ANALYSE: De over 1.000 danske soldater udsendt på forhøjet beredskab til Baltikum siden maj kan meget vel gå hen og blive den nye normal, som Danmark hvert halve eller hele år skal rotere med et andet Nato-land. Natos fokus rykker mod nord, hvilket bl.a. får betydning for Arktis. Ingen udsigt til investeringer i nye kapaciteter ud over de allerede planlagte.
/Madrid
Sveriges og Finlands optagelse i Nato kan betyde, at forsvarsalliancens styrkemål for Danmark ikke kommer til at ændre sig markant i de kommende år. Det kan i hvert fald være konklusionen, efter at det på Nato-topmødet i Madrid står klart, at vores to nabolande mod nord fremover bliver en integreret del af den vestlige forsvarsalliance. I de aktuelle styrkemål, som Nato senest har bedt Danmark om at leve op til, indgår styrker i Sverige og Finland ikke som en del af det samlede billede.
Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar, står det sikkerhedspolitiske billede omkring Østersøen efterhånden glasklart for selv den – tør man vel godt sige – mest naive og godtroende regering i Norden, hvilket statsminister Mette Frederiksen (S) selv indrømmede og adresserede i Madrid på et møde med den danske presse.
»Der er ingen tvivl om, at der har været en naivitet for længe, som heldigvis er slut,« sagde hun.
Derfor vil Danmark i de kommende år markant øge forsvarsbudgettet til 2 pct. af bnp som lovet i det det nationale kompromis fra marts. I Sverige og Finland er generationers alliancefrihed ikke længere nogen ønskværdig position, og såvel i Helsinki som Stockholm har man gennem flere år set med en helt anden alvorlighed end Danmark på den trussel, som Rusland udgør. De to nordiske landes væbnede styrker er sammen med en langt højere grad af forsvarsvilje i de respektive befolkninger et nyt og velkomment bolværk, som kommer til at gavne Nato i nord med Finlands 1.340 km lange grænse mod Finland.
Og netop det forhold, at begge lande er langt bedre forberedt på truslen fra øst end Danmark, kan få indflydelse på de styrkemål, som Nato vil forhandle på plads med medlemslandene efter dette topmøde. I Danmark er vurderingen, at vi formentlig ikke vil blive bedt om at investere i en masse nye kapaciteter, men at vi til gengæld skal sørge for, at vi får de eksisterende kapaciteter til at virke efter hensigten.
Det betyder med andre ord, at hjørnestenen i det danske forsvar fremadrettet formentlig stadig bliver den lette brigade, som frem mod 2033 skal udvikles til en tung brigade med alt, hvad det indebærer af våben, ammunition, materiel, køretøjer og ikke mindst soldater i alle personelgrupper.
“Tilstedeværelse” bliver afløst af et regulært “forsvar”
Alene den opgave bliver massiv, fordi Danmark mangler stort set alt lige fra tilstrækkeligt med tidssvarende og moderne etablissementer til alt det ovenstående på ønskelisten. Som en del af Natos nye strategiske koncept er det planen, at Nato vil have 300.000 soldater på højt beredskab langs grænsen mod Rusland.
Det betyder ikke, at de 300.000 soldater fysisk skal være til stede i Baltikum og Polen. Men hvor man i øjeblikket taler om de såkaldte snubletrådsstyrker i Enhanced Forward Presence (EFP), som i virkeligheden alene har til formål at afskrække Rusland ved sin blotte, men sparsomme tilstedeværelse i form af bataljonskampgrupper, vil styrkerne fremover være langt bedre forberedt til krig og klar til at forsvare Natos territorium. Bataljonskampgrupperne vil blive erstattet med brigader.
Styrken vil fremadrettet i stedet for tilstedeværelse handle om enhanced forward defence, og som et led i den ændring mod forsvar skal der være både våben- og ammunitionslagre foruden depoter med brændstof og forsyninger til en fuldskalakrig med Rusland langs Natos østlige grænse. Derudover er det forventningen, at den fysiske tilstedeværelse vil forblive på det niveau, som det nuværende forhøjede beredskab ligger på – omkring 40.000 allierede soldater til stede langs den østlige flanke.
De præcise militære planer vil dog først blive udarbejdet, når chefen for Natos styrker i Europa (Supreme Allied Commander Europe, SACEUR) har udarbejdet dem på baggrund af det vedtagne strategiske koncept. Men forventningen i Danmark er, at vi formentlig skal rotere i størrelsesordenen af 1.000 soldater til Baltikum hvert halve eller hele år. Under Nato-topmødet har forsvarsminister Morten Bødskov da også talt med sine kolleger i Baltikum om, hvordan det rent praktisk kan lade sig gøre.
