – Nato-lande. At autoritære regimer truer, skal ikke hindre os i at beskytte vores lande – i så fald ville de få deres vilje hver eneste gang. Der skal ikke herske tvivl om, at den militære opbygning, Nato gennemfører, er et resultat af den militære aggression, som Rusland har stået for siden 2014, hvor man indtog Krim og dele af det østlige Donbas. Siden er det eskaleret med invasionen i februar i år.«

Artiklen fortsætter under billedet …

Oprustningen og det kraftigt forhøjede beredskab hænger samtidig uløseligt sammen med Natos nye strategiske koncept. Det seneste var fra 2010 og blev vedtaget i Lissabon, da den daværende russiske præsident Medvedev var med som en slags æresgæst, og Rusland dengang blev beskrevet i konceptet som en »strategisk partner«. I det nye strategiske koncept har beskrivelserne af Rusland fået negativt fortegn.

De forsonlige toner mellem øst og vest er en saga blot, og Nato lægger ikke skjul på, at Rusland udgør den primære trussel mod europæisk sikkerhed. Kina med stormagtsambitioner er i et mere afdæmpet sprog nævnt i dokumentet som ”en udfordring”, og for første gang nogensinde optræder Arktis i form af beskrivelsen »det høje nord« som en »strategisk udfordring« for Nato.

Tyrkiet holder Sverige og Finland i ørerne

Lige så bemærkelsesværdigt og historisk som forøgelsen af kampklare tropper er beslutningen om at udvide Nato-alliancen med de ellers alliancefri lande Finland og Sverige. Sidst på eftermiddagen tirsdag –inden det officielle topmødeprogram gik i gang – nåede Finland, Sverige og Tyrkiet efter lange forhandlinger til enighed om en aftale, som i praksis betyder, at Finland og Sverige træder ind i Nato, så snart de nuværende 30 medlemsland har ratificeret beslutningen. Det var en velkommen udvikling, efter Tyrkiet og præsident Erdogan gennem flere uger blankt har afvist at godkende optagelsen af de to lande.

Men i Madrid tøede forholdet mellem nord og syd op med generalsekretær Jens Stoltenberg som mægler. Glæden lyste da også ud af den finske præsident Sauli Niinistö, som onsdag aften talte til sine europæiske og nordamerikanske kolleger og kommende alliancepartnere.

Artiklen fortsætter under playeren …

»Jeg vil gerne takke jer alle for jeres stabile støtte til os. Det har været meget afgørende. Nu kan vi fokusere på fremtiden. Jeg forsikrer jer om, at Finland vil gøre sit bedste for at styrke alliancen. Der er et presserende behov for at gøre denne alliance stærkere. Det begynder i Europa. Med Ruslands ulovlige invasion af Ukraine har vores sikkerhedsmiljø ændret sig dramatisk,« sagde han.

Blandt de Nato-allierede var der således også en fornemmelse af ikke bare sammenhold, men også en reel styrkelse, når nu Finland og Sverige haster mod en optagelse. Hvor de senest optagede lande i Nato har haft lang vej mod at nå Natos standarder, er både Sverige og Finland allerede fuldt på omgangshøjde med selv de mest avancerede Nato-lande. Samtidig betyder deres strategiske betydning og placering i nord, at Østersøen i dag består af Nato-lande hele vejen rundt kun med Rusland som ikke-medlem.

Før Finland og Sverige formelt kan optages i Nato, skal alle medlemslande ratificere beslutningen. Selvom det forventes at blive en formsag, har Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, ikke desto mindre igen på bagkant af topmødet i Madrid manet til besindighed og mindet de to håbefulde ansøgere om, at den trilaterale aftale mellem de tre lande skal overholdes og de finsk-svenske indrømmelser føres ud i livet.

Zelenskij mindede Nato om Ukraines økonomiske udfordringer

Nato brugte også lejligheden til at gentage sin moralske opbakning til Ukraine, som kan se frem til at modtage yderligere hjælp i form af våben og materiel den kommende tid. Mens russiske missiler atter haglede ned over Ukraine, talte den ukrainske præsident, Volodymyr Zelinskij, til forsamlingen af statsledere i Madrid via et videolink fra Kyiv. Trods den ukrainske taknemmelighed understregede Zelenskij nok en gang, at krigen er langt fra vundet.

»Vi skal bryde den russiske artillerifordel. Vi har brug for langt mere moderne systemer, moderne artilleri,« lød det fra præsidenten, der også beskrev de økonomiske problemer, som fire måneders krigsførelse har kastet hans land ud i.

»Rusland modtager stadig milliarder hver dag og bruger dem på krig. Vi har et underskud på flere milliarder dollars, og vi har ikke olie og gas til at dække det”, sagde Zelenskij og tilføjede, at Ukraine har brug for omkring 5 milliarder dollars om måneden for også fremover at kunne forsvare sit territorium.

Selv om udgifterne nok er store for Ukraine, skal Natos medlemslande også til lommerne for at leve op til den målsætning om at bruge 2 pct. af bnp på forsvar, som blev indgået på topmødet i Wales i 2014 efter Ruslands annektering af Krim. Allerede inden topmødet fortalte en tilfreds generalsekretær Jens Stoltenberg, at ni lande allerede nu lever op til målsætningen, og at i alt 19 lande vil indfri målsætningen i 2024.

Derudover er der fem lande, som har fremlagt planer for, hvornår de vil nå op det det lovede – heriblandt Danmark. Selv om det ifølge det nationale kompromis fra den 6. marts først vil ske med udgangen af 2033, lagde hverken Stoltenberg eller statsminister Mette Frederiksen skjul på, at de 2 pct. fremadrettet ikke bliver et loft, men en bund.

»Vi betragter ikke de 2 pct. som et loft. Det tal kan ad åre godt komme højere, så det er vi enige med Stoltenberg i,« sagde Mette Frederiksen, da hun onsdag flankeret af udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Morten Bødskov mødte den danske presse i Press Conference Room nr. 13 i det noget trøstesløse konferencecenter.

Da OLFI spurgte statsministeren, om topmødet havde fået hende til at ændre syn på, hvornår Danmark skal nå de to pct., og om presset fra Nato kan få hende til at skrue tempoet i vejret, afviste hun ikke den mulighed.

»Der er ingenting, der er støbt i beton. Vi følger selvfølgelig udviklingen, og hvad der sker i verden omkring os, og vi forudser en mere urolig verden. Vi har lagt en meget klar strategi for at nå de to pct. Nu skal vi så i gang med at forhandle et nyt forsvarsforlig, og så er det jo også vigtigt at sige, at de 2 pct. er et permanent bidrag,« sagde hun.

Bærende billedtekst: Statslederne fra Danmark, Finland, Sverige, Norge og Island giver hinanden håndslag på et fremtidigt stærkt nordisk samarbejde i Nato. Foto: Ernstved