Detaljerne ligger endnu ikke fast, men i Forsvarsministeriet forventer man en form for rotationsprincip, som det vi i øjeblikket har med Frankrig i den britisk ledede bataljon i Estland under EFP. Det vil sige, at Danmark kan komme til at dele ansvaret med et andet land.
Ingen lægger skjul på, at det danske forsvar med det nuværende pres populært sagt ”skyder tomt” i løbet af 8-10 måneder. I øjeblikket er de tre kampbataljoner i Hærens 1. brigade alle engagerede med nationale og internationale opgaver. Danmark har i øjeblikket 225 soldater i Estland foruden soldater i Irak og Kosovo. En bataljon på 800 mand fra Gardehusarregimentet er indsat i Letland, og i Høvelte forbereder en bataljon fra Den Kgl. Livgarde sig på at overtage som Hold 2 i Letland til november.
Herefter vil Hæren ikke være i stand til at stille et afløserhold, og Danmark kommer derfor til at melde en ”kamppause” for at uddanne og opstille et eventuelt nyt hold. Her er det forventningen, at den massive militære tilstedeværelse i Baltikum kommer til at fortsætte mange år ud i fremtiden.
Arktis optræder for første gang i Natos strategiske koncept
Det nye og forhøjede beredskab går med andre ord hen og bliver en ny normaltilstand i Nato. Efter mange års tilnærmelser til Rusland og forsøg på at påvirke Putin til samarbejde – og engagere Rusland som en strategisk partner til Nato, er den slags toner endegyldigt døde og begravede. Ordet ”fjende” bliver stadig ikke brugt officielt, men der hersker ingen tvivl om, at det er, hvad Nato regner Rusland for at være, og uden for citat omtaler man gerne Rusland som netop det.
At Danmark også i nyt forsvarsforlig kommer til at rette fokus mod Arktis, hersker der heller ikke tvivl om. Skiftende danske regeringer har sammen med USA, Rusland, Canada og Norge i Arctic Five haft intentionen at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Det er stadig regeringens ambition, men at den er blevet overhalet af virkeligheden, fremgår for første gang nogensinde af Natos nye strategiske koncept, der fremhæver ”det høje nord” som en »strategisk udfordring«.
Alt i alt hersker der ingen tvivl om, at Natos fokus fremover er flyttet fra syd mod nord, og derfor kommer Danmark til at spille en nøglerolle. Set i det lys kan det virke noget fodslæbende, at Danmark først vil nå op de 2 pct. af BNP i 2033, mens 19 allierede indfrier målet allerede i 2024. De borgerlige partier ønsker forsvarforliget genåbnet og forhandlet på plads med det samme i stedet for som planlagt at vente til udgangen af 2023 med indgåelsen af et nyt forlig.
Noget tyder på, at regeringen kan have rykket sig på det punkt. På Nato-topmødet ville regeringen ikke afvise, at indgåelsen af et nyt forsvarsforlig kan blive rykket frem, så det reelt kan være indgået inden udgangen af i år. Tvært om gjorde forsvarsminister Morten Bødskov (S) det klart, at de indledende forhandlinger allerede er i gang.
Dermed tyder noget på, at det kolossale pres, som Forsvaret er blevet sat under efter forøgelsen af beredskabet i alle tre værn, begynder at blive taget alvorligt i regeringen. Forsvaret bløder medarbejdere, og formændene for alle de faglige organisationer i Forsvaret skriger på handling for at stoppe afgangen. Samtidig står det efterhånden lysende klart, at Hæren slet ikke er i stand til at vokse, før der bliver uddannet nye og flere befalingsmænd og officerer. Det har lange udsigter, og derfor er man fra politisk ved at være klar over, at der er brug for politisk handling nu.
At det betyder både øget og forlænget værnepligt taler man allerede nu ganske åbent om. Spørgsmålet er, hvornår de afgørende beslutninger bliver taget. At Ruslands invasion af Ukraine har rykket forsvars- og sikkerhedspolitik helt i top på den politiske dagsorden i såvel Europa som USA er indlysende. Vi ser ind i en ny kold krig med massiv oprustning, hvilket alene står klart med Ruslands beslutning om at placere Iskander-missiler i Belarus og ombygge landets SU-25 kampfly til også at kunne bære atomvåben.
At Nato står samlet og har i sinde at møde Ruslands fremfærd hårdt mod hårdt, er det entydige signal sendt fra Madrid. Nu er det så op til den danske regering at omsætte de fine ord til handling. Reaktionen kommer – uanset hvornår – for sent.
